Author Archives:

Referat fra baneudvalget – nu med et nyt medlem

Baneudvalget er blevet udvidet med et medlem mere. Det er sket efter annoncering her på hjemmesiden, hvor baneudvalget efterlyste et medlem, der gerne måtte være vidende omkring fx arkitektur, jordbrug og/eller biologi og gerne være et medlem med et golfhandicap over 36. Det reagerede Mette Jessen på. Hun er landskabsarkitekt og tilmeld nyt medlem fra 2018.

Læs mere i baneudvalgets seneste referat.

Her kan du læse efterlysningen af et nyt medlem til baneudvalget.

Kaninmatcher starter på mandag 15/4 – tilmeld dig via GolfBox

Årets første kaninmatch for højhandicappede spillere indledes på mandag den 15. april. Der er mødetid mellem kl. 16 og 16.30 og udslag kl. 17.

Kaninmatcherne er primært for spillere, der skal øve sig i at gå på den store bane og som kan gå runden uden at føle sig pressede af spillere med meget lavere golfhandicap.

Mere rutinerede medlemmer er dog også velkomne, men de spiller kaninmatchen på begyndernes vilkår og skal gerne hjælpe med råd og vejledning undervejs.

Der er tilmelding via GolfBox og det koster 20 kr. at være med. Tilmelding slutter kl. 12 på dagen.

Her kan du læse mere om kaninmatcherne, der i år er udvidet med start 14 dage tidligere og med kaninmatcher en ekstra måned i efteråret, så der nu spilles september ud.

Kaninmatcher er åbne for både fuldtids- og flexmedlemmer.

Her kan du læse mere om kaninmatcherne.

Her kan du læse mere om nye initiativer for højhandicappere i 2019.

Kørsel med golfbiler åbner lørdag – sommertee-steder efter påske

Fra lørdag den 13. april bliver der igen mulighed for at køre med golfbiler og scootere på banen.

Der gælder dog følgende begrænsninger:

  1. Kør ikke i de våde områder
  2. Hold god afstand til teesteder og greens
  3. Al kørsel i frost er ikke tilladt (Spiller man til gult flag, kører der ikke golfbiler eller scootere på banen)

Vi spiller fortsat fra vinterteesteder. Der har været frost om natten/morgenen den sidste uges tid, så derfor bliver der ikke åbnet for sommerteesteder før efter påske. Teestederne bliver dog gradvist flyttet tættere og tættere på sommerteestederne.

Solrig sæsonstart i Abu Dhabi med proshoppen

Med Frølich Golf gik drømmen om en solrig sæsonstart i opfyldelse til glæde for de 10 deltagere, der havde meldt sig til en tur til Abu Dhabi.

Med Emirates Airlines Airbus 380 fløj vi til Dubai og tog derfra videre til oasebyen Al Ain, hvor fem dages grundig golftræning og fem runder på Al Ains 18 hullers golfbane ventede forude.

Det var en oplevelse – banen var i en helt unik stand og de første ni huller lå i inderkredsen af en gigantisk væddeløbsbane og de sidste udenfor og de var sågar oplyst, så det også var muligt at spille, når det var mørkt.

Træningsfaciliteterne og vores dygtige Pro Lasse Frølich skabte gode træningsmuligheder, så vi var under hele turen i mere end gode hænder.

Vi overnattede på Rotana Al Ain – et femstjernet hotel, hvor det var muligt at nyde god, velsmagende og varieret mad med en god service fra personalet. Et meget lækkert poolområde gjorde det muligt at få en daglig dukkert.

Vi havde en enkelt fridag i løbet af de 7 dage og den blev brugt til kulturelle oplevelser.

Vel hjemme igen er der skabt en godt fundament for den kommende sæson.

Tak til Lasse og Frølich golf for en helt igennem veltilrettelagt tur, som vi kun kan anbefale dig at deltage i næste gang.

Anne Marie Wulff Hedenborg

Træn dit korte spil kl. 10-15 torsdag den 18. april (skærtorsdag)

Proshoppen er ved at planlægge årets forskellige muligheder for holdtræning, og den første lidt større event er planlagt til skærtorsdag den 18. april, hvor der bliver mulighed for at få trænet alle aspekter af det korte spil, lige fra put til bunkerslag.

Arrangementet foregår kl. 10-15, og der vil være frokost inkl. lille øl eller vand med i forløbet.

Det koster 500 kr. at deltage – der er maks. plads til 16.

Tilmelding skal ske til Proshoppen. Her finder du indbydelsen.

Her finder du siden med Proshoppens øvrige træningstilbud. Siden bliver løbende opdateret, når der er planlagt flere træningsforløb.

Søger 36+ medlem med forstand på arkitektur, jordbrug/biologi

Til Roskilde Golf Klubs baneudvalg søger vi et medlem, der kan repræsentere handicapkategorien 36+. Der ønskes en bred repræsentation i udvalget af klubbens spillerkategorier, så baneanlægget over tid fremstår attraktivt for alle medlemmer.

Baneudvalget er et rådgivende organ med hensyn til udvikling og udformning af både 18 hullers anlæg, par 3 bane og træningsfaciliteter. Udvalget arbejder indenfor klubbens budgetmæssige rammer og visionerne om en deer-park bane. Udvalget mødes ca. fire gange om året og er sammensat af aktive erfarne spillere, et medlem af RoGks bestyrelse samt chefgreenkeeperen.

Den søgte profil må være en aktiv spiller med godt kendskab til spillets regler og forståelse for spillets strategier. Fagligt er erfaring med landskabsarkitektur, biologi, jordbrug, jordarbejder eller lign. en fordel. Endv. meget gerne med særlig interesse for aktiviteterne på den nuværende par-3 bane og den kommende intermediate 9 huls bane.

Vigtigt er også forståelse for betydningen af en meget langsigtet indsats, der rækker ud i fremtiden.
Personligt lægges der vægt på lyst til frivilligt arbejde i et team med humor og overblik. Der skal være evne til at tænke helhedsorienteret og for alle medlemskategorier.

Mener du at have de nævnte forudsætninger, hører vi meget gerne fra dig. Send nogle ord om dig selv til baneudvalgets formand, Brian Harder.

Her finder du baneudvalgets kontaktoplysninger.

På billedet ser du et stykke jord, men ikke et hvilket som helst stykke – det er det ene hjørne af det areal, klubben nu overtager og som er beregnet til den udvidelse af par 3 banen, der er på vej. Det er chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der står i udkanten af jordstykket.

Nye markeringer – bemærk pæle kan nu have grøn top

I forbindelse med de nye golfregler er der også sket nogle ændringer i forhold til markeringer på banen. En af de nye ting er, at man nu kan finde blå og røde pæle med grøn top. Den grønne farve er den internationale farve, som erstatter sort, som vi hidtil har brugt i Danmark som et signal på, at det er et areal med spilleforbud. Nu er det en grøn top, der betyder, at det er et areal med spilleforbud. Man må altså ikke slå bolden i det område, men skal droppe ud.

Normalt bliver blå pæle med sort (nu grøn ) top brugt ved areal under reparation og er en midlertidig markering, men den grønne top bliver nu også brugt i forbindelse med røde pæle enkelte steder. Det gælder fx på hul 15 hen mod det nye vandhul lige i 90 graders svinget. Her har der hidtil været out-off-bounds, men det er altså nu ændret til rød pæl med sort top. Det betyder, at du må droppe ud og altså ikke behøver at slå et nyt slag fra der, hvor du kom fra.

På billedet er det Lisbeth Jonstrup og Inge Nicolajsen, der står med den røde pæl med grøn top på hul 15 med det nye paddehul i baggrunden.

I det hele taget er næsten alle strafområder røde markeringer, der viser, at du kan droppe ud til siden – uden at skulle droppe tilbage i forhold til linjen hen til flaget.

Imidlertid er der også enkelte områder, hvor den gule markering er blevet beholdt. Her har regel- og handicapudvalget været med til at bestemme, at de gule markeringer fx fortsætter ved søen på hul 4 og delvist ved søen på hul 5.

Gul markering ved søen på hul 4 betyder, at du skal droppe tilbage bag søen – langs flaglinjen – og altså ikke kan droppe til siden og dermed undgå at skulle hen over vandet.

Lidt det samme gælder ved søen på hul 5 – par 3 hullet, hvor søen er blevet lagt om til i år. Nu er der ikke længere træpalisader som afskærmning mellem vand og green, men derimod et let skrånende terræn. Her er der røde markeringer, hvis du skyder direkte i søen fra teestedet, men hvis bolden triller videre og ryger i vandet fra siden, så er der gule pæle. Det betyder, at du skal droppe ovre på den anden side af søen, og det er der lige nøjagtig plads til. Ikke lige det slag, du håber på, når du faktisk var tæt på at lande på green, men du kan ikke droppe ud langs flaglinjen uden at komme tættere på flaget, så du må altså over på den anden side af søen.