Åben for tilmelding til seniorgolf – hele året

Savner du nogen at komme ud og spille noget mere golf – gerne med flere forskellige? Er du mand og fyldt mindst 55 eller kvinde og fyldt mindst 50? Kan du torsdag morgen/formiddag om sommeren og fredag om vinteren?

Kan du svare ja til disse spørgsmål, så har du kvalificeret dig til optagelsesprøven hos seniorgolf. Og optagelsesprøven bliver bestået ved at møde op 😊.

Seniorgolf er netop i færd med den sidste del af 3. kvartal og dermed afslutningen på sommersæsonen. Fra 1. oktober 2022 starter seniorerne forfra på deres gennemgående hyggeturnering – og det er dermed et godt sted at starte, hvis du tænker, at seniorgolf kunne være noget for dig.

Nederst i nyheden er der et link til seniorgolfens side, hvor du finder mere information, men grundlæggende handler det om, at seniorerne mødes en gang om ugen og spiller 18 hullers golf. De har en fælles mødetid og fordi de er så mange har de tilladelse til at lave gunstart. Det betyder, at de også er færdige med runden nogenlunde på samme tid og derfor kan møde både før os efter turen rundt på banen.

Om sommeren spiller seniorerne om torsdagen, mens fredag er spilledag om vinteren. Her i 2022 er der dog en undtagelse de to første spilledage i oktober. De er nemlig flyttet til torsdag (den 6. og 13. oktober), hvorefter det kører normalt igen fra fredag den 21. oktober.

Har du lyst til at være med, så kan du blot dukke op en morgen – men du kan også advisere din ankomst på forhånd ved at kontakte seniorklubbens formand.

Det kan også komme på tale at etablere 9-huls spil på Skjoldungen for seniorer – både for dem blandt de nuværende spillere, der efterhånden synes, at 18 huller er for meget, men det kunne også være for nye – fx fleksmedlemmer, der i forvejen spiller på Skjoldungen.

“Vi er ved at undersøge interessen, men denne nye aktivitet vil kræve, at vi finder nogen til at stå for 9-huls turneringen på samme måde som vi har to matchledere i vores styregruppe, der står for 18-hullers matcherne,” fortæller formanden for seniorgolf, Ejvind N. Jensen.

Billedet er netop fra seniorgolf en vinterdag på banen.

Læs mere: