Category Archives: Nyheder

Juniorafslutning i minibus til Sverige

Som afslutning på golfsæsonen 2018 drog en lille trop af 10 juniorer og to ledere af sted på ”Junior Sverigestur” til Landskrona. Vi kørte i 9-personers minibus med anhænger til golfudstyret og en personbil fra Roskilde Golf Klub fredag 5. oktober kl. 16 og ankom til Landskrona Golf Klubb ca. kl. 18.

Vi blev indkvarteret i tre A-stuga hytter og fik aftensmad i golfrestauranten kl. 19. Efter aftensmaden kunne vi slå bolde ud på oplyst driving range og øve puttningen på 12-hullers minigolfbane. Vi havde aftalt, at der skulle være stille kl. 24…. og det blev næsten overholdt.

Lørdag morgen startede vi kl. 8 til lækker morgenmadsbuffet efterfulgt af træning på driving range og indspilsbanerne, inden vi skulle tee ud i tre hold fra kl. 11 på Erikstorpsbanan, som er en spændende, udfordrende og naturskøn bane med udsigt til hav på flere huller.

Om aftenen blev dagens bedste scores og tættest på hul 14 (par 3) kåret. 2. præmien gik til Casper Raagaard og 1. præmien til August Kindall. Mads Viemose kom tættest på flaget. De tre vindere blev præmieret med golfbolde. Alle spillede selvfølgelig flot golf om lørdagen. Aftensmaden blev indtaget i golfrestauranten og efterfølgende var der ”fri leg” og snacks, slik og sodavand inden sengetid.

Søndag gentog vi start med morgenmad kl. 8 og tee off fra kl. 10 på den anden 18-hullers bane; Hildesborgsbanan, som også var udfordrende. Vi sluttede med sen frokost i restauranten inkl. overrækkelse af præmier til søndagens vindere, som blev 2. præmie Rasmus Bornæs og 1. præmie til Mads Viemose samt tættest på hul 16 (par 3) kom Lasse Schrøder med 2,7 meter til flaget.

Hele weekenden var vi velsignet med godt vejr (solskin og god varme) og super stemning.

Kl. 160 havde vi pakket sammen igen og kørte med gode oplevelser og nye venskaber i bagagen tilbage til Roskilde Golf Klub.

På turledelsens vegne vil vi gerne takke for lån af jeres søde juniorer, som alle lod til at hygge sig og opførte sig eksemplarisk.

Vi håber at flere (også gerne nogle piger) deltager i næste Sverigestur til efteråret 2019.

Tak for i år.

Peter Bornæs & Søren Frøsig Rasmussen

Masser af gode ideer efter strategidag med udvalg

Hvordan får vi et endnu bedre klubliv, sikrer relevante aktiviteter for medlemmer, der ikke får spillet så meget, flow på banen og gode træningsfaciliteter?

Det var nogle af de spørgsmål, som ca. 20 medlemmer af bestyrelse og udvalg blev stillet over for torsdag aften den 12. oktober, hvor der blev gennemført et strategiseminar under ledelse af konsulent fra Dansk Golf Union, Thomas Rovsing Lauritzen.

Udgangspunktet var spørgeskemaundersøgelsen ”Golfspilleren i centrum”, som alle medlemmer, udmeldte og greenfeespillere deltager i hvert år. Lidt under halvdelen svarer – ifølge DGU en udmærket svarprocent, der er lidt bedre end landsgennemsnittet.

Deltagerne på strategidagen blev opdelt i seks grupper, der skulle arbejde med følgende emner:

  • Træningsfaciliteter
  • Kommunikation
  • Klubliv
  • Flow på banen
  • Elite inspirerer bredden
  • Aktiviteter for inaktive medlemmer

Efter diskussion i grupperne kom der mange engagerede forslag frem – mange havde fokus på at skabe bedre rammer for et godt klubliv og for at sikre, at alle medlemmer kommer ind i et socialt fællesskab. ”Golfspilleren i centrum” viser nemlig ikke overraskende, at jo mere fællesskab, jo mere tilfredse medlemmer. Og Roskilde Golf Klubs tal viser fx, at en del af dem, der ikke får spillet så meget, overvejer at melde sig ud.

Der kom forslag om flere nye tiltag, der skal gøre det nemmere for nye medlemmer og medlemmer med over 36 i handicap at finde nogen at spille med. Der skal gøres noget mere for at fortælle om mulighederne i klubben, men også noget for, at medlemmerne bliver kontaktet direkte og tilbudt spillemuligheder frem for, at de selv skal spørge. Den personlige kontakt er vigtig.

Der kom ideer frem om matcher på kun ni huller, matcher eller andre events, hvor elitespillerne var med, så almindelige medlemmer kom til at lære eliten at kende og omvendt og andre tiltag, der både kan styrke klublivet og sikre, at flest mulige føler, at de har nogen at spille med.

Formand Kim Møller Behrend var meget tilfreds med aftenen.

”Man bliver jo helt høj af at deltage i et sådant arrangement med engagerede frivillige. Et af målene var blandt andet, at vi på tværs af udvalg og klubber i klubben kommer til at hjælpe hinanden, og vi har fået mange velkvalificerede svar på de spørgsmål, grupperne fik stillet. Vi skal dog huske på, at Roskilde Golf Klub allerede ér en succes, som vi nu skal arbejde videre med,” sagde Kim Møller Behrend.

Efterår og vinter med masser af aktivitet i Restaurant Birdie

De sidste afslutninger for klubberne i klubben og diverse udvalg er vel overstået, og dermed er vintersæsonen vel ret beset officielt startet.

Eller hvad? I skrivende stund byder ugen på både 20 og 25 grader! Så sommeren hænger altså stadig godt ved og varsler dejlige dage på banen.

Uagtet den fabelagtige vejrudsigt så er der altså meldt lavsæson, og nu begynder vi at hive lidt flere aktiviteter ud af gemmerne.

Den første er allerede startet, nemlig stegt flæsk med persillesovs hver torsdag.

Jeg har for nyligt skiftet til en lokal slagter, nemlig WP Kød, og jeg er ganske tilfreds med deres kvalitet. WP’s kvalitet syntes jeg skinner ganske godt igennem på en simpel udskæring som stegeflæsk og jeg tror, I vil være enige med mig.

Stegt flæsk med persillesovs serveres hver torsdag fra kl. 17.30 helt frem til påsken, kun afbrudt af julen.

 

Vin og ost tirsdag den 16. oktober – gratis og uden tilmelding

Den næstkommende tirsdag, den 16. oktober, har jeg fornøjelsen af at byde velkommen til et vin og ostearrangement fra kl. 14 til 17.30.

Osten bliver præsenteret af Jens fra Ostevognen – ham er der måske nogen, der allerede har mødt oppe på torvet, hvor han står både onsdag og lørdag.

Otto Sueneson – som jo er en af vores sponsorer – bliver repræsenteret af Frederik Falk, som er dedikeret vinmand og kan tale vin på alle niveauer.

Der vil være smagsprøver, man kan få en snak om ost og vin, og så er der selvfølgelig mulighed for at købe både ost og vin med hjem til favorable priser.

Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke nødvendig.

 

20/10: Start på frokostbuffet med snapse-smagsprøver og Big Band underholdning

Lørdag d. 20. oktober søsætter vi atter et fast vinterarrangement, nemlig frokostbuffet alle lørdage og søndage mellem 12 og 16, helt frem til påske – dog afbrudt af juledagene.

På åbningsdagen d. 20. oktober, vil der være mulighed for at klubbens snapse-entusiaster kan servere smagsprøver på deres egne kreationer.

Ønsker du at udstille, skal du kontakte restauranten, vi har stadig plads til 4-5 ”udstillere” mere. Nå, ja. Til frokostbuffet med fadøl og snaps hører der selvfølgelig noget god musik til. Så på dagen får vi besøg af Savoy Big Band, der sørger for at dagen swinger.

 

Flere arrangementer på vej

Lørdag d. 10. november afholder vi selvfølgelig Mortensaften, men mere herom senere

Juleaften og nytårsaften, vil der være mulighed for at bestille vores hjemmelavede menuer, til afhentning inden kl. 13. Det kommer der også mere ud om senere

I støbeskeen – dog ej datosat endnu – ligger:

  • En fredag hvor vi serverer stegte ål
  • To dage med vildtaften
  • To dage med fisk og skaldyr

Derudover, er vi blevet spurgt ind til, om vi vil lave en månedlig banko aften.

Det undersøger vi, om der er bred interesse for – hvis ja, jamen så søsætter vi da det.

Kom gerne forbi restauranten og giv en tilkendegivelse, hvis der er interesse for dette.

Sidst, men ikke mindst, så har vi lyttet til forslag omkring smørrebrødet og lancerer derfor også et nyt tiltag på det område.

Vi vil fortsat have vores håndmadder til 19 kr. og tilføjer hertil smørrebrød af lidt større karakter til 29 kr. Kom og se udvalget.

Med venlig hilsen

Peter Lassen
Restaurant Birdie

 

Slagter Frimanns andematch søndag den 4. november

Slagter Frimann er igen i år sponsor og vært for årets sidste match, andematchen søndag den 4. november.

I spiller som par, så find en makker, du kan spille med. Har du ikke en makker, så kan du melde dig alligevel. Er der andre, der melder sig uden makkere, så vil matchledelsen ”parre” jer :-).

Spilleformen er greensome, og det betyder, at begge spillere slår ud fra hvert hul, og parret vælger så en af boldene at spille videre med. Herfra skiftes spillerne til at slå. I spiller stableford, og spillehandicappet udregnes som et gennemsnit af begge spilleres handicap.

Kom endelig og vær med.

Alle fuldtidsmedlemmer med handicap under 48 kan deltage.

Her er link til siden med visning af mere information om turneringen – informationen kommer direkte fra GolfBox. Du skal logge dig på GolfBox for at tilmelde dig. Find Slagter Frimanns andematch under “Klubturneringer” i menuen nederst til venstre, når du er logget ind.

Herunder kan du se billeder fra tidligere Slagter Frimann andematcher.

Med skattekort og Carlsberg rundt på banen

Udstyret med ”skattekort” drog 90 opdagelsesrejsende ud på Carlsbergs Cross Country match på en smuk efterårsdag i oktober.

Se masser af billeder fra matchen længere nede.

Carlsbergs cross country er noget særligt. Nu er der pludseligt ingen fairway ud til green, alt er, som navnet antyder, på kryds og tværs af normalen. Som Svend sagde: ”Det er rigtig sjovt, vi skal bare med hver gang”.
Carlsberg er en gavmild sponsor. Der var præmier til de fem første i hver række og masser af klappepræmier.

  • Vinder i damerækken: Anette Andersen
  • Vinder i herre A: Jens Lerke-Møller
  • Vinder i herre B: Brian Wayert

Tillykke til vinderne.

Vi glæder os til næste år.

Matchudvalget

Tag børnebørnene med på golfbanen i efterårsferien

Har du børnebørn, der ikke spiller golf, men som godt kunne tænke sig det, eller måske spiller i en anden klub men er på bedsteforældre-besøg, så har du i efterårsferien mulighed for at tage dem med ud i Roskilde Golf Klub. Her kan du låne udstyr i proshoppen og efterfølgende både slå ud på driving range med gratis bolde og også spille på par 3 banen.

Tilbuddet kan bruges i proshoppens åbningstider, som i efterårsferien er mandag til torsdag kl. 10-18, fredag, lørdag og søndag kl. 10-16.