Category Archives: Nyheder

Toiletter på vej – efter lidt lang ventetid

Der er en lysning på vej efter lang ventetid på opgraderingen af de to toiletter, der er rundt på 18 hullers banen.

Det har voldt os store problemer at få toilettet ved greenkeepergården færdigt – de toilet, der ligger mellem hul 3 og hul 4. Toilettet er malet og der er støbt nyt gulv. Desværre vil det på grund af fugt ikke være muligt at lægge fliser før mandag 6/5.

Nyt toilet på vej ved hul 12

Den nye toiletbygning er færdig, og vi venter på at banen er tør nok, til at vi kan køre ind med en blokvogn. Med den gode vejrudsigt er det nok realistisk på onsdag 8/5.

Anders

Sekretariatet

Sekretariatet har lukket fredag efter Kr. Himmelfart

Sekretariatet i Roskilde Golf Klub har normalt lukket i weekender og på helligdage. Fredag den 11. maj – dagen – efter Kristi Himmelfartsdag – er der imidlertid også lukket. Send evt. en mail, så får du svar, når sekretariatet igen er bemandet fra mandag den 14. maj.

 

Højt aktivitetsniveau i Herredagen

Herredagen har nu 190 medlemmer. Det er en stigning i forhold  til 2017 på 8 medlemmer.

Men det dækker over, at Herredagen har fået 18 nye medlemmer  og har mistet 10 medlemmer.

Vore medlemmer er meget aktive. Onsdag den 2. maj var 134  Herredagsspillere på banen, (det er 70% af medlemmerne) og de  134 scorekort er tastet, og lister med dagens vindere i de tre rækker kan ses på Herredagens opslagstavle i klubhuset.

Resultatet i den fortløbende konkurrence er også på opslagstavlen.  Hvis man vil se resultaterne i Eclectic skal man ind på Herredagens  hjemmeside, hvor spillerne har gode muligheder for at analysere
deres spil.

Herredagen

Eliten skal kæmpe i weekenden – kom og vær med

Nu tager vi fat på Danmarksturneringen, som Roskilde Golf Klub deltager i med både herre- og damehold. Første spilleweekend løber af stabelen lørdag og søndag, og der er masser af spænding og underholdning, hvis du har lyst til at være med og heppe på vores dygtige elitehold.

Kampprogrammet på hjemmebanen er:

Lørdag den 5.5.2018:

  • Kl. 8.00: 3. holdet herrer. Kvalifikationsrækken: Roskilde – City Golf
  • Kl. 9.10: Seniorholdet. 1. division øst: Roskilde – Simon’s
  • Kl. 10.20: Veteranholdet. 2. division øst: Roskilde – Værløse

Søndag den 6.5.2018:

  • Kl. 8.00: 1. holdet herrer. 1. division øst: Roskilde – Helsingør
  • Kl. 8.40: 2. holdet herrer. 3. division øst: Roskilde – Hedeland
  • Kl. 9.50: Elitedamerne. 2. division øst: Roskilde – Værløse

Her kan du følge resultaterne af de enkelte matcher.

Vi håber, at du har lyst til at komme og være med og hjælpe vores damer og herrer gennem matcherne. Der er ”dømt” spænding fra første sekund. Eliten lover at kæmpe for hvert et point med blod, sved og tårer… Vel mødt derude!

Tutter Blume

På billedet er det Jens Krøis fra seniorholdet.

Nattergalen er klar til fugletur onsdag 23. maj

Onsdag den 2. maj kunne de første nattergale høres på golfbanen. De er ankommet tidligt og i alt tre lod sig høre midt på dagen, tydeligvis ikke klar over deres navns betydning, for nu gælder det bare om at få tiltrukket en hun.

En nattergal sad ved hul 4’s green i mosen på den modsatte side af grusvejen. Nr. 2 sad ved hul 11`s fairway out of bounce og den tredje sad langs fairwayen på hul 15 tæt ved, hvor Skjoldungestien går ind i Rørmosen. Gøgen kukkede også og meldte også sin ankomst fra Afrika og i bassinerne pauker rørdrummen stadig livligt.

En del sangfugle, gul vipstjert og bysvalerne på Greenkeepergården er endnu ikke ankommet, men det skulle de meget gerne være kommet onsdag den 23. maj kl. 19.30, hvor vi afholder årets nattergaletur, der som sædvanligt afsluttes med kaffe og kage omkring kl. 22.

Det er ikke nødvendigt med tilmelding i forvejen – bare mød op.

Som noget nyt vil Restaurant Birdie tilbyde en middag med relation til fjerkræ, ”coq au vin” kl. 18, men det skal man melde sig til i dagene op til direkte i restauranten.

Henning Nordstrøm og Jan Eriksen

PS: Som det kan ses på billederne, så har Henning og Jan været på tur rundt om på banen for at sætte flere stære- og mejsekasser op i træerne. Stærene skræmmer andre fugle væk, som hakker efter larver i greens og på teesteder.

12 prøvemedlemmer mangler mentor

Lidt akut mangler der 5-7 medlemmer, der vil være med til at tage godt imod dem, der her i foråret har meldt sig som prøvemedlemmer. I alt er vi oppe på 85 prøvemedlemmer, og de 12 af dem har endnu ikke fået tilknyttet en mentor. Så har du mulighed for at hjælpe, så sig endelig til. Det er meget vigtigt, at vores prøvemedlemmer får en god modtagelse i Roskilde Golf Klub.

Det normale er, at mentoren møder prøvemedlemmet 5-6 gange i forskellig sammenhæng. Det giver et tidsforbrug for mentoren på 12-13 timer på 12 uger.

En mentor er et medlem, der fra nu og til midt på sommeren påtager sig at hjælpe med at give 2-3 prøvemedlemmer en god modtagelse i klubben.

Det kan være ved rundvisning på anlægget, information om praktiske ting, fx træningsmuligheder, spil på par 3 banen og lignende. Den enkelte mentor er selv med til at bestemme tid og sted for, hvornår han/hun mødes med sine prøvemedlemmer.

Kontakt gerne sekretariatet, hvis du kan hjælpe.

Udvalg for prøvemedlemmer

Se vindere og fotos fra åbningsmatchen

I søndags blev årets første clubmatch afholdt nemlig åbningsmatchen sponseret af Jyske Bank.

Der deltog i alt 136 medlemmer så der blev spillet fra kl.7 til kl. 18 i godt tørt og til dels stille vejr. Der var mad og drikke til alle deltagerne, Restaurant Birdie serverede farseret kylling og urtelasagne.

Vinderne blev:

A-rækken i slagspil

  1. William Bredtved Hansen, 65 slag
  2. Jens Krøis, 71 slag
  3. Nicklas Smith Mølholm, 72 slag

B-rækken Stableford

  1. Asger Olesen, 37 point
  2. John Rasmussen, 37 point
  3. Leo Nielsen, 36 point

C-rækken Stableford

  1. Klavs Munch Koefoed, 39 point
  2. Hanne Juhl Hansen, 38 point
  3. Søren Kargaard, 38 point

Tættest på hul

  • Hul 5 John Sønderup, 3,08 m
  • Hul 7 Lars Andersen, 0,59 m
  • Hul 13 William Bredtved Hansen, 1.79 m
  • Hul 17 Steen Andersen, 3.15 m

Længste drive

  • Damer: Solveig Kaas
  • Herrer: William Bredtved Hansen

Jyske bank havde som sidste år sponseret 5000 kr. til klubbens ungdomsafdeling.

MVH
Matchudvalget 

Her kan du se en masse billeder fra åbningsmatchen:

Stærk Roskilde-sejr i stor turnering på Fyn

Jakob Falk Schollert fra Roskilde Golf Klub vandt i weekenden en af landets største juniorranglisteturneringer, da han sejrede i Ping Masters, der blev afviklet i Odense Golfklub.

Jakob brugte taktikken ”lægge sig i spidsen og blive der i alle tre runder, så vinder man”. Jakob vandt med fire slag ned til nr. to og formåede på alle tre runder at score tre birdies pr. runde.

Udover en driver, en golfbag og en flot pokal vandt Jakob også et wildcard til Jyske Bank Championship Ecco touren.

Herunder kan du se pokalen samt beviset på wildcard’et til Eccotouren.

 

Tre timers lukning af driving range hver mandag kl. 11-14

Græsset gror også på driving range, men for at få det klippet, skal hele området først være renset for bolde.

Både boldopsamling og græsslåning er nu placeret på et tidspunkt, hvor det generer spillerne mindst muligt og samtidig er på et tidspunkt, hvor både greenkeeperne og proshoppen er på arbejde.

Så mandag kl. 11-14 er driving range lukket.

Tidligere var der lukket fra søndag eftermiddag til mandag morgen, men nu kan man altså godt køre ud og træne søndag aften.

Husk i øvrigt gerne at tage boldkurvene med tilbage til boldmaskinen, så de næste spillere ikke først skal ud og finde en boldkurv.

God fornøjelse med spillet.

Tak for regn – næsten normalt spil fra fredag

Fra på fredag er der næsten helt normalt spil på golfbanen efter vinteren. Det er slut med at slå fra måtter. De sidste teesteder på hul 2, 4, 5, 7, 13 og 17 åbner, så den eneste lille gene/fordel er, at der skal lægges op på fairway.

Det er altså slut med at skulle tee bolden op på fairway, men hvis bolden lander på bar jord eller i et lille hul på fairway, så har du muligheden for at lægge bolden på noget græs inden for et scorekorts længede fra der, hvor din bold landede.

Denne regel kommer altså også til at gælde ved Jyske Banks Åbningsmatch på søndag.

“Det har selvfølgelig været dejligt med den varme, vi har fået den sidste uges tid, men nu regner det heldigvis, og det har vi virkelig brug for, da banen er meget tør. Efter regnvejret vil man kunne mærke, at alting kommer til at gro eksplosivt,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der har været nødt til at vande både greens og teesteder i den forløbne tid.