Rehab-golferne finder klubmestre 11/9 – vil du hjælpe?

Fredag den 11. september holder Rehab golfspillerne klubmesterskaber.

Mesterskaberne er delt op i tre grupperinger hhv. venstrehåndsspillere og højrehåndsspillere på par 3 banen, og som noget nyt er der fre, der afvikler mesterskabet på de første ni huller på 18 hullers banen.

Par 3 banen vil være lukket kl. 09.30–13 (gunstart) og spillerne på 18 huls banen slår ud kl. 9.37.

Vi kan godt bruge nogle hjælpere denne dag, hvor opgaverne bl.a. er at hjælpe med scorekort, og placering af bolde mm.

Man er også velkommen til bare at komme og se, hvordan de klarer spillet.

Rehab-udvalget

Hans Kristian Olesen

Stor ombygning af køkkenet i klubhuset til vinter

Restaurantens køkken i klubhuset er så nedslidt og mangler at leve op til en række krav om hygiejne og ventilation, at der nu skal ske en større ombygning. Det har været undervejs som et projekt i nogle år og er nu kommet så langt, at der snart skal indhentes tilbud.

“Byggeudvalget har i lang tid arbejdet med med projektet, og vi er nu kommet frem til en løsning, der samtidig tager hensyn til den øvrige ombygning af klubhuset, som vi også har på ønskesedlen. Målet til slut er, at vi får en ny fælles indgang til klubhus, sekretariat og proshop dér hvor proshoppen har indgang i dag. Det åbner mulighed for, at vi også kan få et ekstra rum i klubhuset (i det nuværende areal med gang og sekretariat), som vil være til stor gavn både for medlemmer og restauranten,” fortæller formand Kim Møller Behrend efter seneste behandling i bestyrelsen.

I første omgang gælder det imidlertid “kun” ombygning af køkkenet, men det er også et stort projekt i sig selv.

“Vi kan beholde opvaskeområdet, men ellers er det stort set alt andet, der skal renoveres i køkkenet. Det gælder både for at kunne leve op til hygiejnekrav men også arbejdsmiljøregler. Og så er maskinerne i køkkenet slidt ned. Vi arbejder derfor med et projekt, der indeholder et helt nyt ventilationsanlæg, flytning af den larmende del af fadøls-anlægget inde fra klubhuset samt nye gulve, lofter og vægge.”

Tanken er, at der ud for køkkenet bliver lavet et halvtag lignende det, der i dag er ud for proshoppen. Under dette halvtag bliver der etableret et stort ventilationssystem + fadøls-anlægget. Samtidig bliver indgangen til køkkenet flyttet hertil fra enden af klubhuset og i den del af køkkenet bliver der i stedet både kølerum og lager. Alt i alt bliver køkkenet på denne måde både betydeligt moderniseret og samtidig et bedre sted at arbejde.

Der bliver lavet projektering og indhentet tilbud i løbet af efteråret – og meningen er, at arbejdet skal foretages i vintermånederne i starten af 2021. Køkkenet vil i den periode være lukket – enten helt eller også delvist. Det vil det konkrete projekteringsarbejde vise.

På billedet er det Peter fra Restaurant Birdie, der glæder sig til et nyt og bedre køkken.

Nye ansvarsområder for flere bestyrelsesmedlemmer

Bestyrelsen har nu fordelt de forskellige poster efter årets corona-forsinkede generalforsamling, der blev holdt sidst i juni.

Med Mette Jessen og Claus Hede Barrett som nye bestyrelsesmedlemmer i stedet for Brian Harder og Torben Madsen blev der også brug for en ny fordeling af nogle af posterne.

Bestyrelsen har selv nogle faste arbejdsopgaver, men de er samtidig hver især kontaktpersoner for en eller flere af klubbens mange udvalg. De enkelte udvalg kan derfor bruge kontaktpersonen, hvis de føler det nødvendigt, men bestyrelsesrepræsentanterne behøver ikke at deltage i det konkrete arbejde og i møder.

“Vi vil meget gerne fortsat have en organisation, hvor det er de frivillige i vores mange udvalg, der styrer aktiviteterne. Det er ikke en opgave, som bestyrelsen skal overtage, men bestyrelsen kan agere støtte, hvis der bliver behov for det,” fortæller formand Kim Møller Behrend, der på den måde giver et par hjælpende ord både til udvalg og til bestyrelsesmedlemmer, der har været i tvivl om rollefordelingen.

“Hvis et udvalg har nogle ønsker til forandringer, der kræver flere ressourcer eller penge eller hvis et udvalg kommer til at mangle medlemmer eller render ind i andre udfordringer, så kan de tage kontakt til deres kontaktperson i bestyrelsen,” siger Kim.

Jens Krøis er blevet ny næstformand og er samtidig sportsansvarlig for eliten og regionsgolf. Desuden har han aktivitetsudvalget og rehab-golferne under sig.

Claus Hede Barrett har fået matchudvalg, informationsudvalg og ungdomsudvalget – og bestyrelsen vil meget gerne støtte op om, at både elite- og breddearbejdet omkring klubbens juniorer fortsat bliver prioriteret højt. Dette gælder også mikroerne.

Mette Jessen står nu som overordnet ansvarlig for baneudvalg og natur- og miljøudvalget.

Kim Møller Behrend er udover formand fortsat ansvarlig for byggeudvalg, amatør- og ordensudvalg + klubber i klubben.

Stig Nelkop fortsætter som kasserer og er også ansvarlig for sponsorudvalget.

Jan Kristiansen er ansvarlig for regel- og handicapudvalget, baneservice og “Klubhusets venner”

Annette Carlsson har ansvar for indslusning af nye medlemmer herunder udvalg for prøvemedlemmer, kaninudvalg og par 3 bane aktivitetsudvalg samt Herredag, Damedag og Seniorgolf.

Bestyrelsen holder typisk møde den sidste torsdag i hver måned.

Her kan du se siden med bestyrelsen.

Her kan du se en pdf med klubbens organisation.

Efterlyser vidner til tyveri fra parkeringspladsen

Onsdag eftermiddag den 26. august var der igen tyveri fra to biler på parkeringspladsen – midt på dagen med masser af parkerede biler.

Det er desværre ikke første gang, det sker, så opfordringen skal igen og igen lyde, at vi skal lade være med at efterlade værdigenstande i bilerne.

Sekretariatet har hørt, at der denne gang har været nogle vidner til tyveriet og at et af vidnerne har set nummerpladen på den bil, tyverne forsvandt i.

Daglig leder, Anders Schnack, vil meget gerne høre fra disse vidner, så han kan koordinere en kontakt til politiet omkring dette problem.

Her finder du kontaktoplysningerne på sekretariatet.

Optimister med dobbeltpoint på skjulte huller

Tiden flyver og det blev igen sidste tirsdag i måneden, hvor Optimisterne har en særlig match.

Denne gang var det stableford med et lille tvist. Tre ukendte huller gav dobbelt point, så det ændrede lidt på resultaterne.

Efter matchen var der hyggelig snak omkring bordene og en lækker frokost i restaurant Birdie.

Præmietagerne fra venstre Anette Lund-Cramer, Lisbeth Møller, Eli Olsen, Lisbeth Lyngsøe og Kirsten Kaldal.

Her finder du siden med Optimisterne.

Lisbet Lyder Jacobsen

 

Voldsom regn skyllede sand væk fra bunkers

Den sidste uges meget regn har gavnet græsset og banen er igen blevet grøn efter en længere tørkeperiode. Men regnen har til gengæld været så voldsom, at der flere steder på stierne er skyllet så meget grus væk, at der kom store huller – og i mange bunkers skyllede sandet simpelthen ud af bunkerne og/eller jord blev blandet sammen med sandet.

“Det har betydet, at vi tre dage har haft tre mand på alene at bringe bunkers tilbage til nogenlunde normal standard. Det har været nødvendigt med rigtig meget gravearbejde inklusiv efterfølgende opfølgning med nyt sand. Der kan dog stadig være steder, hvor der mangler noget sand, så bær lidt over med os, indtil vi har nået hele vejen rundt,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

I dag, torsdag, regner det igen – endda rigtig meget. Men håbet er, at regnen ikke kommer i form af skybrud, så bunkers igen bliver skyllet væk. Der er lagt meget dræn ned omkring bunkers, så det er i dag meget få bunkers, der står med vand i mange dage i træk.

“For mange år siden måtte vi pumpe vand ud af rigtig mange bunkers, når der kom kraftigt regn. Det er ikke nødvendigt mere. Kun på hul 18 var vi nødt til at pumpe denne gang,” fortæller Nick.

Den seneste uge – til og med onsdag den 26. august – er der kommet 110 millimeter regn på golfbanens område – hertil kommer så en omgang heldags-regn torsdag.

Billederne viser bunkers efter regnvejret på henholdsvis hul 15 og 16. Billedet fra bunkeren på hul 15 viser til venstre, hvor meget sand der blev skyllet væk fra kanten og til højre, at sandet er tilbage efter greenkeepernes arbejde. Der er også nogle billeder taget af medlemmer og lagt op i Facebookgruppen “Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem”.

Seniorgolf måtte torsdag opgive at komme ud og spille. Regnen var for voldsom – og greens står også under vand flere steder. På grund af god dræning så retter det sig dog hurtigt fra det tidspunkt, hvor regnen stopper igen.

 

Flot artikel om rehab-golf i Golfavisen

Golfavisen, der snart kan findes i klubhuset, har i august-nummeret en stor artikel om rehab-golf i Roskilde. Igen kan man læse beretninger fra nogle af deltagerne, der fortæller, at golf om fredagen i Roskilde har forbedret deres livskvalitet. Det er samtidig et stort cadeau til de mange frivillige, der hjælper rehab-spillerne.

Golf for svært handicappede findes lige nu ikke så organiseret andre steder i Roskilde, men med den øgede reklame håber rehab’erne, at initiativet bliver taget op andre steder. Så er der nemlig mulighed for samarbejde og spil på tværs – alt sammen til glæde for livskvaliteten…

Her finder du siden med rehab-golf.

 

Indberet alle scores og få det rigtige handicap

Er du vant til kun at indberette dine scores, når du har spillet en rigtig god runde – eller indberetter du meget sjældent, fordi du næsten altid spiller med de samme? Så skal du sammen med alle andre golfspillere til at tillægge dig en ny vane.

Fra 1. januar 2021 bliver vores handicap nemlig opgjort på en ny måde – som et gennemsnit af de bedste otte runder ud af de seneste 20. Derfor vil dit handicap være mest retvisende, hvis du har indleveret så mange scores som muligt – og også fremover gør det.

Tanken er simpelthen, at vi alle efter endt runde noterer vores score i GolfBox, som så automatisk udregner vores nye handicap. Sådan er det også i dag, men det nye er altså, at handicappet udregnes på basis af et gennemsnit og ikke bare dagens resultat.

Der ligger mange udregninger bag – og der er også nogle undtagelser, der skal forhindre enorme hop i handicap den ene eller anden vej, men alt sammen foregår automatisk i GolfBox, så som spiller skal du ikke gøre andet end i dag, nemlig logge på GolfBox, notere din score på alle huller, vælge din markør på runden og gemme. Og så skal markøren så også logge på og godkende.

Henover efteråret kommer der mere information om detaljer for de mere interesserede. Det gælder både her på hjemmesiden og via nyhedsbreve og hjemmeside-information fra Dansk Golf Union. Lige nu er budskabet til alle: Indlevér mange scorekort, så dit handicap pr. 1. januar 2021 er udregnet på basis af så mange scorekort som muligt – kan både være 9 og 18 huller. Når du det ikke, så bliver der alligevel udregnet et handicap til dig på basis af det nye system – jo flere vil bare sikre, at dit handicap er mest retvisende.

Det nye handicapsystem er verdensomspændende, så uanset om du spiller i Malaysia, Båstad eller Roskilde, så kan din score bruges til at udregne dit handicap.

Når det hele er kommet i gang, så vil det hele tiden være sådan, at dit handicap bliver udregnet på basis af de otte bedste runder ud af de seneste 20. Har du indberettet 20 runder og spiller nr. 21, så vil runde 1 derfor ryge ud af beregningen, så det hele tiden er de 20 nyeste runder, der er med til at tælle.

I Roskilde Golf Klub er regel- og handicapudvalget ved at sætte sig ind i det nye system, så de er klar til at svare på spørgsmål frem mod 2021-sæsonen.

 

Se fotos og resultater fra F. J. Poulsen matchen

110 af klubbens medlemmer deltog i den traditionsrige F. J. Poulsen Anlægsgartneri Match, der på grund af corona-epidemien var flyttet fra sidst i maj til i søndags den 23. august.

Matchen blev afviklet i skiftende sensommervejr og regnen udeblev heldigvis. Meget flot, at der deltog hele 110 af klubbens medlemmer.

Se en masse fotos fra dagen nederst.

Resultater:

A-rækken

  1. Jan Wesselby 40 point
  2. Peter Høier 38 point
  3. Christian Bruun 37 point

B-rækken

  1. Halvor Riis Cristiansen 40 point
  2. Nicolai Elkjær Karhof 36 point
  3. Kim Johansen 35 point

C-rækken

  1. John Richardt Søbjærg 40 point
  2. Ghita Aagaard 35 point
  3. Heidi Molin 34 point

Tættest på hullet:

  • Hul 5 Jørn Schade 2.91 m
  • Hul 7 Kim Johansen 1.52 m
  • Hul 13 Steen Hansen 1.12 m
  • Hul 17 Naomi Harbison-Hansen 5.72 m

Længste drive:

  • Herrer: Jørn B Madsen
  • Damer: Naomi Harbison-Hansen

Klaus Bønløkke, matchudvalget