Author Archives:

Greenkeeper-Nick på inspirationstur til USA

Kan vi lære noget af, hvordan man designer og passer baner i andre lande? Det har chefgreenkeeper Nick Bosholdt været på tur for at finde ud af. Sammen med fem greenkeeperkolleger fra Fyn og Jylland har Nick været så langt væk som i USA, og det blev på flere måder en lærerig oplevelse.

”Generelt fandt jeg ud af, at omkring banevedligehold så kan vi ikke bruge USA til så meget. Forskellen på amerikanske og danske forhold er simpelthen for stor, både i forhold til mandskab men ikke mindst i forhold til miljørådgivning og sprøjtemidler. I USA kan de groft sagt sprøjte lige så meget, de vil og de har også meget mere personale til rådighed,” fortæller Nick, der var på besøg hos flere ”almindelige” amerikanske golfbaner, men også en af de mere ekstravagante, og golfklub for rigmænd i nærheden af Los Angeles, hvor de havde 50 mand til at passe 18 huller og hvor der udover fantastiske klubfaciliteter også var både swimmingpool og tennisbaner.

”Her kunne man virkelig se, at de forsøgte at skabe en oplevelse ud af det at være medlem af golfklubben, og det var jo inspirerende, selv om vi på ingen måde kan kopiere det koncept. Hos os vil vi gerne gøre det til en oplevelse at gå en runde, så vi arbejder på at lade selve golfspillet, indretningen af banen og naturen være en oplevelse,” fortæller Nick.

På rigmandsbanen var på andre områder også noget gammeldags, og derfor ikke direkte sammenlignelig. Under besøget her i vinter var der noget koldere end normalt, for normalt er det ikke kulden, men varmen, man slås med, så derfor var en af deres store udfordringer at skaffe vand nok.

”Derovre nøjes de dog ikke med at vande green og teesteder, som vi gør, men hele banen bliver vandet, så derfor var de i gang med nogle forsøg med vanding af fairways med kloakvand.”

”Selv om vi ikke kunne lære så meget om banevedligehold, så tog vi meget med hjem omkring banedesign. Det er de altså dygtige til – også til de små ting som at sikre en god ruteplan, når man spiller banen, siger Nick.”
Udover golfbane-besøg var Nick også til messe for at se på fremtidens maskiner til klipning og plejning af golfbaner i øvrigt.

Herunder kan du se nogle af Nicks billeder fra turen.

Tilbud til nye: Prøv golf i tre måneder for 995 kr.

I Roskilde Golf Klub har vi et rigtig godt tilbud til jer, som ønsker at få en introduktion til golfspillet.

Det er et prøvemedlemskab, som varer 11 uger. Vi har afprøvet dette tilbud i 5-6 år, og har modtaget stor anerkendelse for det program, som du skal igennem som prøvemedlem.

Golf er en sport for livet. Golf kan spilles fra 4-5 års alderen til langt op i firserne. Via vores prøvemedlemskab får du mulighed for at finde ud af, om golf er noget for dig.

2016-09-rgk-par-3-match-40Prøvemedlemskabet koster 995 kr. For de penge får du bl.a. undervisning, både på hold og individuelt, du kan frit træne på vores træningsområder samt spille på vores par 3 bane. Ydermere kan du gratis låne golfudstyr til de forskellige aktiviteter, og du får mulighed for mentorvejledning.

Du er også velkommen på Golfens Dag den søndag den 28. april kl. 10-14. Vi starter hold 6. maj samt umiddelbart efter sommerferien.

Her kan du læse mere om indholdet af et prøvemedlemskab – hvor du også kan melde dig til.

Du kan altså melde dig til allerede nu, men hvis du vil vide mere, inden du bestemmer dig, så kan du bare møde op til:

Informationsaften tirsdag den 30. april kl. 19

Her er der mulighed for at få nærmere oplysninger om forløbet af prøvemedlemskabet.

Informationsaftenen er for både jer, der allerede er tilmeldt og for jer, der stadig overvejer.

 

Er du tilmeldt, er det dog ikke et krav, at du kommer til informationsmødet. Det er bare et ekstra tilbud.

