I de store live-sportsshows på TV omkring årsskiftet er det ikke altid, at alle årets prismodtagere kan være til stede og derfor lægger stemme til en video.
Sådan var det også på Roskilde Golf Klubs generalforsamling 28. marts 2019, hvor ungdomsformand Søren Frøsig Rasmussen in absentia fik overrakt årets ildsjæls-pris. Søren var på udlandstur, men havde fået besked om prisen på forhånd og optrådte derfor på en lille video, hvor han sagde tak for prisen og samarbejdet med de øvrige medlemmer i ungdomsudvalget.
Formand Kim Møller Behrend begrundede valget af Søren med alle de initiativer, han og udvalget har sat i værk for at sikre et godt miljø blandt klubbens juniorer.
Kim havde tidligere på generalforsamlingen vist tal fra dansk golf på landsplan, hvor antallet af juniorer desværre er for nedadgående. Sådan er det heldigvis ikke i Roskilde Golf Klub, men Søren og ungdomsudvalget vil gerne have endnu flere børn i gang. Derfor er der bl.a. også en mikroafdeling for de helt små.
”Søren har været med til at sikre, at juniorarbejdet er spredt ud på mange hænder og der er ikke mindst fokus på en masse sociale tiltag. Fx er priserne som ”Årets mikro” og ”Årets junior” ikke mindst baseret på sociale egenskaber,” sagde Kim Møller Behrend.