Nye markeringer – bemærk pæle kan nu have grøn top

I forbindelse med de nye golfregler er der også sket nogle ændringer i forhold til markeringer på banen. En af de nye ting er, at man nu kan finde blå og røde pæle med grøn top. Den grønne farve er den internationale farve, som erstatter sort, som vi hidtil har brugt i Danmark som et signal på, at det er et areal med spilleforbud. Nu er det en grøn top, der betyder, at det er et areal med spilleforbud. Man må altså ikke slå bolden i det område, men skal droppe ud.

Normalt bliver blå pæle med sort (nu grøn ) top brugt ved areal under reparation og er en midlertidig markering, men den grønne top bliver nu også brugt i forbindelse med røde pæle enkelte steder. Det gælder fx på hul 15 hen mod det nye vandhul lige i 90 graders svinget. Her har der hidtil været out-off-bounds, men det er altså nu ændret til rød pæl med sort top. Det betyder, at du må droppe ud og altså ikke behøver at slå et nyt slag fra der, hvor du kom fra.

På billedet er det Lisbeth Jonstrup og Inge Nicolajsen, der står med den røde pæl med grøn top på hul 15 med det nye paddehul i baggrunden.

I det hele taget er næsten alle strafområder røde markeringer, der viser, at du kan droppe ud til siden – uden at skulle droppe tilbage i forhold til linjen hen til flaget.

Imidlertid er der også enkelte områder, hvor den gule markering er blevet beholdt. Her har regel- og handicapudvalget været med til at bestemme, at de gule markeringer fx fortsætter ved søen på hul 4 og delvist ved søen på hul 5.

Gul markering ved søen på hul 4 betyder, at du skal droppe tilbage bag søen – langs flaglinjen – og altså ikke kan droppe til siden og dermed undgå at skulle hen over vandet.

Lidt det samme gælder ved søen på hul 5 – par 3 hullet, hvor søen er blevet lagt om til i år. Nu er der ikke længere træpalisader som afskærmning mellem vand og green, men derimod et let skrånende terræn. Her er der røde markeringer, hvis du skyder direkte i søen fra teestedet, men hvis bolden triller videre og ryger i vandet fra siden, så er der gule pæle. Det betyder, at du skal droppe ovre på den anden side af søen, og det er der lige nøjagtig plads til. Ikke lige det slag, du håber på, når du faktisk var tæt på at lande på green, men du kan ikke droppe ud langs flaglinjen uden at komme tættere på flaget, så du må altså over på den anden side af søen.