Category Archives: Nyheder

Hansen Golf er landet – Martin og Ditte i proshoppen

Nu er Roskilde Golf Klubs nye protræner startet, men der kommer til at gå nogle måneder, inden proshoppen er fyldt med varer.

Martin Hansen og hustruen Ditte, der skal stå fast i proshoppen, blev modtaget af formand Flemming B. Nielsen, de ansatte i sekretariatet plus chefgreenkeeper Nick Bosholdt og 1. greenkeeperassisten Morten Andersen ved deres første arbejdsdag.

Nu kommer en periode, hvor de skal i gang med at se på indretning af proshoppen, men der kommer til at gå nogle måneder, inden der officielt bliver åbnet.

”Vi har bestilt varer, men de første kommer først i midten af februar og over de næste måneder har vi også flere træningsture i udlandet, dels ture med Næstved-medlemmer, hvor vi kommer fra, men også en enkelt udsolgt tur med Roskilde-medlemmer. Disse ture ligger i uge 5, 6, 9 og 11. Det betyder, at vi kommer til at åbne i shoppen lige før påske – den præcise dato kommer senere,” fortæller Martin og Ditte.

Lige nu er der kun de bare vægge og tomme hylder i shoppen, men der kommer til at være et pænt udvalg af tøj, sko, udstyr, bolde, handsker og andet tilbehør.

”Vores foretrukne tøjmærker bliver Footjoy og Daily, skoene kommer fra Footjoy og New Balance og jern og køller bliver Titleist, Wilson, Srixon, Cleveland og XXIO. Vi er selvfølgelig spændt på, hvor stort vores udvalg skal være. I første omgang starter vi lidt konservativt ud og holder så øje med efterspørgslen, så vi kan udvide, hvis det bliver nødvendigt,” siger ægteparret Hansen.

De kommer til at hedde ”Hansen Golf” – og Martin er klar til at give den en ordentlig skalle både med klubundervisning, holdtræning og individuel træning.

”Lige nu er vi ved at få datoer på plads i forhold begynder-, junior- og elitetræning – og herefter begynder vi at lave planen for holdtræning. Vi kommer til at tilbyde flere forskellige former for holdtræning, dels træning på faste ugedage over en periode på fx 10 gange, dels enkeltdage med tematræning på to timer, fx putning, bunkerslag og lignende. Disse holdtræninger bliver placeret både på formiddage og som noget fyraftens-træning. Derudover vil det være muligt at booke individuelle træningslektioner,” siger Martin, der fortæller, at bookingen af tider kommer til at foregå via det særlige protræner-modul i GolfBox.

”Det betyder, at man direkte i GolfBox også kan booke sine træningslektioner. Så snart vi har overblik over årets aktiviteter, lægger vi ledige tider til booking ind i GolfBox. Indtil da klarer vi tingene over telefonen. Jeg vil arrangere nogle faste dage, hvor jeg vil være i klubben og tilbyde træning. I starten bliver det ikke hver dag. Jeg laver snart en plan, som også bliver offentliggjort her på hjemmesiden, og så kan man komme i gang med at booke,” fortæller Martin.

Priserne for træning bliver 250 kr. for 20 minutter, 1100 kr. for fem lektioner og 2000 kr. for et klippekort med 10 lektioner.

Hansen Golf kan kontaktes via mailadressen og indtil videre er det Martins mobilnummer, der er kontaktnummeret til shoppen. Telefonnummeret er 28 92 79 68. Når der bliver åbnet fast, får proshoppen sit gamle nummer tilbage (tlf. 46 32 61 00).

Billedet af Martin og Ditte er fra det tomme proshop-lokale. De glæder sig til, at der kommer varer op at hænge – men åbningen af shoppen sker sandsynligvis først lige før påske.

Regn og sne lukker begge vinterbaner til og med fre 5. jan

Så gik den ikke længere. Der er nu kommet så meget nedbør i form af sne og regn, at Roskilde Golf Klubs to vinterbaner er lukkede. De åbner igen lørdag den 6. januar 2024.

“Der bliver lovet frost senere på ugen, og så vil det være muligt at spille igen. Lige nu er det så vådt og mudret, at området bliver mere ødelagt, hvis der bliver spillet golf, men så snart frosten kommer, bliver der ikke trampet så meget op og så åbner vi igen,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Han forudser, at det kan blive nødvendigt at lukke igen en gang i næste uge, hvor meteorologerne varsler stigende temperaturer, men i første omgang bliver banerne åbne weekenden over. Mandag den 8. januar bliver der så kigget på situationen igen.

Alle bestilte tider i GolfBox fra onsdag den 3. januar til og med fredag den 5. januar er blevet slettet.

Klubhuset inklusive restauranten er stadig åbent, så der er muligt at komme ud i klubben og hygge.

Billedet er fra det normale hul 7 på sommerbanen, hvor bunkeren foran er helt fyldt med vand.

Julehilsen fra DGU: Se nyt om Golf-Danmark 2023

Dansk Golf Unions formand, Lars Broch Christensen, har sendt en julehilsen ud til alle klubber. Den indeholder blandt andet en stor tak til alle klubbers frivillige, ligesom den fortæller noget generelt om, hvad DGU arbejder med og hvad, der er fælles for mange klubber i Danmark.

Du kan læse brevet til golfklubberne herunder:

“Året går på hæld, og vi kan se tilbage på endnu et godt år for golfsporten i Danmark.

Det totale antal medlemmer i de danske golfklubber holdt vi næsten på samme niveau som efter vores “corona-boom” i 2020 og 2021, og det skal I og vi være stolte af.

Vi har alle oplevet en stigning i vores omkostninger, og selv om noget er stilnet af, så er vi stadig på et højere niveau end for to år siden. Jeg fornemmer, at medlemmerne de fleste steder accepterer, at vi følger denne udvikling i vores kontingenter og greenfee-priser, så vi fortsat kan holde balance i regnskabet.

Golfspilleren i Centrum kan bruges til at optimere ”kundeoplevelsen” med, fx adgangen til 1. tee, det at have de rigtige “varer” på hylderne og måske også tilpasse nogle priser. Skal der betales for særlige rettigheder? eller for særlige teetider? For faktum er desværre, at tilfredsheden hos de danske golfere, såvel eksisterende som nye medlemmer og gæster, er faldet over de sidste 2 år på landsplan.

2023 har været et udfordrende år for vores greenkeepere. Først kom der ikke noget vand, og så kom der alt for meget. Oven i det kom der også mange steder besøg af en relativt ny sygdom “dollar spot”. Der arbejdes på alle fronter med at finde løsninger. Miljø i bred forstand – affald, CO2, energi, ressourcer m.m. er helt sikkert nødvendigt at have på bestyrelsens bord.

På det sportslige område kan vi fortsat være stolte. Vi havde en spiller med på Solheim Cup og på Ryder Cup holdet, og vi har igen spillere, som har vundet på flere tours! Dette kunne ikke lade sig gøre uden jeres arbejde ude i klubberne.

Jeg ved, at 2023 var et år, hvor der igen skulle ydes en stor arbejdsindsats for at skabe så gode rammer som muligt fra vores bane- og administrative personale samt PGA-trænere. Og ikke mindst vores mange frivillige, som hjælper med at introducere og aktivere de nye medlemmer. De holder et godt aktivitetsniveau for den øvrige medlemsskare og leverer gode oplevelser. Bring også gerne min tak videre til dem.

For at give en ny indtjeningsmulighed og samtidig introducere nogle flere til golfsporten, har vi med tilskud fra DIF udviklet en platform, som gør det nemmere for personer uden et DGU-nr. at bestille tid og betale for anvendelsen af de mange dejlige “par-3-baner/intermediate baner/korthulsbaner, som ofte ligger relativt ubrugte hen i mange timer af dagen. GolfBox har tilpasset deres tidsbestillingssystem, så dette er muligt.

2024 vil også være året, hvor vi lancerer vores nye golf-app, en app der skal være alle danskeres foretrukne platform, når det gælder noget med golf, uanset om det er tidsbestilling, handicap, nyheder (både nationale og fra klubberne), beskeder, regler og sikkert mere med tiden.

I 2024 vil vi gøre en endnu større indsats på juniorområdet, så vi kan få flere unge ind i golfsporten. Vi tror på, at vi ved, hvad der skal til. Vi behøver jeres hjælp, opbakning og støtte til den nye børne- og ungestrategi, for det er ude hos jer, at de skal trives, være i et godt miljø, få relevant træning/udvikling og have det sjovt. Vi tror på, at det er til vores alles gavn – både på kort og lang sigt.

“Golf gavner” bruger vi generelt og bredt. Det kan være sundhed, miljø og biodiversitet samt mange andre temaer.

Det hjælper på vores goodwill i omverdenen, ligesom det for nogle kan munde ud i bedre økonomiske rammer, så lad os fortsætte dette fantastiske arbejde.

Med disse ord vil jeg gerne sige tak for jeres kæmpe indsats og et godt samarbejde i 2023. Jeg håber, at vi
i fællesskab kan gøre 2024 til et godt år for jer i klubberne og for dansk golf generelt.

Jeg ønsker jer og jeres medarbejdere samt alle de frivillige en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

Lars Broch Christensen

Formand for Dansk Golf Union

Billedet er fra, da Lars Broch deltog i receptionen for Roskilde Golf Klubs 50-års jubilæums i april 2023. Han til højre står sammen med baneudvalgsformand Torben Svendsen (tv):

Ventelisten fjernet – igen muligt at blive fuldtidsmedlem

Nu er det igen muligt at blive fuldtidsmedlem i Roskilde Golf Klub. Siden september har der været oprettet venteliste, men da der ligesom de foregående år er medlemmer, der har meldt sig ud pr. årsskiftet, er der igen kommet plads til nye fuldtidsmedlemmer.

Det står i klubbens vedtægter, at der maksimalt må være 1000 fuldtidsmedlemmer (seniorer og ungseniorer), og det tal blev altså nået i det tidlige efterår 2023.

Imidlertid er der ikke noget maxtal på seniorflexmedlemmer og juniorer, så reelt har alle, der har ønsket det, haft mulighed for at blive medlem og komme ud at spille.

Senior flexmedlemmer har frit spil på 9-huls banen (Skjoldungen) med i deres kontingent, men betaler halv pris hver gang, de spiller på 18-huls banen (Store Skjold). Som fuldtidsmedlem spiller du altså uden at betale ekstra hver gang, ligesom du kan deltage i klubber i klubben og øvrige aktiviteter på Store Skjold. Det kan flexmedlemmer ikke.

Er du flexmedlem, kan du skifte til at være fuldtidsmedlem ved at kontakte sekretariatet eller ved at udfylde en formular på hjemmesiden om ændring af medlemskab.

Du kan altid gå op i medlemskab i løbet af sæsonen, men ønsker du at skifte fra fuldtidsmedlem til senior flex eller helt melde dig ud, så kan det ifølge klubbens vedtægter kun ske med udgangen af et kalenderår – og beskeden skal gives til sekretariatet senest 30. november.

Senior flex medlemmer, der har stået på ventelisten, er alle blevet overført til fuldtidsmedlem. Det samme er nye medlemmer, der har stået på ventelisten.

Læs mere:

2023 – et aktivt jubilæumsår – se alle billederne

Hvad skete der egentlig i klubben i 2023? Nogle gange sørger korttidshukommelsen for, at begivenheder der ligger nogle måneder tilbage, hurtigt ryger i glemmekassen, men her skal vi prøve at genoplive nogle af minderne fra 2023 i Roskilde Golf Klub.

Det var et år, hvor der var de sædvanlige aktiviteter, men også hvor der kom nye til – og ikke mindst blev der holdt en række særarrangementer i anledning af klubbens 50-års jubilæum.

Herunder kan du se fotos fra året. De er delt op i nogle kategorier – for ellers ville listen bliver alt for lang.

 

50-års jubilæumsreceptionen 3. april i klubhuset:

 

 

50-års jubilæumsfesten 15. april i Roskilde Kongrescenter:

 

Fotos fra årets matcher – inklusive klubmesterskaber:

 

Fotos fra 50-års jubilæumsturen til Porto Santo:

 

Se tegnerens golfklub i 2023 – plus godt nytår 2024

Igen i 2023 har Roskilde Golf Klub været beriget med en “månedens tegning” fra Jan Hoffmeyers hånd. Han leverer hver måned et lille smil med hans lidt skæve måde at se livet i golfklubben og på golfbanen på. Det har vi andre så glæde af. Månedens tegning er altid at finde på forsiden af hjemmesiden – nedenunder “Flere nyheder”, og hele samlingen er samtidig lagt på siden “Tegnerens golfklub” – https://roskildegolfklub.dk/om-klubben/tegnerens-golfklub/.

Herunder kan du se alle tegningerne fra 2024 – startende med godt nytår tegningen, der netop er lagt på forsiden:

Falske mails i omløb fra snydeformand

En lang række frivillige i Roskilde Golf Klub har modtaget mails, der ser ud som om, de er fra formand Flemming B. Nielsen, men i virkeligheden er de falske og fra en anden mailadresse end formandens.

Sådan er det desværre også i andre foreninger landet over – og det er et problem, der er stigende. Derfor har politiet lavet vejledning til, hvordan man skal tackle disse forsøg på at lokke penge ud af foreningen. Den indeholder fem konkrete råd:

  1. Kontakt din formand fysisk eller telefonisk, hvis du er i tvivl
  2. Tjek grundigt om mailen kommer fra din formands mailadresse
  3. Lav en fast procedure for overførsler og betalinger
  4. Giv ikke efter for pres og korte tidsfrister
  5. Kontakt hurtigt banken og politiet, hvis I er blevet svindlet

Her i Roskilde Golf Klub har daglig leder Jesper Wedersøe sendt en mail ud til alle frivillige om at passe på med, hvad de svarer på.

Her er et eksempel på ordlyden i en af de falske mails:

“God eftermiddag
Har du et minut? Du skal lave en opgave for mig. Kan ikke tale i telefon lige nu, jeg har møder, så skriv bare tilbage her.
Med venlig hilsen
Flemming B. Nielsen
Formand”

Læs mere:

På billedet er det formand-Flemming, der står som afsender på de falske mails, men med en mailadresse, der ikke er Flemmings.

Juniorer med putning, pakkeleg, præmier og en fuld svensker

Lørdag 16/12-2023 mødtes vi (ROGK ungdommen) i Harekær Golf klub, hvor der er indendørs puttingbaner og ”drivingrange”.

Det er imponerende, som formandinde Anne Sofie Siebuhr har lagt sig i selen her uden for ”normal sæson” og lavet et fantastisk vinterprogram for vores mikroer og junioner samt forældre i hhv. Harekær og Tjørnegårdshallen.

Formiddagens program stod på ”kom iført nissehue”, så laver vi lidt julesjov. Vi startede med at spille “fuldsvensker” på puttingbanen mixet med udslag på drivingrangen. Oliver fyldte 12 år på denne skønne decemberdag og havde taget kagemand med, som vi nød (tillykke med fødselsdagen, Oliver). Dernæst havde Anne Sofie arrangeret pakkeleg med flotte præmier til juniorer og mikroer. Vi hyggede os i ca. to timer.

Inden vi skiltes, ønskede vi hinanden glædelig jul og på gensyn i januar.

De fremmødte var Mette, Sebastian, Oliver, Sara, Christian K-M, Felix, Isabella, Asger, Carsten, Albert, Bent, Morten, Anne Sofie, Karen og Christian H og jeg.

Kom gerne og deltag næste gang (følg opslagene på “Roskilde Golfklub – Juniorer og Mikroer” på Facebook samt på roskildegolfklub.dk ”aktivitetskalender”).

Her finder du link til Facebookgruppen, hvor du kan anmode om at blive medlem.

Gode julehilsner på vegne af ungdomsudvalget i Roskilde Golf Klub

Søren Frøsig Rasmussen

Her kan du se fotos fra julearrangementet:

GolfBox er lukket onsdag den 20. dec 2023 kl. 18-24

Onsdag den 20. december 2023 kl. 18-24 er der teknisk service på de systemer, der styrer GolfBox. Det betyder, at det ikke er muligt at logge på og bestille tid, læse beskeder og lignende i de seks timer, dette arbejde står på.

Oprindelig var lukningen planlagt til mandag den 18. december, men på dagen ved 13-tiden kom der besked om flytningen til onsdag.