Category Archives: Nyheder

Point på scorekortet til prøvemedlemmer

”Efterårets prøvemedlemmer havde deres afslutningsmatch søndag den 2. oktober 2022 og de 11 deltagere havde en god turnering i dejligt vejr.

De 9 huller på Skjoldungen blev spillet med stor entusiasme og højt humør. Det var ikke på alle huller, at der blev scoret point, men de fleste fik dog nogle cifre på kortet.

Inden frokosten blev der uddelt præmier til vinderen Erik Grünfeld med 20 point og til Laila Svendsen med 15 point. De fik begge gaver fra proshoppen.

Camilla Dürke var tættest på flaget og fik en flaske rødvin fra Suenson vine. Kim Karlsson fik trøstepræmien på en træningslektion”.

Prøvemedlemsudvalget

Optimisternes sæsonafslutning 2022 og ny bestyrelse

Tirsdag d. 4. oktober 2022 havde Optimisterne sæsonafslutning med gunstart på Skjoldungen med efterfølgende fælles frokost.

Dagens vindere blev Jane Jacobsen, Hanne Lassen og Lisbeth Møller.

Sæsonens vindere blev også kåret.

Præmier i 9-hullers gruppen og i 18 hullers gruppen blev:

  1. Dorthe Rye Jensen, Sanne Bjerring
  2. Lisbeth Lyngsøe, Anne-Marie Kruse
  3. Lisbeth Møller, Eli Vibeke Olsen

Der blev uddelt klappepræmier og næstsidsteplads præmier.

Ved samme lejlighed blev ÅRETS OPTIMIST kåret. Det blev Jannie Brandt.

Da Lisbeth Møller ønskede at overgive posten som formand til en anden, blev Anne-Marie Kruse ny formand hos Optimisterne. Anne-Maries plads i aktivitetsudvalget bliver overtaget af Jette Nørlund Jensen.

Det blev en dejlig dag med godt humør.

Lisbeth Møller

Læs mere:

Sæt ord på – hvad tænker du om Roskilde Golf Klub?

Kom med et kort og markant statement: Hvad tænker du, når du hører ordet Roskilde Golf Klub?

Se formularen længere nede, hvor du kan sende dit input.

Nuværende og tidligere medlemmer inviteres til at ”lege med”. Tanken er, at et udpluk af de indsamlede statements skal bruges i den store jubilæumsbog, der bliver udgivet næste år i anledning af klubbens 50-års jubilæum.

Bogen kommer til at indeholde hele klubhistorien fra kampen om at få et areal til 9 hullers golf tidligt i 70’erne til hele udviklingen med baneudvidelser, bygning af nyt klubhus, fester og glade dage kombineret med interne uoverensstemmelser og stormfulde møder. Kort sagt: Et indblik i klubhistorien så tæt det er muligt.

”Jeg arbejder på at gøre bogen interessant at læse både for nye og gamle medlemmer, men også for tidligere medlemmer, der måske ikke længere spiller golf eller er flyttet fra byen. Det er jo meget forskelligt, hvordan vi opfatter klubben og hvad den og sporten har betydet for os, så det kunne jeg godt tænke mig at få sat nogle ord på fra alle medlemsgrupper. Det kunne også være fra tidligere juniorspillere i klubben,” fortæller webmaster Henrik Overgaard Pedersen, der også er redaktør på bogen.

 

Kom også med input til små historier fra klubhistorien

“Der kommer interviews med markante klubpersonligheder og masser af billeder og navne på alle dem, der har bidraget til klubliv og udviklingsprojekter gennem tiden. Men der bliver også plads til de små sjove historier, fx under overskriften: Vidste du, at… De historier har jeg også brug for input til – med og uden billeder.”

Så sig til, hvis du kender til pudsige/overraskende/sjove/pinlige/markante episoder fra din tid i klubben?

Også det kan ske via formularen herunder.

Kontakt gerne Henrik Overgaard Pedersen, hvis du har uddybende spørgsmål, billeder til bogen eller lignende, eller tlf. 91547776.

PS: Kender du tidligere medlemmer, der måske kunne have lyst til at bidrage, så giv gerne tippet videre.

 

Her er mit input til jubilæumsmagasinet:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Ny offentlig sti bag hul 15 på Store Skjold

Golfspillere på Store Skjold banen skal nu begynde at vænne sig til, at de kan møde ikke golfspillende naturvandrere ved hul 15 og 16. Der er nemlig lige blevet indviet en ny sti, som ikke generer golfspillet, men som kan give lidt gående trafik på grusstien mellem hul 15 og 16.

Vandrestien fortsætter så bag om hul 15 – uden at være til gene for golfspillerne. Dog er out of bounce pælene bag green rykket lidt frem for at give plads til trampestien.

Den nye sti blev indviet ved et arrangement, hvor borgmester Tomas Breddam og Jan Eriksen fra klubben og Nationalpark Skjoldungernes Land holdt åbningstalerne. Det skete fredag den 30. september 2022. De to talere kom imidlertid knap i gang, førend Jan Eriksen afbrød borgmesteren med ordene: “vent Tomas, der kommer traner” og lidt senere fløj 125 traner trompeterende ind over arrangementet. Borgmesteren replicerede: “Det er imponerende, hvad I kan organisere!”

Den nye sti er et vellykket kompromis. Oprindelig gik den gamle kirkesti direkte henover fairway på hul 15, men der var enighed om, at det var farligt og uhensigtsmæssigt og løsningen blev denne nye trampesti. Stien bag om hul 15 fører hen til en låge, der fører ind til en spang (gangbro), der skal sikre, at man kan gå rimeligt tørskoet. Den nye gangbro er forbundet til den, som går længere ind i Rørmosen og bl.a. dukker op ved insekthotellet ved blomstermarken på hul 15 (se kortet).

“Vi skal derfor vænne os til at se folk parkere ved Hørgården og gå ned ad grusstien, inden de drejer ind på trampestien, som vores greenkeepere har etableret. Der er sat en pæl op, der med en pil viser vejen og skulle der være et par forvildede vandrere, så hjælp dem gerne,” siger Jan Eriksen.

Stien er blevet til med støtte fra Nordeafonden og Nationalparken Skjoldungernes Land i samarbejde med Roskilde Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vandrelaug og Roskilde Golf Klub.

Læs mere på Roskilde Kommunes hjemmeside:

Sådan gik det Herredagen 2022

Herredagen har i 2022 haft 247 medlemmer.

Vi har afholdt vore traditionelle turneringer og konkurrencer, der er

  • Eclectic, der løber hele sæsonen. Eclectic spilles i fire rækker, elite-rækken, A-rækken, B-rækken og C- rækken
  • Slagspil turnering, der er opdelt i de samme 4 rækker. Rækkerne er lukkede, og der spilles en forårs- og en sommerturnering
  • ”Ugens vindere” i de fire rækker samt konkurrencen om ”Tættest på hul” på hullerne 5, 7, 13 og 17

Ved forårsafslutningen uddeles 100 præmier, hvor der i år deltog 85 medlemmer.

Ved sæsonafslutningen uddeles 100 præmier + 12 gavekort til 1, 2 og 3 i eclectic.

Herredagen takker vore generøse sponsorer for de flotte præmier.

Da vi spiller i fire rækker vil det blive for voldsomt at line de mange vindere op hér, men resultaterne kan se på Herredagens hjemmeside.

Læs mere:

Udlandstur med klubben i november 2023 – skal du med?

Når Roskilde Golf Klub i 2023 fylder 50 år, bliver der stor fest for alle i klubben i april. Men der bliver også noget at glæde sig til i efteråret.

I november 2023 bliver der nemlig arrangeret en udlandstur med golf på programmet til den lille ø, Porto Santo – tæt på Madeira.

Her er der plads til 100 golfspillere + 20 ekstra pladser fx til familiemedlemmer, der ikke spiller golf. Det er ikke en træningstur, men en ryste-sammen-tur med mulighed for masser af golf.

Tilmelding starter via Roskilde Golf Klubs hjemmeside mandag den 24. oktober 2022 kl. 14. Der er lavet en særlig pris til Roskilde Golf Klubs medlemmer – og tilmelding starter derfor nu, inden flyrejsen bliver åbnet op for alle andre.

