Få pladser tilbage til populær andematch med ny sponsor

I mange år har andematchen i november været en af klubbens mest populære matcher. Sådan er det også i år. Det kan vi allerede nu konstatere. Uden særlig reklame er der 124, der har tilmeldt sig matchen, der finder sted søndag den 1. november – og der er plads til i alt 140, så altså kun 16 pladser tilbage.

Matchen har tidligere været sponseret af Slagter Frimann, men i år er sponsoratet gået over til Restaurant Birdie og autoværkstedet og rustbeskyttelsescentret AR Roskilde på Darupvang. Læs mere på www.anti-rust.dk.

Matchen bliver i år lidt anderledes, end den plejer. Der er stadig masser af ænder som præmier – til de syv første i hver række – men i år afvikles matchen på grund af corona ikke som en fælles gunstart men derimod med løbende start fra ved 7-tiden om morgenen til omkring middagstid. Der bliver derfor ikke en fælles samling efter matchen, men deltagerne kommer i stedet ind efterhånden som de har spillet de 18 huller og får frikadeller med kartoffelsalat i restauranten.

Som noget nyt i år er der også en puttekonkurrence for alle efter spillet. Præmien er netop en putter sponseret af Frølich Golf.

Andematchen bliver afviklet som en par-match. Man spiller to sammen, begge slår ud fra teestedet, og her vælger man så den bedste bold og skiftes så til at slå, til bolden er i hul.

To spillere har jo to forskellige handicap, og reglen ved matchen er sådan, at spilleren med laveste handicap tæller 60 procent, mens spilleren med højeste handicap tæller 40 procent, når det bliver udregnet hvor mange ekstra slag, parret har.

Bemærk, at matchen afvikles søndag den 1. november – Danmark er på dette tidspunkt gået over til vintertid. De første skal derfor slå ud kl. 7 efter vintertid for at alle kan nå at komme igennem matchen, inden det bliver mørkt om eftermiddagen.

Der er præmier til de otte første i hver af de to rækker (de syv af dem modtager ænder).

Der er også præmie til længste drive på hul 2.

Matchledere er Inger-Lise Jørgensen og Niels Yde.

Der er tilmelding til andematchen via GolfBox.

Rehab-golferne i Roskilde vil gerne være landsdækkende

Der er stigende interesse for rehab-golf – altså golf for mennesker, der har været udsat for en hjerneblødning eller anden form for hjerneskade og/eller lammelse i en del af kroppen.

Roskilde Golf Klub har i 2020 været den eneste klub med dette særlige tilbud til handicappede, men nu er interessen ved at brede sig ud over landet – og det er ikke helt tilfældigt. Rehab’erne i Roskilde presser nemlig selv på for at andre klubber bliver interesserede i at give dette særlige tilbud om golf for handicappede.

“Vi vil meget gerne have nogle andre klubber at spille imod, så derfor har vi i år gjort en indsats for at blive kendte og vi tager gerne ud og mødes med repræsentanter fra andre klubber for at hjælpe dem i gang,” fortæller Hans Kristian Olesen fra Rehab-golf-udvalget.

Deres aktiviteter er blevet grundigt omtalt både i Golfavisen og i et indslag på TV2 – og da Hjerneskadeforeningen også har set muligheden for en god aktivitet for deres medlemmer er de også meget interesserede i at få flere klubber over hele landet med.

“Alt dette har gjort, at vi nu har fået kontakt med flere klubber, som ønsker at gå i gang. Rehab’erne i Roskilde er blevet kontaktet af Aarhus Golf Klub, Ebeltoft Golf Club og Holstebro Golfklub. Sidst er længst fremme og har nu fire rehab-golfere, og vi håber, de to andre klubber også kommer godt i gang – og at flere følger trop. Golf er en rigtig god aktivitet for deltagerne. Golf styrker muskulaturen og styrker også mentalt. Det ved vi fra tilbagemeldinger fra vores egne deltagere, som meget nødigt vil undvære det ugentlige fredags-spil,” fortæller Hans Kristian Olesen.

Årets ugentlige rehab-golf på par 3 banen stopper nu for sæsonen 2020. Fredag den 16. oktober er sidste gang for i år med det store koncept, hvor der er hjælpere på. Enkelte møder måske alligevel op en gang imellem for at spille nogle huller eller slå på drivingrange, men det store fredags-setup er slut for i år.

Dog er der en enkelt aktivitet mere, nemlig juleafslutningen der igen i år foregår med simgolf i Grøndalscentret i København.

Læs mere:

Se siden med Rehab-golf.

90 spillede banen på kryds og tværs sammen med Carlsberg

Så fik vi afviklet årets næstsidste klubmatch, “Carlsberg Cross Country”.

Banen var ændret, så der blev spillet på kryds og tværs af den normale bane. Selv par 3 banen var i brug.

Vejret var med under hele matchen og morgenen startede med de flotteste padehatteskyer i horisonten mod nord.

Der var 90 spillende medlemmer så den afsatte tid blev en smule overskredet.

Vindere:

Herre A

  1. John Sønderup 40 point
  2. Kim Sonne 38 point
  3. Henrik Lyngkjær 38 point
  4. Karsten Jensen 37 point

Herre B

  1. Thorkild Jessen 42 point
  2. Jesper Bluhme 40 point
  3. Mads Hensrik 39 point
  4. Niels Træden 39 point

Damer

  1. Lisbeth Jonstrup 29 point
  2. Anne Vinter 28 point
  3. Lene Gliese 28 point
  4. Lene Rasmussen 27 point

Klappepræmier: Brian Wayert, Jens Kjær, Morten Sørensen, Ole Strangholt,  Anne Grethe Clausen,  Jannie Brandt.

Præmierne kan afhentes i golfklubbens sekretariat.

Matchudvalget

Klaus Bønløkke

Frivillige registrerer fuglekasser – fire nye naturarbejdsgrupper

Interessen for natur- og miljøarbejde er stor i Roskilde Golf Klub.

Nu har natur- og miljøudvalget dannet fire arbejdsgrupper med 4-6 deltagere i hver – og disse grupper tager sig af praktisk arbejde inden for disse områder:

  1. Fuglekasser
  2. Livet i vandhullerne
  3. Le-laug
  4. Insekthoteller

Fuglekasse-gruppen er allerede i fuld gang.  De har sat sig en stor målsætning, nemlig at få registreret samtlige 200-300 fuglekasser. Disse skal også tømmes, og efterses for hvilke fugle, der har ynglet i kassen eller om den blot har været brugt til overnatning – og af hvilke fugle.

På den måde håber arbejdsgruppen at kunne lave en database over brugen af fuglekasserne – og de får samtidig et overblik over, hvor de alle hænger. Fx viste det sig, at der alene på hul 15 hænger 39 fuglekasser rundt omkring i træerne.

Herunder kan du se en lille film, produceret af Jesper Bluhme, der er med i fuglekasse-gruppen.

Her finder du natur- og miljøudvalgets side.

Regionsgolf med fælles afslutning på 2020 sæsonen

Alle, der har deltaget på et Regionsgolf hold i 2020, var søndag den 11. oktober samlet til en fælles afslutning.

Det var første gang, vi afprøvede at afholde fælles afslutning, og alle synes det var en god ide.

Der var 61 deltagere fra de 11 hold, som har repræsenteret Roskilde Golf Klub i år.

Vi havde gunstart på ni huller, og alle fik en sandwich og en øl/vand med ud. Vi havde planlagt at spise efter runden, men det kunne jo ikke lade sig gøre i disse coronatider. Der var højt humør og gode scores.

Efter runden var der præmieoverrækkelse og dagens vinder blev Finn Bredager Jørgensen. Ud over 1. præmien var der ligeledes præmie til nr. 2 og 3 samt klappepræmier.

Præmierne var sponsoreret dels af holdkaptajnerne, Peter fra Restaurant Birdie samt OK Benzin.

Tak til alle for nogle hyggelige timer.

Erik Christiansen

Koordinator for Regionsgolf

Se fotos og video fra topdressing af banens fairways

Bedre sent end aldrig. Her i oktober 2020 er arbejdet med at topdresse fairways blevet foretaget. Topdresse betyder, at der bliver lagt en blanding af sand og muld oven på fairways og denne blanding bliver så “fræset” ned i græsset. Målet er, at græsset bliver endnu bedre at spille golf på.

Mens arbejdet står på og de følgende dage er banen naturligvis meget jordet at spille på, men der går ikke lang tid, før alt igen ser normalt ud.

Herunder kan du se billeder og to film fra årets topdressing.

 

 

 

Se fotos fra DGU U16 landsfinale

Dansk Golf Union havde søndag den 4. oktober lagt deres U16 landsfinale i holdturneringen i Roskilde Golf Klub.

Herunder kan du se fotos fra dagen – taget af Erik Magtengaard, der på dagen var forcaddie og observatør.

 

Se vinderfoto og resultater fra Parmatch spilledage i 2020

Lørdag den 26. september 2020 afsluttede vi årets parmatch. Vi havde skønt vejr og der blev spillet god golf. Efterfølgende samledes vi til en hyggelig festmiddag (i coronaens tegn)

Vinderne af parmatchen 2020 blev:

  1. Lene og Per Thormann
  2. Naomi Harbison-Hansen og Henrik Hansen
  3. Hanne og Søren Lejbach

Tak til årets sponsorer Lasse Frølich Roskilde Golf Klub, FJ Poulsen A/S, Thormann A/S, Jyske Bank, Heart Wise ved Michael W. Berg, Gila Vin, Modpol Pilates, SEB samt Restaurant Birdie, Roskilde Golf Klub.

Der er ingen udskiftning i parmatchudvalget.

Vi ser frem til sæsonen 2021 med forhåbentlig mange deltagere og gode sponsorer, samt corona under kontrol.

Her kan du se siden med Parmatch – inklusiv hele resultatlisten.

Dorthe & Henrik samt Anette & Lasse

Parmatchudvalget

Billederne herunder er vinderne Lene og Per Thormann med og uden mundbind + parmatchudvalget, der også fortsætter i 2021.