Hvis du vil tilmelde dig allerede nu, så kan du gøre det på siden med tilmelding, mere information og vores velkomstfolder.

Venlig hilsen
Udvalg for prøvemedlemmer i Roskilde Golf Klub

Vil du være mentor for nye?

Golfsæsonen står for døren, og vi vil forhåbentlig se en masse nye, glade prøvemedlemmer i vores klub.

Vil du have et frivillig-job med indhold, superrespons og til glæde for dig selv? Der er brug for et antal medlemmer som mentorer til at hjælpe de nye prøvemedlemmer i gang. Vi er glade for alle dem, vi har, men nogle falder jo fra og holder pause, så vi mangler igen, og det kunne være rigtig godt, hvis flere nye hjalp til med at tage imod nye. Det kunne fx være medlemmer, der selv er startet i klubben inden for de sidste 3-5 år, også gerne nogen i alderskategorien 20-50 år, så vi har mentorer i alle aldre. 50+ må dog rigtig gerne fortsat melde sig. Jer kan vi ikke undvære.

Her finder du velkomstfolderen til de nye – inklusiv programmet til at printe ud.

Her finder du siden med information og tilmelding for prøvemedlemmer.

Perioden for prøvemedlemsskabet løber fra 6. maj til 21. juli 2019.

I denne periode forventer vi, at de nye får en fornuftig hjælp til rundvisning på vores anlæg, informeres om praktiske ting, såsom træningsmuligheder, spil på 3 banen osv. Samt de mange andre ting, som er specielle i vores golf-hverdag. Hver mentor får ansvar for 2-3 prøvemedlemmer.

På mailadressen er Tina klar til at tage hånd om din henvendelse. Eller ring på 46 37 01 81.

Der holdes orienteringsmøde for mentorer tirsdag den 23. april kl. 19.

På gensyn

Udvalg for prøvemedlemmer

Erhvervsnetværk holder morgenmøder i RoGK hver onsdag morgen

Restaurant Birdie har indgået en aftale med erhvervsnetværket BNI om, at de holder der ugentlige møde onsdag morgen her i Roskilde Golf Klub.

De mødes kl. 6.30 og er ude kl. 9, og Birdie sørger for forplejningen.

Det er en god aftale for Peter i Restaurant Birdie, som kan bidrage til hans forretning, hvilket vi er glade for.

Det vil ikke være muligt at gå direkte ud til banen gennem restauranten onsdag morgen, mens mødet står på – men toiletter og omklædningsrum kan naturligvis benyttes.

Ud over bestyrelsen har Morgenherrerne, som er de primære brugere af klubben onsdag morgen, givet ”grønt lys” for aftalen.

Mortenherrerne går ind og ud af hoveddøren, og arrangementet er slut, inden de første kommer ind fra runden.

Hilsen
Sekretariatet

52 seniorer afsluttede vintergolfen

I fantastisk vejr og på den nyåbnede sommerbane hyggede 52 seniorer sig med en runde Mexican Scramble og dejlig middag i Restaurant Birdie.

Dagen indledtes med morgensangen, “Mexican Scramble”, og også under middagen blev afsunget “En noget optimistisk golfsang før forårssæsonen” skrevet af Poul Erik Edsen-Johansen.

Dagens to vinderhold på delt førsteplads blev Bente Mørch-Frank Cummings-Jacob Lund-Cramer og Svend Erik Skarsholm og Dorte Jepsen, Jane Stigaard Jensen, Christian Kubel og Jan Hoffmeyer.

Vindere af næstsidstepladsen blev Kirsten Østergaard, Grete Baunbæk Hansen, Gunnar Larsen og Gert Dejbjerg (der ikke kom med på billedet). De to matchledere, Ole Strangholt og Jan Hoffmeyer, nød overrækkelserne.

Vinderne af den gennemgående turnering, hvor der i vintersæsonen er afviklet 12 matcher, blev:

Damer

  1. Ellen Skarsholm
  2. Kirsten Østergaard
  3. Nanna Haar

Herrer

  1. Philip Evans
  2. Henning Jensen
  3. Christian Kubel

Philip Evans videregav Seniorklubbens PEDRO til Ellen Skarsholm for hendes altid meget imødekommende, smilende og venlige udstråling og åbenhed også for alle nye medlemmer.

Seniorklubben har opstart på sommergolfen torsdag 4. april med mødetid kl. 7.15 og spiller hver torsdag med kvartalsafslutning torsdag 27. juni, hvor dagen samtidig bliver markering af Seniorklubbens 25 års jubilæum.

Her kan du læse mere om Seniorklubben, herunder medlemskab arrangementer i andre klubber.

Ejvind N. Jensen

PS: Billedet i toppen af artiklen er IKKE fra seniorafslutningen men fra en af Seniorklubbens øvrige vinter-fredage, hvor Tove, Poul og Jane har taget et pitstop. Billederne fra præmieoverrækkelserne den 29. marts finder du herunder:

 

Se, hvad der skal ske på banen i 2019

Nye bænke, opdeling af lange bunkers, topdressing af fairways og nye måtter på drivingrange. Jo, også i år kommer der til at ske en hel del ting på 18-hullers banen. Der kommer ingen gennemgribende ændringer i forhold til nye greens og teesteder, men masser af små forbedringer til glæde for en endnu bedre golfoplevelse.

Chefgreenkeeper Nick Bosholdt har taget hjemmesidens webmaster på en tur rundt på banen for at fortælle om de nye tiltag, der er på vej – og her får du så en oversigt.

Som sædvanlig bliver det en oversigt uden specifikke tidspunkter. Greenkeeper-staben laver forbedringer og vedligehold i forhold, hvad de når og hvad der passer med vejret. Derfor er Nick forsigtig med at melde konkrete datoer ud.

 

Dræning på hul 4 og midlertidig pause på hul 5

Men det ligger fast, at det er på hul 4, noget af det første, kommer til at ske. Her er der overraskende og som noget nyt meget vådt på området ned mod søen. Der er derfor lavet en afspærring, der skal sikre, at vi går uden om afspærringen med vores vogne.

”Det skifter lidt fra år til år, hvor der er problemer med våde områder. I år går det fx fint på hul 10, 11 og 15, som vi ofte har problemer med, men i år har vi så til gengæld en udfordring på hul 4, og den bliver vi nødt til at løse med noget dræning, så det går vi snart i gang med,” fortæller Nick.

Hullet herefter – hul 5 – er der også lidt udfordringer med i forhold til et vådt område omring green. Derfor er dette hul lukket indtil videre, formentlig en uge eller to. Indtil da spiller man i stedet vinterbanehullet op ad bakken. Alle øvrige huller spiller vi til de normale sommergreens – undtaget hvis der er rimfrost om morgenen, så spiller vi til vintergreens, der er markeret med gule flag.

 

Bunker-renoveringer

På banen er der ellers planer om følgende tiltag i 2019:

  • Greenbunkers på hul 15 og 16 bliver renoveret
  • Der bliver topdresset på fairways – forudsætter at vejret passer til det. Sidste år var det for tørt
  • Nogle af de lange bunkers, fx på par 5 hullerne, bliver opdelt i flere små

”Vi har lavet en plan sammen med baneudvalget, og ideen er, at vi hele tiden arbejder på at gøre banen til en flot oplevelse. En af de ting, vi arbejder med, er en samlet og ensartet bane – og dette kræver nogle ændringer, fx omkring bunkers på de sidste ni huller. Det er to forskellige banearkitekter, der har stået for de første og de sidste ni huller, og det design vil vi gerne gøre ensartet, og derfor bliver nogle af de meget store bunkers delt op i flere små” siger Nick.

 

Flotte, nye bænke på vej

De største forskønnelse – og samtidig praktiske ting – bliver placeringen af nyt, flotte bænke.
Som tidligere nævnt er bænkene designet og produceret af Morfo og Schrøders Metal – og de er nu leveret og skal gøres klar til opsætning over hele banen. Det kommer der imidlertid til at gå lidt tid med. Greenkeeperne skal selv montere træet på bænkenes metalskelet, men derudover er det også besluttet, at bænkene ikke bare skal sættes på jorden/græsset rundt omkring på banen. Nej, de skal hver især forankres på et fliseområde, der først skal bygges op. Senere bliver der forhåbentlig råd til nye skraldespande – også i samme designstil.

”Vi har sammen med baneudvalget har lavet en plan for, hvor bænkene skal placeres. Der kommer lidt færre, end der er i dag, for de er forholdsvis dyre at producere. Til gengæld er de meget funktionelle og flotte og vil bidrage til det pæne og attraktive ”look”, som vi går efter. Alle skilte og lignende er lavet i samme stil som de nye bænke,” fortæller Nick.

Her kan du se oversigten over, hvor de nye bænke skal placeres.

Læs nyheden omkring design og produktion af bænkene.

 

Nye måtter og ny øvebunker

På drivingrange er der planer om nye måtter senere i løbet af foråret. Der kom én slags i de nye huse og en anden slags udenfor. I det øverste udslagshus ligger der en prøve på en måttekvalitet, der kunne bliver en af mulighederne. Det er en meget blød måtte, men også det er der mange meninger blandt spillerne om.

Udenfor mellem de to udslagshuse bliver der købt en samlet, lang måtte. Der bliver også købt nye rumdelere, så man kan flytte udslagsstederne, så måtten slides forskellige steder.

Øvebunkeren ved siden af drivingrange er ikke klar endnu. Der ligger godt nok en dynge sand, men bunkeren bliver ikke klargjort, før de nysåede græs rundt omkring er kommet godt op.

 

Ingen kortsigtede forandringer på par 3 banen

På par 3 banen kommer der ikke til at ske noget som helst nyt overhovedet. Det skyldes ikke en nedprioritering – tværtimod. Baneudvalg, sekretariat, bestyrelse og greenkeepere og stor fokus på udvidelse af 9-hullers banen, og derfor bliver der ikke brugt energi på tiltag på den nuværende par 3 bane. Jo, der bliver placeret nogle af de nuværende bænke, der bliver i overskud fra 18-hullers banen, når der kommer nye bænke her, men det er så også det.

I hovedet er der flere planer, men om hænderne kan nå at følge med, det vil tiden vise.
Sommerbanen er i hvert fald i gang, og banen står allerede nu ganske flot. Det skyldes ikke mindst, at der hele vinteren har været etableret en vinterbane, der har gået lidt på kryds og tværs og dermed skånet de normale fairways på mange huller.

Rigtig god golfsæson.

PS: På billedet øverst er det Ellen Skarsholm, der på hul 9 nu har frit syn mod greenen. Det yderste træ i trærækken er nemlig fjernet, så det faktisk er muligt at slå på green, når bolden ligger midt på fairway. Det lykkedes dog Ellen at slå bolden i bunkeren i stedet, derfor hendes efterfølgende grin på billedet herunder. På hul 9 har greenkeeperne også flyttet broen over åen med et par meter.

Igen en kvinde i bestyrelsen

Det er ingen sensation, ej heller første gang men alligevel blev det modtaget med klapsalver og forventningens glæde, at Roskilde Golf Klub nu igen har en kvinde i bestyrelsen.

På sidste års generalforsamling spurgte flere, hvorfor der ikke var nogen kvinder i bestyrelsen, men ingen tilbød sig. Det blev så ændret i 2019, hvor Annette Carlsson på generalforsamlingen torsdag den 28. marts blev valgt.

Hun erstatter Flemming Hvid, der takkede af efter i alt 12 år i bestyrelsen.

Annette er tidligere skoleleder for Trekronerskolen og har i det hele taget et liv i folkeskolen bag sig. Golfmæssigt startede hun på par par 3 banen i 2006 og i 2010 blev hun fuldtidsmedlem. Annette er gift med klubbens tidligere formand, Jan Eriksen, der i dag sidder i natur- og miljøudvalget.

Annette siger selv, at ”fællesskab” er noget, der har været omdrejningspunktet i hendes liv og som hun vil arbejde for i Roskilde Golf Klub. Det gælder fællesskab for alle, ikke mindst de nye i klubben, men også greenfee-spillere, som godt må opleve, hvor dejligt det er at komme i Roskilde Golf Klub.

Og så sluttede Annette Carlsson af med en bemærkning, som udløste klapsalver – ikke bare fra de fremmødte hunkøn:

”Jeg har selv i mange år tænkt, at bestyrelsen godt kunne trænge til en kvinde.”

 

Genvalg – og fokus på store projekter de næste år

Annette blev nyvalgt, men der var også tre genvalg. Jens Krøis og Jan B. Kristiansen blev genvalgt. Det samme blev Kim Møller Behrend, der dermed har sagt ja til endnu to år i spidsen for Danmarks 13. største klub. Og det bliver spændende to år, hvor der bl.a. bliver fokus på flere store projekter. Det gælder fx et langsigtet projekt med at sikre en udvidelse af klubhuset:

”Vi vil gerne lave en masterplan for udvidelse af klubhuset, så vi i takt med, vi har råd, kan sætte gang i forbedringstiltag enkeltvis men som en del af en større plan. Og så kunne det jo være dejligt, hvis vi står med et nyt, renoveret og stærkt forbedret klubhus i forbindelse med vores 50-års jubilæum i 2023.”

Det største projekt i Roskilde Golf Klub de kommende år er imidlertid udvidelsen af par 3 banen til en ni hullers intermediate bane, som formanden også omtalte i sin beretning.

”Vi har fået sat gang i lokalplanarbejdet, og i dag siger vi også ja til at leje den ekstra jord, der skal bruges til ni hullers banen. Der er lang vej endnu, men banen bliver en stor gevinst for hele klubben, ikke mindst i bestræbelserne på at få flere medlemmer i de alderskategorier, der i dag ikke har tid til så mange runder på den store bane. Mange vil få glæde af en runde på en bane, man måske kan gennemføre på halvanden time og som også er rated, så man kan gå op og ned i handicap.”

 

Lidt nyt om mange områder

De enkelte bestyrelsesmedlemmer fortalte lidt om hvert af de områder, de repræsenterer i bestyrelsen, så der blev fortalt lidt om så forskellige områder som sponsorarbejde med guld-, sølv- og bronzepakker til nye initiativer for højhandicappere, plan om en digital baneguide, et ny-bemandet baneserviceudvalg med i alt 13 medlemmer og rehabgolf, som godt kunne bruge hjælpere til afvikling af golf for klubbens handicappede spillere fredag formiddag.

 

Overskud og mindre kontingentstigninger

Årets overskud blev 295.000 kr. Det er 76.000 kr. mere end budgetteret, og så var der endda ekstraordinært sat 207.000 kr. af til afskrivninger. Budgettet for 2019 lyder på et overskud på 398.000 kr.

Der blev vedtaget nogle mindre kontingentstigninger på ca. 1,1 procent. Det betyder, at et fuldtidsmedlemskab fremover koster 7150 kr. om året (mod 7070 kr. i dag). Semiflex stiger fra 3070 kr. til 3100 kr., og de øvrige stigninger er i samme størrelsesorden.

Generalforsamlingen sagde ok til, at klubben nu lejer den jord, der skal bruges til den nye ni-hullers bane. Klubben forpligter sig til at vedligeholde jorden, fx ved at så græs, men betaler først, når der foreligger en godkendt lokalplan og klubben kan komme ud af aftalen igen, hvis en lokalplan mod forventning ikke bliver vedtaget.

Generalforsamlingen blev ledet af Rune Tarnø, der havde en stille dag. Det var meget beskedent med tale-lyst fra de fremmødte ca. 90 medlemmer, så meget tyder på, at medlemmerne er tilfredse.

Bestyrelsen konstituerer sig på næste bestyrelsesmøde, der finder sted den 6. maj.

Lars T. Larsen  og Asger Olesen blev valgt som suppleanter til bestyrelsen.

