Dyrene hygger sig på golfbanen – lidt for meget på hul 15

Vi har altid haft et rigt dyre- og fugleliv på golfbanen, men måske sætter dyrene ekstra pris på, at der ikke er forstyrrelser fra golfspillere for tiden. Både greenkeepere og andre på tur i området kan i hvert fald opleve, at dyr og fugle boltrer sig.

En af dem, der er på ”jagt”, er Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget. Han følger som altid godt med i forhold til, hvornår de forskellige arter viser sig efter vinterpausen og han har også sit kamera med. Imidlertid er det ikke altid, han når at få kameraet frem, når de ekstraordinære dyreoplevelser viser sig. Sådan var det fx forleden, da han pludselig opdagede ikke færre end syv dådyr ved hul 11. Først tog han et hurtigt foto med mobiltelefonen og her var de tre allerede så langt fremme, at de ikke kom med på billedet, og inden han havde fundet det store kamera frem, så var de alle forsvundet igen.

”Der var fem hanner, en hind og et kid, men de er meget sky, så da de opdagede mig, så løb de væk med det samme. Det havde ellers været et godt motiv,” sukker Henning, der prøver at slå et lille fototelt op, så han i ubemærkethed kan komme endnu tættere på dyrene, når han helt alene bevæger sig rundt i området.

Inden aktiviteterne helt blev lukket ned på grund af coronavirus, nåede natur- og miljøudvalget at tilse og rense omkring 50 af banens mange fuglekasser.

”Det er der kommet lidt statistik ud af, idet der har været ynglende fugle i alle de 12 mejsekasser, vi har tilset, mens der i de stærekasserne har været ynglende fugle i 40 procent af kasserne. Det betyder dog ikke, at de 60 procent af stærekasserne er overflødige. I alle kasser var der tydelige tegn på, at mange forskellige fugle bruger dem til at overnatte i. Forhåbentlig kan der snart høres små pip fra rigtig mange af kasserne, og nydelsen vil blive mange gange større, hvis den kunne opleves under en runde golf,” lyder det fra Henning Nordstrøm.

På hul 15 er der ekstra brug for stærekasser. Her har det nemlig vist sig, at krager eller råger har fundet et område med stankelbenslarver. Desværre er det lige i bagkanten af greenen, så det område er nu helt bart. Greenkeeperne flytter nu nogle stærekasser ned i det område, for stærene er med til at skræmme krager og råger væk.

Nye grips med rabat – og med hent og bring

Mens alt er lukket, så er der heller ikke mulighed for at komme ud i proshoppen og blive trimmet til forårets spil. Proshoppen har derfor lavet et særligt tilbud, der gælder lige så længe, banen er lukket på grund af corona-virus.

Tilbuddet går ud på at spare 20 procent på grips til dine jern.

“Vi henter dine jern på din adresse og leverer tilbage til samme adresse med de nye grips på,” fortæller protræner Lasse Frølich Kristensen.

Normalprisen pr. grip starter ved 100 kr.

Kontakt os på telefon 28400305 og lav en personlig aftale. Vi tager prøver med ud, så vi kan finde det rigtige grip til dig.

Selvfølgelig tager vi alle de forholdsregler, der bliver anbefalet.

Lukker for al golf i Roskilde foreløbig til 30. marts 2020

Roskilde Golf Klub følger anbefalingerne fra Dansk Golf Union og har nu lukket for al golfspil på banen. Greenkeeperne har indsamlet flagene fra alle vinterbanens greens, klubhuset er fortsat lukket – og det samme er toilettet på hul 12. Der er også lukket ned for tidsbestilling i GolfBox og alle, der har bestilt tider, får besked om at blive væk. Alle træningsfaciliteter er også lukket. Med andre ord: Ingen golf foreløbig til 30. marts 2020.

På billedet er det greenkeeper Josefine Andersen Kold, der er i færd med at indsamle alle flag fra vinterbanens greens.

Tirsdag den 17. marts holdt statsminister Mette Frederiksen sammen med repræsentanter fra regeringen, politi og sundhedsmyndigheder et pressemøde, ligesom Dronning Margrethe efterfølgende holdt en tale til befolkningen. På den baggrund har Dansk Golf Union udsendt en anbefaling til alle klubber om at lukke helt.

Beskeden fra Dansk Golf Union lyder:

Statsministeren har i dag meddelt, at restauranter og cafeer skal lukkes og det skal indendørs idrætsfaciliteter også. Ligeledes opfordres der til, at danskere ikke forsamles mere end 10 personer, både inde og ude. Statsministeren opfordrer folk til at blive hjemme og sundhedsstyrelsen siger, at “nu er det alvor”.

Dansk Golf Union anbefaler derfor, at golfklubberne lukker deres klubhuse, indstiller spillet på golfbanerne og brugen af træningsfaciliteter, foreløbigt frem til 30. marts. Golfsporten må tage et samfundsansvar, og gøre alt hvad vi kan i denne svære situation og vi må alle huske på, at golf ikke er en nødvendighed.

Nogle vil argumentere for, at der fortsat kan spilles golf, da vi ikke nødvendigvis forsamles mere end 10 personer og golf spilles udendørs. I DGU mener vi, at vi i videst mulig omfang bør bidrage til at mindske smittespredningen i det danske samfund.

Selvom det er fristende at holde åbent for spil med en række restriktioner for at mindske smittespredningen, så mener vi ikke, at tiden er inde til at løbe denne risiko. Er vi i tvivl, bør vi lade være – og vi er i tvivl – og derfor denne anbefaling. Dansk golf vil stå i en ugunstig situation, hvis vi potentielt har bidraget til smittespredning, når nu vi har en anden mulighed. Samtidig har vi rigtig mange ældre golfspillere blandt vores primære målgruppe, hvorfor vi bør tage et yderligere hensyn i forhold til andre områder i samfundet.

Det vil igen blive tid til golf, når situationen er under kontrol, men for nu anbefaler DGU, at vi indstiller vores fantastiske idræt til fordel for at støtte op om og tage et fælles ansvar for, at mindske spredning af coronavirus i Danmark.

DGU og DGA anbefaler, at der i klubberne findes et setup, som plejer banerne i det omfang det er forsvarligt for klubbens greenkeepere og som samtidig sikrer, at vores golfbaner er bedst muligt klar til sæsonen for alvor går i gang.

I DGU kommer vi naturligvis til at følge situationen tæt og vi melder ud, så snart vi mener, at tiden er den rette til igen at spille golf i Danmark.

På vegne af DGU’s bestyrelse
Lars Broch Christensen, formand og Morten Backhausen, direktør

 

I Roskilde Golf Klub sørger greenkeeperne i begrænset omfang for at passe banen, så den ikke forfalder.

Sætter nye mål for sponsorsamarbejde og -netværk

2020 skal byde på lidt flere og bedre arrangementer og netværkssamarbejdet skal blive endnu større. Det er nogle af målene for sponsorudvalget i Roskilde Golf Klub, der i 2019 startede flere nye initiativer, som der bliver skruet endnu mere op for i 2020.

Corona-epidemien har sat stopper for det første nye arrangement, nemlig en fredagsbar med jazz, som skulle have været afholdt 20. marts, men fredag den 29. maj kommer den næste fredagsbar, som forhåbentlig bliver gennemført. Og det samme gælder en række møder for det sponsornetværk, som klubben har startet.

”Vi har et mål om at vokse fra godt 30 medlemmer af sponsornetværket til 50 i løbet af 2020. Det har vi tænkt os at gøre ved at lave flere og bedre arrangementer og gøre os synlige både i klubben men også i byen generelt,” fortæller Stig Nelkop, der er formand for sponsorudvalget.

”Sidste år brugte vi på at blive endnu mere strukturerede og på at etablere vores forskellige sponsorpakker. Vi gennemførte også tre netværksarrangementer og det bliver til flere i 2020.”

I februar havde netværket besøg af Roskildes erhvervschef, Jens Thornsen (billederne stammer fra dette arrangement). Næste gang skal netværket på besøg hos Sydbank og planen er, at hvert andet møde finder sted i klubben og hvert andet udenbys, fortrinsvis hos en fra netværket.

”Dertil kommer, at vi også planlægger både en julefrokost, et vinsmagnings-arrangement og en golftur til Dublin,” fortæller Stig Nelkop.

Sponsormuligheder og -møder
Der er også plads til flere sponsorer på og omkring banen. Lige nu er der plads til en enkelt hul-sponsor mere, ligesom der er syv ledige pladser på ryglænene på de nye bænke, der er blevet sat op overalt på banen. Om kort tid kommer der et sponsornavn ved båsene på drivingrange, nemlig revisionsfirmaet BDO, som får denne meget synlige plads.

Her er sponsornetværkets program for 2020:

  • 25. februar: Netværksmøde med besøg af erhvervschef Jens Thorsen – ER gennemført
  • 20. marts: Fredagsnetværk med jazz – corona-aflyst
  • 30. april: Besøg hos Sydbank
  • 29. maj: Fredagsnetværk med jazz
  • 12. juni: Sponsormatch
  • 10. september: Netværksmøde i klubben
  • 10. november: Besøg hos PP Brolægning

I 2020 er målet også, at:

  • opdatere og forbedre sponsorsiden her på hjemmesiden.
  • få mange følgere og kontinuerlig og spændende information på sponsornetværkets nye Facebook-gruppe.
  • netværket også bliver attraktivt for erhvervsfolk, der ikke har noget med golf at gøre

”Vi har naturligvis lige nu flest, der har en eller anden form for tilknytning til klubben og til golf i det hele taget. Men vi vil gerne nå endnu bredere ud. Målet er jo at skabe et netværk, hvor alle får glæde af hinanden erhvervsmæssigt og det er selvfølgelig nemmere, jo flere vi er. Derfor overvejer vi også at samarbejde andre netværk, fx fra andre sportsklubber,” siger Stig Nelkop.

Her kan du se sponsorudvalgets side – herunder hvem der sponsor i klubben – og du kan se, hvem der sidder i sponsorudvalget.

 

Fodrer ny generation af havørreder i klækkehuset

På trods af at hele Danmark er lukket ned er der masser af liv i Roskilde og Omegns Lystfiskerklubs klækkehus ved Roskilde Golf Klub. Den nye generation af havørreder er kommet ud af deres æg, og de fleste har opbrugt deres blommesæk. Denne fungerer som et spisekammer det første stykke tid i ørredens liv.

Nu bliver de fodret hver dag ved hjælp af en fodremaskine, der rækker til 12 timer. Et lille ur og transportbånd sørger for, at foderet langsomt flyder ud i karret i løbet af de 12 timer. De mange tusinde fisk er sultne og spiser en speciel kost. Når de vokser, øger vi mængden af deres foder, indtil vi i de kommende måneder sætter dem ud i vores å-systemer.

På billedet er det havørredyngel i klækkehuset, der er ca. 10.000 stk.

Sammen med ”Foreningen til Ophjælpning af Havørrederne i Roskilde Fjord” og ”Fjordholdet” fra ROLK sørger vi for, at de er sunde og raske og udvikler sig, som de skal. På et større klækkeri i Fredericia har vi ca. 50.000 havørreder under samme udvikling. De bliver fodret derovre, da vores klækkeri ikke kan rumme så mange fisk.

I april indleder vi igen et forskningsforsøg med DTU Aqua omkring vores smolt (½ års fisk). Disse bliver udstyret med en lille transmitter, så vi kan følge deres færd ude i bl.a. Kattinge Vig, hvor vi sætter dem ud. Ved samme forsøg sidste år kunne vi konstatere, at størsteparten af de 60 smolt, der blev udstyret med en transmitter, forsvandt efter ganske få dage. Årsagen til dette er desværre ukendt, men har sikkert mange faktorer. En af årsagerne kunne være skarvens indhug. ROLK har gennem Naturstyrelsen fået en reguleringstilladelse til at reducere med 30 skarve.

Hjælp med optælling af skarve

Herudover vil vi gennemføre en visuel tællingsundersøgelse af skarven i Kattinge Vig. DTU har udarbejdet et skema, samt en beskrivelse af hvordan alle kan deltage i denne undersøgelse. Har du tid og lyst på dine ture i skove og ved vandet i dette område, er du meget velkommen til at indsende dine observationer til ROLK.

Her finder du skemaet.

Send skemaet til

På forhånd mange tak for din hjælp.

Uffe Clemmensen

Formand for ROLK, Roskilde og Omegns Lystfiskerklub

12 hold tilmeldt i regionsgolf 2020

Så er vi ved at være klar til at tage hul på en ny sæson i regionsgolf. Vi starter op i uge 17, såfremt Danmark er tilbage til normale tilstande.

Roskilde Golf Klub har 12 hold med i år fordelt i de forskellige rækker.

I år har vi følgende holdkaptajner:

  1. B holdet: Henrik Lyngkjær
  2. C holdet: Klaus Bønlykke
  3. D holdet: Dan Holmer
  4. Senior A: Karsten Jensen
  5. Senior B2: Peter Nissen
  6. Senior B5: Solveig Kaas
  7. Veteran B6: Henning Doktor
  8. Veteran B9: Erik Schwartz
  9. Veteran C: Viggo Clausen
  10. Superveteran A: Per Olivarius
  11. Superveteran B: Peter Frimann
  12. Superveteran C: Mogens Meisner

I år har vi ændret lidt på tilmeldingen i rækkerne i forhold til sidste års placeringer, så vi håber, at
dette kan være med til, at vi opnår nogle flere spændende og jævnbyrdige kampe.

I år slutter vi sæsonen af med en fælles afslutningsturnering for alle, der har været med på et regionshold. Det bliver lørdag den 10. oktober 2020, hvor vi spiller en runde golf og slutter med lidt spisning.

Du kan følge alle vores hold med kampe, resultater og stillinger på vores hjemmeside under: aktiviteter / sportsafdelingen / regions golf.

Åbner toilet på hul 12 og mulighed for at tage scorekort

Sekretariatet har nu sørget for, at toilettet ved hul 12 bliver gjort rent dagligt her mens der er lukket i klubhuset på grund af coronavirus.

Der er også aftalt, at det gamle rygerum med adgang fra terrassen bliver holdt åbent udefra – og her vil ligge scorekort til afhentning. Der er dog ikke adgang til selve klubhuset.

“Med daglig rengøring mener vi, det er forsvarligt at holde åbent. Bemærk, at der også er håndsprit. Jeg vil appellere til, at både toilet og opholdsrum bruges med omtanke. Meningen er, at man skal kunne have tilgang til scorekort og toiletter – ikke at der skal forsamles større grupper personer i rummene. Tænk ikke bare på jeres egen situation, men også alle andre spillere på banen,” siger daglig leder, Anders Schnack.

“Vi ved ikke, hvor længe corona-restriktionerne vil være i kraft. Imidlertid er en runde golf udendørs, og med de rette forholdsregler skulle det kunne fungere.”

Tidbestilling – vejledende

I forhold til den første udmelding er det nu også muligt at reservere tid i GolfBox.

“Det har vi gjort for, at alle har mulighed for at se belastningen på banen, inden man tager herud. Tiderne er dog vejledende, da man ikke kan komme ind i klubhuset og konfirmere tiderne” siger Anders Schnack.

Det er også besluttet, at elitespillernes træningstur til Tyskland er blevet aflyst.

Lukker klubhuset og alle golf- og mødeaktiviteter

Roskilde Golf Klub følger også alle anbefalinger fra sundhedsmyndigheder, regering, DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Golf Union i anledning af spredningen af coronavirus.

Det betyder, at klubhuset fra fredag den 13. marts lukker – og alle golf- og mødeaktiviteter er aflyst. Denne aflysning gælder som minimum til og med fredag den 27. marts 2020.

Der kommer opdatering her på hjemmesiden, hvis restriktionerne bliver forlænget, ophører eller der sker andre ændringer.

Du kan gå en tur – reserverede tider er vejledende

Banen er offentligt område, så det er tilladt at gå ture, herunder spille på banen. I modsætning til den første melding er det alligevel muligt at bestille tid i GolfBox. Den ændring er sket for at medlemmerne kan få en indikation på, om rigtig mange har planer om at gå en tur på banen. Tiderne i GolfBox bliver på denne måde vejledende, da man ikke kan gå ind i klubhuset og bekræfte disse.

Klubhuset er lukket, men der er lavet en nødløsning, så det gamle rygerrum med adgang fra terrassen er åbent – her bliver der lagt scorekort, og antal mennesker i rummet skal begrænses. Det er fortsat ikke muligt at komme ind i klubhuset, heller ikke fra det tidligere rygerum.

Det er muligt at komme ind i bagladen.

“Alle klubaktiviteter er samtidig aflyst eller bliver flyttet til en anden dato. Det gælder fx generalforsamlingen, der skulle have fundet sted torsdag den 26. marts. Vi har endnu ikke en ny dato – det afhænger af, om lukkeperioden fortsætter efter den 27. marts, så det tager bestyrelsen stilling til senere,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Toilet på hul 12 er alligevel åbent

Klubhuset er lukket, og det samme er adgangen så til toiletterne i klubhuset. Imidlertid er det nu besluttet, at toilettet ved hul 12 alligevel bliver holdt åbent. Sekretariatet har sørget for at bestille rengøring hver dag på dette toilet.

Proshop og restaurant er også lukket

Proshop og Restaurant Birdie holder også lukket – og greenkeeperne er sendt hjem. Der er dog et nødberedskab, så det bliver sikret, at banen ikke lider skade. Og der bliver også holdt opsyn med klubhuset. Det er bare ikke åbent for medlemmer og andre gæster.

Aflysningerne rammer som nævnt alle aktiviteter i hvert fald til og med fredag den 27. marts. Det betyder, at bridge er aflyst, inklusiv sæsonafslutningen, fredagsbar for sponsorer, seniorgolfafslutning den 27. marts, Damedagens infomøde den 24. marts og natur- og miljøudvalgets møde for nye hjælpere den 23. marts. Også matchen for formænd for klubber i klubben + klubbens udvalg den 4. april er aflyst. Det samme gælder elitegruppens træningstur til Tyskland.

Gratis bolde på drivingrange – efterlyser folk til opsamler-team

Fra foråret bliver den nuværende boldautomat nedlagt og der etableres et helt nyt boldopsamlingssystem. Der bliver samtidig gratis bolde på drivingrange også for greenfeespillere – til gengæld stiger greenfee-prisen med 10 kr.

Det nye boldopsamlingssystem betyder samtidig, at det er muligt at samle bolde op på drivingrangen med en nyindkøbt boldopsamler, uden der overhovedet skal løftes bolde. Men der skal stadig køres med vognen – og nu efterlyser klubben frivillige til et sådant boldopsamler-team.

“Vi får bygget en ”grav” bag skuret med boldautomaten, som man kan køre henover med boldsamleren. Når man holder der, så udløses boldene med et enkelt håndtag, hvorefter alle de indsamlede bolde falder ned i graven. Derfra løftes de automatisk med en elevator til vaskemaskinen og derfra videre til et kar, hvorfra man tager boldene. Der skal altså ikke foretages nogen ”løft” af tunge kurve med bolde eller lignende,” fortæller daglig leder, Anders Schnack og tilføjer:

“Boldsamling sker så alene ved, at man kører rundt med boldsamleren – og derefter læsser af automatisk. Det tager ikke lang tid. Alle kan gøre det – fra 16 år og opefter.”

Efterlyser frivillige til at køre med boldopsamleren

Det er håbet, at opgaven med at samle bolde kan blive delt mellem en større gruppe frivillige, ikke mindst i weekenderne hvor greenkeeperne kun i begrænset omfang er på arbejde. Weekenderne kunne dækkes af fire mand m/k (eller flere). Fire giver ca. en weekend om måneden pr mand.

Der skal køres en tur lørdag og en tur søndag. Tidspunktet er fleksibelt – men helst formiddag.

Chefgreenkeeper Nick Bosholdt står for organiseringen af boldopsamlingen og gruppen af frivillige, men er du interesseret, så send en mail til Anders Schnack på .

“Starten på den nye boldopsamling sker først i maj/juni, men vi vil gerne have samlet holdet nu. Jo flere jo bedre – alle er velkomne. Desuden er Nick en hyggelig arbejdsgiver 😊😊”.

På billedet er det den nuværende boldopsamler, der er i aktion. Der bliver indkøbt en ny, der meget nemmere kan levere boldene ned i en boldgrav, så der ikke skal foretages nogen løft som det hidtil har været tilfældet.