Category Archives: Nyheder

Målet nået: 40.000 kr. til kræft og ok til momspenge

Med 150 donationer på sidste dag for fristen nåede bidragene fra Roskilde Golf Klubs medlemmer til Kræftens Bekæmpelse op på ca. 200 og i alt over 40.000 kr., der nu går ubeskåret til kræftforskning.

Dermed nåede klubben også op over det antal, der skal til for at blive godkendt som mulig modtager af penge fra en statslig pulje af penge, der er afsat til momsrefusion til foreninger og organisationer, hvis medlemmer donerer penge til velgørende formål.

”Vi siger mange tak for de mange bidrag og for at det igen lykkedes at komme over minimumstallet på 100 bidrag for at blive godkendt. Det er først næste år, vi får besked på, hvor mange penge klubben får i momsrefusion, men er vi lige så heldige som sidste år, kan det betyde flere hundrede tusinde kroner. Vi har i forvejen en sund økonomi, men vi har også større projekter i støbeskeen, som vi ikke sætter gang i, før der er penge til det – og på den måde kan momspengene få stor betydning for os,” siger formand Flemming B. Nielsen.

Indtil dagen før fristen manglede der ca. 50 bidrag, men da der blev sendt en nyhedsmail ud og budskabet gik fra mund til mund i klubhuset, så kom der gang i bidragene.

Læs mere:

Masser af præmier til Damedagens 2023-vindere

Damedagen holdt efterårsafslutning i det flotteste solskinsvejr tirsdag den 26. september 2023. Der var tilmeldt 67 damedagsspillere til en rigtig hyggelig eftermiddag og aften, hvor der blev spillet greensome.

Efter spillet mødtes vi i klubhuset til en dejlig middag, som bestod af tunmousse, kalveculotte med dejligt tilbehør og kaffe med hjemmebagte kokosmakroner, som Restaurant Birdie serverede for os.

Der blev uddelt mange meget fine præmier til dagens vindere og sæsonens vinderne i de forskellige rækker både Electric og Order Merit og ikke mindst en masse birdiebolde.

Vi havde været så heldige, at Damedagens sponsor, Suenson Vinhandel, havde givet nogle gode flasker vin. Frølich Golf sponserede en del klappepræmier, sekretariatet greenfees og Restaurant Birdie gavekort, så der var mange damer, der kom hjem med præmier.

Dagens vindere:

  1. Aase Sørensen og Ulla Ayotte
  2. Alice Vind og Jette Nørlund
  3. Merete Rasmussen og Britta Andersen

Længste drive: Anne Danborg

Tættest på flaget:

  • Hul 5: Anne – Marie Vinther Larsen
  • Hul 7: Dorthe Larsen

Efteråret vindere:

Resultaterne for efterårssæsonen er følgende:

A-rækken:

  1. Ayo Lyngkjær
  2. Andrea Lima
  3. Anne-Marie Vinther Larsen

B-rækken:

  1. Ulla Ayotte
  2. Vibeke Johansen
  3. Birgitte Hørsman

C-rækken:

  1. Marta Markham
  2. Else Formsgaard
  3. Anne Munck

9-hullers rækken:

  1. Pernille Bruun
  2. Dorte Quist
  3. Mette Korsgaard Jensen

Der blev også afviklet en Eclectic turnering, som er spillernes bedste resultat på hvert enkelt af de 18 huller hen over hele sæsonen. Herunder er vinderne:

A-rækken:

  1. Robyn Bohen
  2. Tutter Blume
  3. Andrea Lima

B-rækken:

  1. Birgitte Hørsman
  2. Ruth Nyholm
  3. Christina Lerke-Møller

C-rækken:

  1. Lisbeth Lyngsøe
  2. Karin Terp Sørensen
  3. Anne Munck

Dagens vindere for hver af spilledagene i efterårssæsonen:

18 huller

  • 4.7 Bente Nissen, 38 (B)
  • 11.7 Jette Ludvigsen, 65 slag (A)
  • 18.7 Anne-Marie Vinther Larsen, 42 (A)
  • 25.7 Birthe Grøndal, 39 (B)
  • 1.8 Ayo lyngkjær, 40 (A)
  • 8.8 Tutter Blume, 35 (A)
  • 15.8 Anne Birgitte Hørsman, 43 (B)
  • 22.8 Tutter Blume, 40 (A)
  • 29.8 Anne-Marie Vinther Larsen, 40 (A)
  • 5.9 Solveig Kaas, 69 slag (A)
  • 12.9 Naomi Harbison-Hansen, 40 (A)

9 huller

  • 4.7 Anette Nielsen, 19
  • 11.7 Anette Spottag, 34 slag
  • 18.7 Anne Danborg, 16
  • 25.7 Lene Thormann, 18
  • 1.8 Anne Danborg, 17
  • 8.8 Dorte Quist, 18
  • 15.8 Pernille Bruun
  • 22.8 Mette Korgsgaard Jensen, 19
  • 29.8 Pernille Bruun,19
  • 5.9 Neel Schucany, 35 slag
  • 12.9 Tina Hildebrand, 18

Sidst men ikke mindst blev der udleveret Birdie-bolde til alle dem, der havde gjort sig fortjent til det.

Da ikke alle præmietagerne var til stede ved afslutningen, kan de kontakte dameudvalget på mail for at lave en aftale om udlevering af præmie.

Dameudvalget takker for en hyggelig afslutning og for den opbakning, som vi møder fra damespillerne.

Vi glæder os til næste sæson, hvor vi bl.a. forventer nogle nye tiltag, der tilgodeser de damer, der har lavt handicap.

Vi forventer også at arrangere en overnatningstur med spil på fremmede baner. Er endnu ikke lagt fast, hvor turen går hen, men vi satser på at det kan blive i weekenden den 1.-2. juni 2024.

Dameudvalget

Læs mere:

Se fotos fra præmieoverrækkelsen:

Salg af jubilæumsbogen i Bog & Idé på Stændertorvet

Roskilde Golf Klubs store bog i anledning af 50-års jubilæet er nu også sat til salg i bogbutikken Bog&idé på Stændertorvet.

I første omgang bliver det et lille antal bøger for at tjekke interessen.

Bogen er skrevet af klubbens webmaster, Henrik Overgaard Pedersen, og han fortæller, at klubben stadig har lidt under 100 bøger tilbage, som nu både kan sælges i klubben og i Bog&idé, fx af lokalhistorie-interesserede, nuværende og tidligere medlemmer eller som gave til golfinteresserede.

På billedet er det Daniel Fejerskov fra Bog&idé, der står med jubilæumsbogen i hånden. Bogen er på 172 sider med over 400 fotos og med masser af interviews og historiske fakta om Roskilde Golf Klub siden starten af 70’erne, hvor ideen om en golfklub i Roskilde blev ført ud i livet.

Bogen koster 200 kr. i butikken.

Vil du være hjælper i le-lauget – lær svingteknik i oktober

Vi kunne godt bruge 2-3 nye hoveder/personer i le-lauget under natur- og miljøudvalget. Vi har været i gang her i efteråret og fået slået den store blomstermark ved hul 15, men mangler endnu den nye forsøgsmark på Skjoldungen. Hvis man har lyst at lære eller allerede har erfaring, kan man få lidt “svingteknik” gennem 2-3 timers høslet fredag d. 20. oktober fra kl. 10.

Er du interesseret, så tag kontakt til mig.

Henning Nordstrøm, le-lauget under natur- og miljøudvalget, mail: .

Se resultater og fotos fra rehab klubmesterskabet 2023

Fredag den 22. september blev der afholdt klubmesterskab for Roskilde Golf Klubs rehab-golf spillere. Herunder kan du se resultaterne – og nederst er der rigtig mange fotos fra dagen inklusive præmieoverrækkelsen.

Der deltog i alt 27 spillere og 26 hjælpere.

Matchen blev afviklet i godt vejr efter årstiden, og alle var i godt humør til dagens strabadser.

Efter spisning af bestilt smørrebrød leveret af Restaurant Birdie var der præmie overrækkelse samt uddeling af klappepræmier.

Der blev spillet i tre rækker:

  1. Spillere med Registreret DGUD Hcp. Stableford (A-rækken)
  2. Spillere uden DGU hcp, svensk slagspil (B-rækken)
  3. Øvrige spillere på mikrobane og putting green (C-rækken)

Vinderne blev:

A-rækken

  1. Kenneth Daugaard 22 stablefordpoint
  2. Eric Seem 22 (højere hcp)
  3. Jens Terp 16

B-rækken

  1. Gorm Haraldsted 44 slag
  2. Ove Jørgensen 46 slag
  3. Peder Tang 49 slag

C.rækken

  1. Marianne Holmbjerg
  2. Christina Strømberg
  3. Nina Friis.Møller

I alle tre rækker havde sponsoren, PP brolægning, udsat en vandrepræmie til vinderne , så stor tak til sponsoren.

Præmierne blev overrakt af klubbens formand, Flemming B. Nielsen

Per Schneider og Hans Kristian Olesen

Læs mere:

 

Her er fotos fra 2023-klubmesterskaberne:

Ny ”motorvej” ved hul 5 skal hjælpe fisk to meter op

I naturmæssig forstand er det en bred ”motorvej”, der er ved at blive gravet ud til tæt på hul 5 på Roskilde Golf Klubs 18-huls bane, Store Skjold.

De daglige golfspillere og naturvandrere i området har den sidste måneds tid kunnet se store gravkøer grabbe sig ned i området og nu er projektet kommet så langt, at man kan se, hvad det skal ende med.

Er der kø på golfbanen, og dermed ikke tid til en nærmere besigtigelse på en golfrunde, så gør dig selv en tjeneste en anden dag og gå forbi stedet – evt. via Kongemarksvejen, hvor man virkelig kan se det store anlægsarbejde tage form.

”Motorvejen” er en udvidelse af den del af Langvad Å, der er mellem St. Kattinge Sø og Sankt Hans Vest. Her bliver åen mellem fire og otte meter bred – i stedet for det knap en meter brede lille vandløb, der i dag løber uden for banen bag træerne langs hul fem – og som næsten ikke er til at se.

Selve Langvad Å systemet starter i den nordlige del af Køge og Ringsted kommuner og ender via Lejre og Roskilde til sidst ude i Roskilde Fjord. På vejen kommer å-systemet til flere søer, fx Bue Sø, Svogerslev Sø og St. Kattinge Sø – og det er sidstnævnte sø, der er den egentlige årsag til det kæmpestore projekt, der endeligt bliver gennemført nu, efter at have været forberedt i 10 år.

 

To meter fald på tre kilometer

”Hele projektet handler om et påbud fra EU om at sikre faunapassage, altså dyrenes bevægelighed, og i tilfældet med Langvad Å og St. Kattinge Sø er problemet, at søen er to meter over niveau i forhold til fjorden. Derfor har fx ørreder meget svært ved at komme op i åen fx for at gyde og svært ved at komme tilbage igen,” fortæller projektleder i Roskilde Kommune, Jens Asger Andersen, der på billedet står oppe i det nye fugletårn uden for banen bag ved teestedet på hul 6.

Ved Kattinge Værk, hvor der er en vandmølle, er der flere gange lavet forsøg med fisketrapper, men uden det store held – og derfor er det nu endt med det helt store projekt, hvor der over en strækning på tre kilometer bliver lavet et å-løb, der skal fordele faldet på to meter. Og der er så meget vand, der i fremtiden vil presse sig på, at det har været nødvendigt med en meget bred ”kanal”. For anskuelighedens skyld bliver ordet ”motorvej” brugt, men når der først er kommet vand i og vegetationen er kommet i gang, vil den visuelt falde naturligt ind i landskabet.

”Til november, når projektet er færdigt, og vi begynder at lukke vand ud, så vil der også flyde frø fra planter, der vil starte vegetationen både i selve åen og på bredderne. Vi planter nemlig ikke noget – vegetationen kommer helt af sig selv og med de arter, der kan klare sig, og jeg håber, at man allerede i løbet af næste år vil se stor forandring,” siger Jens Asger Andersen.

 

Sten og træstammer som skjulesteder

Han fortæller, at der i dag løber ca. 20 liter vand pr. sekund fra Gedebæksrenden henover golfbanen og ud i ud til fjorden ved Skt. Hans Vest. I den nye – udvidede å – kommer der til at løbe op til 2000 liter pr. sekund, 100 gange så meget, dog ulige fordelt i forhold til årstiderne. Om sommeren er vandtilførslen typisk mindst.

Bag ved teestedet på hul 6 – pas på brændenælderne, hvis du vil hen at kigge – har Roskilde Kommune på opfordring fra golfklubben nu placeret et fugletårn og står man oppe i det, får man et rigtigt godt overblik over det nye, brede å-forløb. Der er endnu kun meget lidt vand i – så lige nu ser det noget goldt ud.

Der er smidt sten i bunden af åen, som er med til at gøre udsynet lidt råt – men stenene er der en mening med.

”De skal være med til at sikre skjulesteder til fiskene + evt. gydepladser – og der bliver også flere steder smidt store træstammer ned med samme formål,” siger Jens Asger Andersen.

Men hvad betyder sådan en stor forandring for vand i det øvrige område, der grænser op til Langvad å – kommer der fx mere vand eller bliver det mere tørt? Det er golfklubben og især dens natur- og miljøudvalg meget spændte på, dels i forhold til naturens gang, men for golfspillet også i forhold til muligheden for fortsat at skaffe vand til vanding i tørre perioder og afvanding i våde perioder. Netop hul 10 og især 11, der ligger tæt på, er jo de huller, klubben ofte må lukke, når området bliver for fugtigt – og det er en af årsagerne til, at Roskilde Golf Klub netop har nedsat et vandudvalg under natur- og miljøudvalget.

”Langvad Å projektet er dog planlagt efter, at grundvandsstanden IKKE kommer til at ændre sig, så jeg tvivler meget på, at der sker ændringer i forhold til golfbanen og i vandbassinerne (ved hul 11),” lyder det fra projektlederen.

Selve projektet er en del af at kunne opfylde ”EU’s vandramme direktiv” – og det er derfor finansieret 75 procent af EU selv, mens de sidste 25 procent kommer fra Fiskeristyrelsen.

 

Vilde marker tæt på golfklubben

”Det er EU-direktivet, der har styret processen, men i Roskilde Kommune håber vi naturligvis også, at området udover naturforbedringerne også får en stor rekreativ værdi for alle, der bor i Roskilde. Det er ikke alle naturudfordringer, der bliver løst med dette projekt, men det er en del af en større indsats, som jo fx også omfatter udledning af næringsstoffer fra landbruget. I forhold til golfklubben bliver naturindsatsen også synlig andre steder. Fx har Roskilde Kommune besluttet at stoppe med forpagtning af jord til dyrkning i flere områder nær golfklubben. Det gælder fx den mark, der ligger på toppen af bakken til venstre for jeres nye 9-huls bane. Det bliver fremover vild natur – og det samme kommer til at gælde andre markområder tæt på. Det er en del af det, der bliver kaldt Boserupkilen,” siger Jens Asger Andersen.

I alt bliver der flyttet omkring 24.000 tons jord i forbindelse med Langvad Å projektet. Fra fugletårnet kan man se, at en del af jorden fra gravearbejdet bliver lagt ind i lavere liggende områder på den tilstødende mark – og den lille detalje rummer også noget forhistorisk.

 

Har fundet muslingeskaller

”Boserup har engang i stenalderen været en ø, så de laveste områder har været dækket af vand. Derfor er vi og museumsfolk også spændte på, hvad vi støder på af interessante fund. Indtil videre er det ”kun” blevet til fund af muslingeskaller, men det kunne jo ske, at vi stødte ind i et vikingeskib,” siger projektlederen, der dog ikke helt ser ud til selv at tro på, at det vil ske.

En sidste praktisk ting er, at grusvejen Kongemarken bliver lukket i en periode sandsynligvis i oktober. Kongemarken løber fra Boserupvej til greenkeepergården, men er også er adgangsvej til beboerne på vejen og naturinteresserede til det nye fugletårn. I forbindelse med å-udvidelsen skal der placeret en træbro over vejen – og mens den bliver anlagt, vil vejen være lukket. De præcise datoer kommer senere.

I næste måned bliver fugletårnet officielt indviet.

Læs mere:

Her er fotos fra å-udvidelsen – taget i midten af september 2023:

Årets sjoveste match søn 1/10 – kom og spil på kryds og tværs

Der kan godt nogen gange gå lidt autopilot i at spille den samme bane igen og igen og igen. Det er trygt, når man ved, hvor man skal slå hen og hvor man i hvert fald ikke skal slå hen. Hen over åen, over bakken, undgå den næste å og de store store bunkers oppe ved green.

Nu kommer der imidlertid en match, hvor alt er vendt på hovedet. Du skal stadig over åen på hul 1, men så er genkendelighed også slut. For i stedet for den normale green, så skal du have bolden i hul på green 2, og sådan fortsætter det hele vejen rundt. Ingen huller er som de plejer at være. Den specielle bane til Carlsberg Cross Country match søndag den 1. oktober 2023 snor sig på kryds og tværs – og det er faktisk årets store oplevelse, selv om det også er svært.

Så kom og vær med – i skrivende stund er der allerede 32, der har fundet matchen i GolfBox og har tilmeldt sig og dette plejer at være en af årets mest populære matcher. Der er en damerække og to herrerækker opdelt efter handicap. Matchen er for fuldtidsmedlemmer og på Store Skjold.

Det koster 125 kr. at være med – og Carlsberg byder på en øl/vand og to håndmadder efter spil, hvor der også er præmieoverrækkelse.

Herunder kan du se nogle fotos fra tidligere cross country matcher, som altid afvikles sent på året, så roughen er klippet ned. Der er nemlig mange huller, hvor man skal over roughområder for at komme til målet.

Find tilmeldingen under “Klubturneringer”, når du logger på GolfBox.

Absolut sidste tilmeldingsfrist, hvis der stadig er pladser til den tid, er onsdag den 27. september kl. 9.20.

 

Nok en tur med Frølich Golf i foråret 2024

Med udsolgt til den første forårstur i marts 2024 har klubbens afgående protræner, Lasse Frølich Kristensen, nu sat endnu en trænings- og spilletur op, denne gang den 9.-16. marts og tilmelding er startet.

Selv om Lasse stopper som pro i Roskilde i slutningen af året, så fortsætter han med at arrangere udlandsture og i kalenderen for 2024 er der allerede en tur til et golfområde nord for Lissabon i midten af marts. Nu kommer der en tur mere – ugen inden – stadig i Portugal, men denne gang ved Algarvekysten.

Konceptet er en uges tur med træning og fem gange spil på fire forskellige baner. På denne tur er der morgenmad og 2xmiddag med i prisen, som er på 12.995 kr. pr. person i delt dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse er 1900 kr.

