Deltagerrekord ved Parmatchafslutningen 2023

Hele 58 glade deltagere var samlet lørdag aften den 23. september til en hyggelig afslutning på Parmatch-turneringen. Over tre turneringsdage fordelt over året, med fantastisk godt vejr hver gang, kunne vi uddele præmier, kåre vindere af de enkelte dage og også de samlede vindere.

I år stod menuen på tapas, som det tydeligt er noget, Birdie Peter elsker at lave. Her får han også frie hænder til at overraske, og det lykkedes. Birdie, sammen med Otto Sunesen, er vores hovedsponsor i år, så både mad og vin gik op i en større enhed.

Og i år stod Henrik Overgaard Pedersen for årets spontane indslag, hvor vi sang en af de gamle sange fra dengang “Parmatch” hed “Ægteskabsmatch”. Et indslag, der kan gå hen og danne præcedens.

I år blev Parmatchen også beriget med en “hole in one”, som Annette Carlsson var så elskværdig at levere. Flemming fra Otto Sunesen mente, at det skulle have ekstra opmærksomhed, så Annette løb med en “lille” flaske for ulejligheden.

Da Annette nu var kommet op i omdrejninger, var det måske nærliggende at inddrage hendes mand, Jan Eriksen, i festlighederne. Så årets vindere blev derfor Annette Carlson og Jan Eriksen – i øvrigt for andet år i træk.

Nummer 2 og 3 blev Hans Henrik Bülow/Anni Nielsen og Lars Andersen/Dorte Koch Andersen.

Der blev også uddelt præmier til dagens vindere – se billederne længere nede.

Mange glæder sig allerede til næste år, ikke mindst Parmatchudvalget, der tager en tørn mere.

/Parmatchudvalget

Henrik og Neel Schucany / Henrik og Charlotte Vincents

Læs mere: