Category Archives: Nyheder

Flere hjælpere søges til Rehab-golf om fredagen

Siden foråret er der nu kommet flere Rehab medlemmer, så vi nu har 22 medlemmer, som gerne vil spille golf om fredagen i sommerhalvåret.

”Rehab golf” er golf brugt som led i genoptræningen af personer med svære funktionelle handicaps, ofte neurologiske handicap.

Som udgangspunkt vil vi gerne være så mange hjælpere, at vi kan være en spiller og en hjælper, men med så mange spillere er det pt ikke muligt, da vi kun er 8 hjælpere, og nogle af disse også kan være forhindret i at møde op hver eneste fredag.

Det betyder, at en hjælper sommetider har tre spillere at holde øje med, og det er en svær opgave.

Alle Rehab-golfere har brug for hjælp i et eller andet omfang. Det kan være placering af bold på teestedet, samle bold op, holde øje med hvor boldene lander, retnings orientering, meget generel hjælp til selve spillet mm.

Den hjælp, vi kan give, er baseret på, at spillerne får en god dag og oplevelse når de er i klubben, så den sociale del er også en væsentlig del af den hjælp, vi kan yde.

Sæsonen er ved at være slut, men hvis der nogen der har lyst til at være hjælper næste år, så kontakt et medlem af udvalg for Rehab golf for yderligere information. Hvis du har lyst, kan du også nå at være med i år – vi spiller så længe vejret er til det.

Rehab-golf om fredagen er i tidsrummet kl. 11-13.

Udvalg for Rehab-golf

Her kan du læse mere om Rehab-golf og se kontaktpersonerne.

Lad greenkeeperne spore din runde via din telefon

Kan vi indrette banen lidt anderledes, så oplevelsen bliver endnu bedre for alle. Kan vi gøre noget for at forhindre ventetid, hvis alle oplever det samme på bestemte huller?

Svaret på disse spørgsmål håber chefgreenkeeper Nick Bosholdt, at få i det kommende års tid – men kun, hvis et tilstrækkeligt stort antal medlemmer af Roskilde Golf Klub bakker op og hjælper med det.

Flest mulige skal nemlig downloade en helt ny app fra Dansk Golf Union – og så aktivere denne app under deres golfrunde. Det er ganske simpelt. Man starter app’en før sin runde og slukker den, når man er færdig. Og så er data om, hvordan man har bevæget sig rundt på banen denne dag, opsamlet til brug for greenkeeperne.

“Vi kan ikke se, hvem der har spillet, men vi får værdifulde data om, hvor på banen spillerne har været – og de data kan vi efterfølgende bruge til at gøre banen endnu bedre. På denne måde får vi informationer om, hvor spillerne hyppigst lander deres bolde og hvor de ikke lander. På den måde finder vi fx ud af, om der er bestemte bunkers, der ikke bliver brugt og som vi måske kan sløjfe, og vi får også information om, hvis der er bestemte steder med rough på bane, der giver ekstra ventetid,” fortæller Nich Bosholdt, der håber, at rigtig mange vil downloade app’en og derefter bruge den, når de spiller.

Sådan gør du:

  1. Download app’en “Golfsporet” enten i App Store til IOS (iPhones) eller Google Play til Android-telefoner
  2. Indtast dit køn, alder og handicap
  3. Tryk start ved hul 1, når du begynder en runde og slut, når du er færdig på hul 18 eller sidder i klubhuset

App’en virker kun på golfbanen, så hvis du glemmer at slutte din runde, så stopper sporingen, når du forlader golfbanen. App’en er sat op til kun at spore din færden, når du går på Roskilde Golf Klubs område.

Som spiller kan du efter runden se din samlede spilletid for hele runden samt hvor langt du har gået. Greenkeeperne får så ekstra data om, hvor præcist på banen, du har været.

Nick Bosholdt og hans greenkeeperkolleger vil for alvor begynde at bruge data fra næste sæson, så jo flere der får downloadet app’en og bruger den fra nu, jo bedre.

Rehab-golfere fra Roskilde totalt dominerende ved DM

Ved Dansk Golf Unions DM i paragolf fik spillerne fra Roskilde Rehab-golf stor succes, idet de totalt dominerede Rehab-golf rækken:

  1. Vinder af guld blev Torben Amsinck, igen
  2. Vinder af sølv Blev Kim Jakobsen, (Kim er p.t. ansat i klubbens sekretariat)
  3. Vinder af bronze blev Ove Jørgensen

Fjerdepladsen gik til Kenneth Daugaard mens femtepladsen blev delt af Jens Terp og Eric Seem, også begge Roskilde Golf Klub. Der var i alt 13 deltagere i rækken og de syv bedste var alle fra Roskilde Golf Klub.

På billedet er det de tre medaljetagere: Fra venstre Kim Jakobsen, sølv, i midten Torben Amsinck, guld, og til højre Ove Jørgensen, bronze.

Mvh
Hans Møllegaard

Oplevelser som nyt medlem af seniorgolf

Som ny i seniorgolf i Roskilde Golf Klub vil jeg gerne give nogle kommentarer til hvordan det har været.

Kort fortalt: Godt.

Lidt længere fortalt: Rigtigt godt og rigtigt hyggeligt.

Og en endnu længere version: Som begynder i golf har der været en del forhindringer. Indkøb af udstyr (hvad skal man have / ikke have). Så timer hos en træner, som gør sit bedste for at holde modet oppe i en. Så man håber det lykkes at holde modet oppe, tungen lige i munden, og kursen på bolden. Til sidst skal man til golf eksamen for at få DGU-kortet, så man må spille på 18-hullerbanen.

Derefter begynder kampen om at komme ned i handicap. Jeg kunne ret hurtigt fornemme, at det ville være godt at blive medlem af en af de mindre klubber i klubben, og Seniorklubben var tiltalende.

Der er to optagelseskriterier: Mere end 55 år for mænd (50 år for kvinder) og et handicap mindre end 36 med fleksibilitet. Alderskriteriet klarer de fleste. Det er værre med handicap 36. Her må man slås, træne, blive fortvivlet, blive glad, blive eddike-sur, blive opgivende for så til sidst alligevel at nå ned på det forjættede og eftertragtede handikap 36.

Derefter kan man kontakte Ejvind, som venligt hilser ansøgeren velkommen til en prøvedag (prøvemorgen). Jeg blev hilst velkommen og præsenteret for de andre seniormedlemmer. En af de mere garvede medlemmer tog hånd om mig, og hjalp mig til rette.

Det er svært ikke at lave fejl på banen i begyndelsen. Der er mange regler, så det er herligt med lidt venlig hjælp på vej rundt på banen. Jeg har fået lært en del ekstra om regler, som jeg sikkert har læst om, da jeg skulle have DGU-kortet, men som er glemt igen.

Jeg har også fået opmuntrende kommenterer til mit spil, ligesom jeg har fået råd og vejledning til at forbedre mine slag. Der har altid været en venlig og opmuntrende tone, hvilket gør det både hyggeligt og let at komme ind i Seniorklubben.

Jeg kan kun anbefale at man bliver medlem”.

Bedste hilsner

Allan Storr-Paulsen

Her kan du læse mere om seniorgolf.

Her kan du læse nyheden “Refleksioner fra en matchleder i seniorgolf”.

 

Husk at rette nedslagsmærker på greens

Det er igen tid til en opfordring om at rette nedslagsmærker på greens. Opfordringen skal gentages en gang imellem, for ellers risikerer vi, at der kommer flere og flere nedslagsmærker, som giver huller og græs, der ikke gror ordentligt. Jo længere, vi kommer hen i efteråret, jo større risiko for skader, der ikke er nemme at rette op. Lander du bolden på green, så er der også et nedslagsmærke, og jo hurtigere og mere rigtigt, det bliver gjort, jo bedre resultat.

Men hvordan retter man egentlig et nedslagsmærke op? Det kan du se på videoen herunder, produceret af vores greenkeepere.

Det kan nogen gange været lidt frustrerende at komme rundt på banen og se mange nedslagsmærker, der ikke er repareret, så er der flere end dit eget, så hjælp gerne med at rette nogle af de andre op.

 

Spørgeskema på vej ud til sidste tredjedel medlemmer

Tre gange om året bliver der sendt spørgeskemaer ud til klubbens medlemmer – og nu er tiden kommet til den sidste runde i år.

Medlemmerne bliver dog kun spurgt én gang om året – der bliver valgt en tredjedel pr. gang. Spørgeskemaundersøgelsen hedder “Golfspilleren i centrum”, den bruger bestyrelsen, sekretariat, restaurant, proshop og greenkeepere til at evaluere og styre efter. Det er derfor vigtigt, at så mange som muligt svarer.

De seneste år er der gennemført flere forbedringer og forandringer alene fordi der har været en tendens via spørgeskemaundersøgelsens karakterer i de bemærkninger, som det også er muligt at skrive.

Spil banen på kryds og tværs – sjov match 7. oktober

Carlsberg Cross Country Match er en af de sjove turneringer i Roskilde Golf Klub. Alle fuldtidsmedlemmer med handicap under 48 er velkomne – og her spiller man banen på kryds og tværs i forhold til de almindelige huller. Så du kommer helt sikkert til at slå fra steder, du ikke er vant til.

Turneringen foregår søndag den 7. oktober med samlet start for alle kl. 10. Det koster 100 kr. at være med og i prisen er lidt at drikke plus to håndmadder efter spillet.

Der er tilmelding via GolfBox – her kan du se siden med Carlsberg Cross Country Match.

 

Refleksioner fra en matchleder i seniorgolf

Klokken er omkring kvart i syv denne torsdag morgen. Jeg er en af de første, der møder op til seniorgolf. Der er noget særligt over at være tidligt ude, at se dagens første lys, se rådyrene, og se tågen lette … i det mindste den på banen.

I klubhuset lægger jeg listerne frem, så dagens deltagere kan krydse sig af for runden, samt de små navneskilte som vi bruger til lodtrækning for hold sammensætning og startrækkefølge.

Spillerne begynder at møde op, Hanne har fødselsdag, så der er morgenbitter på tapetet.

Snakken går livligt, Poul har som regel en vittighed eller en sproglig finurlighed, han lige skal ha’ fyret af.

Vi taler om de gode ture, vi har haft i sommerens løb, bl.a. en to-dages tur til Falster med overnatning og to golfrunder med 19 deltagere. Turen til Skjoldenæsholm, hvor 24 mødte op, og turen i august til Dragsholm med efterfølgende kaffe og lagkage og præmieoverrækkelse i formandens sommerhus, og hvor alle 32 af dagens spillere deltog.

Efterhånden er klokken blevet 7.20, vi er denne dag 40 spillere, der trækkes lod og vi går ud til gunstart på bag-ni, så vi er færdigspillet stort set samtidig ved middagstid, og samles til præmier og løgnehistorier.

Vi nærmer os kvartals- og sæsonafslutning, og den sidste dag i sommergolfen sidst i september spiller vi Mexican Scramble, en holdturnering som er supersjov at spille, og med efterfølgende middag i klubhuset.
Der er præmier til dagens og kvartalets vindere.

Fra oktober går vi over til vintergolf om fredagen med mødetid senest kl. 8.50.

Jan Hoffmeyer

Matchleder i seniorgolf

Her kan du læse mere om seniorgolf.

Her kan du læse oplevelser fra et nyt medlem af seniorgolf.

Sponsorer i godt humør – uventet afslutning på par 3 banen

Roskilde Golf Klub har en gruppe trofaste sponsorer, som bidrager økonomisk og medvirker ved afholdelse af matcher og hjælper med andre ting i klubben. Som tak for deres støtte holder klubben en gang om året en særlig match, hvor sponsorerne selv får mulighed for at spille på banen.

Nogle spiller selv og andre kommer kun ud på banen ved denne særlige lejlighed. Men alle får en rigtig god dag med masser af golf, godt selskab og fuld forplejning fra morgenstunden til og med frokost og præmieoverrækkelse. Sådan var det også i fredags, den 7. september, da årets sponsormatch blev afholdt.

Se masser af billeder fra dagen længere nede på siden.

Sponsorerne får mulighed for at stille et hold på fire, men det er ikke altid muligt, og så bliver der suppleret op med andre fra klubben. Fx kunne Slagter Frimann i år ikke stille et hold, men forretningen i Støden blev alligevel repræsenteret, og Slagter Frimann tager så i øvrigt revanche med synlighed i forbindelse med Slagter Frimanns andematch, der bliver afviklet i november.

Der blev fejret fødselsdag på dagen, og det var ikke en af sponsorerne, men vores chefgreenkeeper, Nick Bosholdt, der blev 40 år.

Dagen blev i øvrigt afsluttet ved, at Peter B Petersen fra Kemp & Lauritzen lavede hole in one på hul 6 på par 3 banen. Det er det lange (210 meter) hul op ad bakken, så det var noget af en bedrift.

Her kan du se siden med alle sponsorerne i Roskilde Golf Klub – tag gerne kontakt til dem, hvis du har et behov, de dækker.

Følgende præmier blev uddelt ved sponsormatchen:

Hold konkurrencen:

  1. Murermester Brian Harder
  2. CH Service
  3. Roskilde Vinduescenter ved Michael Donstrup

Individuelt bedste stableford score:

  1. Ruben Heisel, CH Service

Nærmest pinden:

  • Hul 7, Mike Sheridan, FJ Poulsen
  • Hul 17, Per Kargaard, RIR

Længste drive:

  • Damer, Nina Petersen, Kiropraktorerne,
  • Herrer, Peter Brøndum Pedersen, Kemp & Lauritzen

Mest synlige hold på banen

  • El-giganten and the Canaries, Alteq

Geniale slag, brugte broen som bande på drivet – hul 10, og forlængede med 50 meter

  • Arne Nielsen, Fremdriftspartner Arne Nielsen

Største potentiale:

  • Eriksson Stilladser / RIR Revision