Flytterod i klubhus på vej – onsdag uden scorekort

Onsdag den 7. september bliver “Store flyttedag” i klubhuset. Sekretariatet bliver pillet ned med alt indhold og mødelokalet bliver også tømt.

Gangen med indtjekningsskærme og scorekortprintere bliver også taget ned – og flyttet ind i det store klublokale.

Det betyder, at det en stor del af onsdagen ikke bliver muligt at bekræfte udslagstider og heller ikke udskrive scorekort. Sekretariatet sørger for at lægge scorekort klar, så spillerne kan tage et med. På scorekortet kan du imidlertid ikke se dine egne tildelte slag, så det må du vente med at se, til du taster dagens score ind i GolfBox – eller du kan kigge på de tabeller, der hænger ved 1. tee både på Store Skjold og Skjoldungen.

Du kan også finde tabellerne her på hjemmesiden.

Onsdagen bliver brugt til at rydde området ved sekretariat, gangareal og mødelokale – en stor del bliver flyttet ind i omklædningsrummene, der dermed kommer til at holde lukket frem til klubhusombygningen er færdig et par måneder ind i 2023.

Der er opstillet en container til sekretariatet på græsset bag ved klubhuset – og bl.a. “Klubhusets venner” hjælper med at flytte skriveborde, og andre af sekretariatets ting ind i denne skurvogn. Samtidig skal der etableres strøm, internet, telefon og lignende.

“Vi håber, at flyttedagen kommer til at gå godt, men der er mange ting, der nu skal placeres på meget mindre plads, ligesom der naturligvis kan ske uventede ting. Derfor må vi nok regne med, at ikke alt kører som det skal den første uges tid,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Det er tanken, at indtjekningsskærme og scorekortprintere bliver placeret inde i klubhuset på væggen, hvor klubmester- og hole-in-one tavlerne har hængt. Det var ellers planen, at de skulle op og hænge i glasburet, men det kunne alligevel ikke lade sig gøre.

Pladsen i selve klubhuset bliver derfor noget indskrænket, fordi der i den anden side skal laves afspærring ind til byggeområdet.

Planen er, at klubhuset udvides ud mod 1. tee på Skjoldungen og at det nuværende areal med gangareal, sekretariat, mødelokale og teknikrum bliver omdannet til et ekstra selskabs- og klublokale samt proshop.

Proshoppen holder i øvrigt åben indtil omkring 1. december, men på et noget mere indskrænket areal end i dag.

Adgangen til selve klubhuset bliver også lukket – den nye indgang er via terrassedøren på modsatte side af klubhuset. Endelig bliver stien ned til klubhuset også spærret, så vi skal gå langs med drivingrange og på den måde komme bag om klubhuset. Afspærringen bliver også foretaget i denne uge.

På billedet er det daglig leder, Anders Schnack, vicevært Ulrik Wesselhof, og klubsekretær Tina Donstrup, der står og kigger på den nye skurvogn, som sekretariatet rykker ind i.

Læs mere:

  • Se tegningerne af klubhus-ombygningen