Category Archives: Nyheder

Efterlyser vidner til tyveri fra parkeringspladsen

Onsdag eftermiddag den 26. august var der igen tyveri fra to biler på parkeringspladsen – midt på dagen med masser af parkerede biler.

Det er desværre ikke første gang, det sker, så opfordringen skal igen og igen lyde, at vi skal lade være med at efterlade værdigenstande i bilerne.

Sekretariatet har hørt, at der denne gang har været nogle vidner til tyveriet og at et af vidnerne har set nummerpladen på den bil, tyverne forsvandt i.

Daglig leder, Anders Schnack, vil meget gerne høre fra disse vidner, så han kan koordinere en kontakt til politiet omkring dette problem.

Her finder du kontaktoplysningerne på sekretariatet.

Optimister med dobbeltpoint på skjulte huller

Tiden flyver og det blev igen sidste tirsdag i måneden, hvor Optimisterne har en særlig match.

Denne gang var det stableford med et lille tvist. Tre ukendte huller gav dobbelt point, så det ændrede lidt på resultaterne.

Efter matchen var der hyggelig snak omkring bordene og en lækker frokost i restaurant Birdie.

Præmietagerne fra venstre Anette Lund-Cramer, Lisbeth Møller, Eli Olsen, Lisbeth Lyngsøe og Kirsten Kaldal.

Her finder du siden med Optimisterne.

Lisbet Lyder Jacobsen

 

Voldsom regn skyllede sand væk fra bunkers

Den sidste uges meget regn har gavnet græsset og banen er igen blevet grøn efter en længere tørkeperiode. Men regnen har til gengæld været så voldsom, at der flere steder på stierne er skyllet så meget grus væk, at der kom store huller – og i mange bunkers skyllede sandet simpelthen ud af bunkerne og/eller jord blev blandet sammen med sandet.

“Det har betydet, at vi tre dage har haft tre mand på alene at bringe bunkers tilbage til nogenlunde normal standard. Det har været nødvendigt med rigtig meget gravearbejde inklusiv efterfølgende opfølgning med nyt sand. Der kan dog stadig være steder, hvor der mangler noget sand, så bær lidt over med os, indtil vi har nået hele vejen rundt,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

I dag, torsdag, regner det igen – endda rigtig meget. Men håbet er, at regnen ikke kommer i form af skybrud, så bunkers igen bliver skyllet væk. Der er lagt meget dræn ned omkring bunkers, så det er i dag meget få bunkers, der står med vand i mange dage i træk.

“For mange år siden måtte vi pumpe vand ud af rigtig mange bunkers, når der kom kraftigt regn. Det er ikke nødvendigt mere. Kun på hul 18 var vi nødt til at pumpe denne gang,” fortæller Nick.

Den seneste uge – til og med onsdag den 26. august – er der kommet 110 millimeter regn på golfbanens område – hertil kommer så en omgang heldags-regn torsdag.

Billederne viser bunkers efter regnvejret på henholdsvis hul 15 og 16. Billedet fra bunkeren på hul 15 viser til venstre, hvor meget sand der blev skyllet væk fra kanten og til højre, at sandet er tilbage efter greenkeepernes arbejde. Der er også nogle billeder taget af medlemmer og lagt op i Facebookgruppen “Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem”.

Seniorgolf måtte torsdag opgive at komme ud og spille. Regnen var for voldsom – og greens står også under vand flere steder. På grund af god dræning så retter det sig dog hurtigt fra det tidspunkt, hvor regnen stopper igen.

 

Flot artikel om rehab-golf i Golfavisen

Golfavisen, der snart kan findes i klubhuset, har i august-nummeret en stor artikel om rehab-golf i Roskilde. Igen kan man læse beretninger fra nogle af deltagerne, der fortæller, at golf om fredagen i Roskilde har forbedret deres livskvalitet. Det er samtidig et stort cadeau til de mange frivillige, der hjælper rehab-spillerne.

Golf for svært handicappede findes lige nu ikke så organiseret andre steder i Roskilde, men med den øgede reklame håber rehab’erne, at initiativet bliver taget op andre steder. Så er der nemlig mulighed for samarbejde og spil på tværs – alt sammen til glæde for livskvaliteten…

Her finder du siden med rehab-golf.

 

Indberet alle scores og få det rigtige handicap

Er du vant til kun at indberette dine scores, når du har spillet en rigtig god runde – eller indberetter du meget sjældent, fordi du næsten altid spiller med de samme? Så skal du sammen med alle andre golfspillere til at tillægge dig en ny vane.

Fra 1. januar 2021 bliver vores handicap nemlig opgjort på en ny måde – som et gennemsnit af de bedste otte runder ud af de seneste 20. Derfor vil dit handicap være mest retvisende, hvis du har indleveret så mange scores som muligt – og også fremover gør det.

Tanken er simpelthen, at vi alle efter endt runde noterer vores score i GolfBox, som så automatisk udregner vores nye handicap. Sådan er det også i dag, men det nye er altså, at handicappet udregnes på basis af et gennemsnit og ikke bare dagens resultat.

Der ligger mange udregninger bag – og der er også nogle undtagelser, der skal forhindre enorme hop i handicap den ene eller anden vej, men alt sammen foregår automatisk i GolfBox, så som spiller skal du ikke gøre andet end i dag, nemlig logge på GolfBox, notere din score på alle huller, vælge din markør på runden og gemme. Og så skal markøren så også logge på og godkende.

Henover efteråret kommer der mere information om detaljer for de mere interesserede. Det gælder både her på hjemmesiden og via nyhedsbreve og hjemmeside-information fra Dansk Golf Union. Lige nu er budskabet til alle: Indlevér mange scorekort, så dit handicap pr. 1. januar 2021 er udregnet på basis af så mange scorekort som muligt – kan både være 9 og 18 huller. Når du det ikke, så bliver der alligevel udregnet et handicap til dig på basis af det nye system – jo flere vil bare sikre, at dit handicap er mest retvisende.

Det nye handicapsystem er verdensomspændende, så uanset om du spiller i Malaysia, Båstad eller Roskilde, så kan din score bruges til at udregne dit handicap.

Når det hele er kommet i gang, så vil det hele tiden være sådan, at dit handicap bliver udregnet på basis af de otte bedste runder ud af de seneste 20. Har du indberettet 20 runder og spiller nr. 21, så vil runde 1 derfor ryge ud af beregningen, så det hele tiden er de 20 nyeste runder, der er med til at tælle.

I Roskilde Golf Klub er regel- og handicapudvalget ved at sætte sig ind i det nye system, så de er klar til at svare på spørgsmål frem mod 2021-sæsonen.

 

Se fotos og resultater fra F. J. Poulsen matchen

110 af klubbens medlemmer deltog i den traditionsrige F. J. Poulsen Anlægsgartneri Match, der på grund af corona-epidemien var flyttet fra sidst i maj til i søndags den 23. august.

Matchen blev afviklet i skiftende sensommervejr og regnen udeblev heldigvis. Meget flot, at der deltog hele 110 af klubbens medlemmer.

Se en masse fotos fra dagen nederst.

Resultater:

A-rækken

  1. Jan Wesselby 40 point
  2. Peter Høier 38 point
  3. Christian Bruun 37 point

B-rækken

  1. Halvor Riis Cristiansen 40 point
  2. Nicolai Elkjær Karhof 36 point
  3. Kim Johansen 35 point

C-rækken

  1. John Richardt Søbjærg 40 point
  2. Ghita Aagaard 35 point
  3. Heidi Molin 34 point

Tættest på hullet:

  • Hul 5 Jørn Schade 2.91 m
  • Hul 7 Kim Johansen 1.52 m
  • Hul 13 Steen Hansen 1.12 m
  • Hul 17 Naomi Harbison-Hansen 5.72 m

Længste drive:

  • Herrer: Jørn B Madsen
  • Damer: Naomi Harbison-Hansen

Klaus Bønløkke, matchudvalget

Hjertestarter er flyttet udendørs ved klubhuset

Roskilde Golf Klubs hjertestarter er nu flyttet udendørs. Hidtil har den hængt inde i klubhuset, men Roskilde Kommune har ønsket, at hjertestarteren også var tilgængelig uden for klubhusets åbningstider – og derfor har kommunen nu betalt for en flytning til muren, der vender over mod træningsområdet.

Kommunens ønske om en udendørs hjertestarter i golfklubben hænger ikke mindst sammen med, at Skjoldungestien går over golfklubbens område.

Hjertestarteren er den samme, men der er krav til opbevaring frostsikkert, når hjertestarteren hænger udendørs, så derfor er der strøm til det nye skab.

 

Invitation til par 3 bane match lørdag den 5. september

Lørdag den 5. september 2020 kl. 9.45 er der igen match på par 3 banen. Kom og vær med til både match og frokost.

Matcherne er åbne for par 3 medlemmer, flexmedlemmer og prøvemedlemmer. Fuldtidsmedlemmer med et DGU handicap højere end 36 er også velkomne.

Der er mødetid senest kl. 9.45, hvor der udleveres scorekort fra det lille mødelokale med dør ud til hul 1 på par 3 banen.

Herefter gives en kort information om matchen, og alle deltager går til de anviste huller, så vi er klar til start kl. 10.

Afslutningsmatchen afholdes efter samme regler som tirsdagsmatcherne.

Efter matchen er der præmieuddeling og spisning i klubhuset.

Matchfee er 100 kr. kontant eller mobilepay (40 34 71 97) og betales på dagen.

Beløbet anvendes til præmier samt 2 stk. smørebrød + kaffe og kage, drikkevarer for egen regning.

Sidste frist for tilmelding er torsdag d. 3. september kl. 23.59.

Evt. afbud efter dette tidspunkt gives på e-mail til: eller sms til 40 34 71 97.

Max. 36 deltagere efter ”først til mølle” princippet.

Par 3 aktivitetsudvalget, 2020

Her finder du siden med tilmelding – og mere information om par 3 bane matcherne. Der er også mulighed for at komme ud og spille hver anden tirsdag.

Glade nye spillere i seniorgolf – andre nye er velkomne

Seniorgolf er en af de store “klubber i klubben” i Roskilde Golf Klub – med næsten 100 medlemmer. Der er fast spilletid torsdag morgen om sommeren og fredag morgen om vinteren.

Herunder kan du se en beretning fra to af de friske nye medlemmer af seniorgolf – og har du selv lyst til at være med, så se linket til seniorgolf-siden nederst.

Vi startede med at spille golf for 7 år siden.

Vi har nu fået mulighed for at være medlem af Seniorklubben og vi er blevet taget RIGTIG GODT imod i klubben. Alle omgås i en rigtig venlig, hjælpsom og frisk tone. På trods af Corona har Seniorklubben været aktiv ud fra de gældende rammer. Der er altid godt humør, snakken går livligt og der klappes flittigt når der deles rødvin og ænder ud til dagens vindere.

Og nu er vi også medlem af en klub, hvor vi hører til de yngste i gruppen. Selvom mange har spillet golf i mange år og været medlem af Seniorklubben i rigtig mange år, så er alle åbne og har budt os velkommen til fællesskabet i Seniorklubben.

Runderne spilles med et godt tempo, så vi kan holde os inden for de afsatte tider til en runde i Seniorklubben. Seniorgolf er “ready golf”.

Der er mange aktiviteter i Seniorklubben, som bakkes op af medlemmerne. Vi glæder os til at deltage i sæsonafslutninger, rejser/ture til andre golfbaner og Sverige – og alt det andet.

Apropos afslutninger. Ved forårsafslutningen havde vi en anden aftale kl. 14. Vi tænkte det passede fint. M e n nej, der er mange traditioner der skal gennemføres. Vi måtte køre før tid. Næste gang reserverer vi hele dagen til Seniorklubben.

Alice Wind og Jesper Bluhme

Her finder du siden med seniorgolf.