Drama kan du få i tv, men det kan du sandelig også på golfbanen, så i 2023 må det være en målsætning at gøre mere reklame for klubmesterskaberne – både til dem, der gerne vil spille med, men i høj grad også til dem, der vil kigge på.
For igen da hulspilsmesterskaberne blev afviklet lørdag og søndag den 17. og 18. september 2022 blev der vist både godt spil – inklusive spænding til det sidste – og inklusive den obligatoriske tur i vandet, som billederne viser.
Hos damerne blev mesterskabet afgjort på sidste hul, mens herrerne måtte spille et ekstra hul for at finde en vinder.
Forud for finalerne var der afviklet semi-, kvart- og – for herrernes vedkommende – også ottendedelsfinaler.
Til sidst stod Anne Sofie Siebuhr over for Trine Jensen hos damerne, mens herrernes finale blev mellem Nicklas Smith Mølholm og Mads Viemose Larsen.
Anne Sofie var sidste års både hulspils- og slagspilsmester, men Trine tog sig i sidste måned af 2022-slagspilsmesterskabet og denne gang var Trine også helt med til 18. hul, hvor stillingen var uafgjort. På green kunne Anne Sofie imidlertid nøjes med to puts, mens Trine – der undervejs i mesterskabet ellers havde puttet formidabelt – måtte nøjes med et treput og dermed lykkedes det for Anne Sofie at få sin revanche.
I semifinalerne havde de to finalister vundet over henholdsvis Karoline Daugaard Andersen (5/3) og Tutter Blume (4/2). Tutter var igennem sit eget drama i kvartfinalen mod Dorte Pyll Truesen, der først blev afgjort på første omspilshul.
Hos herrerne var Mads Viemose Larsen forsvarende mester. I august måtte han afgive slagspilsmesterskabet til Nicklas Smith Mølholm, så han håbede selvfølgelig på at genvinde tronen i hulspilsmesterskabet, og det lykkedes ham også at komme i finalen – mod netop Nicklas.
Mads havde en spændende semifinale mod William Bredtved Hansen, som også er flere gange klubmester. Den kamp blev først vundet på hul 18. I kvartfinalen var det gået ud over Frank Tarp (3/2).
Nicklas vandt i kvartfinalen over Steven Kitchen (3/2) og semifinalen over Sofus Thor Bach Hansen (7/5).
I finalen bølgede slaget lidt frem og tilbage. Nicklas var foran, Mads hentede og kom foran, og Nicklas vendte tilbage og kom foran inden hul 18, hvor Mads sendte kampen i omspil med en birdie på par 5 hullet.
Så skulle hul 1 spilles igen og på andetslaget endte Nicklas på green, mens Mads landede i bunker. Han havde stadig muligheden for at slå bolden op til flaget, men desværre flækkede han bolden out of bounds og så var den kamp afgjort.
Summasummarum. Nicklas Smith Mølholm tog både slagspil- og hulspilsmesterskabet 2022.
Læs mere:
- Skybrud og omspil, da Trine og Nicklas blev 2022-mestre
- Siden med alle tiders klubmestre
Herunder kan du se billeder fra da Nicklas og Mads blev smidt i søen på hul 4 + et par andre spillebilleder (nogle af billederne er desværre uskarpe, derfor er der denne gang ingen fotos fra :