Category Archives: Nyheder

Vil du spille med i Parmatch 2024?

Efter nogle år med nedgang fik Parmatch en opblomstring i 2023 og nu er Parmatch-udvalget klar til at tage imod tilmeldinger til 2024-sæsonen.

Igen i 2024 er der tre spilledage – med stor middag, hygge og præmieuddeling om aftenen efter den sidste match lørdag den 14. september.

I forhold til 2023 er der lavet lidt om på spilleformerne de enkelte dage. Det kan I læse om på Parmatch-siden.

For at deltage skal man være ægtepar, samboende eller kærestepar. Alle kan være med uanset handicap, men begge skal være fuldtidsmedlemmer i klubben.

Her er spilledatoerne for 2024:

  • 1. runde: Lørdag den 4. maj 2024, første start kl. 11.30
  • 2. runde: Lørdag den 8. juni 2024, første start kl. 11.30
  • 3. runde: Lørdag den 14. september 2024, første start kl. 9.30

Der kan arrangeres reservespil, hvis der er en af dagene, I ikke kan spille med.

Tilmelding er i gang – udfyld formularen på Parmatch-siden og overfør derefter 400 kr. til Parmatch-udvalget, enten på Mobile Pay eller til udvalgets bankkonto.

Læs mere:

På billedet er det de fire arrangører af Parmatch, Henrik og Neel Schucany, Charlotte og Henrik Vincents.

PS: Husk også, at der er mulighed for at tilmelde sig andre ”klub i klubben”-aktiviteter i 2024, fx:

Vinterbanerne åbner igen lørdag den 17. februar 2024

Det har været en vinter med rigtig meget banelukning – ikke bare i Roskilde, men på mange baner landet rundt.

Roskildes to vinterbaner åbner imidlertid igen lørdag den 17. februar 2024, da vejrudsigten for de kommende dage ser anstændig ud.

Det vil stadig være sådan, at der på enkelte huller er vådt, men bare det at komme ud og spille igen, vil være en gevinst for de rigtig mange, der plejer at spille vintergolf.

Det kan absolut anbefales at komme ud og få noget frisk luft samtidig med, at golfsvinget bliver holdt ved lige.

Husk, at du skal booke tid i GolfBox som normalt og også bekræfte din tid på skærmen i klubhuset eller på GolfBox app’en på spilledagen. Derimod kan du ikke skrive scorekort ud med antal tildelte slag, da man ikke kan handicapreguleres på vinterbanerne. På skranken i klubhuset ligger der nogle scorekort – og ved siden af hænger der en konverteringstabel, så man kan se, hvor mange tildelte slag, man har, ud fra ens golfhandicap.

Læs mere:

God velkomst til trænerpar – nyt om 2024-sæsonen

Mandag den 25. marts 2024 bliver der åbnings-”fest” i den nye proshop, som protræner Martin Hansen og hans kone, Ditte, er ved at stable på benene. Fest er måske så stort et ord, men i hvert fald håber det nye proshop-par hos ”Hansen golf” at se rigtig mange mennesker, når de efter en lang vinter åbner Roskilde Golf Klubs nye proshop. Der bliver serveret lidt øl og vand på selve åbningsdagen netop for at gøre en fest ud af det.

Det fortalte Martin og Ditte til medlemsmødet torsdag den 15. februar 2024, som Hansen-parret var specialinviteret til. Om det alene var deres skyld, at arrangementet var fuldt udsolgt, kan ikke siges med sikkerhed, men interessen for det nye trænerpar er i hvert fald stor.

Medlemsmødet var med tilmelding og to dage før blev der meldt udsolgt. I alt dukkede ca. 115 medlemmer op – heraf var ca. 40 med til fællesspisning inden mødet.

Længere nede i teksten og i andre nyheder kan du læse om de mange informationer, der blev givet på mødet. Her starter vi med nyhederne fra proshop-parret, der i øjeblikket er ved at modtage varer og er i gang med at indrette shoppen. Martin er også ved at få overblik over tidspunkterne for begynder-, ungdoms- og elitetræning, så han præcist ved, hvornår han har tider til individuel træning.

Nyt bookingsystem

”Jeg kan allerede nu se, at der bliver rigtig meget at se til, så vi drøfter i øjeblikket, om det er muligt at ansatte en ekstra træner enten på halv eller fuld tid, så vi er flere om opgaverne. Vi vil rigtig gerne kunne tilbyde træning til alle, der gerne vil have det. Inden længe åbner vi mulighed for online booking. Det kommer til at ske gennem systemet ”ProPlanner”, der er en del af GolfBox. Derfor kan man bestille tid både til individuelle lektioner og til holdtræning via menupunktet ”Lektioner” og ”Kurser” i GolfBox. Systemet er ikke sat op endnu, men det er tæt på,” fortalte Martin Hansen.

I proshoppen bliver der et udvalg af både tøj, sko, bolde og udstyr.

”Vi har i første omgang valgt nogle få, men gode tøj- og skomærker, som fx Daily, Footjoy og New Balance og da vi ikke har prøvet at have en shop før, så vil vi undervejs i sæsonen evaluere på, om vi har det rigtige udvalg i forhold til efterspørgslen,” fortalte Ditte Hansen, der kommer til at være den primære kontaktperson i shoppen, mens Martin først og fremmest skal tage sig af træning.

Ditte fortalte dog også, at hun er i gang med at tage en ungdomstræner-uddannelse som golftræner, så hun kan hjælpe til med børne- og begyndertræning. Hun er i øvrigt ikke helt ueffen med golfudstyr i hånden, da hun har spillet siden hun var ca. 7 år og aktuelt ligger i handicap 7. Martin har været træner i mange år – han er faktisk udlært på samme hold som klubbens afgående træner, Lasse Frølich, der i øvrigt har skiftet Roskilde ud med Hedeland Golfklub og starter der 1. marts.

Ditte fik lidt ufrivilligt – men ganske morsomt – et latterbrøl, da hun fortalte, at hun har arbejdet i hjemmeplejen i Næstved og derfor er vant til ældre mennesker. Ja, grin I bare, men sygesikringskortet blandt de fremmødte til infomødet lyver ikke – især ikke i sammenligning med en kvinde i starten af 30’erne…

 

Trackman til træning

Martin Hansen fortalte i øvrigt, at der senest i april bliver installeret en trackman, som han kan bruge i forbindelse med undervisning. Målet på længere sigt er, at Martin får et aflukket rum på drivingrange, så der kan trænes hele året rundt.

På infomødet blev der spurgt til, om der er udsigt til flere overdækkede trackman-udslagssteder på drivingrange.

”Det ville være fantastisk, men desværre har vi udfordringer både i forhold til lokalplanen og til økonomien i det. Det er dyrt, og vi har en række andre projekter, vi også gerne vil have penge til,” lød svaret fra daglig leder, Jesper Wedersøe.

Det svar kom efter at formand Flemming B. Nielsen netop havde indledt mødet med at fortælle, at bortset fra anskaffelse af maskiner til greenkeeperne, så vil 2024 ligesom 2023 blive et år, hvor der ikke vil blive sat andre store projekter i søen.

”Vi vil meget gerne have lavet et nyt indspilsområde, men det er også rigtig vigtigt for os, at vi har en sund økonomi, så derfor bliver det projekt med stor sandsynlighed ikke sat i gang i 2024. I stedet vil vi arbejde på at lave alle forberedelserne til projektet,” sagde Flemming, som startede mødet med en gentagelse af nogle af de budskaber, der også blev givet på infomøderne i efteråret, nemlig at bestyrelsen stadig kører efter den samme strategi, som har været gældende i en del år.

”Der er flere af punkterne, som vi opfylder ganske godt, fx klubhuset, de frivillige og økonomien. Men vi har nogle fokuspunkter, hvor vi kan være bedre, fx forbedring af træningsfaciliteter og indsatsen i forhold til børn, unge og eliten. De to sidste områder skal vores nye trænerpar bl.a. være med til at gøre bedre,” sagde Flemming Nielsen.

 

Nye matchformer – også om aftenen

På informationsmødet blev der også fortalt om nye tiltag i 2024-sæsonen. Det gælder fx to nye matcher, Skjoldmatch 14. juli og Natgolf 4. oktober, som er to helt nye koncepter i Roskilde Golf Klub.

”Skjoldematchen bliver en match, vi afvikler på begge baner over 27 huller fordelt på tre sløjfer, hvor man kommer til at spille tre spilformer, de fleste normalt ikke prøver, nemlig greensome, foursome og best ball. Det bliver en lang spilledag på i alt ca. otte timer, men det bliver også en sjov dag, hvor man får mulighed for at spille med tre forskellige hold makkere og forhåbentlig lærer en masse at kende.”

”Vi prøver også med natgolf, hvor vi spiller i mørke med lysbold og lyssværd. Disse to – plus alle de øvrige aktiviteter – laver vi ekstra reklame for i år ikke mindst via plakater med hele sæsonens matcher, som vi hænger op i klubhuset i håb om at folk vil skrive datoerne ind i kalenderen,” sagde Jesper Wedersøe, som også fortalte om en plakat med eliteholdenes hjemmekampe.

”Den skal bruges som en opfordring til medlemmerne om at prøve at komme ud og kigge med, når divisionsholdene spiller. Man behøver ikke at være der fra kl. 8 til sent på eftermiddagen. Men kom fx ud ved middagstid, når flest kampe er i gang, så kan man komme til at se rigtig god golf.”

 

Sammenlægning og beholder fordeling af fortrinsretter

Jesper Wedersøe fortalte også om, at der fra 1. maj bliver genindført sammenlægning af bolde i weekenden mellem kl. 8 og 12 for at sikre, at flest mulige kan komme ud og spille på dette attraktive tidspunkt.

”Ofte ser man, at folk trækker sig, hvis andre booker sig ind på en tid, hvor man havde håbet at gå to alene, men jeg vil meget gerne opfordre til ikke at reagere sådan. Både fordi vi på den måde kan få flere ud og spille golf men også fordi, det kan være ganske hyggeligt at gå en runde med andre klubmedlemmer eller måske nogle greenfeegæster.”

Et medlem (Connie) opfordrede til en indsats for at spillere overholder deres udslagstid og ikke slår ud før tid. Det skaber stress hos den forangående bold og er også med til at forringe flowet.

Jesper Wedersøe nikkede og sagde, at det af hensyn til flowet også er en overvejelse værd at gå over til 10 minutter mellem boldene på Store Skjold i stedet for 7/8 minutter som i dag – det er dog indtil videre kun en overvejelse, ikke en beslutning.

Jesper fortalte også, at bestyrelsen har evalueret på fordelingen af fortrinsretter og flytning af spil fra Store Skjold til Skjoldungen.

”Vi holder fast i, at dem, der spiller ni huller på fortrinsretter, de skal spille på Skjoldungen, så derfor kommer der ikke til at ske markante ændringer i forhold til sidste år. En ændring kommer der dog. Det handler om kaninmatcherne, som fortsat bliver afviklet på Skjoldungen om mandagen, men som en gang pr. måned bliver afviklet på Store Skjold – alle gange som gunstart over ni huller.”

”Udover de fokuspunkter, som formand Flemming Nielsen fortalte om, så har vi også fokus på integration i klubben – og derfor vil der i år komme en sammenlægning af udvalg for kaninmatcher, prøvemedlemmer og let øvede (løverne). Ved en sammenlægning håber vi at kunne skabe et bedre fællesskab primært mellem alle de medlemmer, der har et golfhandicap på mellem 36 og 54,” sagde Jesper Wedersøe.

Informationsmødet blev afsluttet ca. kl. 21 efter halvanden times information og spørgsmål og en halv times kaffe- og kagepause. Det er bestyrelsens plan at holde flere af den slags informationsmøder i løbet af sæsonen.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra infomødet – på det første og øverste er det formand Flemming B. Nielsen, Ditte Hansen fra proshoppen, protræner Martin Hansen og bagest daglig leder, Jesper Wedersøe og chefgreenkeeper Nick Bosholdt omgivet af alle deltagerne ved informationsmødet:

Nye tiltag i restauranten efter kritiske røster

Mere salat, håndmadder, hyppigere ændringer i menukortet og flere specialtilbud. Det er nogle af de forandringer, der kommer til at ske i Restaurant Birdie i sæson 2024.

Ændringerne kommer efter, at et nyudnævnt caféudvalg i samarbejde med restaurant og sekretariat undervejs i vinterens løb har kigget på nogle af de kritikpunkter, der er kommet i forbindelse med de sidste års medlemsundersøgelser.

Det var daglig leder, Jesper Wedersøe, der på informationsmødet 15. februar 2024 fortalte om cafeudvalgets arbejde og foreløbige konklusioner.

Jesper sagde, at han har været i kontakt med mange af dem, der via medlemsundersøgelsen var kommet med kritik, specielt dem hvor kritikken var generel og ukonkret.

”Fx var der nogen, der svarede, at maden er af ”svingende kvalitet” eller at ”åbningstiderne ikke er gode nok”. Det er meget svært at følge op på, så derfor har vi henvendt os og bedt om en mere konkret kritik og det initiativ er heldigvis blevet taget godt imod. Ved fremtidige undersøgelser – og henvendelser i øvrigt – vil jeg derfor bede om, at være så konkrete som muligt, for ellers er det svært at evaluere på.”

Jesper Wedersøe sagde, at han havde undersøgt priserne på fx drikkevarer i andre golfklubber, fordi en af kritikpunkterne i Roskilde er, at fx et glas øl koster for meget. Men det viser sig faktisk, at prisen er nogenlunde på niveau med andre klubber.

 

Hurtigere betjening

”Andre ting som bestemte retter er sværere at sammenligne priser på, fordi man kan jo servere en burger eller en pariserbøf på mange forskellige måder. Derfor har vi i cafeudvalget planlagt at tage på nogle klubbesøg for at se, hvad man får for pengene andre steder.”

Men forandringer i Roskilde kommer der altså til at ske. Udover de allerede nævnte kommer der igen en banesandwich, særtilbud på to håndmadder og en drik og lignende.

”Og så kommer der et nyt kassesystem, der indeholder to fordele. Den ene er, at der skal trykkes nogle færre gange og serveringen derfor kan gå hurtigere. Den anden er, at der kommer et brik-system, som man også kender fra andre restauranter, så man får besked om, når maden er klar til afhentning i stedet for at personalet skal rende terrassen rundt for at lede efter kunderne og servere maden.”

 

Pas på vores forpagter

Jesper Wedersøe gav også et hint til, at vi som klub skal passe på vores forpagter af restauranten.

”Vi har lavet en sammenligning med 46 andre klubber på Sjælland og her viser det sig, at 21 ud af disse klubber enten har fået en ny forpagter i 2023 eller får det her i 2024. Der er kun fem klubber, som har haft deres forpagter i mere end fem år og flere af disse forpagtere fortæller om rigtig mange arbejdstimer pr. uge i sæsonen.”

”Når det er sagt, så har vi selvfølgelig kigget grundigt på de kritikpunkter, medlemmerne har givet. Udover sortiment, kvalitet, service og priser bliver der også kigget på åbningstider, for her kan vi godt have en udfordring specielt for de spillere, der slår ud sent og derfor også kommer ind sent. Vi vil forbedre muligheden for at få noget varmt og koldt at drikke til dem, der kommer ind, efter restauranten er lukket, men vi vil også opfordre spillerne til at kontakte restauranten, inden de går ud, hvis de gerne vil have noget serveret, når de er færdige med spillet.”

Der var en enkelt kommentar til denne redegørelse fra Jesper Wedersøe.

Tutter Blume tog ordet og sagde: ”Jeg vil bare sige, at de initiativer bare er ”spot on”, så tak for det.” Og det fik de fleste i lokalet til at klappe.

PS: Lige en ekstra ting. Priserne fik et nøk opad i 2023 – til gengæld stiger de ikke i 2024.

På billedet øverst er det Peter Lassen fra Restaurant Birdie sammen med Hanne Tvede fra cafeudvalget.

Læs mere:

Udvikler banen og investerer i nye maskiner

Mange golfspillere bruger ofte undskyldningen, at de skal have nyt udstyr for at spille bedre. Det er sikkert også rigtigt i nogle tilfælde… Nu har den tendens bredt sig til klubbens greenkeeperstab – men med en lidt mere faglig baggrund (hvis man kan være bekendt at udtrykke det på den måde).

Kort fortalt: 2024 bliver året, hvor greenkeeperne fornyr mere af deres udstyr, end de har gjort i mange år.

Det kom frem på klubbens informationsmøde torsdag den 15. februar 2024. Her fortalte chefgreenkeeper Nick Bosholdt om planerne for udvikling af klubbens to baner og øvrige område i 2024 – og øverst på prioritetslisten står en række nye maskiner.

”I en årrække har vi haft den strategi at købe brugte maskiner og efterfølgende reparere dem, når de gik i stykker. Det kan gå i et stykke tid, men nu er vi i den situation, at mange af vores maskiner er nedslidte. Fx var vores nyeste greenklipper 23 år gammel. Derfor er jeg glad for at kunne fortælle, at bestyrelsen har givet grønt lys for, at vi i år bruger nogle ekstra penge på fornyelse af vores maskinpark,” lød det fra Nick Bosholdt, der gennemgik de kommende nyanskaffelser.

 

Ikke støjende maskiner

”Udover en ny greenklipper har vi planlagt indkøb af en ny roughklipper, en ny bunkerrivemaskine, en ny boldsamlerbil og en blæsermaskine til greens. Flere af dem bliver på el, der ikke støjer så meget. Det er en fordel for både greenkeepere, spillere og ikke mindst naboer, som slipper for støjen. Det kommer også til at give os noget mere fleksibilitet i forhold til, hvor vi arbejder, da vi i dag har nogle restriktioner på, hvor vi tidligt vi må starte med at køre for ikke at genere de nærmeste naboer. Desuden er der specielt ved blæsemaskinen også noget tidsbesparelse i det, da vi i efterårssæsonen bruger mange timer på at blæse blade – noget maskinen klarer meget hurtigere. Og så kan vi bruge tiden på noget andet.”

Nick fortalte om planerne for 2024, som har to hovedfokusområder, opretning af bunkers og udvidelse af de mindste teesteder.

”Vi har som mål at sikre, at vi kan forlænge sæsonen både forår og efterår med spil fra rigtige teesteder, hvis nogle af vores mindste teesteder bliver gjort større og dermed giver os bedre mulighed for at sprede udslagsstedet hen over sæsonen. Derfor er det planen at udvide teestederne på hul 4, 5, 7 og 8. Det er et arbejde, der først går i gang til efteråret. Det skyldes, at teestederne helt skal jævnes og efterfølgende bygges op igen fra bunden,” sagde Nick og tilføjede:

”Bunkerkanter og sandet i bunker er også nogle af de områder, flest spillere har kommentarer til i vores medlemsundersøgelse, Golfspilleren i centrum, så det er naturligvis et fokusområde for os. Tidligere har vi ordnet bunkerne i rækkefølge, men med de mange, vi har, går der flere år, inden vi kommer hele raden rundt. Derfor har vi skiftet strategi, så vi hele tiden ordner dem, der er værst, det vil sige har de største kanter eller dårligste sand.”

Flere af medlemmerne på infomødet nævnte bunkers, der efter deres mening trænger til en kærlig hånd, fx bunkeren ved drivingrange og højre greenbunker på hul 3 på Store Skjold banen.

 

Fantastiske boldsamlere

Nick nævnte også, at der vil blive drænet ved greenen på hul 2 på Skjoldungen, da især højre side af forgreen er meget våd.

Der blev spurgt ind til robotter – både som fairwayklippere og som boldopsamlere på drivingrange.

Nick Bosholdt svarede:

”Vi er klar over, at robotklippere også kunne være en god løsning for os, men i første omgang har vi valgt at lurepasse lidt og se på de erfaringer, som andre klubber høster. Vi har fx en udfordring med en masse åer, der går på tværs og vil gerne se, hvordan det bliver løst andre steder, inden vi selv kaster os ud i et forsøg.”

”Omkring boldopsamling med robotter på drivingrange, så kan jeg lige så godt være ærlig og sige, at det er en svær beslutning at skulle bruge en masse penge på noget, der er gratis for os i dag. Vi har en løsning med en flok fantastiske boldsamlere, som jeg er rigtig glade for – og en robotløsning koster altså en masse penge, som vi hellere vil bruge andre steder, nu hvor vores nuværende ordning fungerer så godt, som den gør.”

 

Væn jer til mindre sprøjtning

Solveig Kaas spurgte til, om der også i år har været fugleskader på fairways, som det var tilfældet sidste vinter og Thomas Korsgaard spurgte lidt selvironisk om prognosen for at udrydde kløver og andet ukrudt på fairways, som herreklubbens ”eksperter” snakkede om på terrassen om onsdagen i sæsonen efter spillet.

”I år har der ikke været de samme fugle-hakke-skader på fairways, primært fordi det har været så vådt. Og med hensyn til ukrudt så går udviklingen kun en vej og det er færre tilladelser til sprøjtning og det er den virkelighed, vi skal indrette os under. Og det er nok også meget fornuftigt at efterlade vores jord i en god stand til de generationer, der kommer efter os. Når det er sagt, så har Dansk Golf Union brugt mange penge og timer på forskning i behandling af fx græssygdomme. I år har vi fået lov til to gange på en sæson at behandle for ”dollarspots” på greens og forgreens. Det dækker ikke hele sæsonen, men er absolut bedre end ingenting. Sådan bliver det langt fra med bellis, som når den blomstrer ligner en golfbold på afstand og derfor er til irritation. Her har vi kun tilladelse til at sprøjte med en dosis, der dækker én enkelt fairway.”

Nick fortalte til sidst, hvor stor en succes dræningen af drivingrange har været.

”Med de store mængder nedbør, der er kommet i vinteren, så ville vi uden dræning have været nødt til at lukke drivingrange i tre måneder. I stedet kan vi holde åbent, fordi vandet bliver ledt væk, så det har været et rigtig godt projekt. I vores nye vandudvalg kigger vi på, om vi på nogen måde kan opbevare og genbruge alt det vand, vi får ledt væk, for vi har jo et stort problem med, at vi i perioder har alt for lidt vand og i andre perioder har alt for meget.”.

Også denne del af mødet blev afsluttet med en bemærkning til greenkeeperne fra Tutter Blume, der sagde: ”Der kommer ofte kritik og spørgsmål om det alt muligt – også fra mig, men jeg vil bare sige, at vores nye 9-huls bane er superfed. Den er sjov og spændende at spille. Det er virkelig flot arbejde – tak.”

På billedet øverst er det klubbens nye el-greenklipper.

Læs mere:

Se de bedste golffotos i 2023 fra medlemmerne

Der er fundet tre vindere og to med ”hædrende” omtale i konkurrencen om medlemmernes fotos i 2023.

I alt var der indkommet ca. 25 fotos – og det blev medlemmerne af informationsudvalget, der fik til opgave at udvælge dem, som de synes, var de bedste. Det er Hans Kristian Olesen, Jan Hoffmeyer, Bente Buhl Rasmussen og Henrik Overgaard Pedersen. På billedet er det de tre første, der kigger billederne igennem.

Her på siden kan du se de fotos, der vandt + nogle af de øvrige fotos.

På forhånd var konkurrencebetingelserne fastsat:

”Billederne må meget gerne være med sjove situationer – det kan både være spontant opståede, men det kan også være, at der er nogen, der arrangerer specielle opstillinger alene til brug for gode fotos. Der må også meget gerne være fotos med vores børn og unge, men gode fotos af medlemmer og gæster i godt humør er altid i høj kurs.

Billeder af mennesker i glade og sjove situationer vil blive vægtet højere i konkurrencen, men naturfotos er også velkomne.”

De seks bedste fotos blev udvalgt af infoudvalget i enighed – og så blev der stemt om de tre bedste. Hver af de fire infomedlemmer afgav tre stemmer til 1. pladsen, to til 2. pladsen og en stemme til 3. pladsen.

Resultatet blev:

Nummer 1 – Early Bird(ie): Foto af spiller (Svend Erik Skarsholm), der slår ud fra teestedet på hul 2 en tidlig morgen, hvor solen lige har fået fat – taget af Henrik Haahr Larsen.

 

Nummer 2 – Udvidelse af parkeringspladserne for buggies): Foto af en buggy, ført af tidligere formand, Verner Pedersen, der er kørt i vandet – taget af Ebbe Henriksen.

 

Nummer 3 – Flyt dig, så jeg kan blive lukket igennem: Foto af en spiller (Erik Grünfeld), der bliver skræmt af en svane, der passer på sine unger ved teestedet på hul 11 på Store Skjold – taget af Laila Svendsen.

 

Disse vindere modtager hver to greenfeebilletter til andre baner.

 

Derudover var der to fotos, der fik hædrende omtale:

  • Foto af juniorspilleren Martin Hovmand Skov og vicevært Ulriks kat ved logo-stenen ved indgangen til klubhuset – taget af far Jan Skov
  • Foto af en spiller (Jens Eskil Trudsø), der ser ud som om, han vælter et træ, da han skal tisse – taget af Henning Staffeldt. Fotoet blev ledsaget af følgende tekst: ” Min golfmakker lader vandet, og træet lader livet! Imponerende kraftig stråle i så høj en alder!”

 

De to sidste vindere modtager et gavekort på 2xdrikkevarer til Restaurant Birdie.

”Vi er meget glade for hele året rundt at modtage fotos fra medlemmerne til brug på hjemmesiden. Det er medlemmerne imellem, at der opstår fotoegnede situationer. Det er også medlemmer, der på alle tidspunkter af døgnet kan opleve helt specielle ting på banen, om det så er i forhold til golfspillet eller naturmæssige oplevelser. Fortsæt meget gerne med at sende fotos til hjemmesiden, som andre også kan få glæde af at se,” siger webmaster og formand for informationsudvalget, Henrik Overgaard Pedersen.

Vinderne kan hente deres præmier i sekretariatet fra 1. marts. De skal være hentet senest 1. april 2024.

Læs mere:

  • Tag gode fotos i golfklubben – og vind flotte præmier
  • Tips til gode golffotos – vær med i konkurrencen

 

Til sidst gentager vi nogle tips til gode fotos:

  • Tag gerne fotos andre steder end på teesteder og greens
  • Kom tæt på motivet
  • Få deltagernes ansigter med
  • Tag fotos i al slags vejr
  • Fang situationerne i nu’et – vær ikke bange for at tage mobilkameraet frem, mens situationen er i gang
  • Hvis du ikke nåede det i tide, så bed deltagerne om at rekonstruere – det vil de som regel gerne
  • Tag fortrinsvis fotos på bredden

Herunder kan du se andre af de fotos, der blev indsendt til konkurrencen:

Lukket for tilmelding til medlemsmøde torsdag aften

Med 120 tilmeldte er der nu udsolgt til medlemsmødet torsdag aften den 15. februar kl. 19. Over 40 har også taget imod tilbuddet om at komme til spisning (mørbradgryde) for 99 kr. fra kl. 17.30 – og de resterende pladser op til 120 er altså også nu booket.

Vi plejer at være mange til informationsmøderne, men det er sjældent, at der må meldes udsolgt i forvejen. Denne gang kommer mødet til at handle om træning og proshoppen efter at Martin Hansen har overtaget begge dele og er i gang med at planlægge sæsonen. Desuden fortæller bestyrelsen og sekretariatet om sæsonplanlægningen og chefgreenkeeper Nick Bosholdt kommer og fortæller om banen.

På hjemmesiden vil der fredag blive lagt et referat af mødet, så jer, der ikke kan være med, kan se, hvad der blev informeret om på mødet.

Billedet er fra sidste medlemsmøde i november 2023.

Vær med i den løbende hulspilsturnering på Store Skjold

Den blev startet som en særlig jubilæumsaktivitet, men nu er det besluttet, at den løbende hulspilsturnering fra 2023 også fortsætter i 2024.

Dermed får alle fuldtidsmedlemmer uanset handicap og køn mulighed for at melde sig til en turnering, hvor man spiller hulspil mod hinanden.

Som i 2023 er turneringen lavet sådan, at man er inddelt i tre forskellige handicapgrupper og at der efter tilmelding bliver lavet en lodtrækning om hvem der skal møde hvem i 1. runde.

Vinderne går videre til 2. runde og sådan fortsætter det frem til finalerne, der bliver afviklet søndag den 8. september.

Ugen efter – fredag den 13. september fra kl. 13 – bliver der afviklet en social turnering med gunstart over 18 huller og med middag om aften. Denne begivenhed er for alle, der har været tilmeldt hulspilsturneringen.

”Som noget nyt i år vælger vi først at lave puljeinddelingen, når tilmeldingerne er kommet i hus. Vi deler deltagerne op i tre rækker tilpasset handicapniveau. På den måde håber vi at få plads til alle, der ønsker at være med. Sidste år var der for lidt i A-rækken samtidig med, at flere gerne ville have været med i B-rækken. Derfor denne ændring,” fortæller Lene Rasmussen, der står for turneringen sammen med daglig leder, Jesper Wedersøe.

Ellers fortsætter turneringen med samme opsætning som sidste år. Man spiller hulspil over 18 huller, inden en spiller er så meget foran, at han/hun ikke kan indhentes på de sidste huller. To med forskelligt handicap kan sagtens spille mod hinanden. Man spiller nemlig med 7/8 handicap – på siden med hulspilsturneringen er det forklaret, hvordan det fungerer.

”Jeg håber, at mange har lyst til at være med. Der er plads til i alt 96 fordelt på tre rækker og det er sjovt at spille noget andet end om stablefordpoint, som langt de fleste gør. Man skal tænke sig om på en helt andet måde, når man spiller hulspil. Prøv det,” lyder anbefalingen fra Lene.

Både kvinder og mænd kan melde sig – de spiller i samme række.

Det koster 100 kr. at være med og tilmelding starter via GolfBox 15. marts med sidste frist for tilmelding 10. april 2024.

Læs mere:

På billedet er det Anne Planch og Henrik Haahr Larsen, der spillede mod hinanden i 2023-hulspilsturneringen.

Nedbør lukker vinterbanerne til og med man 12/2 2024

Vejrudsigten med meget nedbør gør desværre, at Roskilde Golf Klubs to vinterbaner må holde lukkede lidt endnu.

Banerne er lukkede til og med mandag 12.  februar 2024 – i løbet af mandagen bliver der så taget stilling til, om banerne kan åbne igen til weekenden eller skal være lukkede i længere tid endnu.