”Porto Santo er en lille ø uden de store turistattraktioner, men det er et hyggeligt sted og i prisen er inkluderet golf, fly med bagage og golfbags, transfer, hotel med alle måltider og lokale drikkevarer. Turen kan ikke sammenlignes med proshoppens årlige ture, som er inklusive træning, flottere hoteller og baner, men golfbanen på Puerto Santo kan alligevel noget særligt,” fortæller Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet, der har taget initiativet til turen og som står for koordineringen med FolkeFerie.dk, der står for selve rejsen.

Kommer vi over 50 deltagere, er protræner Lasse Frølich også med på turen som organisator og rejseguide – men der bliver altså ikke træning på turen i normal forstand.

 

Social tur

”Vi skal hygge os, spille golf, bade, slappe af, cykle, vandre og nyde livet og hinanden. Og jeg håber, at mange forskellige typer medlemmer har lyst til at tage med. Der er plads til både rutinerede og nye spillere, fuldtids- og fleksmedlemmer, unge, midaldrende og ældre. Formelt er der en handicapgrænse på ca. 48, men vi kan godt rumme enkelte med højere handicap – under samme forudsætninger som på vores egen bane. Vi skal alle sikre et godt flow, så spillet glider i et fint tempo,” siger Henrik og tilføjer:

”Vi har ikke planlagt turen helt i detaljer endnu, men det bliver noget med, at vi både på og uden for golfbanen blander os, så vi lærer andre at kende. Det er en social tur.”

”18-huls banen har flere huller med en spektakulær udsigt og med forskellig sværhedsgrad, fx kløfter). Greens er fine, men i forhold til fairways skal I ikke forvente en mesterskabsbane. Det kan være nødvendigt at lægge op. Jeg har selv været på øen og spillet golf og jeg ved, at flere andre klubmedlemmer også har prøvet turen. Den kan klart anbefales, men banen kan lide lidt under rigtig mange runder og for lidt regn i perioder. Det er vigtigt for mig at sige dette, så forventningerne er afstemt på forhånd,” fortæller Henrik.

Der er i øvrigt også en lille par 3 bane på anlægget.

 

Rejsens indhold og pris

Her kommer der lidt om pris og hvad turen indeholder:

Afrejse: Søndag den 5. november 2023 kl. 7.15 fra Københavns Lufthavn, Kastrup.

Hjemrejse: Ankomst i København søndag den 12. november 2023 kl. 17.40.

Pris pr. person for overnatning i dobbeltværelse: 6.659 kr.

Pris pr. person for overnatning i enkeltværelse: 7.559 kr.

Priserne er ens for både golfspillere og ikke-golfspillere.

I prisen er følgende inkluderet:

  • Flyrejse t/r
  • Transfer fra/til lufthavnen
  • 23 kg bagage (1 stk) + 8 kg håndbagage
  • Golfbag max 15 kg (I skal selv have en rejsetaske)
  • Mad på fly t/r
  • All inclusive på hotellet (morgenmad, frokost, eftermiddagssnacks, aftensmad, kaffe, the og lokale mærker fadøl, vin, sodavand, gin, vodka, whisky, likør samt dagens cocktail (kl. 10-23)
  • Gratis ubegrænset adgang til golfbanen
  • Gratis vandreudflugt
  • Gratis leje af cykler
  • Gratis adgang til spa
  • Gratis adgang til tennisanlæg (også padel)

Der er under 10 minutters transport i bus/bil mellem hotel og golfbane. Hotellet kører med busser på udvalgte tidspunkter. Det er dog ikke altid, disse tidspunkter passer med alle teetider, så det kan være nødvendigt selv at betale for en taxa. Taxaturen koster ca. 10 euro.

I golfklubben er det muligt at købe mad og drikke fx til frokost, hvis man ikke når tilbage til hotellet. Her er øvrige priser i klubben:

  • Rangebolde i en uge: 35 euro
  • Trolley (golf-trækvogn): 6 euro pr. dag
  • El-trolley: 25 euro pr. dag
  • Buggy: 45 euro pr. dag
  • Opbevaring af golfudstyr i klubben med rengøring: 30 euro pr. uge

 

Hotel og restauranter

Der er mulighed for – for egen regning – at spise på andre af øens restauranter, hvis man vil prøve noget andet end hotellets aftenmenu en eller flere dage. Flere af restauranterne tilbyder kørsel til og fra hotellet. FolkeFerie.dk’s guider vil informere om dette, når vi ankommer.

Vi bliver indkvarteret på Hotel Vila Baleira – et hotel i op til otte etager beliggende tæt på stranden. Nogle af værelserne er med skrå havudsigt. Normalt er prisen for udsigtsværelserne højere, men i klubturen er prisen den samme – til gengæld er det tilfældigt, hvem der bliver placeret hvor.

Der ligger en vej mellem hotel og strand, men der går en hyggelig tunnel under vejen direkte fra nederste etage på hotellet med adgang til strand, poolområde, spahus og snackbar. Pools er ikke opvarmet. Havvandet er friskt men varmt nok at bade i – ved specielle vindforhold kan der dog være kraftige bølger, så badning er på helt eget ansvar. Både langs vandet og øvrige steder på øen er der mulighed for gode vandreture.

Har du spørgsmål til turen, så kontakt Henrik – se kontaktoplysninger under webmaster på hjemmesiden.
https://roskildegolfklub.dk/kontakt/webmaster/

Tilmelding starter her via hjemmesiden mandag den 24. oktober 2022 kl. 14.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra Porto Santo – de fleste er taget fra FolkeFerie.dk’s hjemmeside, men der er også et privatfoto:

Seks mod en var trods alt for meget for superputteren

Nu er junior short game træningerne slut for i år (2022), men I skal ikke snydes for dejlige billeder fra sjove onsdags træninger.

Vi havde bl.a. udfordret Frank Tarp, som er senior spiller og en rigtig dygtig golfspiller, ikke mindst i det korte spil, til at putte mod juniorerne. Det blev rigtigt sjovt og der blev kæmpet på livet løs. Frank endte med at tabe. Selv om hr. Tarp er dygtig, så er det svært at være bedre end seks juniorer, hul for hul. Tak fordi du ville være med til at lave lidt sjov med vore dygtige juniorer, Frank.

Junior Noah Westh-Buske meldte sig selv som stjernegæst for første gang. Det blev også en underholdende time, hvor Noahs far, Ryan, gaffatapede håndtagene sammen på vore puttere og drivere. Man skulle derefter skiftevis få bolden i hul med putter og driver. Ikke helt nemt, men temmelig morsomt.

Derefter skulle vi hver tage alle vore jern fra bag’en og lægge på puttinggreenen og lave en svær mini-golf bane. Dem der kunne få bolden på færrest putt, blev belønnet med slik.

Tak til Noah for den store kreativitet og for at have din premiere som ”Stjernegæst”.

Johannes Valentin Frøsig Rasmussen var også stjernegæst og lavede længekontrol øvelser med juniorerne. Tak til Johannes for god ”kontrol”.

Mon ikke vi kan lokke flere stjernegæster til næste sæson. Vi ses der ude.

Efterårsgolfhilsen

Søren Frøsig Rasmussen

Ungdomsudvalget (shortgameleder)

Bøllekast mod juniorformand – Vega og Asger fik 2022-priserne

Traditionen tro blev årets sæsonafslutning for juniorer og mikroer i Roskilde Golf Klub holdt den sidste torsdag i september, denne gang den 30. september 2022.

Juniorerne mødtes kl. 16, hvor Benny sendte dem ud i hold til en 9-hullers runde på ”Store Skjold”. Mikroerne mødtes med Anne Sofie og Sara kl. 17 til sjove lege på puttinggreen og indspilsbanen.

Kl. 18 samledes mikroerne og juniorerne ved puttinggreen for at lave lidt fælles sjov. Uvidende om hvad der skulle ske, bad Anne Sofie mig om at komme over på indspilsbanen, hvor hun syntes, at jeg skulle iføres Bent Østergaards gamle American Football dragt og hjelm (Bent Ø var i starten af 00’erne primus motor i klubbens juniorarbejde og har startet klubbens ildsjælspris) . Mikroerne og juniorerne skulle så kaste tennisbolde mod mig iført den amerikanske fodbolddragt (der er polstret med velcro). Der blev kastet på livet løs og jeg blev bombaderet med tennisbolde (av!).

Herefter var der middagsmad i Restaurant Birdie. Peter Lassen og team havde kokkereret lasagne og salat til os efterfulgt af regnbue isdessert. Tak for fin middag.

Vi havde til middagen samlet ca. 60 deltagere bestående af mikroer, juniorer, søskende, forældre og bedsteforældre. Middagen var gratis for juniorer og kostede 100 kr. for voksne.

Inden desserten tog jeg ordet og gennemgik årets ungdomsaktiviteter; heriblandt mikrotræning, junior shortgame, junior torsdagsmatcher, junior lørdagstræning med pro’erne, sjov sommergolf dag, jungletræf/Super6, generationsmatch, junior weekendtur til Made-in-HimmerLand og junior Sverigestur i oktober. Disse aktiviteter har kun kunnet ladet sig gøre med et stærkt ungdomsudvalg bestående af mikrolederne Anne Sofie og Sara (samt Cille fra Proshoppen), juniorteamet Jacob, Benny, Lasse, Emil og jeg. Tak for jeres store frivillingeindsats gennem sæsonen. I gør en kæmpe forskel.

Herefter tog pro Lasse Frølich ordet, og han havde æren af at udnævne ”årets junior” og ”årets mikro”. Pro’erne Lasse og Emil udvælger hvert år en junior og mikro, som har været en god kammerat, er hjælpsomme, deltagende og positive.

Årets junior blev Vega Gamst. Vega modtog en flot bag med en masse udstyr sponseret af klubbens sponsorer. Hele salen klappede af Vega.

Årets mikro blev Asger Siebuhr. Asger modtog også en flot bag og fik ligeledes en stor klapsalve.

Tak for en god ungdomssæson 2022. Vi glæder os til at se jer alle igen i 2023 sæsonen, som starter i april. Husk, at I alle er velkomne til at komme og spille, øve jer og have det sjovt i klubben også i løbet af efteråret og vinteren. Lasse nævnte endvidere, at der vil være træning for juniorerne fra februar.

Vi ses derude.

Stor efterårshilsen

Søren Frøsig Rasmussen

Formand, ungdomsudvalget

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra ungdomsafslutningen 2022:

Seniorklubben holdt afslutning 29/9 med 70 deltagere

Torsdag morgen den 29. september 2022 7.15 mødte 70 morgenfriske medlemmer i seniorklubben til sommerafslutning.

Morgenen startede med en lille en til halsen, morgensang og uddeling af scorekort til mexican scramble, der blev afviklet med gunstart på Store Skjold.

Under spisningen blev dagens 3 bedste hold markeret med vingave

Nr. 1 med 85 slag Svend-Aage Christiansen, Gerd Kristensen, Inger Margrethe Nissen og Ejvind N. Jensen

Nr. 2, hvor begge hold havde 86 slag Henning Jensen, Bjarne Dalgaard og Else Dejbjerg, der spillede med PEDRO,
Lisbeth Møller, Kaj Møller, Per Ougaard og Henrik B. Jakobsen (Henrik ikke på billedet)

Vindere af den gennemgående turnering i 3. kvartal 2022:

Damer 1) Else Dejbjerg 2) Kirsten Ege (deltog ikke i afslutningen) 3) Gerd Kristensen

Herrer 1) Jørgen Andersen 2) Leif Petersen (deltog ikke i afslutningen) 3) Poul Sarfelt

Fødselarer i kvartalet, der havde fejret halv- og helrunde fødselsdage startende med 75

Dinna Gilstón Bentsen, Viggo Clausen, Marianne Hoffmeyer, Thorkild Rasmussen, Per Schneider og Ole B. Rasmussen (der ikke deltog i afslutningen).

Poul Erik Edsen-Johansen og Palle Petersen havde skrevet sange, der blev afsunget under spisningen.

Den vandrende PEDRO i seniorklubben blev ved kvartalsafslutningen efter ønske fra Kurt Hollmann overrakt af Grethe Risegaard med Kurts motivering til Arne Hansen for hans glade og venlige optræden og hans positive forventninger til at skulle fejre hans og klubbens 50 års jubilæum næste år.

Styregruppen orienterede om klubbens sommergolf og den forestående vintergolf, ligesom der blev orienteret om, at styregruppen har dialog med bestyrelse og sekretariat om at ændre mødetid til sommergolfen 2023 fra 7.15 til 8.00.

Sommergolfen, der er blevet afviklet i utrolig flot vejr alle torsdage i 2022, afsluttedes med spisning i Restaurant Birdie og med en tak til alle medlemmer og samarbejdspartnere.

Tak for endnu en god og hyggelig dag i seniorklubben i Roskilde GK.

Ejvind N. Jensen, formand

Læs mere:

Vinderhøner på banen og perlehøner til middag

Trods en kedelig vejrudsigt og en del regn fik vi sluttet sæsonen af tirsdag den 27. september 2022 med en hyggelig turnering og dejlig middag – vi fik desværre mange afbud, så vi måtte lave nye startlister og ændre på holdsammensætningerne i sidste time. Vi var tilmeldt 65 til spil og 6 til spisning, men var samlet 59 til aftenens arrangement.

Vi havde gunstart over 11 huller og spillede greensome, hvor der kom nogle fantastisk høje scores til trods for vejret.

Dagens turnering blev vundet af Dorte Qvist og Grethe Risegaard med 27 points, skarpt forfulgt af Ghita Aagaard og Tina Hildebrand med 26 points på 2. pladsen og af Elsebeth Braagaard og Kirsten Østergård Nielsen med 25 points på 3. pladsen.

Der var præmier til tættest på flaget på hul 5 og 7, hvor Anne-Marie Vinther Larsen løb med præmien på hul 5 og Dorte Pyll løb med præmien på hul 7. Anne-Marie vandt ligeledes præmien for længste drive på hul 1.

Peter & Co. Serverede lækker fyldt perlehøne med ovnbagte kartofler, en fyldig salat med spidskål og en fyldig salat med mange slags lækre tomater og dejlig sovs. Vi sluttede med en god æblekage og kaffe.

Vi havde også præmieoverrækkelse i Order og Merit og Eclectic turneringen:

Vinderne i efterårets Order of Merit blev:

A-rækken

  1. Annette Kjærsgaard
  2. Alice Wind
  3. Susanne Romme

B-rækken

  1. Anni Nielsen
  2. Jane Ellebæk
  3. Elsebeth Braagaard

C-rækken

  1. Helle Birk Jensen
  2. Hanne Willumsen
  3. Tina Donstrup

D-rækken

  1. Ingelise Steensen
  2. Anne Munck
  3. Bente Dahl

9-huller

  1. Dorte Koch Andersen
  2. Ruth Nyholm
  3. Anne Danborg

Vinderne af årets Eclectic blev:

A-rækken

  1. Lene Müller
  2. Solveig Kaas
  3. Trine Jensen

B-rækken

  1. Gerd Kristensen
  2. Anne Vinther
  3. Trine Møller

C-rækken

  1. Helle Birk Jensen
  2. Tina Donstrup
  3. Hanne Willumsen

D-rækken

  1. Dorte Rye Jensen
  2. Ingelise Steensen
  3. Anne Munck

Tak til Peter, Lasse og sekretariatet som sponsorerede klappepræmier i form af greenfee billetter, gavekort til restauranten, golfudstyr og ikke mindst birdie bolde.

Og vi vil selvfølgelig også takke jer, der trodsede vejret og var med til at gøre dagen festlig og jer alle for jeres store opbakning til damedagens arrangementer og turneringer.

Vi glæder os til en ny sæson i 2023 med masser af godt vejr, fællesspisninger, hygge, nye arrangementer og matcher.

Mange hilsener
Damedagen