Rimelige rundetider men stadig brug for indsats

I 2021 blev der gjort en særlig indsats for at hjælpe på flowet på banen – og den indsats vil fortsætte i 2022. Målet er, at de fleste oplever runder, hvor spillet glider uden større ventetid.

Herunder kommer en status på sidste års indsats og hvad der venter i 2022.

Først og fremmest fortsætter initiativet med sammenlægning af 1- og 2-bolde til 4-bolde lørdag og søndag formiddag. Det er her, der er størst pres på banen. Vi starter med weekenden 28.-29. maj.

”Det kommer til at foregå sådan, at sekretariatet evt. med hjælp af frivillige kræfter lægger bolde sammen fredag formiddag, så der på den måde bliver frigivet spilletider, hvis der er mange 1- og 2-bolde. Spillerne vil så via GolfBox modtage en mail, hvor det fremgår, at de er blevet lagt sammen og hvilken spilletid, de har fået, hvis det er en ny tid,” fortæller Henrik Overgaard Pedersen, der på vegne af sekretariatet står for ”flow på banen”-projektet. Han tilføjer, at ingen vil få en tid, der er markant anderledes end den, de selv har bestilt.

Målet er både at skaffe flere tider til dem, der gerne vil spille lørdag og søndag formiddag, men det er også at sikre et bedre flow. Hvis alle spiller 3- og 4-bolde, bliver tempoet mere ensartet, end hvis der er 1- og 2-bolde ind imellem.

 

Opsamling på runde-undersøgelse

I 2021 blev der lavet et forsøg med en starterordning i udvalgte weekender + måling af tider pr. runde både i weekender og til hverdag. Der var ikke alle, der leverede sedlerne retur, men de resultater, der blev samlet sammen, er nu blevet tastet ind i et regneark og analyseret på.

Det er to regnearks-kyndige medlemmer, Dorte Rye Jensen og Jørn Dehn Møller, der tastet og kigget på resultaterne.

Deres gennemgang viser, at langt de fleste runder bliver gennemført på fire timer eller derunder og at gennemsnittet for alle måledage i 2021 – undtagen en – viser fire timer eller mindre. Undtagelsen er en søndag i juli, hvor der kun blev afleveret 13 sedler.

”Der er enkelte tidspunkter, hvor tiderne pludselig sniger sig op på over 4½ time, men det er ifølge undersøgelsen ikke et generelt problem, ” siger Dorte og Jørn.

”Vi har ikke fundet belæg for generelt at sige, at højhandicappere er langsommere end lavhandicappere eller andre markante resultater. Der er måske en lille tendens til, at greenfee-spillere er lidt længere om en tur rundt på banen end vores egne medlemmer, men det har jo noget med banekendskab at gøre – og vi kender det jo også fra os selv, når vi står på en fremmed bane, så det er der ikke noget underligt i,” siger Dorte og Jørn, der foreslår, at man går banen igennem med en greenfee-spillers øjne og ser på, om fx vejvisning og markeringer er tydelig nok alle steder.

De to ”excel-hajer” kunne godt have tænkt sig, at endnu flere havde valgt at aflevere runde-sedler, da undersøgelsen blev gennemført sidste år, men de finder alligevel resultaterne for nogenlunde veldokumenterede.

”Vi kan se, at der indimellem er runder, der tager mere end fire timer og et kvarter og at disse længere runder spreder sig til de efterfølgende bolde, så derfor gælder det om for alle at holde et nogenlunde tempo, så ingen kommer til at stå i lang kø.”

Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet supplerer:

”Vi skal stadig spille ”ready-golf” alle sammen – det vil sige gå turen rundt på banen i et pænt tempo uden at vi skynder os. Der kan hentes rigtig meget tid ved at være klar, når det er ens tur, stille bag’en, så man ikke skal gå tilbage og hente den – og ved først at skrive scorekort, når du står på næste teested. Det er den slags vaner, vi alle skal have ind under huden.”

”Når det er sagt, så handler det også om forventningsafstemning. De allerhurtigste kan ikke forvente, at alle andre medlemmer og gæster kan gå banen lige så hurtigt som dem, og hører du til de langsommere, så tænk på, hvor mange steder du faktisk kan spare minutter og sekunder – og stadig få en god runde,” siger Henrik Overgaard Pedersen.

Han fortæller desuden, at bestyrelsen har besluttet, at nye medlemmer fra 2023 minimum skal have handicap 42 for at komme ud og spille på 18-huls banen og at vores nye 9-huls bane (Skjoldungen) også vil hjælpe med både at få spillere ned i handicap og med at lære flow. Dette skal der dog gøres en ekstra indsats for.

 

Bekræft din tid – meget vigtigt

Udover sammenlægning af bolde, vil sekretariatet også i år gennemgå alle ubekræftede tider en gang om måneden. Når du har bestilt en tid, så skal du på dagen bekræfte dit fremmøde – enten på skærmene i klubhuset eller via GolfBox app’en. Har du bestilt en tid uden at bekræfte, så ser det ud som om, at du slet ikke har været på banen – og udebliver du bare uden afbud, så kunne en anden jo have spillet på den tid.

Generelt har bestyrelsen sat mange initiativer i værk for at sikre flere udslagstider og bedre flow på banen. Når den nye 9-huls bane bliver åbnet, flytter flere aktiviteter væk fra 18-huls banen og skaber dermed flere udslagstider. Det kommer der mere om senere.

 

Eksempler på udsagn

I flow-undersøgelsen fra 2021 havde spillerne mulighed for at skrive kommentarer på sedlerne. Her kommer et udpluk, der blandt skal vise, at der er stor forskel på, hvordan en god runde opleves.

  • Rundetid på 3 timer og 20 minutter: ”2 unge mennesker fra en anden klub gik foran – meget langsomt men med lavt handicap. De klagede over, at der ikke var en baneguide”
  • Rundetid på 3 timer og 46 minutter: ”2-bold foran virkelig langsom og sænkede flow”
    Rundetid på 3 timer og 35 minutter: ”Mange glemmer at ringe med klokkerne og leder for længe (også elitespillere)”
  • Rundetid på 3 timer og 49 minutter: ”Dejligt, at der var starter på”
  • Rundetid på 4 timer og 20 minutter: ”Med så kort en bane burde den kunne spilles under fire timer. Vi ventede mere, end vi spillede”
  • Rundetid på 3 timer og 55 minutter: ”Kun lidt ventetid – ikke noget problem”
  • Rundetid på 3 timer og 22 minutter: ”Langsom 2-bold (ægtepar) foran den 4-bold, der spillede før os. Blev lukket igennem på hul 13, herefter ok”
  • Rundetid på 4 timer og 8 minutter: ”Spillede efter 2×4-bolde – ok – godt flow”
  • Rundetid på 4 timer og 15 minutter: ”Slog os sammen med et 2-bold på hul 2 og gik med dem til hul 10. Gik herefter sammen med en anden 2-bold fra hul 13”
  • Rundetid på 4 timer og 19 minutter: ”Vi var mindst en time forsinket, fordi vi ikke blev lukket igennem af greenfeespillerne foran”
  • Rundetid på 3 timer og 20 minutter: ”En 3-bold havde på hul 8 to frie huller foran sig og lukkede ikke en 2-bold igennem. Det kunne allerede være sket på hul 4. Damen på 3-bolden blev meget fornærmet, da det blev påpeget”
  • Rundetid på 4 timer: ”Ventede ved hvert hul på bag-ni + en del huller på for-ni”
    Rundetid på 3 timer og 45 minutter: ”Urimeligt stor pres på hastigheden. Alting skal gå så overfladisk og hurtigt”
  • Rundetid på 3 timer og 45 minutter: ”Problemfrit”
  • Rundetid på 4 timer og 8 minutter: ”Fint tempo – ingen ventetid”
  • Rundetid på 4 timer og 15 minutter: ”Ventede en del på mange huller”
  • Rundetid på 3 timer og 40 minutter: ”Fint flow”
  • Rundetid på 3 timer og 48 minutter: ”Ventetid fra hul 7 og resten af turen”
  • Rundetid på 4 timer: ”Super. Ingen foran og ingen bagved”
  • Rundetid på 4 timer og 22 minutter: ”Gab”
  • Rundetid på 4 timer og 11 minutter: ”Bolden efter ville ikke slås sammen med os”
  • Rundetid på 3 timer og 30 minutter: Generelt var der ventetid ved teestederne”