Hver torsdag morgen/formiddag om sommeren og hver fredag formiddag om vinteren spiller Seniorklubbens mange medlemmer på den store bane.
De fleste er kommet til undervejs, men der er også enkelte, der har været med siden starten på seniorgolf i 1994.
På billedet i toppen er det initiativtageren til Seniorklubben, Eyvind Møller, der stadig er medlem af Roskilde Golf Klub.
Med 1994 som ”fødselsår” er det til at regne ud, at det i år er seniorklubbens 25-års jubilæum. Den officielle dato er den 8. juli, men dagen fejres allerede torsdag den 27. juni, hvor seniorklubben både har match og afsluttende frokost med taler, underholdning og præmier for foråret.
Seniorklubben har haft forskellige aktiviteter og spilformer gennem årene. I det gamle klubhus var der ikke restaurant, så Seniorklubbens medlemmer stod selv for madlavning i forbindelse med kvartalsafslutningerne. Ikke mindst Lise Møller og Grete Baunbæk Hansen har produceret fx gule ærter og forloren hare i deres køkkener derhjemme, hvorefter maden blev varmet op på et par varmeplader i det gamle klubhus.
I 90’erne blev der flere gange om året spillet på fremmede baner, og den tradition er blevet taget op igen af den nuværende styregruppe. I år har seniorgolferne været på besøg i Midtsjælland og en tur til Sverige – og i august er der planlagt en tur til Dragsholm.
Styregruppen for seniorgolf består i dag af Ejvind Jensen (formand), Susanne Jensen (kasserer) samt Jan Hoffmeyer og Ole Strangholt (matchledere).
Her er navnene på alle dem, der tidligere har siddet i styregruppen for seniorklubben: Poul.Erik Edsen-Johansen, Poul Sarfelt, Henning Mikkelsen, Eigil Mikkelsen, Tove Duus, Bent Christensen, Barbara Giske, Peter Zeuthen, Margit Laugesen, Erik Ryge, Lise Kofoed, Vibeke Bjørn, Børge Kofoed, Arne Hansen, Inger Brand og altså initiativtager Eyvind Møller.
Den første formand hed altså Eyvind og den nuværende næsten det samme, nemlig Ejvind, og sidstnævnte har dette at sige om jubilæet:
”Golf forlænger livet, bliv medlem af Roskilde Golf Klub” står der på et lille skilt i venstre side af fairway på hul 10 – og det kunne passende være slogan for Seniorklubben.
Vi har i dag 89 aktive medlemmer, der ugentligt nyder hinandens selskab på hold, der bliver blandet fra gang til gang af matchlederne. Der spilles hele året, næsten altid med pænt stor deltagelse uanset vejret.
Som afslutning på hvert kvartal spilles en social match – Mexican Scramble – der afsluttes med fællesspisning, markering af halv- og helrunde fødselsdage startende fra 75 år, præmieoverrækkelse, sange, vandrepokalen PEDRO, og i det hele taget socialt samvær.
25 års jubilæum som klub i klubben – og der er rigtig mange gode år foran os for nuværende som kommende medlemmer af Seniorklubben. Tillykke med jubilæet.”
Her finder du mere information om seniorgolf – du er velkommen til at være med. Alderskravet er 55 år for mænd og 50 år for kvinder.
Her er nogle historiske billeder fra seniorgolfens 25-årige historie – krydret med nogle billeder fra i år og sidste år.