Category Archives: Nyheder

Banerne lukkede til og med tors 16/11 2023 – måske forlængelse

Der er kommet så meget regn – og udsigt til lige så meget – at Roskilde Golf Klubs baner er blevet lukket fra tirsdag morgen den 14. november til og med torsdag den 16. november 2023. Vejrudsigten ser også våd ud for de kommende dage, så det er muligt, at lukningen bliver forlænget. Det bliver afgjort i løbet af torsdagen.

Lukningen gælder både Store Skjold og Skjoldungen.

Drivingrange er ikke lukket som sådan, men området er så vådt, at der ikke kan samles bolde. Puttinggreen og indspilsområde er lukket.

Billederne er fra hul 18 og hul 8.

Tag med klubbens nye protræner til Spanien i februar

Roskilde nye protræner, Martin Hansen, inviterer nu til den første træningstur sydpå. Det bliver en tur til Spanien med plads til maksimalt 19 personer. Turen går til Islantilla Beach Golf Resort i det sydlige Spanien og den foregår fra lørdag den 24. februar til lørdag den 2. marts 2024.

Rejsen koster 13.495 kr. pr. person i dobbeltværelse (der er tillæg for enkeltværelse) og inkluderer fly med golfbag, 7 dages halvpension med drikkevarer, fem runder golf og fem dages træning. Resortet har 27 huller fordelt på tre sløjfer – og der er også et træningsområde.

Sidste tilmeldingsfrist er 1. december 2023.

Læs mere: Se invitationen, hvor der også er link til tilmelding.

Har du spørgsmål til turen, kan du kontakte Martin på eller telefon 28927968.

Banerne åbner igen – primært ændringer på Store Skjold

Så er Roskilde Golf Klubs to baner klar til at åbne igen efter at have været lukket fra søndag den 29. oktober til og med fredag den 3. november 2023.

Banen åbner igen fra lørdag den 4. november 2023.

9-huls banen Skjoldungen åbner stort set som normalt – dog er 30’er teestedet på hul 1 lavet om til slag fra en måtte. Men ellers er banen helt som normalt. Hul 2 kan dog godt være lidt våd i bunden, så et godt råd er at slå over mod venstre i udslaget. Ved greenen på hul 2 er der nogle afspærringer, der skal sikre, at vi ikke går der, hvor der er vådest.

På Store Skjold kommer der noget flere ændringer, primært på grund af det våde vejr.

”På Skjoldungen er det kun 30’er teestedet på hul 1, der er slået så meget op, at det skal have fred nu for at være klar til foråret. På Store Skjold vil der være måtter på langt flere teesteder og på de teesteder, vi stadig spiller fra, bliver der udslag enten forrest eller bagest, så vi skåner teestederne så meget som muligt. På den måde bliver de hurtigere spilbare til foråret,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Der er også andre ændringer på Store Skjold:

  • Hul 3: Broen over åen til venstre bliver sandsynligvis lukket af, da der er meget vådt på den anden side
  • Hul 8: Teestedet bliver placeret på den anden side af stien, når man kommer fra hul 7. Det betyder et væsentligt kortere hul, men det er nødvendigt, da der er meget vådt omkring de normale teesteder og på vejen derhen
  • Hul 10 og 11: Disse to huller er lukkede – dog bliver der lavet et kort nyt hul med udslag mod den normale green på hul 11 fra et midlertidigt teested til venstre for greenen på hul 9. Dette hul bliver så ca. 70 meter langt – her slår man fra måtte – se billedet i toppen
  • Hul 14 og 15: Disse to huller er lukkede, så fra hul 13 spillere du videre på hul 16. Specielt hul 15 er våd – ikke bare omkring green men også fairway på vej ned mod åen. Når det område er tørret op, kan det komme på tale at åbne hul 14 og 15 med spil på en midlertidig green på hul 15, men indtil videre er hul 14 og 15 lukkede

Øvrige huller spiller vi som normalt. Det vil sige, at der i alt er 15 huller. Bemærk, at det ikke er tilladt at benytte greenen på indspilsområdet som hul 18. Denne green skal senere bruges til vinterbanen.

Normalt placerer greenkeeperne hullerne på green inden for faste områder (1, 2 eller 3), så man på opslagstavlen kan se dagens pinplacering. Det kommer man ikke til at kunne fra nu af, da pinplaceringen på de enkelte huller bliver, hvad der passer bedst på den enkelte green.

Kun handicapregulering på Skjoldungen

Ændringerne betyder, at man ikke kan blive handicapreguleret på Store Skjold, men det kan man altså indtil videre på Skjoldungen.

På begge baner spiller vi med oplæg på fairway inden for en køllelængde, dog ikke nærmere hullet. Se den præcise regel under ”Banen i denne uge” på forsiden.

Greenkeeperne følger nøje vejret og hvordan banerne har det, så derfor kan der komme andre ændringer. Hold derfor altid øje med ”Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden.

Der kommer senere information om, når vi går over til vinterbane – indtil videre glæder vi os over, at vi fortsat kan spille til normale sommergreens.

Og så lige til sidst: Husk at rette nedslagsmærker op på greens – det har altid stor betydning, men ekstra meget, når det er koldt.

Sekretariatet har lukket 6.-12. november 2023

Der er lukket i Roskilde Golf Klubs sekretariat i uge 45 – fra mandag den 6. til og med søndag den 12. november.

Sekretariatets medarbejdere er med på jubilæums klubturen med 100 medlemmer til Porto Santo.

Telefonerne er lukkede og mailadressen bliver kun sporadisk tjekket. De fleste henvendelser får først svar efter 13. november.

Fem fokuspunkter efter årets medlemsundersøgelse

Bestyrelsen i Roskilde Golf Klub har efter gennemgang af årets medlemsundersøgelse, Golfspilleren i centrum, udvalgt fem fokusområder, som der nu skal arbejdes ekstra på.

Det fortalte formand Flemming B. Nielsen ved et informationsmøde i klubhuset torsdag den 2. november 2023 – og daglig leder Jesper Wedersøe gik mere i dybden med de enkelte indsatsområder.

Fokusområderne er udvalgt blandt dem, der har stor vigtighed for klubben og som samtidig har fået dårlige eller nedadgående karakterer i medlemsundersøgelsen. Øverst på listen står restauranten, som mange har meninger om og netop det område bliver der taget fat i allerede her i efteråret. Der er nedsat et caféudvalg bestående af repræsentanter fra klubbens forskellige grupperinger og de mødes første gang i midten af november.

”Her har vi fået en ekstern konsulent til at komme og hjælpe os i gang, for vi vil gerne finde en løsning, der både gavner os som medlemmer, men også restauranten. Vi har nu en restauratør, som vi har på 6. år. Hvis vi går efter nogle hurtige løsninger, så kan vi nemt komme i den situation, som andre klubber ofte havner i, at man skifter restauratør hvert andet eller tredje år,” fortalte Jesper Wedersøe, som også sagde, at Roskilde Golf Klub er gået sammen med en gruppe af andre golfklubber om at indsamle data fra mange klubber i Danmark fx omkring priser, udvalg og åbningstider.

Jesper tilføjede også, at “vi oplever, at gæster ved større arrangementer + greenfeegæster er meget tilfredse, mens hverdags-brugere af restauranten synes, at menukortet bliver for ensformigt. De aspekter vil der også blive kigget på i café-udvalget.”

Fokusområde nr. 2 handler om bestyrelsens synlighed – og her har situationen omkring skift af protræner haft en betydning for medlemmernes rating af bestyrelsens indsats. Medlemsmøderne skal bl.a. være med til at sikre, at medlemmerne ved, hvem der sidder i bestyrelsen og også er med på den retning, som bestyrelsen sætter for klubben. Netop derfor gennemgik formand Flemming igen klubbens visions- og strategidokument – bl.a. for at illustrere, at strategien for klubben har været den samme i efterhånden en del år. Han tilføjede, at ansættelsen af en ny protræner skal være med til at gøre noget ved to af de områder, som klubben ikke er helt i mål med – at skabe et godt miljø både for klubbens ungdoms- og elitespillere.

Læs mere:

 

I klubbens strategi står der også noget om forbedring af træningsfaciliteter – og det er da også et af de områder, som afspejler sig i lavere karakterer i medlemsundersøgelsen. Derfor hedder fokusområde nr. 3 ”træningsfaciliteter”.

Aktuelt bliver der arbejdet på at få inddækket noget af det ene udslagshus på drivingrange og få tilført en trackmann til protræneren. Der kommer som tidligere nævnt her på hjemmesiden også andre forbedringer på drivingrange bl.a. med forbedrede udslagsmåtter.

”Den største forbedring vil dog være et helt nyt indspilsområde, men her skal vi først have løst udfordringerne med vandtilførsel og her er et nyt vandudvalg i klubben gået i gang med deres undersøgelser. Også her har vi kontakt til en ekstern konsulent, som kan give os værdifuld viden,” fortalte Jesper Wedersøe, som supplerede med at fortælle, at kommunen er i gang med at købe jord og stoppe forpagtningsaftaler med landmænd, så visse områder mellem Roskilde og Svogerslev kan overgå til rene naturområder. I den forbindelse skal der fx fjernes dræn i jorden, så vandet kan begynde at løbe naturlige veje igen – og så må vi se, hvad det får af betydning for golfklubben.

 

Flow, skiltning og indslusning

Fokusområde nr. 4 bliver en ”gammel traver”, men en nødvendig en af slagsen, nemlig ”flow på banen”. Det har ligget lidt stille i sæson 2023, men fra næste år bliver det formentlig genoptaget at lægge bolde sammen til 4-bolde på de mest belastede tidspunkter. Der skal også arbejdes på at igangsætte en form for starterservice, gerne i samarbejde med baneservice-udvalget.

”Og så skal vi have kigget på vores skiltning på banen. Medlemmerne ved jo udmærket, hvor hullerne ligger i forhold til hinanden, men vi kan se på greenfeespillere, at de nogle gange er i tvivl, så derfor bliver vi nødt til at kigge på vores skiltning med helt nye øjne – det har nemlig også indvirkning på flowet. Bare tænk på, hvor man skal gå hen efter hul 3 på Store Skjold. Vi medlemmer kender godt vejen til hul 4, men der har også været eksempler på greenfeespillere, som bagefter har stillet sig hen ved hul 3 på Skjoldungebanen i den tro, at det er hul 4.”

Sidste punkt – fokusområde 5 – handler integration i klubben.

”Der er rigtig mange nye medlemmer, som roser prøvemedlemsforløbet og mentorernes flotte indsats med, at alle føler sig velkomne i klubben. Men vi kan se i medlemsundersøgelsen, at vi stadig har en udforing med brobygning til den øvrige del af klubben, når prøvemedlemsforløbet er slut. Det er der ikke et entydigt svar på, hvordan man gør, for det kommer meget an på alder, køn, færdigheder og andre parametre. Nye medlemmer er ikke en ensartet størrelse, som har brug for de samme ting for at blive integreret i klubben, så det skal vi finde nogle løsninger på,” sagde Jesper.

 

Trænerspørgsmål

Udover medlemsundersøgelsen blev der primært talt om to andre ting. Den ene var ansættelsen af en ny protræner, som netop faldt på plads tidligere på ugen, og det var tydeligt, at alle deltagere på medlemsmødet havde læst informationerne på hjemmesiden – eller hørt om dem – om ansættelsen af Martin Hansen som ny protræner fra 2024.

Flere spurgte til Martins planer til fremtidig træning – og formand Flemming B. Nielsen lovede, at Martin på næste medlemsmøde – formentlig i februar – ville komme og fortælle mere.

”Det er kun ganske få dage siden, vi og Martin blev enige om en aftale, så nu skal have lige have tid til at fundere over, hvordan han i praksis vil gribe opgaverne an og hvordan han vil drive shoppen. Men vi vil ikke lægge skjul på, at vi er meget glade for den aftale, vi har indgået med Martin og jeg ved, at han glæder sig meget til at starte. Vi er sikre på, at han både kan favne bredden i klubben og samtidig være med til at løfte både ungdoms- og elitearbejdet,” sagde Flemming.

Der var flere spørgsmål fra salen omkring træneraftalen og hvordan Martins tilstedeværelse kan komme til at gavne ungdom og elite.

”I dag har mange af elitespillerne andre trænere end vores egen her i klubben. Vil det fortsætte sådan?” lød et af spørgsmålene.

Daglig leder, Jesper Wedersøe, svarede: ”En golftræner for en elitespiller er en meget personlig ting, så flere af elitespillerne vil sikkert beholde de trænere, de har allerede nu, men Martin vil have stor fokus på at skabe et godt socialt elitemiljø her i klubben og han har stor erfaring med samarbejdet med øvrige trænere fx landstrænere, så Martin selv bliver en slags assistenttræner i forhold til dem. Martin kommer jo fra Næstved, som netop har spillet sig op i Elitedivisionen og har dernede fra stor erfaring med at håndtere spillere, der er på vej mod et højt sportsligt niveau.”

Henning Jensen spurgte, om der kommer en afskedsreception for afgående træner, Lasse Frølich.

”Vi har spurgt, men Lasse har ikke ønsket det. Det er ærgerligt, fordi vi ville gerne sige ordentligt farvel og tak for en stor indsats igennem rigtig mange år. Skulle Lasse ændre mening, så er vil vi meget gerne markere det,” sagde Flemming B. Nielsen.

Læs mere: 

 

Bæredygtighed og kontingentrestancer

På medlemsmødet fortalte Jesper Wedersøe også om klubbens fremtidige arbejde med bæredygtighed, internationalt kaldet ESG, da det står for ”environment, social og governance” (miljø, socialt ansvar og ledelse). Der ligger mange områder under de tre ord, som golfklubben nu også kommer til at arbejde med. Her er nogle eksempler: Transport til golfklubben, affaldssortering, biodiversitet, genbrug og recirkulation, medlemstilfredshed, dokumentation samt ikke mindst inklusion og diversitet, så man bliver taget godt imod, uanset hvem man er.

”Vi vil meget gerne have medlemmerne involveret, så har du en god idé, så kom endelig og præsentér den. Det bliver også noget med, at gode ideer bliver belønnet,” sagde Jesper.

Der blev spurgt ind til kontingentrestancer, da det i et bestyrelsesreferat fra tidligere på efteråret har stået, at en hel del medlemmer ikke har betalt kontingent til tiden og klubben derfor havde en del penge, der ikke var krævet ind.

”Langt de fleste penge er heldigvis kommet ind nu ikke mindst takket være en flot indsats fra Tina Donstrup i sekretariatet og vi er også nødt til at holde fast i, at kontingentet skal betales. Man kan ikke komme rendende her sidst på året og sige, at man desværre ikke har fået spillet så meget og derfor ikke ønsker at betale kontingent,” sagde formand Flemming B. Nielsen og Jesper Wedersøe supplerede:

”Vi er i gang med at kigge på vores rykkerprocedurer og en af de ting, vi vil tage fat i, er tidligere inddragelse af spilleretten, hvis der ikke bliver betalt,” sagde han.

Der var ca. 60 deltagere på medlemsmødet.

 

Ny film om prostatakræft optaget i Roskilde Golf Klub

”Vi mænd er ikke vant til at tale om vores helbred. Og da slet ikke, når vi bliver ældre. Problemet er bare, at prisen for tavsheden kan være høj”.

Sådan skriver Prostatakræftforeningen i forbindelse med en ny kampagne, hvor Roskilde Golf Klub har spillet en lille rolle. En af de små film, hvor skuespillerne Max Hansen og Martin Miehe-Renard medvirker som venneparret Frank og Niller, er nemlig bl.a. optaget på Skjoldungebanen her hos os.

Filmene skal via en munter tone gøre mænd opmærksomme på den hyppigste kræftform blandt mænd. Hvert år er der 4.500 mænd, der får konstateret prostatakræft – og det er en kræftform, der ofte kommer snigende, uden at du kan mærke noget.

Filmene skal både være med til at øge opmærksomheden på prostatakræft, men også sikre, at mænd får talt med hinanden om det – fx på golfbanen.

”Vi opfordrer mænd til at tale om deres helbred, hvis de bekymrer sig. Ingen skal stå alene med bekymringerne, uanset om de er raske eller lever med sygdom. Det behøver ikke at være en alvorlig snak. Man kan sagtens vende det uden store armbevægelser på en tur i skoven, på golfbanen eller nede på det lokale værksted,” fortæller Hans Jakob Helms fra prostataforeningen Propa.

Læs mere:

 

Junior- og mikro vintertilbud: Træning, leg og golf

Ungdomsafdelingen i Roskilde Golf Klub prøver i den kommende vintersæson noget helt nyt. Normalt er der næsten ingen aktiviteter, men denne vinter bliver der to forskellige arrangementer:

  • Leg og spil i gymnastiksalen på Tjørnegårdsskolen
  • Golftræning og konkurrencer i Harekærs indoor golf center

Her kan I læse informationen fra ungdomsudvalget:

Det er efterår og vejret egner sig ikke altid til at være ude og spille golf. Derfor har vi i år prøvet at lave et andet program for ungdomsafdelingen hen over vinteren. Vi håber, I vil tage godt imod tilbuddet og nyde nogle gode timer i hinandens selskab. Der er to slags arrangementer i vinterperioden.

Hver fjerde uge har vi gymnastiksalen på Tjørnegårdsskolen. Her vil vi bruge salen til en masse hygge, spille alternativ minigolf, fodbold, stikbold, lege på redskaber, eller hvad vi nu ellers kan finde på sammen. Vi vil rigtig gerne, at forældre deltager i disse arrangementer. Hvad der vil ske på dagen er meget forskelligt. Jeg er sikker på, at alle også vil blive glade, hvis der kommer en kage eller to til hygge.

Ud over gymnastiksalen har vi lejet Harekærs indoor golf center. Her er der et par udslagssteder til svingtræning og en puttinggreen. Vi vil benytte begge dele til at holde vores golfsving og putting ved lige. Vi vil selvfølgelig også have et par konkurrencer undervejs. Der vil ikke være en pro til stede ved disse træninger i 2023. Om den nye protræner vil være til stede ved en af træningerne i 2024 ved vi ikke endnu.

Vi håber på godt fremmøde. Alle er velkomne.

Anne Sofie, Sara, Jacob og Søren fra ungdomsudvalget

Aktiviteterne fremgår af ungdomsudvalgets kalender på hjemmesiden – find den under “Aktiviteter – Ungdom – Mikro og juniorkalender”.

Du kan også printe listen over aktivitetsdagene.

Der er ikke tilmelding på forhånd til aktiviteterne – man kan bare møde op. Aktiviteterne er for børn og unge i alle aldre.

Martin Hansen og co. bliver ny protræner fra 2024

Det bliver et kendt ansigt, der kommer til at overtage jobbet som protræner og ejer af proshoppen i Roskilde Golf Klub fra 2024.

Bestyrelsen har nu indgået en kontrakt med Martin Hansen, der i dag er protræner i Næstved, men som tidligere har været assistent i Roskilde i fire år. Martin tager sin golfspillende hustru, Ditte, med, og de vil som par være Roskildes nye protræner- og proshop-duo. Det kan godt udvikle sig til en trio eller en kvartet med endnu en assistent og/eller elev, men det kommer an på travlhed og dermed økonomi.

Martin afløser Lasse Frølich Kristensen, som lige nu er ved at lukke ned, men stadig er træner i klubben lidt endnu. Martin var netop ansat under Lasse i 2014-17, så mange medlemmer kender ham i forvejen. Også Ditte er kendt i klubben, da hun spillede på dameholdet i de år, Martin var protræner. Sammen bor de i Karrebæksminde syd for Næstved – meget tæt på Næstved Golfklub, hvor Martin i dag er ansat.

Planen er imidlertid at flytte tættere på Roskilde; meget gerne tæt på golfklubben, fx i et rækkehus i Svogerslev eller det øvrige nærområde, og ægteparret Hansen hører derfor gerne om nogen, der har noget til salg eller leje…

Formand Flemming B. Nielsen er meget glad for, at ansættelsen af Martin Hansen er faldet på plads:

”Vi glæder os meget til det nye samarbejde. Vi har søgt bredt efter en profil, der både passer til vores store behov for træning af alle medlemsgrupper, men som også er dygtig inden for de to områder, som vi gerne vil udvikle yderligere, nemlig ungdom og elite. Her har Martin nogle store kvalifikationer, som vi glæder os til at se ham føre ud i livet.”

”Vi har forhåbninger om, at han kan og vil være proaktiv i forhold til at hjælpe med at skaffe flere ungdomsspillere og vi ved, at han også er en både vellidt og særdeles dygtig træner for både bredde og elite. Det er Martins plan at opgradere på det tekniske område i form af trackman-udstyr til undervisningen og vi er i gang med at undersøge, om vi kan inddække en del af det øverste udslagshus til at rumme dette udstyr,” siger Flemming.

”Vi havde flere gode kandidater at vælge mellem og har holdt samtaler med fire. I sidste ende var vi imidlertid ikke i tvivl om valget af Martin. Det er selvfølgelig en fordel, at mange kender ham i forvejen og at Martin har et godt ry i klubben, men det har jo også været vigtigt for os at signalere udvikling i forhold til i dag, og disse forandringer tror vi på, Martin kan levere. Vi er derfor ret sikre på, at medlemmerne vil komme til at opleve ”gode, gamle Martin” samtidig med, at vi som klub kommer til at udvikle os,” lyder det fra bestyrelsesformanden.

Martin har i Næstved bl.a. været træner for en større elitegruppe, der netop har sikret klubbens oprykning til elitedivisionen.

Der er indgået en 5-årig aftale med Martin – gældende fra 1. januar 2024 til 31. december 2028.

Læs mere:

På billedet er det bestyrelsen, der siger goddag til Martin, efter at kontrakten er skrevet under. Forrest er det Mette Jessen, Martin Hansen og Bente Buhl Rasmussen. Bagest fra venstre: Niels Træden, Flemming B. Nielsen, Kim Møller Behrend, Jan B. Kristiansen og Jens Krøis.

Familien Hansen går ”all-in” på golf i Roskilde

De glæder sig helt vildt og det bliver en familiebegivenhed, når ægteparret Martin og Ditte Hansen i de første måneder af 2024 kommer til Margrethehåbsvej 116 og gør klar til golfsæsonen 2024.

Som tidligere proassistent i Roskilde vakte det stor interesse, da Martin tidligere på året pludselig så, at stillingen som protræner i Roskilde Golf Klub blev slået op.

”Jeg havde fire fantastiske år i Roskilde fra 2014 til 2017. Det er en klub med en rigtig god stemning, søde, rare og positive mennesker – og det blev jeg bekræftet i, da jeg i forbindelse med jobopslaget besluttede at komme forbi en dag. Her blev jeg modtaget med åbne arme af dem, jeg mødte og kender i forvejen, og samtidig kunne jeg ved selvsyn se de forandringer, der er sket i klubben siden sidst – udbygningen af klubhuset og ikke mindst den nye 9-huls bane, som er noget nær perfekt. Jeg kunne helt klart mærke i maven, at den stilling skulle jeg søge,” fortæller Martin Hansen.

Han stoppede som assistent med udgangen af 2017, fordi han gerne selv ville prøve at være cheftræner. I første omgang blev han ansat i Ledreborg men nåede ikke at starte, inden Næstved Golfklub henvendte sig og gav ham et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Så de seneste seks år har han været træner fem kilometer fra sin nuværende bopæl i Karrebæksminde.

Nu går han efter at sælge huset og flytte til Roskilde – sammen med hustruen Ditte, sønnen Magnus og hunden Wilson (ja, den er opkaldt efter udstyrsproducenten af samme navn…).

Ditte følger ikke alene med til Roskilde – hun flytter også ind i proshoppen, da de to går all-in på golf i Roskilde. Ditte er i dag ansat i hjemmeplejen i Næstved, men da hun også har evner på golfbanen og selv er tidligere elitespiller, så er det meningen, at hun og Martin skal drive proshoppen sammen, og Ditte går også i gang med grundtræneruddannelsen, så hun kan komme til at undervise.

”Vi har virkelig haft lyst til at råbe budskabet ud til alle, men har været nødt til at vente, indtil kontrakten faldt på plads. Derfor er vi glade for nu at kunne være åbne over for den store opgave i Roskilde, som vi glæder os rigtig meget til,” siger Ditte.

Protrænerparret går nu i gang med at planlægge sæson 2024 – ikke mindst varerne i proshoppen, hvor de kommer til at prøve sig frem med, hvad medlemmerne ønsker og har behov for. De tror stadig på konceptet med en fysisk butik, selv om mange handler online og håber, at rådgivning, gode priser og det at holde varen i hånden kan gøre en forskel.

”Det har altid været min drøm at drive en selvstændig proshop. I Næstved er protrænerfunktionen og proshoppen adskilt og det er endnu en grund til, at jobbet i Roskilde er så attraktivt for mig. Selv om jeg ikke har drevet en proshop selv før, så er jeg udlært i Intersport som salgselev, så jeg ved godt lidt om branchen,” siger Martin, der allerede nu har lagt en tur til en golfmesse ind i kalenderen. Der skal kigges varer og plejes kommende kontakter.

På det sportslige plan glæder de sig til at tage fat i alle lige fra begynderen, breddespilleren, elitespilleren, junioren og den helt unge mikrospiller, som i Næstved bliver kaldt ”troldeunge”.

”Når der skal bygges en ungdomsafdeling op, skal vi starte med de helt små, så dem skal vi selvfølgelig have fat i nogle flere af og jeg tænker da både sommerferie-aktiviteter og besøg på skoler – i samarbejde med ungdomsudvalget og spillernes forældre,” siger Martin og bliver suppleret af Ditte:

”Vi har begge to nogle ”popcorn”-hjerner, så vi finder på alt muligt. Vi kommer også til at gøre noget reklame på sociale medier bl.a. med videoer og jeg er sikker på, at børnene kommer til at hygge sig, for Martin er jo også et legebarn.”

Det sociale kommer også i højsædet både for de unge og for andre medlemsgrupper, om det så er trænerrejser, klubarrangementer ved Ryder Cup eller andre store turneringer, sommercamps og lignende.

Sportsligt får teknikken et ekstra løft.

”Vi arbejder på at få trackman-udstyr på drivingrange. Det er udstyr, der kan bruges til at træne både elite og bredde og jeg håber på, at vi i samarbejde med klubben kan sikre en form for inddækning – både så vi kan træne tidligere og senere på året, men også så den enkelte elev oplever, at han/hun er alene sammen med træneren, uden at andre står og kigger på. Det er nemlig ikke alle, der bryder sig om det,” siger Martin.

I 2024 kommer der et overlap af ture med proshoppen. Martin har allerede planlagt flere ture til udlandet med fortrinsvis Næstved-medlemmer her i efteråret og i det tidlige forår, og Roskildes afgående træner, Lasse Frølich, har også ture til udlandet i marts med Roskilde-medlemmer – i eget regi efter han formelt er stoppet. Men fremover kommer der også rejser i Roskilde med Martin og Ditte som arrangører.

Både Martin og Ditte håber at få skabt et godt socialt og træningsmæssigt miljø – også for elitespillerne. Han glæder sig til at følge deres spil og håber at kunne være med til at skabe gode sportslige resultater – gerne i samarbejde med fx landsholdstrænerne, som nogle af elitespillerne også modtager træning og råd fra. Martin er blevet 42 år, men vil stadig selv være lidt turneringsaktiv. Her i 2023 er det ikke blevet til meget turneringsgolf, primært på grund af en hælspore-skade fra padel, men han håber at tage revanche i 2024. Tidligere har Martin bl.a. vundet Danmarksmesterskabet for protrænere flere gange.

Han blev klubmester i slagspil i Roskilde i 2014, 2015 og 2016, er stadig i dag indehaver af banerekorden på banen med 64 slag (en bogye, ni pars, syv birdies og en eagle på hul 18).

Taktik og det mentale bliver også ting, han vil undervise i – og for eliten bliver det at præstere under pres en vigtig del.

”Det træner jeg meget i – og ofte med forskellige former for straf, så spillerne bliver skarpe på at håndtere pressede situationer. I Næstved har vi vundet rigtig mange matcher, der er gået til 17. og 18. hul – netop fordi vi har trænet det mentale og taktiske, når det for alvor gælder.”

Martin er startet med at spille golf i Storstrømmens Golfklub på Falster, hvor han er født. Siden har han spillet golf flere steder i Jylland, startende med golfcollege i Himmerland. Han er udlært elev fra Hedeland og Næstved og har fungeret som assistent i Sydsjællands Golfklub (to år) og Roskilde (fire år), inden han blev cheftræner i Næstved, hvor han altså har været i seks år.

Den præcise dato for, hvornår Martin åbner shoppen i Roskilde er endnu usikker. Han og Ditte går nu i gang med at få styr på varer og i starten af 2024 skal shoppen så indrettes.

Læs mere:

Andematch 2023 afbrudt af store mængder regn

Med 104 tilmeldte på Store Skjold og 30 på Skjoldungen var der lagt op til, at årets andematch igen skulle være en stor begivenhed i Roskilde Golf Klub.

Sådan blev det desværre ikke. Humøret var ellers højt, da hornet lød til gunstarten, men da regnen kort efter begyndte at sile ned, gav flere spillere op og kom i tørvejr i klubhuset. Efter ca. otte spillede huller besluttede matchledelsen, der denne gang bestod af Thorkil Jessen og Inger-Lise Jørgensen, at aflyse matchen og efterfølgende blev begge baner lukket for resten af dagen.

Det blev besluttet at foretage en lodtrækning om præmierne og derfor var der alligevel glade ansigter, da mange gik hjem med en and eller en flaske jubilæumsvin. Alle præmier var sponsoreret af Roskilde Golf Klub.

I klubhuset blev der serveret kartoffelsalat og frikadeller.

Se en masse fotos fra dagen herunder – på det store foto er det Hanne Kjær, Lise Aaberg, Alice Wind og Jesper Bluhme midt i regnen ude på banen, inden spillet blev stoppet.