Category Archives: Nyheder

Åbningsdag i proshoppen man 25/3 kl. 12-18 – åbent for træning

Så er tiden kommet til at Roskilde Golf Klubs nye proshop åbner. Protrænerparret Martin og Ditte Hansen indbyder alle medlemmer til at komme og hilse på mandag den 25. marts 2024 kl. 12-20. I det tidsrum byder proshoppen på en øl eller vand, en snak og en fremvisning af alle de nye varer.

Der vil også være særlige åbningstilbud på dagen.

Bemærk, at tidspunktet er blevet ændret fra 12-18 i stedet for 12-20. Det skyldes, at bridgeafdelingen mandag aften har deres sæsonafslutningsaften.

Alle er velkomne fra middagstid og frem. I den nye proshop er der som noget nyt indrettet et lille prøverum og der er også kommet en ny skranke. Alle varer er også nye og i skrivende stund er Martin og Ditte ved at drukne i papkasser, som de er ved at tømme. Lige nu er det altså mere en rodebutik, men vent bare og se på mandag.

Der er flere nyheder fra proshoppen.

Først og fremmest er der nu åbnet for bestilling af tider til træning. Det kommer til at foregår via systemet ”ProPlanner”, som er en del af GolfBox. Det betyder, at du skal logge ind i GolfBox og bruge en af disse to menupunkter:

  1. Lektioner: Bestilling af individuelle 20, 40 eller 60 minutters lektioner
  2. Kurser: Tilmelding til holdtræning med bestemte temaer og/eller til bestemte målgrupper

Når du har klikket på et af de to menupunkter, skal du derefter vælge ”Køb værdikort”. Her indsætter du penge på din træningskonto i systemet, så du bagefter kan booke tider.

”Det er muligt at bestille tider fra onsdag den 27. marts 2024. Det fremgår hele tiden i systemet, hvornår der er ledige tider,” fortæller protræner Martin Hansen.

Der er oprettet mulighed for tilmelding til individuel træning på forskellige tidspunkter ugen igennem og der er også oprettet holdkurser over 8-10 gange for bestemte grupperinger.

I første omgang starter proshoppen fire holdkurser:

  • 100 km eftersyn – otte tirsdage kl. 10-11
  • Kun for damer – otte tirsdage kl. 11-12
  • Fyraftensgolf – 10 tirsdage kl. 17-18 eller 18-19
  • Golf for alle – otte torsdage kl. 10-11

Alle kurser handler generelt om at få banket rusten af efter en lang vinterpause. På kurserne vil der bl.a. blive trænet svingteknik/grip, driver, bunker, chipping, putting, pitch, flopslag og specialslag.

”Nu er vi helt nye og er startet helt forfra med alt lige fra bestilling af varer, indretning af shoppen og hele sæsonplanlægningen. Næste år vil vi være tidligere klar med sæsonens planer, men vi skal nok komme godt op at køre her i 2024. Jeg glæder mig meget til at møde alle dem, der gerne vil have træning eller som vil benytte shoppen til køb af udstyr, sko, bolde, tøj og diverse andre golfting.”

Lige lidt ekstra info om udeblivelse/afbud fra træning:

Du betaler for træningen på forhånd via tidsbestillingssystemet og hvis du udebliver, får du ikke pengene tilbage. Du kan dog melde afbud via ”ProPlanner”-systemet senest 24 timer før og gør du det, blive pengene overført til din træningskonto og kan bruges næste gang.

”Bliver du syg på dagen, så skynd dig at kontakte os, men udebliver du uden afbud, så er pengene altså spildt,” siger Martin, der på den måde håber på, at medlemmerne vil blive gode til at melde afbud, hvis de alligevel ikke får brug for en træningslektion.

”Jeg kan se, at der bliver rift om træningstimerne, så det er vigtigt, at jeg ikke står og venter på nogen, der ikke dukker op. Det ser faktisk ud til, at vi får så meget at lave, at jeg nu har lavet en aftale med en, der gerne vil være elev hos os,” fortæller Martin.

 

Ny elev starter 1. april 2024

Eleven er 19-årige Victor Molte Jensen, der starter i proshoppen 1. april, men som også dukker op på åbningsdagen i shoppen for at hilse på. Victor kommer fra Hjortespring, har et golfhandicap på 2,6 og vil altså gerne være uddannet golftræner. Han vil de fleste dage være i Roskilde, men bliver også tilknyttet proshoppen i Værebro Golfklub.

”Det bliver primært Victor og jeg, som kommer til at stå for al træning, mens Ditte primært er i shoppen. Det bliver også muligt at booke Victor til individuel træning og vi vil i starten lave et særligt tilbud, så man kan få en træningslektion med Victor til en favorabel pris for at lære ham godt at kende,” fortæller Martin.

Proshoppen forhandler tøj, sko, udstyr, bolde og lignende. Og de har fået mange varer hjem med Roskilde Golf Klubs nye logo.

Herunder kan du se skærmdumps fra tidsbestillingssystemet ProPlanner, som du finder i menuen, når du logger ind på GolfBox. Klik på “Lektioner” eller “Kurser”.

Nyt udvalg skal tage sig af klubbens begyndervoksne

Tre udvalg er blevet til ét – og formålet er at samle og koordinere alle aktiviteter for de medlemmer, hvis golfspil primært sker på Skjoldungen.

Begynderudvalget hedder det nyeste udvalg i Roskilde Golf Klub – og udvalget skal samle aktiviteter fra udvalg for prøvemedlemmer, løveudvalget (udvalg for letøvede) og kaninmatchudvalget.

”Det har vist sig, at integrationen ind i klubben har haft sine mangler, så ved at samle de tre udvalgs aktiviteter i ét og samme udvalg, vil det blive nemmere for især nye medlemmer at se ind i de muligheder klubben tilbyder sportsligt og socialt,” siger daglig leder, Jesper Wedersøe, efter at den nye organisering er blevet godkendt i bestyrelsen.

”For eksempel vil man som prøvemedlem allerede fra starten vide, at man er en del af en gruppe på ca. 500 medlemmer, hvor alle er potentielle brobyggere videre ind i Roskilde Golf Klub. Der vil fra sæsonstart være planlagt introaftener fra andre relevante Klub-i-Klubber/grupperinger i klubben, og en anderledes tilrettelægning af mentorforløbet samt øget mulighed for at deltage i prøvemedlems- og kaninmatcher, vil automatisk give en bedre social integration med de øvrige klubmedlemmer.”

På kort sigt bliver der udadtil ikke nogen forandringer at se.

”Min lille flok udvalgsmedlemmer, der tilrettelægger forårets prøvemedlemsforløb fortsætter stadig med vores opgaver, ligesom kaninmatchudvalget også kører på med at arrangere årets kaninmatcher. Det særlige tilbud om ekstra træning for dem, der var prøvemedlemmer sidste år (”løverne”), kommer også til at køre i år. Så aktiviteterne er lige nu uforandrede bare forankret i et nyt samlet udvalg. Men på sigt kan det jo godt være, vi finder på nye ting, der gavner vores nye voksne medlemmer. Det kunne fx være initiativer, der gør det endnu nemmere for de nye at blive integreret i resten af klubben,” fortæller Merete Koefod fra det ”gamle” udvalg for prøvemedlemmer.

Styringen af kaninmatcher kører også ufortrødent videre – i år med nogle nye tiltag. Fx vil kaninmatcherne én gang om måneden blive gennemført på Store Skjold, mens matcherne på Skjoldungen de øvrige mandage alene bliver med én spillerunde kl. 17.30. Der bliver samtidig lavet en handicapgrænse, så kaninmatcherne på Skjoldungen bliver for spillere med handicap 36-54.

Første kaninmatch mandag den 15. april – på Store Skjold.

Læs mere:

Drivingrange: Læs om nye tiltag inden 2024-sæsonen

Der kommer nye måtter både i udslagshusene og udenfor. De nye måtter bliver noget tykkere og dermed nemmere at sætte tee’s ned i. Der er også ved at blive etableret et område bag det fjerneste udslagshus, hvor der er lagt et slags trådnet ned, som græsset kan vokse op igennem. På den måde bliver der et udslagssteder til drivere og køller fra græs, men uden at græsset bliver slået op med store huller.

”Vi havde håbet, at udslagsmåtterne havde en længere levetid, men nu hvor vi har drænet drivingrange, har der været en kraftig stigning i antallet af spillere, der bruger rangen, så derfor er måtterne blevet slidte. Nu håber vi at have fundet et bedre produkt,” siger chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der på billedet står med en vareprøve af de nye drivingrangemåtter.

Der bliver stadig to måtter, hvor det er muligt at sætte gummitees i – også disse to måtter bliver udskiftet i løbet af de næste måneder.

I det første udslagshus har der været et forsøg med spejle til de spillere, der vil bruge sådan et hjælpemiddel til at træne deres sving. Det ene af disse spejle bliver siddende – det andet er gået i stykker og bliver fjernet. I det andet udslagshus – der hvor protræneren hører til, bliver der sat to nye spejle op til brug for undervisning.

Der kommer også nye net i chipnettet, ligesom afstandsskiltene bliver udskiftet. Til næste år er det planen, at der kommer flere ”mål” på drivingrange, man kan sigte efter.

Der kommer en stor forandring for boldopsamlerne, idet klubben har indkøbt en ny elbil, der skal erstatte den gamle og ustabile traktor. Også til glæde for boldopsamlerne bliver der på drivingrange fyldt op med jord i de fordybninger, der er kommet efter dræningen i efteråret 2022. Dermed slipper boldopsamlerne for mange generende hop med boldopsamlervognen. I slutningen af marts har boldopsamlerne arrangeret en dag, hvor de kommer og prikler bolde op af jorden.

Indspilsområde

Her har klubben et større projekt med et helt nyindrettet område, som der bliver arbejdet på at skaffe penge til. I 2024 bliver det dog ikke. Greenkeeperne har i stedet renoveret de to greenbunkere, så der også her er kommet væsentligt fladere kanter.

Læs mere:

Store Skjold: Læs om banestatus inden 2024-sæsonen

Her kommer lidt specifik information om Store Skjold banen i Roskilde Golf Klub op til 2024-sæsonen.

De største reparationer/ændringer/forbedringer sker på for-ni – det handler mest om reparation af bunkerkanter og etablering af større teesteder, men der er også lagt grus på flere stier, så de er blevet bedre at gå på.

”Rundt om på banen har vi en del bunkers, hvor kanterne er blevet meget højere, end da de blev anlagt eller renoveret sidste gang. Og jo højere en bunkerkant er, jo mere sand slår spillerne op, så det er en kedelig spiral at komme ind i. Det er imidlertid også en tidskrævende proces, så vi er nødt til hele tiden at prioritere. Nogle af de bunkers, vi nu går i gang med at renovere, har været igennem samme tur for mindre end fem år siden, så det er meget sand, der bliver slået op,” siger chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Bunkerkanterne får en tur her i foråret, mens de nye teesteder først kommer til efteråret.

Her kan du se en film, der viser, hvordan greenkeeperne retter bunkerkanter på de i alt 74 bunkers:

 

”Vi har flere teesteder, som vi gerne vil kunne åbne før om foråret og holde i spil længere om efteråret, men da de er forholdsvis små, så har vi haft svært ved at give græsset fred til at vokse, mens vi flyttede udslagsstederne. Derfor har vi nu et projekt, der går ud på at forstørre 3-4 teesteder til efteråret. Vi får hjælp af en ekstern entreprenør, da der skal flyttes ret meget jord.”

Herunder kan du se planerne for Store Skjolds huller:

Hul 1: Her er kanterne på de to greenbunkers allerede blevet lavet, så højdeforskellen er blevet markant mindre. I bunden af fairway, hvor der er å-løb på begge sider, er vandet på højre side løbet ud af åen og derfor gennemvædet græsset. Derfor har greenkeeperne gravet åen dybere og fjernet en masse rødder og skåret en kraftig pilebusk markant ned. Lander du i højre side får du derfor et nemmere slag mod green, men det er sikkert en stakket frist, da pil er hurtigvoksende og derfor snart skyder op igen.

Se fotos og videoer fra hul 1:

 

 

Hul 2: Her bliver tre af de fire greenbunkers renoveret. Disse bunkers er nogle af dem på banen, flest spillere lander i og derfor bliver de hurtigt højere og højere

 

Hul 3: Det er et hul, der har krævet ret meget reparation, da de to bunkers og området omkring dem har ligget helt under vand. Også stien bag greenen, der fører ud til Svogerslev, har været oversvømmet, så det i nogle uger var et pløreområde. Det viste sig, at et af drænrørene var beskadiget og ved et rent tilfælde fik Nick gravet ned til et andet drænrør, så det ikke blev nødvendigt at lægge et helt nyt. Vandet er derfor ved at trække væk igen, men der har været store skader på stien og på de to greenbunkers, der blev fyldt med jord. Her har der altså ligget nogle dages arbejde for at få området godt reetableret. Se fotos herunder.

 

Hul 4: Her skal 58-teestedet udvides kraftigt i bredden. Teestedet ligger lidt i skygge af træerne bag ved green 6 og her er der derfor brug for et markant større teested for at sprede sliddet, da græsset ikke bliver genetableret lige så hurtigt i skyggeområder. Nede ved greenen er søen lige nu fyldt med vand, men i store dele af sæsonen er der kun lidt pløre i bunden, så via kommunen vil greenkeeperne meget gerne have tilladelse til at nedlægge søen og erstatte den med et semirough græsområde. Tilladelsen er dog ikke helt i hus endnu.

 

Hul 5: Her kommer der også udvidelse af teestedet i bredden, da dette teested ofte bliver slået meget op. Da teestedet ligger noget højere end stien, skal der findes en løsning med afstivning, fx ved hjælp af store sten. Greenen på hul 5 er ofte våd, så på et tidspunkt i løbet af de kommende år skal der også lægges dræn ned omkring greenen. Det bliver dog ikke i år.

 

Hul 6: Højre greenbunker bliver renoveret.

Hul 7: Det er også et hul, hvor 58-teestedet skal gøres større. Om nogle år skal bunkeren flyttes mod højre, da rødder i venstre side af bunkeren volder problemer. Billedet viser, hvor meget vand der har været i bunkeren i vinter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hul 8: Igen et hul, hvor 58-teestedet skal gøres større. På dette hul er kanterne på fairwaybunkeren allerede blevet renoveret. Her var kanten alt for høj.

Her kan du se en video over, hvor meget åen på hul 8 har været fyldt med vand.

 

Hul 9: Ingen forandringer

Hul 10 og 11: Ingen forandringer på disse to huller – det er svært at gøre noget ved, at fairway specielt på hul 11 er meget våd. Der er lagt dræn, men vandet kan på grund af de våde omgivelser ikke rigtig trække væk. Det vil derfor med stor sandsynlighed være sådan, at hul 10 og 11 som normalt ikke åbner sammen med resten af banen, når vi skifter til sommergreens. I løbet af året vil greenkeeperne lave en forbedring af stien mellem søerne, da den ofte er meget smattet. På fairway mellem hul 10 og 11 er der fældet et par træer, der var blevet ramt af sygdom.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hul 12-13: Ingen forandringer.

Hul 14: Den store bunker til højre for green blev gjort mindre sidste år, så der nu er et område på ca. en meter mellem green og bunker, hvor der er en chance for, at din bold kan blive liggende. Der er efterhånden kommet græs på hele det reetablerede område, men der har været mange dyr på besøg, så der er kommet en del huller, der nu skal vokse til. Også på green har der været dyr, formentlig rå- og dådyr, der med deres hove har lavet skrabemærker overalt på greenen. Nick Bosholdt regner dog med, at skaderne forholdsvis hurtigt lukker til igen, når greenkeeperne kontinuerligt begynder at rulle og klippe greens.

 

Hul 15: Der er lige nu meget vådt i venstre side af fairway ind mod skoven tæt på ”knækket”, men vandstanden er faldet meget de sidste uger. (se fotos fra i vinters). Bag greenen har der sidste år været et område, der er blevet fyldt op med slam fra søen på hul 14 og som derfor ikke har været spilbart. Nu er der imidlertid ved at komme græs igen og den dropzone, der har været til højre for green, bliver derfor sløjfet igen i år.

 

Hul 16-17: Ingen forandringer

Hul 18: Her er området under træerne til venstre efter teestederne helt fyldt op med vand – et godt stykke ind på græsset. Greenkeeperne regner dog med, at det meste af vandet er væk igen inden sæsonstart

Læs mere:

Skjoldungen: Læs om banestatus inden 2024-sæsonen

Her kommer lidt specifik information om Skjoldungebanen i Roskilde Golf Klub op til 2024-sæsonen.

Generelt er banen blevet rigtig god og har klaret sig godt igennem vinteren, også selv om specielt hul 2 har været meget oversvømmet (se fotos). Der er enkelte steder på greens lidt svampesyge, men ikke værre, end at det sandsynligvis ikke får indflydelse på spillet. Greens har det godt, det samme er tilfældet for alle teesteder. Greenkeeperne har priklet alle greens og det er faktisk også sket på fairways.

”Det har vi gjort for at få jordbunden så sund som muligt. Lige nu er der derfor huller overalt, men forsvinder hurtigt, når varmen kommer og vi begynder at klippe græsset. I det hele taget er vi helt væk fra de ujævne fairways, som vi på grund af dyrespor og tørke havde det første år,” siger chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der også glæder sig over, at alle de nyplantede træer har overlevet og klarer sig godt.

Hul 1: Bunkerkanten på venstre greenbunker bliver skåret ned, så højdeforskellen mellem bunker og green bliver mindre.

 

Hul 2: I løbet af året er det planen at udvide søen til højre for fairway, så den kan optage mere af det vand, der normalt gør den laveste del af fairwayen våd. Allerede inden sæsonstart lægger greenkeeperne et dræn ned i jorden til højre for greenen, da højre side ofte er meget våd. Det samme gælder området hen mod stien til næste hul, så også her bliver der drænet. Der er desuden kommet en ny bro over åen, da den gamle braste sammen, da en gravemaskine kørte over den.

 

Hul 9: Greenbunker i højre side er blevet gjort større

Øvrige huller på Skjoldungen: Ingen ændringer i forhold til 2023

Læs mere:

Herunder – se fotos og videoer fra vinterens løb og det tidlige forår på Skjoldungebanen:

 

Sådan har banerne klaret sig gennem vinteren 2023/24

Det er tid til den årlige gennemgang af, hvordan sommerbanerne ser ud, hvad greenkeeperne arbejder med lige nu og en gennemgang af planerne for større baneopgaver i årets løb.

Først starter vi med en god nyhed om det emne, flest nok vil spørge til på dette tidspunkt af året: ”Hvordan har banerne det efter en ekstrem våd vinter” og ”hvornår åbner vi til sommergreens?”

Det positive svar på spørgsmål 1 er, at banerne generelt set har det rigtig godt. Og det sædvanlige svar på spørgsmål 2 er: ”Det ved vi ikke endnu” – men se det uddybende svar på spørgsmål 1 herunder.

Det er chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der har taget hjemmesidens webmaster til en tur rundt på hele Roskilde Golf Klubs område for at give en status til alle klubbens medlemmer. Med mange års erfaring har Nick en naturlig tilbageholdenhed med at komme med for fastlåste tids- og projektplaner, for han ved, at akut opståede situationer ofte vender op og ned på alting, ikke mindst på grund af vejret.

Alligevel tøver han i år ikke med at sige, at både Store Skjold og Skjoldungen ser meget bedre ud end frygtet, når man tænker på, hvor våd vinteren har været.

”Vi har selvfølgelig områder, der er våde, også mere end normalt, men generelt er jeg meget tilfreds med standen på begge baner, både teesteder, fairway og greens. Det lover godt for sommersæsonen.”

”Det er umuligt at skifte til sommergreens nu, for der er stadig mange steder, hvor man sopper rundt. Men når det er sagt, så er vandstanden faldet markant i forhold til for 14 dage siden og da vejrudsigten ser lovende ud for den kommende uges tid, så er jeg sikker på, at det nok skal tørre mere og mere – også de fleste kritiske steder. Hvis vejret er med os i marts, så bør vi kunne åbne senest omkring 1. april, måske til påske, men det er så ikke et løfte, men mere et håb, som jeg desværre ikke er sikker på,” lyder det fra Nick Bosholdt.

I foråret 2023 var der mange steder store skader på fairways efter store mængder af fugle havde hakket store huller specielt på fairways. Den slags skader er der næsten ingen af i år. Samtidig har de fleste greens klaret sig rigtig godt igennem vinteren – og også teestederne ser fine ud. De enkelte dage, hvor temperaturen har været tæt på 10 grader, har gavnet væksten og det kan Nick tydeligt se.

”Vi har allerede givet årets første gødning både på greens og teesteder, så de er klar til varmen – og vi har også renset og klippet greens første gang. Overalt har vi også skåret bunkerkanter og er i gang med at fylde sand i de bunkers, der trænger.”

Her kan du se en film om, hvordan greenkeeperne skærer bunkerkanter – filmen er produceret af greenkeeper Josefine Andersen Kold:

 

Nogle bunkers trænger til mere kærlig pleje end bunkerkanter og sand – læs mere herunder, hvor du kan se en gennemgang de to baner, træningsområdet og drivingrange – og på den måde få en fornemmelse af, hvad der allerede er sket og hvad der vil blive arbejdet med i år.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos og videoer fra banen taget i løbet af vinteren i forbindelse med store regnmængder:

 

 

 

Ons 20. marts kl. 18 i klubhuset: Ungdommens forældremøde

Alle interesserede forældre/bedsteforældre til nuværende og potentielle golfspillere mellem 4 og 18 år inviteres til forældremøde om sæsonen 2024. Ungdomsudvalget vil på mødet fortælle om alt det, der vil ske i løbet af året i klubben og i distriktet.

Forældremødet i ungdomsafdelingen finder sted onsdag den 20. marts 2024 kl. 18 i klubhuset.

Vi vil blandt andet komme ind på

  • Hvem er ungdomsudvalget?
  • Nyt fra DGU
  • Træningstilbud 2024
  • Banetræning
  • Camps
  • Turneringer i Distrikt 5, blandet andet D-tour og D-tour mini
  • Relevante datoer

Vi glæder os til at se mange forældre/bedsteforældre til et hyggeligt møde. Tilmelding er ikke nødvendig.

På vegne af ungdomsudvalget

Anne Sofie Siebuhr (forkvinde)

Indkaldelse til generalforsamling 2024 – tors 21/3 kl. 19 i klubhuset

Så er det tid til årets generalforsamling 2024. Det er her, du kan høre bestyrelsens beretning for året, der er gået, være med til at beslutte kontingenterne for 2025, høre om regnskab og budget for det kommende år og komme med kommentarer, hvis der er noget, du synes, der skal roses eller gøres bedre i 2024.

Generalforsamlingen finder sted torsdag den 21. marts 2024 kl. 19 i klubhuset – og der er tilmelding på forhånd via GolfBox. Log på – og find så generalforsamlingen under ”Klubturneringer”.

I forbindelse med tilmelding er der mulighed for at tilmelde sig fællesspisning i Restaurant Birdie inden generalforsamlingen. Spisningen starter kl. 17.45 – og ved tilmelding er der muligt at vælge mellem stegt flæsk med persillesovs eller stegt kyllingebryst med salat til 99. kr. Du vælger først, om du vil spise med eller ej – og når du har valgt spisning, skriver du i kommentarfeltet, om det er flæsk eller kylling, du vil have.

Bestyrelsen har et forslag med om ændring af vedtægterne, så de passer med de nuværende medlemskategorier samt et forslag om at ændre aldersinddelingen for ungseniorer. Medlem Henrik Viemose Larsen er desuden kommet med forslag om flytning af teested 58 på hul 11 på Store Skjold banen.

Disse konkrete forslag kan du se på siden med ”Generalforsamling 2024”, hvor der også ligger beretninger fra bestyrelse og udvalg, årsregnskabet og selve indkaldelsen med dagsorden.

Et enkelt medlem af bestyrelsen, Kim Møller Behrend, ønsker ikke genvalg. I stedet stiller Kenneth Daugaard op. Se en præsentation af ham på generalforsamlingssiden.

Alle er velkomne til generalforsamlingen – skal der stemmes, er det ifølge vedtægterne senior-, senior flex- og ungsenior-medlemmer, der har stemmeret.

Læs mere:

Vil du hjælpe nye i gang – ny mentorordning i 2024

I mange år har mentorordningen været en stor succes i Roskilde Golf Klub – og det bliver den forhåbentlig ved med at være. Imidlertid bliver der her til sæson 2024 lavet lidt om på ordningen og udvalg for prøvemedlemmer efterlyser nu medlemmer, der gerne vil være med til at tage godt imod nye.

”Vi prøver noget nyt her i 2024. Normalt får mentorerne tildelt 3-4 prøvemedlemmer, som de så står for kontakten til. Imidlertid er det ofte en udfordring at finde datoer, hvor prøvemedlemmerne kan spille indbyrdes sammen med deres mentor. Og så kræver ordningen også ret mange mentorer. Derfor gør vi i år noget andet,” fortæller Merete Koefoed, Lise Aaberg Else Juul Kristensen fra prøvemedlemsudvalget og uddyber:

”I 2024 tilbyder vi prøvemedlemmerne at komme ud og spille hver tirsdag fra 14. maj til 25. juni. De starter løbende fra 16.30 til ca. kl. 19 og til hver ”bold” bliver der tilknyttet en mentor, som så går med rundt og hjælper med at vejlede. På den måde tror vi på, at prøvemedlemmerne får en rigtig god oplevelse, og mentorerne ved så også på forhånd, at det er tirsdag eftermiddag/aften, de skal hjælpe.”

Der er brug for mentorer til disse arrangementer i foråret 2024:

  1. Søndag den 14. april, hvor der kl. 10-14 er åbent hus for potentielt nye medlemmer på Golfens Dag (mødetid for mentorer er kl. 9) – brug for fire stk.
  2. Syv tirsdage fra 14. maj til 25. juni i tidsrummet fra kl. 16.30 til ca. kl. 19 – brug for ca. 10 stk. pr. gang
  3. Lørdag den 29. juni, hvor der er afslutningsarrangement for alle prøvemedlemmer kl. 10-13 med efterfølgende fællesspisning – brug for ca. 10 stk.

”Du behøver ikke været rutineret golfspiller eller have en lang anciennitet bag dig. Det vigtigste er lysten til at hjælpe nye godt i gang – både med kutymer og etikette på banen (fx readygolf), men også med information om klubben. Vi vil gerne have, at prøvemedlemmerne får et godt forløb, så de forhåbentlig får lyst til at blive i klubben,” lyder det fra de tre udvalgsmedlemmer.

Udvalg for prøvemedlemmer holder et informationsmøde for mentorer torsdag den 18. april kl. 18-19. Her fortæller de lidt om opgaverne de enkelte dage. Du kan godt melde dig som tirsdags-mentor, selv om der er enkelte tirsdage, du ikke kan komme.

Har du lyst til at hjælpe nye i gang, så meld dig som mentor til Lise Aaberg på mail .

Udvalget håber, at medlemmer, der tidligere selv har haft glæde af en god modtagelse, vil melde sig som mentorer.

På billedet er det hjælperne fra Golfens Dag i 2021.

Læs mere:

 

Seniorgolf på europæisk vinrejse i en bankboks hos Otto Suenson

Torsdag 29. februar 2024 besøgte Seniorgolf en af klubbens sponsorer, Otto Suenson vinhandel i Roskilde.

Flemming Brodthagen havde allerede champagne klar som åbning af sponsoraftenen i lokalerne i Ringstedgade – en dejlig start på et helt igennem vellykket og flot arrangement.

Kælderlokalet – den gamle bankboks efter Arbejdernes Landsbank – var rammen for vinsmagninger og lækre små retter fra Restaurant Birdie, Peter Lassen.

Der var fortrinsvis smagninger af vin fra Europa, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Georgien. Men også fra USA. Flemming, der har 20 års erfaring i branchen, fortalte levende med fakta om de enkelte vine og om de distrikter, hvor vinene kom fra, krydret med lidt historier og anekdoter. På alle måder en god og lærerig aften.

Tusind tak Flemming for et arrangement, hvor deltagerne inden vi gik til cykler og busser, spurgte ind til, ”hvornår må vi komme igen”.

Otto Suenson vinhandel er ikke alene sponsor for Seniorgolf, men for alle medlemmer i Roskilde Golf Klub, der tilbydes rabat på 17% på alle husets egne importerede vine.

Seniorgolfs styregruppe

Læs mere:

Her kan du se billeder fra vinarrangementet hos Otto Suenson: