Juniorer og forældre på golfstjernetur til Farsø

Lørdag den 3. september 2022 kørte vi i biler til Jylland med vores juniorer for at deltage i Made-in-Himmerland European Tour / DP world Tour i Farsø.

Vi begyndte weekenden med at spille en runde golf i Mariagerfjord golfklub, der viste sig at være en temmelig svær og smal skovbane (super flot). Derefter kørte til til Kirkeby feriehus, hvor vi havde lejet et sommerhus til overnatning, inden vi om søndagen skulle se MIH finaledagen.

Deltagerne var Vega og Michael Gamst, Rasmus og Peter Bornæs, Noah og Ryan Westh-buske, Malthe og Nicolai Møinichen samt Johannes og jeg. Det blev en spændende dag med golf i topklasse og solskin og godt selskab samt mange kilometers traven frem og tilbage. Vega, Noah og Malthe fik samlet en hel del autografer fra golfstjernerne.

Der var spænding til det sidste, hvor Ferguson førte, men Wilson endte med at vinde. Marcus Helligkilde blev bedste dansker på 8. plads. Han havde Jacob Szöts med som caddie (en af vore tidligere juniorer). Jacob leverede en flot caddie præstation, og Helligkilde spillede fremragende.

Det blev nogle lange dage, da der er ca. fire timers kørsel fra Roskilde til Himmerland, men det var det hele værd. Vi havde det sjovt og hyggede os med hinanden og vore juniorer fik en på opleveren.

Næste år afvikles MIH 7-10. september. Så kan det jo være flere juniorer og forældre får lyst at deltage.

Søren Frøsig

Formand, Ungdomsudvalget

Flytterod i klubhus på vej – onsdag uden scorekort

Onsdag den 7. september bliver “Store flyttedag” i klubhuset. Sekretariatet bliver pillet ned med alt indhold og mødelokalet bliver også tømt.

Gangen med indtjekningsskærme og scorekortprintere bliver også taget ned – og flyttet ind i det store klublokale.

Det betyder, at det en stor del af onsdagen ikke bliver muligt at bekræfte udslagstider og heller ikke udskrive scorekort. Sekretariatet sørger for at lægge scorekort klar, så spillerne kan tage et med. På scorekortet kan du imidlertid ikke se dine egne tildelte slag, så det må du vente med at se, til du taster dagens score ind i GolfBox – eller du kan kigge på de tabeller, der hænger ved 1. tee både på Store Skjold og Skjoldungen.

Du kan også finde tabellerne her på hjemmesiden.

Onsdagen bliver brugt til at rydde området ved sekretariat, gangareal og mødelokale – en stor del bliver flyttet ind i omklædningsrummene, der dermed kommer til at holde lukket frem til klubhusombygningen er færdig et par måneder ind i 2023.

Der er opstillet en container til sekretariatet på græsset bag ved klubhuset – og bl.a. “Klubhusets venner” hjælper med at flytte skriveborde, og andre af sekretariatets ting ind i denne skurvogn. Samtidig skal der etableres strøm, internet, telefon og lignende.

“Vi håber, at flyttedagen kommer til at gå godt, men der er mange ting, der nu skal placeres på meget mindre plads, ligesom der naturligvis kan ske uventede ting. Derfor må vi nok regne med, at ikke alt kører som det skal den første uges tid,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Det er tanken, at indtjekningsskærme og scorekortprintere bliver placeret inde i klubhuset på væggen, hvor klubmester- og hole-in-one tavlerne har hængt. Det var ellers planen, at de skulle op og hænge i glasburet, men det kunne alligevel ikke lade sig gøre.

Pladsen i selve klubhuset bliver derfor noget indskrænket, fordi der i den anden side skal laves afspærring ind til byggeområdet.

Planen er, at klubhuset udvides ud mod 1. tee på Skjoldungen og at det nuværende areal med gangareal, sekretariat, mødelokale og teknikrum bliver omdannet til et ekstra selskabs- og klublokale samt proshop.

Proshoppen holder i øvrigt åben indtil omkring 1. december, men på et noget mere indskrænket areal end i dag.

Adgangen til selve klubhuset bliver også lukket – den nye indgang er via terrassedøren på modsatte side af klubhuset. Endelig bliver stien ned til klubhuset også spærret, så vi skal gå langs med drivingrange og på den måde komme bag om klubhuset. Afspærringen bliver også foretaget i denne uge.

