Oplevelser som nyt medlem af seniorgolf

Som ny i seniorgolf i Roskilde Golf Klub vil jeg gerne give nogle kommentarer til hvordan det har været.

Kort fortalt: Godt.

Lidt længere fortalt: Rigtigt godt og rigtigt hyggeligt.

Og en endnu længere version: Som begynder i golf har der været en del forhindringer. Indkøb af udstyr (hvad skal man have / ikke have). Så timer hos en træner, som gør sit bedste for at holde modet oppe i en. Så man håber det lykkes at holde modet oppe, tungen lige i munden, og kursen på bolden. Til sidst skal man til golf eksamen for at få DGU-kortet, så man må spille på 18-hullerbanen.

Derefter begynder kampen om at komme ned i handicap. Jeg kunne ret hurtigt fornemme, at det ville være godt at blive medlem af en af de mindre klubber i klubben, og Seniorklubben var tiltalende.

Der er to optagelseskriterier: Mere end 55 år for mænd (50 år for kvinder) og et handicap mindre end 36 med fleksibilitet. Alderskriteriet klarer de fleste. Det er værre med handicap 36. Her må man slås, træne, blive fortvivlet, blive glad, blive eddike-sur, blive opgivende for så til sidst alligevel at nå ned på det forjættede og eftertragtede handikap 36.

Derefter kan man kontakte Ejvind, som venligt hilser ansøgeren velkommen til en prøvedag (prøvemorgen). Jeg blev hilst velkommen og præsenteret for de andre seniormedlemmer. En af de mere garvede medlemmer tog hånd om mig, og hjalp mig til rette.

Det er svært ikke at lave fejl på banen i begyndelsen. Der er mange regler, så det er herligt med lidt venlig hjælp på vej rundt på banen. Jeg har fået lært en del ekstra om regler, som jeg sikkert har læst om, da jeg skulle have DGU-kortet, men som er glemt igen.

Jeg har også fået opmuntrende kommenterer til mit spil, ligesom jeg har fået råd og vejledning til at forbedre mine slag. Der har altid været en venlig og opmuntrende tone, hvilket gør det både hyggeligt og let at komme ind i Seniorklubben.

Jeg kan kun anbefale at man bliver medlem”.

Bedste hilsner

Allan Storr-Paulsen

Her kan du læse mere om seniorgolf.

Her kan du læse nyheden “Refleksioner fra en matchleder i seniorgolf”.