På generalforsamlingen blev ungdomsformand Søren Frøsig Rasmussen tildelt årets ildsjælspris.

Herunder kan du se billeder fra generalforsamlingen:

Ungdomsformand Søren Frøsig blev årets ildsjæl

I de store live-sportsshows på TV omkring årsskiftet er det ikke altid, at alle årets prismodtagere kan være til stede og derfor lægger stemme til en video.

Sådan var det også på Roskilde Golf Klubs generalforsamling 28. marts 2019, hvor ungdomsformand Søren Frøsig Rasmussen in absentia fik overrakt årets ildsjæls-pris. Søren var på udlandstur, men havde fået besked om prisen på forhånd og optrådte derfor på en lille video, hvor han sagde tak for prisen og samarbejdet med de øvrige medlemmer i ungdomsudvalget.

Formand Kim Møller Behrend begrundede valget af Søren med alle de initiativer, han og udvalget har sat i værk for at sikre et godt miljø blandt klubbens juniorer.

Kim havde tidligere på generalforsamlingen vist tal fra dansk golf på landsplan, hvor antallet af juniorer desværre er for nedadgående. Sådan er det heldigvis ikke i Roskilde Golf Klub, men Søren og ungdomsudvalget vil gerne have endnu flere børn i gang. Derfor er der bl.a. også en mikroafdeling for de helt små.

”Søren har været med til at sikre, at juniorarbejdet er spredt ud på mange hænder og der er ikke mindst fokus på en masse sociale tiltag. Fx er priserne som ”Årets mikro” og ”Årets junior” ikke mindst baseret på sociale egenskaber,” sagde Kim Møller Behrend.

Her kan du læse referatet fra generalforsamlingen 2019.

Josefine er ny kvindelig greenkeeper-elev

Så er der kommet en ny elev i greenkeeper-staben, og denne gang er det en kvinde, nemlig 22-årige Josefine Andersen Kold. Hun er netop startet på en 3½ årig greenkeeper-uddannelse, der udover praktisk læring her i golfklubben også skal være på skole, fortrinsvis om vinteren.

Josefine har prøvet at være i skolepraktik i Ledreborg Palace Golf og var blevet grebet af at være greenkeeper, at hun var en af de ihærdige ansøgere, da klubben igen skulle have en ny elev efter Martin Kauffmann Jensen, der nu er udlært og siden har fået job i Greve.

Josefine har tidligere været i lære som anlægsgartner, men nu er det greenkeeper-uddannelsen, hun har kastet sig over.

På billedet står Josefine sammen med greenkeeper Steen Holbech Jensen og ordner et areal bag ved hul 18, som har været gravet op i forbindelse med indlægning af strøm over til toilethuset ved hul 12.

Åbningsmatch 28. april med plads til mange deltagere

Du kan godt glæde dig. Sæsonen åbner med et brag af en match, Jyske Banks åbningsmatch søndag den 28. april, der denne gang bliver afviklet på en måde, hvor der er plads til, at rigtig mange medlemmer kan deltage.

Der bliver nemlig to gunstarter på dagen, først kl. 8 for alle dem, der har et handicap på op til 19,9. Derefter kommer der ved middagstid en ny gunstart for alle med handicap 20-48. Anden gunstart bliver, når 1. runde har spillet færdig – tidligst kl. 12.30.

Jyske Bank byder på mad og drikke efter matchen, så Restaurant Birde skal sørge for frokost for spillerne på første gunstart ved middagstid og senere for spisning sidst på eftermiddagen for alle på anden gunstart.

Tilmelding foregår via GolfBox – klik på “Klubturnering” i venstre-menuen. Tilmeldingsfrist er onsdag den 24. april kl. 23.59.

Der er præmier til 1.-4. pladsen i hver række + nogle ekstra præmier for tættest på pinden ved hul 17 (en præmie pr. række) og længste drive på fairway (en præmie for herrer og damer pr. række).

Her finder du siden, hvor startlister og resultater fra GolfBox bliver vist – du skal dog logge på GolfBox direkte for at logge ind.

Herunder kan du se billeder fra Jyske Bank Åbningsmatch 2018: