Category Archives: Nyheder

Nyt fra Damedagen til sæson 2021

Damedagen har nu holdt møde og glæder sig til at fortælle om årets aktiviteter.

De største nyheder

Informationsmøde
Vi aflyser det planlagte informationsmøde d. 16. marts og inviterer til nyt informationsmøde den 8. april kl. 17 -18.

Scorekort
Alle skal indtaste deres score i GolfBox og aflevere scorekortet fysisk i damedagens postkasse inden kl. 18 om onsdagen. Scorekortet skal være let læseligt, og antal points ved stableford og antal slag ved svensk slagspil skal være talt sammen.

Bemærk, at det er markørens ansvar, at medspillerens score er korrekt. Hvis antal slag og points ikke stemmer overens, er det scoren, der tæller.

Vi spiller alle fra tee 50 hele sæsonen, og vi spiller stableford 3 gange og 1 gang svensk slagspil hver måned.

Fællesmatch med spisning den sidste tirsdag i maj
Den 25. maj vil der være mulighed for at deltage i en fællesmatch med gunstart over 9 huller kl. 17.00 og fællesspisning kl. 19. Formålet er at skabe mere sammenhold og at få integreret 9 hullers klubben.

Eftermiddagsdamerne
Da det har været svært for flere at finde nogen at spille med efter kl. 15, vil vi opfordre de damer, der går ud efter kl. 14, til at mødes kl. 15, bytte kort og gå ud i den rækkefølge, der passer bedst.

Husk at give besked til de andre spillere, hvis du booker dig af en bold. Vi har hørt fra spillere, der har stået alene på 1. hul uden at kunne komme ud at spille -– og det er ikke god stil.

Endagsudflugt
Vi tager på endagstur til Skovbo Golfklub d. 19. maj med mødetid senest kl. 12.30 og start kl. 13.00. Prisen er 295 kr. og inkluderer greenfee, 2 flotte stykker smørrebrød, 1 lille fadøl, baneguide og frie bolde på driving rangen.

Tilmelding kan ske på Damedagens side – se link nederst.

Damedagsudflugt
Damedagsudflugten går i år til Enjoy Resorts på Rømø, hvor vi samarbejder med Vi elsker golf og dermed Andreas Hartø og Brian Vester. Turen foregår fra lørdag d. 5. juni til mandag d. 7. juni og inkluderer koncert med Lis Sørensen søndag aften, 3 runder golf, 2 overnatninger i de lækre feriehuse, aftensmad, adgang til spa og show med Andreas Hartø. Alt dette for blot 2600 kr.!

Invitationen blev sendt ud efter damedagsafslutningen og 28 damer har tilmeldt sig arrangementet, hvor der nu er fuldt hus.

Årets damedagsturnering
Man tilmelder sig turneringen i GolfBox, og kontingentet er uforandret 300 kr. og betales samtidig med tilmelding.

Dernæst tilmelder man sig de enkelte tirsdage, hvor man kan spille, og dette kan gøres på en gang under klubturneringer. Når man har meldt sig til en bestemt damedag, så skal man også booke tid til at spille på selve dagen.

Der vil også i år være en 9-hullers klub, som spiller de første 9 huller på 18 hullers banen. Tilmelder man sig denne ordning, kan man ikke i løbet af sæsonen skifte mellem at spille 9 eller 18 huller. Damerne i 9 hullers klubben går ud på faste tider kl. 16.52 til 17.15 og altid fra tee 1.

Når man er tilmeldt 9-hullers klubben, har man har også mulighed at spille sammen med 18-hullers damer, hvis der er 2 andre fra 18-hullers klubben, der kan være markør for hinanden de på de sidste 9 huller. Husk altid at gøre medspillerne opmærksom på det, inden I slår ud

Tilmelding og betaling sker i GolfBox til Damedagsturnering 9 huller eller Damedagsturnering 18 huller fra 15. marts 2021.

Også i år er der 6 tællende runder i hver sæson.

Opdeling i A-, B- og C-række vil ske inden sæsonstart, således at der er nogenlunde lige mange spillere i hver række.

Turneringsplanen for forårssæsonen er vedhæftet, hvor vi i år spiller stableford og svensk slagspil.

Sæsonstart
Sæsonstart er den 13. april 2021.

Fællesspisninger
Der vil være fællesspisninger den sidste dag i måneden kl. 19.30. Tilmelding sker på en liste på Damedagens opslagstavle, se ligeledes nyheden om turnering og fællesspisning den sidste tirsdag i maj.

Ved fællesspisningen i april vil vi gennemgå, hvordan man indtaster score i GolfBox.

Forårsafslutning
Forårssæsonen afsluttes den 29. juni med gunstart over 18 huller, fællesspisning og præmieoverrækkelse.

Efterår
Efterårssæsonen starter op d. 6. juli.

Efterårsafslutning
Vi afslutter sæsonen den 28. september med gunstart over 11 huller kl. 15 efterfulgt af middag og præmieoverrækkelser.

Vi modtager gerne input og forslag til nye tiltag, som I er velkomne til at sende til I er også velkomne til at ringe til én af udvalgets medlemmer.

Vi glæder os til at se jer alle til sæsonstart den 13. april 2021.

Her er link til Damedagens side.

På Damedagsudvalgets vegne

Lene Rasmussen
Formand

Regionsgolf er klar til sæson 2021 med 13 hold

Nu er vi klar til regionsgolf 2021.

Jeg håber at kampene kan afvikles som planlagt i år, men vi er jo stadig i en fase, hvor vi ikke rigtigt ved, hvordan udviklingen i henhold til corona er, så vi må følge udviklingen og håbe det bedste.

I år har vi fælles afslutningsmatch for alle der har spillet på et regionshold.

Datoen bliver lørdag den 9. oktober 2021. Der bliver tilmelding på GolfBox når vi kommer så langt.

I år har vi 13 hold med i regionsgolf, som er med følgende holdkaptajner:

  • B 4 Henrik Lyngkjær
  • C 5 Birte Helbæk
  • D 4 Dan Holmer Andersen
  • SA 5 Karsten Jensen
  • SB 6 Peter Nissen
  • SB 7 Solveig Kaas
  • VB 8 Henning Doktor
  • VB 10 Erik Christiansen
  • VC 5 Erik Schwartz
  • CV7 Viggo Clausen
  • VA 4 Per Olivarius Olsen
  • SVB 6 Peter Frimann
  • SVC 7 Mogens Meisner

På siden med regionsgolf kan du se alle rækkerne, hvor resultater og stillinger løbende bliver opdateret.

Koordinator
Erik Christiansen

Flere tider bliver ledige til spil på søn- og helligdage

Bestyrelsen og sekretariatet har de senere år arbejdet målbevidst på at sikre, at så mange tider som muligt på 18-hullers banen bliver udnyttet. Der er heldigvis rigtig mange medlemmer, der gerne vil ud og spille, og presset er derfor stort.

Det seneste initiativ i forhold til at skaffe flere udslagstider til fleste mulige medlemmer er at fjerne fortrinsretter til spil på søn- og helligdage. Det er en beslutning, der får virkning, så snart sommerbanen åbner igen.

Hidtil har weekendklubben, der er en af klubberne i klubben, haft fortrinsret til tiderne fra 8.07 til 9.07 lørdag, søndage og helligdage. Fremover får weekendklubbens ca. 70 medlemmer alene fortrinsrettigheder til otte udslagstider lørdag morgen mellem 8 og 9.

Tiderne på søndage og helligdage bliver i stedet åbnet for almindelig booking fra tre uger før – akkurat som alle andre spilletider.

Når en klub i klubben har fortrinsret til bestemte udslagstider, så kan medlemmerne af disse interne klubber booke udslagstiderne indtil fire dage før. Herefter bliver evt. ledige tider frigivet til booking af alle andre medlemmer.