Læs mere:

Nyt fagligt medlem i klubbens baneudvalg

Baneudvalget har nu suppleret sig med et nyt fagligt medlem, Uve Jessen.

Uve har i mange år arbejdet som virksomhedsleder, tilbudsgiver, med anlægsopgaver og driftsopgaver indenfor private anlæg og offentlige anlægsopgaver f.eks. atletikstadions, fodboldbaner, parker og haver, driftsopgaver på Frilandsmuseet, Sorgenfri Slot m.fl. Endv. har Uve arbejdet med uddannelse af anlægsgartnere og greenkeepere.

Ligeledes har Uve været aktiv med organisationsarbejde i anlægsbranchen og bestyrelsearbejde på Roskilde Tekniske Skole og opgaver på RTS Vilvorde. Hertil kommer , at Uve har haft en stor rolle i forbindelse med kontrakt, byggemøder, tidsplaner og budget vedr. etablering af klubbens Skjoldungeprojekt.

Uve har været medlem i Roskilde Golf Klub i 6 år og er frivillig i klubbens baneservice.

Baneudvalget har derfor fået et meget kompetent medlem, der kan bidrage til den videre udvikling af Roskilde Golf Klubs baneanlæg og træningsfaciliteter.

Torben Svendsen

Formand for baneudvalget

På billedet i toppen står Uve til højre med tidligere formand Kim Møller Behrend i forbindelse med indvielsen af 9-huls banen, Skjoldungen, i 2022.

Læs mere:

Forsøg med buggie-udlejning til spil på Skjoldungen

Resten af buggie-sæsonen bliver der kørt et forsøg med muligheden for at leje en buggy alene til ni hullers spil på Skjoldungen.

Lejeperioden er tre timer til 125 kr. for de ni huller med yderligere 50 kr. pr. time, den er udlejet over de tre timer.

”Der er flere, der har efterlyst denne mulighed – og da vi desværre ofte har buggies, der kun har batterikapacitet til 12-14 huller, giver det kun god mening at gøre dem tilgængelige for spil på Skjoldungen i stedet for at de bare holder stille,” siger daglig leder, Jesper Wedersøe og tilføjer:

“Aktuelt kan buggy nr. 1 og 9 ikke køre 18 huller, og da buggies i det nye system kan kodes til kun at køre på fx Skjoldungen, optimerer vi samtidig driften ved ikke at ”låse” fuldt fungerende buggies til de korte runder. Samtidig får vi et konkret overblik over behovet for kørsel med buggies på Skjoldungen.”

Man kan i princippet også leje buggien til en halv runde på Store Skjold, men sådan en runde tager længere tid end en runde på Skjoldungen – og Jesper Wedersøe kan ikke garantere, at buggien kan holde batterierne kørende til det. Derfor er tilbuddet rettet mod Skjoldunge-spillerne.

Proceduren for leje er ligesom på Store Skjold. Der er to muligheder:

  1. Du bestiller buggien hjemmefra i forbindelse med, at du bestiller tid. Når du vælger din tid, kan du trykke på ”Tilføj vare” og så skal du vælge den spiller i bolden, som buggien er tilknyttet. I GolfBox står der, at lejen er 0 kr., men prisen er altså 125 kr. for Skjoldungen og 250 kr. for Store Skjold
  2. Du tilføjer buggien, når du bekræfter din tid på automaten i klubhuset på dagen

I begge tilfælde skal du trykke på ”Lej” på automaten (den til venstre ved siden af proshoppen). Så får du to produkter at vælge mellem – se foto.

Endelig er der også muligheden for, at medlemmer af “Golfbilens venner” kan bruge buggierne til en runde på Skjoldungen. “Golfbilens venner” er en ordning, hvor man for et fast beløb pr. år kan benytte buggier så meget, man har brug for. Dog er det ”først til mølle” uden at man må bestille på forhånd.

Læs mere: