Category Archives: Nyheder

Succes for pinsematch med en fest på banen og i teltet

Årets midsommermatch, som i år var omdøbt til Pinsematch, blev en stor succés.

88 glade spillere mere eller mindre udklædt, fordelt på 22 hold, stillede op på 1. tee, med løbende start fra kl. 8 lørdag morgen den 4. juni 2022. Inden da var der mulighed for at spise brunch i Restaurant Birdie. Hele dagen blev vi forkælet med næsten ingen vind og høj sol. På hul 12 var Anton klar med hotdogs og velfortjente kolde drikke – sponseret af AR Roskilde.

Efter runden blev der igen tid til at nyde lidt til ganen på terrassen, inden turen for de fleste gik hjem i bad og omklædning. Mener dog, der var nogle der beholdt golftøjet på…

Der var nemlig stor tilslutning til aften arrangementet. Her meldte Birdie alt udsolgt.

Vi blev forkælet med 20-25 små tapas retter, flot præsenteret på buffeten. Da folk var blevet mætte, åbnede vi dansegulvet til rytmerne fra bandet Jungle Fever, som leverede alt fra Michael Jackson, Earth Wind and Fire til Thomas Helmig og meget mere.

Musikken sluttede kl. 23.45 til nogens ærgrelse. Men man skal jo stoppe på toppen😊.

Søndag stod den så på golf igen. Og igen med mulighed for brunch. Her var der en masse friske spillere klar og endnu flere mindre friske… Men det har de nok selv været skyld i 😊.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og denne gang var der bøfsandwich på 12’eren. Det faldt nok på et tørt sted for nogle af aftenens deltagere.

Præmieoverrækkelse foregik på terrassen styret af matchledelsen og Jens Krøis.

Alt i alt en fantastisk weekend, med højt humør og alt hvad der hører til.

Vi håber på endnu større tilmelding næste år… for selvfølgelig kommer vi tilbage næste år.

På vegne af aktivitetsudvalget

Menno Maat

Herunder kan du se en masse billeder fra arrangementet + et udpluk af resultaterne.

Vinderholdene i A-rækken:

  1. Koldskål (Michael Bastholm, Mette Korsgaard Jensen, René Jensen, Thomas Korsgaard Jensen)
  2. Proventa.dk (Lars Gotfredsen, Ole Haslund, Jens Krøis, Jan Birger Nielsen)
  3. Filurerne (Michael Aksglæde, Lisbeth Jonstrup Jensen, Anne-Marie Vinther Larsen, Anne Vinther)

Vinderholdene i B-rækken:

  1. Sav 7-jern og co (Bastian Halager Efraimsen, Jonathan Engelbrecht Hansen, Christoffer Højerup, Casper Raagaard)
  2. Klanen (Henrik Klausen, Heidi Rasmussen, Merete Rasmussen, Thorkild Rasmussen)
  3. Abba (Anne Birgitte Anker Hørsman, Christina Lerke-Møller, Lucille Rem, Lene Reuter – som også fik præmie for bedste udklædning)

Sponsorerne til præmier var:

  • AR Roskilde (Anti Rust v/Jan Kvist – også sponsor til mad på hul 12)
  • Otto Suenson vine
  • Prop Vinbar
  • Multi Pavillon
  • Restaurant Birdie
  • Proshoppen

Ny sejr til Mads Viemose Larsen i U22 eliteturnering

Så gjorde han det igen, Roskilde Golf Klubs dygtige Mads Viemose Larsen. I pinsen 2022 vandt han Dormy Elite Tour i Trelleborg Golfklub – med et enkelt slag ned til nærmeste konkurrent, Bertil Johan Lykkeberg fra Dragør Golfklub.

Sejren betyder, at Mads kommer ind på World Amateur Golf Ranking (WAGR). Det er den officielle amatør rangliste – og det har netop været Mads´ mål for 2022.

På Golf.dk er der et lille referatet, hvor det fremgår, at Mads blev presset til det sidste, men holdt stand.

Her finder du link til slutstillingen, hvor du også kan se resultaterne for alle tre spillerunder.

Billedet er fra klubmesterskaberne i 2021, hvor han som sejrherre måtte en tur i søen. Det er far Henrik, der kommer med tørt tøj.

Damedagens match med spil, spis og debat

Damedagen siger tusind tak til vores medlemmer for den store opbakning til fællesmatchen i tirsdags d. 31. maj 2022. Vi er imponerede over, at 60 damer trodsede udsigten til byger og var med til at spille. Vi slap for regn, så det var med til at give flotte resultater på matchen. Sanne Poulsen vandt dagens match med 22 points og skarpt forfulgt af Lene Reuter og Susanne Romme, der begge lavede 21 points.

Vi sluttede matchen af med fællesspisning, hvor Peter & Co. i Restaurant Birdie serverede dejlig tandoori kylling med ris, chutney og lækre grønsager – og det var populært og bidrog til den gode stemning.

Aftenen sluttede med besøg af formand Kim Møller Behrend, som fortalte om de mange projekter, som klubben har sat i værk, så vi hørte bl.a. om planerne for den nye bane og ombygningen af klubhuset.

Den var stor debat om planerne for nye bane, da det berører de af vores damer, der spiller ni huller. Det er planen, at alle aktiviteter over ni huller skal flyttes til den nye bane, når den åbner, og vores 9-hullers damer ønsker at forblive på 18-huls banen.

På vegne af damedagen.

Lene Rasmussen

To forårsture 2023 til Algarve med proshoppen

Vil du med på en tidlig forårstur med mere varme end vi kan byde på her i Danmark – og så med både golfspil og træning på programmet?

Så skal du tjekke to invitationer, der netop er kommet fra proshoppen.

De inviterer på følgende ture:

Klik på linkene for at åbne to dokumenter med yderligere information om priser og indhold på turene.

Husk at bekræfte din tid – reminder sendt 80 medlemmer

I maj 2022 har der været 365 ubekræftede spillerunder på Roskilde Golf Klubs 18-huls bane. Det er mange – for mange.

Sekretariatet har derfor kontaktet de ca. 80, der har to eller flere ubekræftede tider med en klar forventning om, at de ikke fremgår, når der efter juni bliver trukket en ny liste over ubekræftede tider.

“I 2021 blev der gennem hele sæsonen lavet lister hver måned, men desværre var der ikke en tendens til nedgang fra måned til måned. Derfor kan det komme på tale at indføre sanktioner i år, men det håber vi ikke, bliver nødvendigt,” fortæller Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet.

En ubekræftet tid kan være to ting:

  • Spilleren har bestilt en tid – men udebliver
  • Spillere har bestilt en tid – men bekræfter ikke sit fremmøde på dagen

Bestyrelsen har et krav om, at alle skal bekræfte. Det er selvfølgelig for at undgå, at banen er booket men at tiderne ikke bliver brugt, men det er også for at sikre, at GolfBox hele tiden giver et retvisende billede af, hvor mange der spiller. Og bekræfter du ikke din tid, så ser det ud til, at du slet ikke er dukket op.

Du kan bekræfte tiden på skærmene i klubhuset eller du kan gøre det via GolfBox app’en på telefonen på vejen eller hjemmefra (op til 10 kilometer).

“Vi skal ikke alene huske at bekræfte tider, når vi spiller i Roskilde. Det skal vi også, når vi spiller på udebane – ikke mindst de spillere, der er med i fritspilsordningen, SGO. Klubberne afregner indbyrdes efter spillede runder og her tæller ikke-bekræftede tider ikke med. Det kan derfor have stor betydning for klubberne, hvis spillerne ikke bekræfter. Vi ønsker ikke at få et ry for ikke at bekræfte tider og på den måde så tvivl, om ordningen skal fortsætte, siger Henrik Overgaar”

Enkelte gange har skærmene i klubhuset eller GolfBox app’en drillet teknisk, men det er i meget få minutter/timer over en hel måned.

Når den nye bane, Skjoldungen, åbner, bliver der også tidsbestilling og bekræftelse af tider på samme måde som på Store Skjold – 18-huls banen.

Optimister kastede med bolde og fik formandsbesøg

Tirsdag den 31. maj 2022 var dagen for Optimisternes sidste tirsdag i måneden match.

Der var både sol og mørke skyer, men det skræmte ikke 28 spillere.

Der blev spillet Norsk stableford, hvor bolden skal kastes en gang på hvert hul. Hvis det ikke bliver gjort giver det to strafpoint.

De første bolde var heldige, de nåede næsten i mål inden regnen kom. Skønt de sidste hold blev meget våde var der hyggelig snak ved bordene, hvor Restaurant Birdie serverede en lækker platte.

Bestyrelsesformand Kim kom og orienterede os om forskellige tiltag i klubben.

Lisbeth Lyder Jacobsen

Herunder kan du se billeder fra dagen – herunder af vinderne Anne-Marie Kruse, Jane Jakobsen, Birthe Christiansen.

Junglespil og makkerspil for mikroer og juniorer 10/6 2022

Se alle juniorer og mikroer. Her kommer to tilbud fra ungdomsudvalget til aktiviteter lørdag den 11. juni i Roskilde Golf Klub – hvor du udover dine egne venner også kan møde børn og unge fra andre klubber.

 

Super6 – for alle nye golfspillere mellem 10 og 24 år med hcp ned til 36

Super 6 er for alle nye golfspillere mellem 10 og 24 år. Denne gang – lørdag den 11. juni 2022 fra kl. 10 – spiller man med en makker til Super6. Der bliver nemlig spillet Four-Ball i Roskilde Golf Klub. Her spiller hver makker sin bold, og den bedste score per hul noteres som makkerparrets score. Der spilles slagspil netto, med et maks antal slag på 11.

Så tag en makker i hånden, eller meld dig til alene og få skabt et nyt venskab. For det bliver en dag med en masse high-fives og gode makkerpar.

Læs mere:

 

Jungletræf – for alle børn under 10 år

I Roskilde Golf Klub inviterer vi til jungletræf d. 11. juni. Jungletræf er en golfturnering for børn under 10 år. Træffet starter klokken 10 og varer ca. to timer. Man spiller op til 9 huller på krokodille/gorilla-banen.

Tag familien med til en skøn formiddag på golfbanen, følg fodsporene rundt på banen, så junglens dyr ikke fanger jer. Heldigvis er junglekrigeren klar, han kan hjælpe jer med at komme sikkert rundt på banen. Når du og dine holdkammerater er kommet sikkert rundt, så er der en præmie til alle.

Så kom med ud og prøv at spille golfturnering, dagen handler om at have det sjovt, både med dem fra din egen golfklub, men også dem fra andre klubber.

Læs mere:

Tilmelding sker til Anne Sofie Siebuhr, på senest 8. juni 2022.

Vi ses til et par gode timer i Roskilde den 11. juni.

Leder efter fremtiden for kaninmatcherne

Hvordan skal de populære kaninmatcher om mandagen forme sig, når de efter åbningen af den nye bane til sommer flytter derover?

Det skal der findes en løsning på – og gerne hurtigt. Rigtig mange begyndere og fleksmedlemmer er glade for mandags-matcherne, både i forhold til at tage godt imod nye og samtidig for at være en rigtig god og fleksibel aktivitet for lidt mere erfarne.

Imidlertid er der sket det, at der blandt kaninudvalget og hos en del af deltagerne på kaninmatcherne er opstået en utilfredshed med, at kaninmatcherne i fremtiden skal afvikles på 9-huls banen. Glæden over, at den nye og meget bedre bane er tæt på åbning, er for flere medlemmer overskygget af en skuffelse over, at kaninmatcherne fremover ikke skal afvikles mandag aften med gunstart på 18-huls banen.

I skrivende stund kan kaninmatcherne risikere at stå uden arrangører, fordi de fleste af de nuværende medlemmer af kaninudvalget overvejer at trække sig. Enkelte har allerede gjort det.

Mandag aften den 30. maj mødte formand Kim Møller Behrend op i klubhuset, da dagens kaninmatch var færdigspillet ved 20-tiden. Denne gang var der ca. 65 deltagere – lidt lavere end normalt, men vejrudsigten med mulighed for kraftig regn var nok årsagen til det. Formanden var inviteret netop for at fortælle om bestyrelsens beslutninger og tanker om kaninmatcherne i fremtiden.

 

Ny bane skal give mere plads

Kim Møller Behrend startede med at fortælle om baggrunden for etableringen af den nye bane, Skjoldungen, som åbner i starten af juli. Han sagde, at Roskilde er den klub i landet med flest spillede runder på 18-huls banen og at medlemsundersøgelser år efter år viser, at mange medlemmer er utilfredse med, at det er for svært at få udslagstider.

Derfor er flere udslagstider på Store Skjold (18-huls banen) en af de væsentlige årsager til bygningen af den nye bane.

”Men der er også andre begrundelser – og det er faktisk noget, vi har arbejdet med i 8-10 år. For det første vil vi gerne skabe nogle gode faciliteter til alle medlemmer uanset på hvilket niveau, de spiller og på tværs af alder. Dernæst har vi ønsket at få et ligeværdigt anlæg med en ny bane på niveau med 18-hullers banen og hvor man kan blive skrevet op og ned i handicap. Banen er kortere end ni huller på den store bane, men også det er med fuldt overlæg – for at understøtte de medlemmer, der ikke har så meget tid, men som samtidig er så attraktiv, at også vores fuldtidsmedlemmer har lyst til at bruge den. Endelig har vi lavet nye medlemskaber, der skal nedbryde den lidt gamle ”dem og os”-kultur, hvor par 3 bane spillerne bare kunne passe sig selv ovre på par 3 banen og 18-huls spillerne ikke ville nedværdige sig til at tage en runde på par 3 banen,” lød det fra Kim Møller Behrend.

Oven på alle disse temaer med ny bane og nye medlemskaber har bestyrelsen derfor truffet nogle overordnede beslutninger.

  1. Alle planlagte ni huls aktiviteter flytter over på den nye bane – herunder kaninmatcherne
  2. Fleksmedlemmer kan i fremtiden deltage i alle klubaktiviteter på 9-huls banen, men ikke på 18-huls banen

Begge beslutninger får indflydelse på kaninmatcherne – og disse konsekvenser var tydeligvis ikke gået op for mange af kaninmatch-deltagerne. Og derfor kom der mange reaktioner.

 

Populært tilbud både for begyndere og fleksmedlemmer

På mødet mandag aften blev det soleklart, at kaninmatcherne ikke alene er et godt tilbud for nye i klubben, men også er et mødested for fleksmedlemmer, der enten ikke har tid til at blive fuldtidsmedlemmer eller som ikke ser sig selv deltage i fx Herredag og Damedag.

”Det er for indspist og svært at komme ind i Herredagens og Damedagens fællesskab. Her på kaninmatcherne har vi fået et godt fællesskab og lært andre at kende, som vi så kan spille med på andre tidspunkter. Det er et godt koncept, at vi er damer og herrer sammen og at vi bliver sat til at spille på kryds og tværs,” lød et af de indlæg, der høstede klapsalver på aftenen.

Webmaster Henrik Overgaard Pedersen, der i øjeblikket vikarierer i sekretariatet, fortalte om mulighederne for ny-afvikling af kaninmatcherne samt andre aktiviteter på den nye bane, Skjoldungen.

”Jeg har i flere omgange haft drøftelser med kaninudvalget om, hvordan vi viderefører kaninmatcherne, så de fortsat er attraktive og populære. Bestyrelsen har sat de overordnede rammer, men det er så op til kaninudvalget og os i sekretariatet at finde frem til en god løsning. Vi har haft flere løsningsmodeller på bordet, blandt andet to starter om mandagen, så dem, der i dag ikke kan nå at være i klubben til normal kaninstart, får mulighed for at være med.

Og på den måde kompenserer vi for, at der er plads til færre deltagere ved en gunstart på 9-huls banen end en gunstart på 18-huls banen.”

 

Brug kaninmatchernes styrke

”Vi har også drøftet muligheden for en kaninmatch om måneden på 18-huls banen – uden gunstart. Her kan fleksmedlemmerne så ikke være med. Andre muligheder kan også være, at kaninmatcherne alene bliver for spillere med handicap over 36. Der er mange måder at gøre det på – og vi skal finde frem til en fælles løsning. Mit håb er, at vi får lavet et eller gerne flere tilbud, som både tilgodeser begyndere og de fleksmedlemmer, der i dag er rigtig glade for at deltage i kaninmatcherne,” sagde Henrik og tilføjede:

”Jeg er helt med på, at kaninmatchernes måde at blive afviklet på tiltrækker nogle af jer, der har svært ved at se jer ind i fx Damedagen og Herredagen, som er meget populære for fuldtidsmedlemmer, men hvor det ikke er lige så nemt som ny at komme ind i fællesskabet som ved kaninmatcherne, hvor man bare kan tilmelde sig og møde op. Medlemmer med lyst til at lave nye aktiviteter er derfor meget velkomne til at stikke hovedet ind i sekretariatet. Jeg håber, vi får lavet en god løsning – både for kaninmatcherne og andre nye aktiviteter på vores nye 9-huls bane.”

På mødet fortalte formand Kim Møller Behrend også om klubbens arbejde med at effektivisere fortrinsrettider for klubber i klubben og om et ”fra vugge til grav”-koncept, der sikrer, at medlemmer uanset niveau og alder har et spille- og aktivitetstilbud på klubbens baner gennem et helt liv. Til sidst sagde han:

”Jeg håber meget, at kaninudvalget vil fortsætte deres fantastiske arbejde, fordi de er utrolig dygtige til det. Jeg håber samtidig også, at de af jer, som måske vælger at prøve nogle andre klubaktiviteter, fastholder jeres venskaber herfra. Og hvis der er nogle, der vil tage initiativ til at lave nogle matchaktiviteter, som passer til jer på den nye bane, så hold jer endelig ikke tilbage.”

Og så lige til sidst en opsummering af, hvad der kommer til at gælde, når den nye bane åbner.

  • Senior fleksmedlemmer kan spille lige så meget, de vil på 9-huls banen og deltage i alle klubaktiviteter på Skjoldunge-banen. De kan desuden tilkøbe runder på Store Skjold til halv pris, men ikke deltage i matcher og andre klubaktiviteter på 18-huls banen
  • Greenfee fleksmedlemmer – et medlemskab for dem, der spiller få gange og som betaler halv greenfee hver gang, de spiller uanset om det er på Store Skjold eller Skjoldungen. Disse medlemmer kan ikke deltage i klubaktiviteter på banerne
  • Par 3 medlemmer – dette medlemskab udløber med udgangen af 2023. De fleste overgår til senior fleksmedlemmer, men der er også en gruppe, der ikke har et golfkørekort til Dansk Golf Union (et DGU-kort). De vil få tilbud om gratis træning, så de kan bestå golfkørekortet. Når den nye bane kommer, skal man nemlig have et DGU-kort for at spille på banen. Det er slut med pay & play spillere
  • Fuldtidsmedlemmer kan spille på begge baner og deltage i klubaktiviteter begge steder

Kontingentet i 2023 bliver:

  • Fuldtidsmedlemmer = 7450 kr.
  • Senior fleksmedlemmer = 3980 kr.
  • Greenfee fleksmedlemmer = 1940 kr.

I 2022 er der lavet en overgangsordning og for par 3 medlemmerne er der lavet en pris-overgangsordning, der også gælder i 2023. Fra 1. januar 2024 skal par 3 medlemmerne overgå til et andet medlemskab.

Sekretariatet er i gang med koordinering af klubbens 9-huls aktiviteter med alle de forskellige arrangører, så der snart foreligger en samlet plan, der kan kommunikeres ud.

Skjoldungen åbner i starten af juli – den præcise dato kommer snart.

På billedet er det Hans Kristian Olsen og Finn Tvede fra kaninudvalget, der fortæller om kaninmatchens resultater, inden formand Kim Møller Behrend (siddende foran dem) gik på og fortalte om fremtiden.

 

God vejrudsigt – spil sjov pinsematch lørdag og søndag

Aktivitetsudvalget har været i dialog med vejrguderne og det lover godt for weekendens pinsematch, lørdag og søndag den 4. og 5. juni 2022.

Har du ikke meldt dig, så er det nu. Seneste frist er onsdag den 1. juni kl. 23.59. Aktivitetsudvalget håber meget, at der er endnu flere, der melder sig. Mandag er der 69 tilmeldte.

Du kan melde dig enkeltvis eller som et hold på fire personer. Melder du sig enkeltvis, bliver du sat sammen med andre, der også har meldt sig enkeltvis – tallet skal dog gå op med fire.

Matchen er en superhyggelig holdmatch, hvor man spiller en runde både lørdag og søndag – og der er ekstra forplejning med pølser og bøfsandwich på hul 12 – sponseret af AR Autoværksted.

Både lørdag og søndag er der løbende start fra kl. 8. Det koster 200 kr. pr. person – 800 kr. for et hold – inklusiv frokost på hul 12 begge dage. Tilmelding foregår via GolfBox.

De tre bedste scores pr. hul er tællende. Der er præmier til de bedste hold, nærmest hullet, længste drive og bedste kunstneriske performance. Flere hold plejer at møde op i festlig påklædning. Der er fokus på hygge og god tid…

Om aftenen lørdag den 4. juni er der mulighed for at spise med i restauranten. Her holder aktivitetsudvalget en pinsefest med god mad og dans senere på aftenen. Bandet Jungle Fever kommer og spiller glad dansemusik. Tag gerne venner og familie med – også selv om de ikke deltager i matchen. Aftenens menu: Birdies luksus tapas menu til 195 kr. – eksklusiv drikkevarer. Husk at bestille i Restaurant Birdie.