”Vi har i flere år fået henvendelser og kommentarer omkring fortrinsrettider, ikke mindst fra spørgeskemaundersøgelsen ”Golfspilleren i centrum”. Der er ingen tvivl om, at det er populært at komme ud og spille og nogen synes, at vores klubber i klubben fylder for meget. Derfor har vi et arbejde i gang både med at gennemgå alle vores fortrinsretter men også med at se på, hvordan udslagstiderne generelt bliver benyttet,” fortæller formand Kim Møller Behrend.

Klubberne i klubben er vigtige for klublivet

Målet for bestyrelsen er, at fortrinsretterne på 18 hullers banen bliver sat ned til maksimalt 20 procent af det samlede antal udslagstider på banen, men formanden tilføjer, at øvelsen ikke går ud på at nedlægge klubberne i klubben, tværtimod.

”Klubberne i klubben er meget vigtige for vores klubliv – og vi ved fra undersøgelser, at medlemmer, der er med i en klub i klubben, er langt mere tilfreds med deres medlemskab end andre medlemmer. Klubberne i klubben er med til at sikre det sammenhold, som vi gerne vil have som Roskilde Golf Klubs særlige kendetegn.”

”Men netop i ”primetime” i weekenden har vi ønsket at reducere antallet af fortrinsretter – det er her, flest medlemmer har nævnt, at det er en udfordring med fortrinsretter til klubber i klubben,” lyder det fra formanden, der samtidig har en stor opfordring til alle dem, der booker sig ind på weekendmorgener og formiddage og andre ”primetime”-tidspunkter:

Spil med flere – ikke mindst i “primetime”

”Vi skal være bedre til at booke os ind på tider, hvor der kun står en eller to spillere. Det giver den fordel, at flere kommer ud og spille, men også at vi lærer flere at kende – og det er både en fordel for den enkelte og for klublivet. Jeg kan godt forstå, hvis spillere helst vil undgå at booke sig ind på tider, hvor der er spillere med et meget højere eller lavere handicap end én selv. Men vi skal kunne spille med hinanden uanset handicap. Det er jo netop det, der er golfspillets store styrke. Og i de mest attraktive timer er det vigtigt, at vi udnytter udslagstiderne så godt som muligt – det giver også et bedre flow i spillet, når der er 3-4 spillere i alle ”bolde”,” siger Kim Møller Behrend og supplerer med en sidste, vigtig ting:

”Det er meget vigtigt, at vi i så god tid som muligt afmelder vores tid, hvis vi af den ene eller anden årsag ikke kan komme alligevel. Der står mange på spring for at komme ud og spille – og de skal selvfølgelig have mulighed for at se, at der er tider ledige.”

Bestyrelsen har tidligere gennemført, at medlemmer af klubber i klubben skal booke deres tider. Tidligere har deres tider bare været blokeret, så hvis der en spilledag ikke kom så mange, så stod tiderne blokeret men uden at tiderne blev benyttet. Nu gælder reservationerne kun, hvis der er spillere, der har tilmeldt sig tiderne.

Alle er velkomne i klubberne i klubben. De har hver deres målgruppe. Læs mere under ”Klubber i klubben” i menuen øverst på hjemmesiden.

Online generalforsamling 25/3 2021 – med tilmelding

Torsdag den 25. marts 2021 kl. 19 holder Roskilde Golf Klub generalforsamling. Datoen har været inde i kalenderen længe, og bestyrelsen har nu valgt at holde fast i at mødes, selv om vi på grund af corona og forsamlingsforbud ikke fysisk kan møde op i klubhuset eller andre steder.

Generalforsamlingen bliver derfor gennemført online – altså, hvor vi sidder hjemme hos os selv ved computer, tablet eller telefon.

“Vi risikerer, at bestyrelsen bliver lidt handlingslammet, hvis vi igen skal igennem en periode, hvor vi ikke formelt har fået vedtaget vores budgetter, kommende kontingenter og foretaget valg til bestyrelsen. Derfor ønsker vi at holde fast ved generalforsamlingsdatoen og har fundet en model for, hvordan mødet kan lade sig gøre,” fortæller formand Kim Møller Behrend.

Generalforsamlingen bliver derfor afholdt på følgende måde:

  1. Alle tilmelder sig på forhånd med navn, medlemsnummer og mailadresser
  2. På dagen får alle tilsendt en mail med link til generalforsamlingen om aftenen
  3. Generalforsamlingen bliver så gennemført med formand, kasserer og dirigent siddende i samme lokale og alle andre deltagere er deltagere hjemmefra
  4. Der bliver mulighed for at “række hånden op” og få ordet som normalt – og det vil også være muligt at gennemføre afstemninger, hvis det bliver nødvendigt

Tilmelding til generalforsamlingen skal ske senest dagen i forvejen – og dagen i forvejen bliver der også afholdt en test, som medlemmerne kan melde sig til, hvis de ikke har prøvet online-møder før og gerne vil være sikker på, at det virker.

På generalforsamlingen er der blandt andet følgende punkter:

  1. Valg af formand og tre bestyrelsesmedlemmer – de nuværende er villige til genvalg – bemærk, hvis du selv ønsker at stille op til bestyrelsen, så skal du melde dit kandidatur senest en uge i forvejen
  2. Gennemgang af regnskab og godkendelse af budget og kontingenter (regnskabet viser et ekstraordinært stort overskud på 819.000 kr.)
  3. Bestyrelsens beretning – blandt andet om de fremtidige store projekter med ny bane og klubhus
  4. Nye medlemstyper (senior flex og greenfee flex) i forbindelse med den nye 9-hullers bane medfører ændringer i vedtægterne + stemmeret til flexmedlemmer. De nuværende to medlemskaber, Par 3 (passive) og SemiFlex, udfases over tre år
  5. En præcisering af beslutningen om mageskifte af jord med kommunen fra sidste år til brug for myndighedsbehandling

Her finder du link til siden med al information om generalforsamlingen – fx indkaldelse, regnskab, beretninger fra bestyrelse og udvalg, tilmelding til generalforsamlingen og tilmelding til test af at deltage i et online møde.

På billedet er det kasserer Stig Nelkop, formand Kim Møller Behrend, dirigent Rune Tarnø og it-konsulent Michael Willumsen fotograferet ved en online generalprøve, hvor fem medlemmer deltog.

Restaurant Birde klar til take away påskefrokost 1.-5. april

Restaurant Birde glæder sig til igen at kunne holde åbent efter corona-nedlukning og ombygning af køkkenet.

I de kommende uger bliver håndværkerne færdige og der bliver gjort rent – og trods nedlukning gør Birdie klar til påsken ved at servere en eksklusiv påskefrokost-buffet, som kan bestilles helt ned til to personer.

Her finder du Restaurant Birdies side med konktaktoplysninger.

Herunder kan du se menuen – husk at der er bestilling på forhånd.

RGK’s Jakob Falk Schollert vinder turnering i Oklahoma

Jakob Falk Schollert, der er et mangeårigt medlem i Roskilde Golf Klub, har vundet en turnering med 14 collegehold og 80 deltagere. Det gjorde han i en turnering over 54 huller i Oklahoma USA. Turneringen blev spillet den 8. og 9. marts 2021.

Jakob spiller for sit college, Iowa Western College, hvor han også studerer på 2. år.

Jakob var i omspil med tre spillere og vandt på 4. omspilshul.

Træning åbner igen fra mandag den 9. marts

Så er det nu, hvis du bøvler med nogle slag eller i det hele taget trænger til at justere på dit spil her op til sommersæsonen.

Proshoppen åbner for træning fra mandag den 9. marts og frem – og der er mulighed for at bestille individuelle lektioner. Holdtræning kommer senere.

Igen i 2021 er det protræner Lasse Frølich, hans assistent Emil Lindvig Nielsen og protræner Jacob Pingel Lauridsen, du kan booke til disse træninger.

Som udgangspunkt er der træning mandag-lørdag – i proshoppens bookingsystem kan du selv se, hvilke trænere der er til rådighed de enkelte dage.

Som normalt kan du få træning på drivingrange, på puttinggreen og på øvelsesområde.

Proshoppen er i øvrigt også åben – kl. 10-16 hver dag i marts. Fra april gælder de normale åbningstider, som er kl. 10-18 mandag til torsdag, 10-16 fredag og 9-16 lørdag og søndag.

I proshoppens åbningstider er det i øvrigt muligt at hente scorekort – på grund af corona er det jo stadig ikke muligt at komme ind i klubhuset og hente scorekort og bekræfte spilletider.

Her finder du proshoppens side med kontaktinformationer – og link til det bookingsystem, proshoppen benytter.

Herredagen opfordrer flere til at spille fra tee 50

Som en forsøgsordning indfører Herredagen nu, at spillerne i række C kommer til at spille fra tee 50 i de første fem runder af sommerens turnering. Når disse fem runder er overstået, får spillerne mulighed for at skifte til udslag fra tee 58 eller blive på tee 50 resten af sæsonen.

Herredagen opfordrer samtidig spillerne i de øvrige grupper til også at overveje tee 50.

”Vi anbefaler Herredagens medlemmer at vælge et teested, som passer til deres handicap og spilletempo. Det er jo ikke kun den spiller, som vælger det rigtige teested, som får en bedre golfoplevelse. Det rigtige teested bevirker alt andet lige, at en runde ikke tager så lang tid, hvorved problemer med ventetider undgås. Dermed får alle en god oplevelse på runden.”

”Den enkelte spiller skal gøre op med sig selv, om han skal vælge tee 50 eller 58. Hvis golfhandicappet er på vej op pga. alder, stivhed i ryggen, mindre træning, manglende tid eller arbejdspres, så kan der være fornuft og mere spilleglæde i at vælge tee 50. Omvendt, hvis dit handicap er på vej ned, så er der bestemt udfordring i at spille fra tee 58,” lyder det fra herredagsudvalget, der nu har sendt information ud til alle sidste års herredagsspillere.

Eliterække-spillerne er de eneste, hvor der er krav om, at alle spiller fra tee 58. Alle øvrige kan selv vælge. Men man kan ikke vælge fra gang til gang og spillerne kan heller ikke selv ændre. Det skal Herredagsudvalget gøre i GolfBox, så derfor skal spillerne give besked til Ole eller Bjørn fra Herredagsudvalget, hvis de vil ændre udslagssted.

For C-rækken kommer det med tee 50 altså til at gælde de første fem runder – og fortsætter også for alle spillerne medmindre de giver besked til Ole eller Bjørn om at skifte til tee 58. Den besked skal gives senest 16. maj

Læs mere:

Seniorgolf er klar til sommersæsonen 2021

Seniorklubben spiller hele året, hvor der har været 75 tilmeldt til vintersæsonen, der afsluttes fredag 26. marts.

Sommersæsonen spilles alle torsdage med start torsdag 8. april med mødetid kl. 7.15, hvor lodtrækning foretages blandt alle tilmeldte til gunstart kl. 7.30.

Seniorklubben arrangerer også ture til andre golfklubber i sæsonen.

Under menupunktet “Klubber i klubben” finder du også siden med Seniorgolf.

På siden er der mere information om Seniorgolf, billeder fra seniorgolfernes forskellige arrangementer, kontaktpersoner og link til et dokument, der fortæller alt om seniorgolf denne sommer, nemlig ”Velkommen til Seniorgolf 2021”.

Seniorgolf er en åben klub i klubben, hvor alle er velkomne, hvis de opfylder alderskriterierne – damer 50 år og herrer 55 år.

Parmatch klar til sæson 2021 – plads til 40 – tilmelding er i gang

Så er tilmelding i gang til årets parmatch. Der er igen i år tre spilledage med mulighed for alternative datoer, hvis der er en af datoerne, man ikke kan være med.

Der er plads til 40 par – og konditionerne er nogenlunde som sidste år.

Runderne spilles 29. maj, 19. juni og 25. september 2021.

I parmatch spiller man nogle hyggelige golfrunder, og så er der socialt samvær i klubhuset bagefter.

Her finder du siden med al information om parmatch – inklusiv tilmelding.

På billedet er det Lene og Per Thormann, sidste års vindere.