Category Archives: Nyheder

Igen både op og nedture for eliteholdene

Af Tutter Blume

Der blev kæmpet og svedt om hvert point i weekendens spændende matcher i Danmarksturneringen, og der var både op- og nedture til vores elitespillere.

Den samlede elite vil gerne takke for den utroligt flotte opbakning på hjemmebane – i modgang og i medgang! Det er imponerende at se så mange ude og støtte os hver weekend! TAK!

Se masser af billeder i bunden af nyheden.

Herrernes 1. hold, 1. division øst, af Emil Nielsen, holdkaptajn:

Lørdag spillede vi ude mod Asserbo. Dagen var fyldt med godt humør og en masse god golf på et anlæg, der som mange andre trænger til lidt vand, især på fairways. Vi vandt foursomes 4-2 og trak os samlet ud med en sejr på 11-7 efter singlerne.

Søndag spillede vi hjemme mod Hillerød. Vores foursomes blev vundet 4-2, hvor makkerparret Andreas Hillersborg og Jakob Falk så urørlige ud ligesom på førstedagen. I singlerne startede vi solidt, hvor Lasse Frølich lavede en eagle på hul 4 efter havde slået over greenen i første slag. Til trods for dette gik resten af eftermiddagen desværre ikke vores vej, og vi måtte acceptere et nederlag på 6-12.

Der skal lyde en stort tak til restaurant Birdie for den flotte forplejning hele dagen. Og tak for den flotte støtte ude på banen fra alle jer, der dukkede op.

1. holdet herrer ligger fortsat på en 3. plads i puljen.

Herrernes 2. hold, 3. division øst, af Johnni Mannich Nielsen, holdkaptajn:

Lørdag skulle vi møde Smørum på udebane. Vi spillede godt og kæmpede til det sidste, men heldet var ikke med os, og vi tabte desværre 7-5.

Søndag skulle vi møde Harekær på hjemmebane, og vi havde desværre stolpe ud. Vi havde tre matcher ned ad hul 18. Men det gav desværre kun 1½ point. Vi tabte derfor den samlede match med 10,5-1,5.

Næste divisionsweekend, som finder sted den 18. og 19. august, spiller vi hjemme mod Smørum om lørdagen og ude mod Hedeland søndag.

2. holdet herrer er nu rykket med på en 3. plads i puljen.

Herrernes 3. hold, kvalifikationsrækken øst, af Gerhard Klaschka, holdkaptajn:

Efter weekendens resultater må vi konstatere, at det forventeligt ikke vil kunne lykkes 3. holdet at vinde sin pulje, men at vi desværre må nøjes med at blive nr. 2 i puljen.

Lørdagen bød på en match hjemme mod Sorø. Det blev en match, der i konsekvens af afbud og aflevering af spillere til 2. holdet gav en flot debut til Rasmus Bornæs, som vandt sin match med 4&3. Holdet vandt sikkert mod Sorø med hele 10-2.

Den afgørende match om førstepladsen var så søndag i City Golf. Det blev en match, der blev afgjort i den sidste fourball, hvor vi desværre tabte, så holdet samlet set tabte 7-5. Da vi tidligere på sæsonen spillede 6-6 hjemme mod City Golf, betyder det, at vi er dårligere i den indbyrdes kamp. Det er kun, hvis City Golf i de to sidste matcher kun får 1 point, og vi samtidig vinder begge vores matcher, at vi vil kunne gøre os til vinder af puljen, så der skal altså noget helt særligt til. Så vi regner nok mest med at ende på en 2. plads.

3. holdet herrer er derfor rykket ned på en 2. plads i puljen.

Elitedamerne, 2. division øst, af Andrea Lima, holdkaptajn:

Dameholdet har haft en fantastisk weekend. Holdet begge dage bestod af Trine og Lena i foursome, Johanne, Celine og NikkiMarie i singlerne.

Lørdag spillede vi i København i de fantastiske omgivelser i Dyrehaven, hvor de store dyr går frit omkring og nyder golfspillet. Der blev kæmpet til hul 18 i de fleste matcher, og vi vandt 5-4.

Søndag skulle slaget stå i Roskilde mod Ledreborg, hvor vi skulle forsøge at revanchere os fra 1. spilleweekend. Og den mission lykkedes! Banen havde fået lidt regn og stod super flot. Og vi kæmpede bravt og tildelt Ledreborg et æg og vandt 9-0. Sikke en præstation.

Vi takker alle caddies og support undervejs og ønsker god sommer til alle.

Elitedamerne er dermed rykket to pladser op og ligger på en 2. plads i puljen.

Seniorholdet, 1. division øst, af Jan Birger Nielsen, holdkaptajn:

Igen et dejligt sommervejr, hvor 2. runde blev afviklet i seniorrækken, 1. division øst. Seniorholdet mødte hjemme CGC og fik en forventet sejr over dem med cifrene 8-6. Tutter, som er udlånt af dameholdet, vandt sin første damesingle – godt gået.

Om søndagen mødte vi på udebane Simons, og på en svær og udfordrende bane (B+C sløjfen), hvor dagsformen hos alle ikke var den bedste, måtte vi se os besejret med cifrene 10-4.

Rungsted indtager 1. pladsen i puljen med 3 vundne kampe ud af 4, mens Simons og Roskilde begge har 2 vundne kampe og 2 tabte. CGC indtager sidstepladsen med blot 1 vunden kamp. Intet er derfor afgjort før sidste spillerunde i august, hvor Roskilde skal møde Rungsted på hjemmebane og CGC på udebane. Kan Roskilde vinde begge kampe har vi afgjort en chance for at vinde puljen eller i hvert tilfælde konsolidere vores forbliven i 1. division – spændende bliver det.

Seniorholdet er dermed rykket op på en 3. plads i puljen.

Veteranholdet, 2. division øst, af Hans-Henrik Hagelund, holdkaptajn:

Der er desværre ikke så meget at skrive om. Det var et par rigtig dårlige dage, og vi tabte både lørdag hjemme mod Næstved med 8-6 og ude søndag mod Værløse med 10-4. Vi glæder os til 3. spilleweekend i august og håber, at vi kan få spillet noget rigtig god golf der.

Veteranholdet i år består af følgende spillere: Lisbet Jonstrup, Marianne Hagelund, Torben Svendsen, Jørn B. Madsen, Karsten Jensen, Poul Madsen, Hans-Henrik Hagelund, Leif Hansen og Ole Madsen.

Veteranholdet er dermed røget ned på 4. pladsen i puljen.

Her er link til siden med alle resultater og stillinger.

Fakta om Danmarksturneringen

Der spilles hulspil i matcherne, og spillerne spiller alle fra ”scratch”, dvs. at der ikke sker handicapregulering. Se mere nedenfor:

Udpluk forklaring spilleformer (fra golf.dk /nyhed/spilformater):

Hulspil: Hvert hul repræsenterer et point som der spilles om. Laveste score på hullet vinder hullet. Er scores ens, deles hullet. En match vindes af den spiller, der er flere huller op, end der er huller tilbage at spille. …

Foursome: For to par. Kan spilles både som slagspil og hulspil. Hvert par spiller kun en bold, som spillerne skiftes til at slå til. En spiller slår ud på de lige huller, mens makkeren slår ud på de ulige. …

Four-ball: Kaldes ofte fejlagtigt Best-ball. For to par. Kan spilles både som slagspil og hulspil. Alle fire spiller deres egen bold. Den bedste score på hver side tæller som holdets score.

Efterårstur med protrænerne til Spanien

Hvad siger du til en uge i sydens sol, med masser af golf på en spændende bane, træning og godt selskab?

Det har du mulighed for at opleve sammen med protrænerne Lasse Frølich og Lena Tatiana Nielsen.

Turen går til Costa Almeria og koster 9495 kr. pr. person – med lidt tillæg ved eneværelse.

Her kan du se invitationen.

Her har du et link til en side med mere information – samt direkte tilmelding og betaling.

Du kan også tilmelde dig via Proshoppen i klubben.

Match for prøvemedlemmer 1. juli + infomøde

Forårets prøvemedlemmer har nu været inde i et længere forløb med intro og træning – og nu kommer der igen en match, hvor der bliver mulighed for spil og samvær på par 3 banen.

Det er søndag den 1. juli – med mødetid kl. 9.30, og med spisning i klubhuset efterfølgende.

I forbindelse med frokosten vil nogle udvalg og “klubber i klubben” komme og fortælle, så prøvemedlemmerne får en fornemmelse af, hvad der sker af aktiviteter, hvis de melder sig ind i Roskilde Golf Klub.

Der er sidste frist for tilmelding fredag den 29. juni kl. 20.

Her kan du se siden med mere information og tilmelding.

Ny par 3 match lørdag den 14. juli

Selv midt i sommerferieperioden er der ikke stille på par 3 banen med hensyn til matchaktivitet. Der er par 3 matcher hveranden tirsdag hele juli – og lørdag den 14. juli er der også en weekendmatch.

Der er ikke tilmelding til tirsdagsmatcherne, men det er der til weekendmatchen. Matchen er for prøvemedlemmer, par 3 medlemmer, flexmedlemmer og fuldtidsmedlemmer med et DGU handicap over 37.

Her finder du siden med mere information og tilmelding til weekendmatchen lørdag den 14. juli.

Der er sidste frist for tilmelding fredag den 13. juli kl. 12.

 

100.000 kr. til bedre natur på golfklubbens område

Bestyrelsen for Skjoldungernes Land, nationalparken rundt om Roskilde og Lejre, har besluttet at donere et større beløb til forbedring af naturen på Roskilde Golf Klubs område.

I alt er der bevilget 100.000 kr. og sammen med ekspertise, mandskab og tid hos Roskilde Kommune og golfklubben skulle det gerne give væsentligt forbedrede naturvilkår på golfbanen, uden at det går ud over golfspillet, men styrker oplevelsen ved at gå rundt på banen.

Støtten bliver overordnet givet til to ting:

  • To vandhuller/søer
  • Blomsterbede

“Ved at etablere flere blomster og flere vandhuller giver vi bedre vilkår for insekter og padder, fx løvfrøer. Så selv om golfbanen som udgangspunkt er og skal være velplejet, så bliver der også plads til områder, der er ren natur,” fortæller formand for bestyrelsen i ”Skjoldungernes Land”, Lars Vedsmand.

Næstformand i bestyrelsen for Skjoldungernes Land er Jan Eriksen, tidligere formand for Roskilde Golf Klub og stadig ivrig golfspiller. Han er med i klubbens natur- og miljøudvalg, der har sat rigtig mange initiativer i søen for at forbedre golfbanens biodiversitet. Nu glæder han sig over, at naturoplevelsen kan blive endnu større.

Han tog derfor sin bestyrelseskollega med på en rundvisning på noget af banen

Og hvor er det så, at der kommer vandhuller og blomsterbede?

Det ene vandhul er snarere en sø – eller en forandring af en sø, der er der i forvejen. Det er søen på hul 5, hvor der i dag er en palisadevæg ind mod greenen. Den palisadevæg har det ikke så godt – og samtidig er der et ønske om, at søen bliver mere naturligt anlagt med flade brinker. Projektet går derfor ud på, at søen skal brede sig mere ud og blive større til venstre for greenen over mod marken. Projektet gør ikke golfhullet hverken sværere eller lettere, da udvidelsen af søen sker til venstre side og den “irriterende” udposning på den nuværende sø, som har ædt mange bolde, forsvinder.

Det andet vandhul bliver noget mindre – og det bliver anlagt ved hul 15, i det rough-område, der ligger lige fremme der, hvor fairway tager et knæk op mod greenen. Dette vandhul bliver anrettet ret åbent, så der kommer fuld sol på og med skrånende bund – vandtemperaturen har nemlig betydning for udklækning af paddernes æg.
Kommunen oplyser, at der øst for Hørgården er vandhuller, hvor der forekommer den noget ualmindelige lille grønne løvfrø og de forventer, at frøerne selv finder vej frem til de nye leveområder golfbanen. Så måske kan de allerede høres på næste års nattergaletur?

Det er også på hul 15, der bliver anlagt et større bed med flerårige blomster. Det er et område, der i dag er rough – det ligger til venstre ca. over for de to bunkere, der er i spil, når vi slår ud på hul 15. Der er en større trekant med rough ind mod skoven, og du skal slå noget skævt for at komme derover, men det kan selvfølgelig ske.

“Vi håber på, at det kan være med til at hjælpe den sjældne sommerfugl, Guldhale, der har slåen-buske, som værtsplante for sine larver. Og slåenbuske har vi jo mange af i vores hegn på banen, men sommerfuglene skal jo også have noget at leve af, derfor blomsterbedene,” siger Jan Eriksen.

Vejret afgør, hvornår disse projekter går i gang – men det bliver nok i løbet af efteråret.

Skjoldunge-stien – ved du, hvor den er?

I forbindelse med Lars Vadsmands besøg i golfklubben, tog Jan Eriksen ham med på en lille vandretur på Skjoldungernes sti, som starter helt i Hvalsø og også går gennem golfklubben. Den går ind i skoven til højre for det nye toilet på hul 12, kommer ud i kanten af hul 15 og går ind i skoven igen ved det område, hvor roughen bliver erstattet af blomster. Stien er imidlertid ikke alt for godt skiltet og flere steder også lidt svært fremkommelig, så de to bestyrelsesmedlemmer fik lidt input med tilbage.

Stor profilering af Rehab-golf i Roskilde

Med masser af flotte billeder og meget uddybende tekst er  Rehab-golf i Roskilde blevet profileret rigtig meget i det seneste nummer af “Hjerneskadet”, der er udgivet af Hjerneskade-foreningen. I artiklen, der fylder fem sider, får formand Hans Møllegaard fortalt grundlæggende om Rehab-golf, men også spillere og pårørende kommer flot til orde. Alt i alt får man et glimrende overblik over, hvad Rehab-golf er og hvor stor en glæde, sporten giver til spillerne.

Her kan du læse hele artiklen fra bladet “Hjerneskadet”.

I ly for rusk og regn – nye udslagshuse officielt indviet

Med tak til Roskilde Kommune for økonomisk hjælp blev de to nye udslagshuse på drivingrange officielt indviet mandag den 18. juni. Roskilde Kommune var selv til stede bl.a. med formanden for kultur- og idrætsudvalget, Claus Larsen, og han klippede den røde snor over, inden en gruppe elitespillere og en gruppe fra Rehab-golf tog køllerne frem og viste, hvad de kunne.

Spændvidden af medlemmerne blev endnu større, da lille Arthur på 4½ år også fandt sine små jern frem og slog bolde ud, knapt så langt som de langtslående elitedrenge, men de er også startet i det små. Jakob Falk Schollert fortalte fx, at han var startet som 5-årig, og nu er han divisionsspiller med flere flotte turneringssejre på cv’et, så hold lige øje med Arthur og se, hvad han kommer til at udrette, hvis han fortsætter…

Inden snoren blev klippet, ridsede formand Kim Møller Behrend historien bag udslagshusene op – og her har der ikke været tale om en lige vej til målet. Der har været nogle ture i bunkers og lidt krat undervejs, bl.a. med nogle for dyre projekter, afslag på dispensationer og lignende.

”Men til sidst fik vi en rigtig god dialog med både kommune og naboer, og så trådte kultur- og idrætsudvalget også til med et tilskud på 280.000 kr., så vi havde råd til at sætte arbejdet i gang. Det er vi rigtig glade for. Udslagshusene kommer specielt til at få stor betydning i det tidlige forår og om efteråret,” sagde Kim Møller Behrend.

Han og andre fra klubben havde inden indvielsen en snak med kommunens repræsentanter både om klubben generelt og om nogle af de ideer og projekter, som klubben arbejder med.

”I mine 40 år i Roskilde/Gundsø aldrig har været herude i golfklubben, så da jeg kørte herud, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Ligger der virkelig sådan en perle lige her så tæt på byen? Og jeg må indrømme, at jeg er noget imponeret over alle de aktiviteter, klubben har gang ikke – ikke mindst for rehab-golferne og juniorerne,” sagde Claus Larsen.

Udover kommunen fik også sponsorer, byggeudvalg og greenkeeperne en særlig formands-tak for deres indsats i forbindelse med udslagshusene.

Udfordring til protræneren

I forbindelse med Rebab’ernes “opvisning” med udslag fra drivingrange blev protræner Lasse Frølich pludselig udsat for en udfordring. Efter et par kække bemærkninger rettet mod en af Rehab-golferne, der netop havde fået træning tidligere på dagen, så fik Lasse straks et par lige så kække bemærkninger retur samt udleveret en venstrekølle. Samtidig fik han ordre om at stikke højre hånd i lommen, inden han skulle forsøge at ramme bolden – akkurat som en Rehab-golfer, der skal genoptræne med den “kejtede” arm efter fx en blodprop. Det klarede protræneren dog med bravour med et flot træf på bolden – og så blev der grinet hele vejen rundt i det nye udslagshus. Se episoden på billederne – man kan ikke helt se det, men Lasse har altså højre hånd i lommen, da han slår til bolden.

Se i øvrigt nyheden om, at Rehab-golf er tophistorie med en flot reportage i seneste nummer af Hjerneskadeforeningens blad.

Drivingrange med to udslagshuse er nu indviet – nu må vi ud og træne.

Nyt le-laug i sving ved hul 15-16

Der blev gået til stålet, da klubbens ny-etablerede ”le-laug” udøvede naturpleje ved birkelunden mellem hul 15 og 16.

Tanken er at holde græsset og flerårige urter nede, hvilket øger chancen for at mere sarte arter (eks gøgeurt) igen kan gøre deres indtog.

Seancen gentages igen til efteråret, og med lidt tålmodighed skulle der være gode chancer for at øge artsdiversiteten betydeligt.

Det skal lige nævnes, at de uvante bevægelser kunne mærkes, men utroligt hyggeligt var det.

Henning Nordstrøm
Natur- og miljøudvalget

Saltslik på banen – men kun til dyrene

Hvis du på en tur rundt på banen, undrer dig over at finde nogle stolper med en slags sten sat oven på, så er du nok ikke den eneste. Det er heller ikke helt almindeligt.

Det er igen natur- og miljøudvalget, der har været på spil. Stenene er nemlig såkaldte mineralsten/slikkesten, og de skulle meget gerne gavne både dyr og os som spillere.

“Vores teori er, at især rå- og dåvildt besøger banens bunkere for at slikke på gruset og på den måde få et tiltrængt mineraltilskud. Vi vil dog hellere have dyrene andre steder end i bunkers, så derfor har vi opsat i alt fire sten forskellige steder på banen, og håbet er så, at de bruger disse i stedet for,” fortæller Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget.

 

Hole in one på hul 7 – se profspillers forsøg

Så lykkedes det igen en spiller at få bolden i hul på et enkelt slag. “Igen” er måske så meget sagt, for det er meget sjældent, det sker – og mange af os kommer aldrig til at opleve det. Denne gang var det en greenfee-spiller, nemlig Leif Søndergaard fra Lyngbygaard Golfklub – og det flotte resultat blev opnået på hul 7. Det er godt nok ratet som banens nemmeste, men derfor er der alligevel ret lang vej til en hole in one….

Tillykke til Lars Søndergaard.

Hvor svært er det så? Herunder kan du se en video, hvor pro-spilleren Edoardo Molinari fik 500 bolde til at forsøge at lave en hole in one på et par 3 hul. I videoen bliver der sagt, at chancerne for, at en pro laver hole in on er en ud af 2500. Se, hvordan det gik – det er en ret underholdende video.