Beretning fra Roskilde elite træningslejr 2023 21-23. april 2023 til Lübker Golf Resort.
I april 2023 gik Roskilde elites årlige træningslejr til fantastiske Lübker Golf Resort i Jylland – ca. 35 minutter nord for Aarhus.
25 glade elitespillere og en lige så glad træner tog afsted fra Roskilde tidligt fredag morgen. Alle glædede sig til en weekend fyldt med fordybelse i golf. Der skulle spilles i alt tre runder. Der skulle også trænes og øves og gøres bedre! Så alle var taget afsted tidligt – eller det vil sige…
Næsten alle tog afsted tidligt fredag morgen. En enkelt stødte til senere. Meget senere. Nikkimarie var så forhippet på at komme med – og man må sige hun udviste en kæmpe dedikation, da hendes plan for at komme med sluttede med et tog til Aarhus, en letbane til Ryomgård (Ja der er lige så mørkt der, som det lyder!) og en taxa tur til golfbanen. Og så skulle man tro det var slut der. Men det blev værre – meget værre… Hun blev sat af det forkerte sted og måtte gående med fuld bagage kæmpe sig igennem mørket fra Lübkers ene adresse, til Lübkers klubhus på en anden adresse… Klokken blev kvart i alt for meget før hendes dag var slut! Men med på træningslejr skal man jo, når man gerne vil være bedre. Den form for dedikation kan vi godt lide!
Fredag den 22-04-2023
Fredagen startede med startid kl. 12 på på sløjfen Sand & Sky, som tilsammen udgør en fantastisk golfbane! Lübker har tre sløjfer og Sand og Sky er klart de bedste. Den tredje sløjfe hedder Forest og den måtte vi gemme til søndag.
Fredag kl. 12 skulle vi “bare” spille en runde sammen, hvor vi spillede vores eget spil og lærte hinanden at kende på tværs af alle holdene. Roskildes eliteafdeling har følgende hold: Herrer 1, 2 og 3. Dame 1. Senior 1 og Veteran 1. Alle holdene var repræsenteret på træningslejren.
Sidste år blev træningslejren lagt ned af sne, hagl og regn – og frostvejr. Sådan skulle det ikke gå i år! I år startede vi første runde i strålende solskin, 15 grader og på en fuldstændig fantastisk bane, når man tænker på Danmark i april. Greens var fantastiske og rullede superfint. Fairways var af en anden verden og teestederne fabelagtige! I år var vejrguderne heldigvis meget mildere stemt og selv om vinden var kold var solen fremme og det var bare dejligt! Første runde var træning og alle fik banken vinterrusten af og gjorde sig klar.
(Billedtekst billede 2: Stemningen var høj bag 18’ende green, mens vi ventede på de sidste hold der kom ind. Masser af gode slag. Masser af grin. Og så havde Jonathan a.k.a “Modellen” input til næste års træningstøj – Hør er åbenbart det, de unge vil ha’!)
Efter runden var der fri leg indtil aftensmaden. Og var der lige mulighed for fri leg? Det tror jeg nok på! Ved første hul på Sand, var der en stor putting green, og en indspilsgreen med to bunkere. Både puttinggreen og indspilsgreen var i øvrigt så tæt på samme standard som greens på banen at undertegnede ikke kunne mærke nævneværdig forskel på hvordan de tog imod og rullede. Derudover var der endnu en stor puttinggreen på den modsatte side af klubhuset. Men det var jo slet ikke nok! Lidt længere væk er der en stor drivingrange med Trackman på alle måtter og ikke færre end tre fulde par 3 øvehuller med rigtige greens og rigtige bunkere…
(Billedtekst billede 3: Seks af måtterne havde overdækning og skærme. Trackman teknologien er super tilgængelig og giver alle muligheder for at analysere sine slag – og spille sjove spil! Trine har vist ikke prøvet det før – men ser da begejstret ud?)
Et slaraffenland for elitegolfere. Der var virkelig alt, hvad man kunne drømme om – bortset fra at det jo i Danmark bliver meget tidligt mørkt!
Men det har de også løst med oplysning på drivingrange og tre oplyste par tre huller, så man kan bruge dem hele natten, hvis man lyster…
(Billedtekst billede 4: Oplyst øveområde! Noget der virkelig kan begejstre. Der blev spillet mange små spil på de tre øvehuller og slået mange bolde på rangen!)
Der var gang i mange små spil i løbet af aftenen og der var vist nok nogen, der selv om de mente, de var verdensmestre i chipping og pitching (Lasse og Jens, jeg kigger på jer!), fik en del klø i det korte spil af de absolutte mestre i den slags, ikke sandt, Martin?
Lørdag den 23-04-2023
Lørdag var der træning på menuen om morgenen og derefter to hulspilsmatcher i hhv. singles og foursome, som jo er de to formater, vi kæmper i, når der spilles divisionsgolf. Her var holdene sat, så der blev kæmpet med og mod ens holdkammerater. Super god måde at få skærpet viden omkring, hvorfor det er, hulspil er så meget anderledes end slagspil! Dagens bane var igen sløjferne Sand og Sky – sikke en lækkerbisken at kunne se frem til!
Træningen om morgenen bestod af tre stationer i det dejlige træningsområde, hvor vi trænede pitch, chip og slag. Cirka 2 timer i alt fordelt på de tre discipliner. Da vi var mange, var der ind i mellem mulighed for at stå og se på hinanden og lære af, hvordan andre gør det. Det er meget givtigt med den type refleksion i forbindelsen med træningen og ingen tvivl om at mange gerne ville lære noget om crosshanded chipning af Lasse!
(Billedtekst billede 5: Slagtræning lørdag formiddag. Anders er svært begejstret for at få at vide, hvor hurtigt bolden forlader køllehovedet og hvor meget ´han slår ned på den’!)
Efter træningen var første starttid kl. 11. Lübker er en laaaaang bane – både fordi man skal slå rimeligt langt som herre (i hvert tilfælde når man er over 50…) Damerne skulle ikke flytte bolden så langt Og ja denne skribent tør godt lægge sig ud med dameholdet med den udtalelse! Og også fordi Lübker er lavet til buggies i høj grad!. Der skal gås lange distancer mellem flere teesteder undervejs. Når det er sagt så er hullerne anlagt så godt, at det bestemt er gåturen værd! Superlange par 5 huller, korte men svære par tre huller og par fire huller, der udfordrer med hvert slag, hvad end det er op, ned eller til siden! Udnyttelse af vinden for at gøre hullet sværere var evident rigtig mange steder. Ondulerede greens med fantastiske roll-off områder, der stiller virkelige krav til præcision og nøjagtighed i både putning og approachspil. En test for alle niveauer!
(Billedtekst billede 6: William, Christian, Mathias og Rasmus starter på deres foursome lørdag. Der blev kæmpet indædt og læst puts, psyket, slået gode og dårlige slag – og ikke mindst grinet en masse!)
Matchen lørdag bestod af single hulspil de første ni huller – og de sidste ni gik vi så sammen 2 og 2 på holdene og spillede foursome. Der var indædt kamp om alle point. Lasse og Martin var meget sikre på, at de ville give Mads og Oscar tæv. Det kan vi vist ret hurtigt blive enige om ikke skete? Måske Lasse skulle have taget imod de tre slag, Oscar tilbød ham før starten? Men Mads og Oscar spillede bare på et helt andet niveau den dag! Stemningen var super hele dagen og alle drillerier blev taget i mod i den ånd, de blev givet. Holdet er stærkt i år – og holdånden måske endnu stærkere!
Efter lørdagens match var der fri leg indtil aftensmaden og igen blev alle træningsfaciliteterne brugt til fulde!
Om aftenen, var der fælles møde, hvor vi snakkede om, hvad det betyder at være elitespiller i Roskilde Golf Klub. Hvad man får, hvad man skal yde og hvad der bliver forventet. Lasse fortalte om planerne og den nye eliteudvalgsformand (undertegnede), som var blevet præsenteret allerede fredag, sagde også et par ord på lørdagens møde omkring, hvor vi er på vej hen, hvad eliteudvalget vil arbejde på og hvad vi håber, der kommer til at ske i år. Formanden bliver i øvrigt præsenteret på hjemmesiden snarest.
Jens Krøis deltog også på turen, som både medlem af elitetruppen og som elitens mand i bestyrelsen. Han nævnte at bestyrelsen stadig har ambitionen om at i Roskilde Golf Klub skal eliten inspirere bredden og at klubben har en ambition om at drive en golfbane med tilhørende faciliteter, så golfspillet kan dyrkes både med sportsligt og socialt fokus.
Aftenen sluttede med en del af holdet, der spillede par 3 golf til klokken meget sent – en del der udvekslede gamle historier i klubhuset – og nogen, der bare trak sig tilbage og så en film. En af de ting vi lægger vægt på i gruppen, er at man ikke efterlader nogen og vi altid inkluderer dem, der står for sig selv. Det var tydeligt, da alle de unge løver kom op til par 3 prøvebanen ved træningsområdet, hvor Anders gik og spillede for sig selv. Der gik ikke fem minutter, før der blev udstukket en invitation til at være med – som den mest naturlige ting i verden og det var fedt at opleve!
Søndag den 24-04-2023
Vejret kunne jo ikke fortsætte. Så søndag morgen startede bidende kold, blæsende og med truende regn på horisonten. Det skulle heldigvis ikke blive sådan! Søndag var der single spil og igen var grupperne blandet så alle fik mulighed for at spille med andre partnere end de første to dage. Stort planlægningsarbejde fra Lasse – som i det hele taget havde fået alt til at spille på hele turen.
Første starttid var kl. 10 – og efter runden var der afgang mod Roskilde igen. Vi havde Johnny med til at køre alle vores bags i sin bil – en kæmpe hjælp og så fedt han kunne træde til!
(Billedtekst billede 7: Anne Sofie slår ud på 5. hul på “Sand” – 534 meter fra hvid tee og “kun” 479 meter fra rød!)
Vejret skiftede efter de første 7-8 huller og så blev det dejligt forår i Danmark igen!
På denne runde skulle vi spille Forest sløjfen på Lübker. Den var meget anderledes og snoede sig igennem det store sommerhus/feriehus område, der også ligger på Lübker. I stil minder det utroligt meget om baner i USA, som slynger sig imellem husene. Hullerne var korte og lette – undtagen hul 1 som vel er et af de tre sværeste par 5 huller, forfatteren til dette skriv har prøvet at spille! 550meter fra hvid tee – og så i modvind. Det var en prøvelse – men sjovt! Resten af den sløjfe var dejligt lette og tilgængelige. Der blev med garanti lavet ret mange birdies på de ni huller!
Efter runden var det bare ind i bilerne og hjemad – og enden på en dejlig weekend i golfens tegn var til at få øje på, da vi trillede ind på parkeringspladsen ved Roskilde Golf Klub kl. 19 søndag aften. Johnny kom heldigvis samtidig med alt udstyret og vi kunne “bare” pakke sammen, før det var tid til farvelkram!
Herfra skal der lyde en kæmpe tak til alle deltagere: Martin, Mads, Oskar, Nicklas, Kasper, Sofus,
Oliver, William, Christian, Mathias, Rasmus, Trine, Tutter, Johnny, Anders, Dorthe, Louise, Johannes, Nikkimarie, Anne Sofie, Bjarke, Jonathan, Jens, Oliver og Bertram!
Og ligeledes en kæmpe tak til utrættelige Lasse for at arrangere og planlægge og være en ildsjæl omkring god golf i Roskilde Golf Klub!
Til slut er der blot at sige til alle elitespillere: Hav en fantastisk sæson – det kan kun blive godt med alle de fantastiske mennesker og alt det talent, der er i truppen!
Og til alle jer andre i Roskilde Golf Klub: Glæd jer! Der er utroligt mange talenter i vores klub og garanti for masser af god golf – husk at komme ud og se, når der er divisionsgolf i Roskilde i weekenderne den 6-7. maj, den 17-18. juni og den 12-13. august.
Anders Djurhuus