På billedet er det daglig leder, Anders Schnack, vicevært Ulrik Wesselhof, og klubsekretær Tina Donstrup, der står og kigger på den nye skurvogn, som sekretariatet rykker ind i.

Læs mere:

  • Se tegningerne af klubhus-ombygningen

 

Spil banen på kryds og tværs søn 9. okt. 2022

En af årets sjoveste matcher bliver gennemført søndag den 9. oktober 2022.

Det er Carlsberg Cross Country match, hvor golf gps’er og andre hjælpemidler ikke virker. Her spiller deltagerne nemlig banen på en helt anden måde end normalt. Fra alternative teesteder til greens på andre huller.

Tilmelding åbner 8. september – og der er plads til i alt 108 deltagere. Carlsberg sponsorer ikke alene præmier men også to håndmadder og lidt at drikke efter matchen.

Det koster 125 kr. at være med – maks. handicap er 48 – og matchen er for alle fuldtidsmedlemmer.

Der er tilmelding via GolfBox.

Skybrud og omspil, da Trine og Nicklas blev 2022-mestre

Trine Jensen blev mester for 3. gang, mens det var første KM-slagspils-trofæ for Nicklas Smith Mølholm, da klubmesterskaberne blev afviklet i weekenden den 27. og 28. august 2022.

Det blev en meget anderledes turnering en normalt, da lørdagens runder på grund af skybrud måtte aflyses – og mesterskabet skulle så afvikles på en enkelt runde søndag.

Og der var spænding på – både hos damer og herrer, men også hos herre veteran, hvor et enkelt slag adskilte de to duellanter, Frank Tarp (vinder) og Jan Birger Nielsen.

I de to hovedrækker i slagspilsturneringen, damer og herrer, måtte der i begge tilfælde omspil til.

Hos damerne afgjorde Trine Jensen det allerede på første hul da hun sikrede sig en par., mens Anne Sofie Siebuhr i sit udslag måtte en tur i træerne og måtte indkassere en bogey og dermed en andenplads.

Hos herrerne endte det ligeledes i omspil mellem William Bredtved Hansen og Nicklas Mølholm. Begge spillere fik birdie på hul 1, hvorefter omspillet endte på hul 2 da Nicklas lavede endnu en birdie og William måtte nøjes med en par.

Tusind tak til alle deltagerne for at være med og vi håber meget, at I stiller op igen næste år. I år var vi 56 deltagere, desværre en tilbagegang i forhold til 2021. Hvis der skulle sidde nogen med ideer til setup og tanker omkring den måde vi afholder klubmesterskaberne på, så tøv ikke med at kontakte undertegnede.

Ydermere skal der lyde en stor tak til vores greenkeepere, der ydede en kæmpe indsats for at få banen og herunder ikke mindst bunkers klar til søndagens runde.

Ligeledes en stor tak til turneringsledelsen bestående af Klaus og Kaj. Klaus Bønlykke stopper i år som formand for matchudvalget og herfra skal der lyde en stor tak for Klaus’ engagement de sidste mange år. Matchudvalget er altid på jagt efter nye gode kræfter, så skulle det have interesse så kontakt eller sekretariatet.

Claus Barrett

Her er resultaterne:

Klubmester herrer (omspil:

  1. Nicklas Mølholm (71 slag)
  2. William Bredtved Hansen (71 slag)

Klubmester damer (omspil):

  1. Trine Jensen (83 slag)
  2. Anne Sofie Siebuhr (83 slag)

Rækkemester dame senior:

  1. Trine Jensen (83 slag)
  2. Tutter Blume (92 slag)

Rækkemester drenge junior:

  1. Mads Viemose Larsen (73 slag)
  2. Noah Westh-Buske (76 slag)

Rækkemester herre senior

  1. Michael Bastholm (75 slag)
  2. Steven Kitchen (78 slag)

Rækkemester herre veteran

  1. Frank Tarp (78 slag)
  2. Jan Birger Nielsen (79 slag)

Herunder kan du se en masse billeder fra klubmesterskabet i slagspil – fotografen er Peter Bornæs:

96 til kaninfestaften – husk kaninspil fortsætter til 19/9

Mandag den 29. august 2022 havde ”mandagskaninerne” deres festaften/afslutning i det fineste vejr.

Der var tilmeldt 96 spillere, og så var kaninudvalget repræsenteret – i alt 100 deltagere.

Der blev spillet Mexican Scramble på den store bane til stor fornøjelse for spillerne, og vinderholdet kom ind og havde brugt 35 slag på de ni huller.

Restaurant Birdie havde fyret op i grillen med flere slags kød og diverse tilbehør, som alle nød godt af.

Ud over de almindelige præmier til 1., 2. og 3. pladsen samt andensidstepladsen blev der udloddet rødvin, bolde, handsker og greenfees.

Restaurant Birdie havde doneret fire gavekort til smørrebrød og øl, og murermester Brian Harder var sponsor for skindhandsker, golfbolde og tees til festen.

Årets kanin fik vi også hædret – det blev Mads Nielsen, der var styrtdykket fra handicap 54 i foråret til i dag at have hcp. 17,8. Han fik en kanin med gulerødder samt vin og bolde.

Kaninmatcherne fortsætter på Skjoldungebanen til 19. september. Der er tilmelding via GolfBox.

 

Tæt regionsnederlag i semifinalen 2022

Roskilde Golf Klub har i 2022 haft 13 hold med i regionsgolf-turneringen.

Denne gang var der et enkelt hold, der klarede sig videre fra puljespillet, nemlig holdet med Birte Helbæk som holdkaptajn i C4-rækken.

“Først var der kvartfinale, hvor vi skulle til Mølleåen. Vi mødte Hjortespring Golfklub og vi gik der fra med en sejr på 6/5. Det var nok til at gå videre til semifinalen. Her mødte vi Harekær golfklub og matchen blev spillet på Nivås anlæg. Også her blev det en meget tæt match, som vi tabte med de samme cifre: 5/6. – og så var der bare, at ønske Harekær held og lykke i finalen,” fortæller Birte Helbæk.

Udover Birte selv har C4-holdet bestået af en bruttotrup med følgende spillere: Alice Wind, Jesper Bluhme, Bo Jørgensen, Aksel Nielsen, Lars Søndergaard, Henrik Hansen og Susanne Romme. Og så har der været et par afløsere. I alt stiller et regionshold med fire herrer og to damer pr. match.

Billedet er taget inden kvartfinalen i Mølleåen Golfklub.

Læs mere:

 

Sig din mening – spørgeskema på vej på mail

Alle medlemmer af Roskilde Golf Klub får tirsdag den 30. august 2022 en mail med en spørgeskemaundersøgelse om klubben.

Undersøgelsen hedder “Golfspilleren i centrum” – og det er en undersøgelse, der har kørt en hel del år, så vi kan sammenligne med tidligere år, men også med andre klubber og områder. Det er et vigtigt arbejdsredskab for bestyrelsen, der dermed får nogle meldinger på, hvad der går godt og hvad der kan forbedres. Bestyrelsen samler alle svar og kommentarer og tager stilling til, hvis der er behov for justeringer/ændringer.

Skemaet er opdelt i emner og der er spørgsmål, hvor du bliver bedt om at give en karakter, ligesom der er mulighed for personlige kommentarer.

Det er som nævnt alle medlemmer, der modtager spørgeskemaundersøgelsen – næsten da. Jer, der er indmeldt i 2022 vil separat modtage et spørgeskema, der handler om jeres opstart i klubben.

Hvis du ikke har modtaget e-mailen i din indbakke, så tjek også dit spamfilter, da e-mailen i visse tilfælde kan havne der. Det er den mailadresse, du har stående i GolfBox, der bliver brugt.

I december 2021 blev der lavet en opfølgning på mange af de spørgsmål, der blev stillet i “Golfspilleren i centrum”. Den artikel kan du med fordel læse inden besvarelsen af dette års undersøgelse.

I undersøgelsen bliver du på et tidspunkt spurgt om, hvilken bane du har spillet mest i 2022 (Store Skjold eller Skjoldungen) – og det er så den bane, de efterfølgende spørgsmål handler om.

Hvis du mest har spillet Store Skjold, men godt vil sige noget om Skjoldungen – eller omvendt – så skal du skrive din mening under “Yderligere kommentarer” sidst i undersøgelsen.

I år har vi indlagt nogle ekstra spørgsmål om aktiviteter og antal spillemakkere for at få en fornemmelse af, om vi mangler nogle aktiviteter for at sikre, at alle medlemmer har et godt spilletilbud.

I år modtager alle medlemmer spørgeskemaundersøgelsen på én gang. I de tidligere år har undersøgelsen været delt op i 2-3 omgange, så nogle medlemmer er blevet spurgt forår, andre sommer eller efterår. I år har de fleste golfklubber valgt en samlet udsendelse.

Læs mere:

 

 

Åben for tilmelding til seniorgolf – hele året

Savner du nogen at komme ud og spille noget mere golf – gerne med flere forskellige? Er du mand og fyldt mindst 55 eller kvinde og fyldt mindst 50? Kan du torsdag morgen/formiddag om sommeren og fredag om vinteren?

Kan du svare ja til disse spørgsmål, så har du kvalificeret dig til optagelsesprøven hos seniorgolf. Og optagelsesprøven bliver bestået ved at møde op 😊.

Seniorgolf er netop i færd med den sidste del af 3. kvartal og dermed afslutningen på sommersæsonen. Fra 1. oktober 2022 starter seniorerne forfra på deres gennemgående hyggeturnering – og det er dermed et godt sted at starte, hvis du tænker, at seniorgolf kunne være noget for dig.

Nederst i nyheden er der et link til seniorgolfens side, hvor du finder mere information, men grundlæggende handler det om, at seniorerne mødes en gang om ugen og spiller 18 hullers golf. De har en fælles mødetid og fordi de er så mange har de tilladelse til at lave gunstart. Det betyder, at de også er færdige med runden nogenlunde på samme tid og derfor kan møde både før os efter turen rundt på banen.

Om sommeren spiller seniorerne om torsdagen, mens fredag er spilledag om vinteren. Her i 2022 er der dog en undtagelse de to første spilledage i oktober. De er nemlig flyttet til torsdag (den 6. og 13. oktober), hvorefter det kører normalt igen fra fredag den 21. oktober.

Har du lyst til at være med, så kan du blot dukke op en morgen – men du kan også advisere din ankomst på forhånd ved at kontakte seniorklubbens formand.

Det kan også komme på tale at etablere 9-huls spil på Skjoldungen for seniorer – både for dem blandt de nuværende spillere, der efterhånden synes, at 18 huller er for meget, men det kunne også være for nye – fx fleksmedlemmer, der i forvejen spiller på Skjoldungen.

“Vi er ved at undersøge interessen, men denne nye aktivitet vil kræve, at vi finder nogen til at stå for 9-huls turneringen på samme måde som vi har to matchledere i vores styregruppe, der står for 18-hullers matcherne,” fortæller formanden for seniorgolf, Ejvind N. Jensen.

Billedet er netop fra seniorgolf en vinterdag på banen.

Læs mere:

Møde om 50-års aktiviteter – 8. september kl. 19

Går du rundt med en idé til en aktivitet, som vi mangler i Roskilde Golf Klub eller synes du, vi skal fejre 50-års jubilæet i 2023 med et specielt arrangement?

Så må du meget gerne ”råbe op” – og her kommer en dato, hvor vi prøver at samle op på ideer. Det er torsdag den 8. september 2022 kl. 19 i klubhuset.

”Her bliver der holdt et møde med deltagelse af nuværende klubber i klubben og udvalg – og her vil vi også gerne have nye ideer på bordet, og meget gerne fra medlemmer, der har gode ideer eller savner noget aktivitet for deres gruppe. Fx vil det være godt med flere aktiviteter for alle klubbens fleksmedlemmer, men også generelle aktiviteter for de medlemmer, der i dag af flere grunde (fx tid) ikke deltager i matcher og klub-i-klubben arrangementer,” siger Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet

Har du lyst til at være med på mødet, så send en mail til Henrik på .

Regionsgolf samles til spil og frokost 8/10 – tilmelding er åben

Har du spillet regionsgolf i år, så kommer her en speciel invitation til dig.

Lørdag den 8. oktober 2022 bliver der nemlig holdt et stort fælles arrangement for alle, der har spillet regionsgolf i denne sæson.

Det starter med en runde golf på Skjoldunge-banen kl. 10 – og efter spil er der frokost over præmieoverrækkelse i Restaurant Birdie.

Prisen for at deltage er 50 kr. – og for de penge får du to stk. smørrebrød.

Tilmelding sker via GolfBox.

Erik Christiansen

Koordinator for regionsgolf i Roskilde Golf Klub