Generelt god weekend for divisionsherrerne

Udfaldet af weekendens kampe var generelt godt for alle fire hold. Vi holder liv i mulighederne for oprykning og samtidig i muligheden for at undgå en nedrykning.

Se kampbilleder nederst.

En oprykning for 1. holdet synes efterhånden som en formalitet. Med sejre i begge matcher i weekenden er det reelt sådan, at holdet kan tåle at tabe de sidste to matcher og forsat vinde puljen, blot holdet ’nøjes’ med at tabe 17-1 i matchen i Royal til august, for så vil holdet takket være 18-0 sejren fra tidligere være bedre indbyrdes, men hvorfor skulle vi dog tabe de sidste to kampe, det er da bedre at gå igennem med maksimum points.

Til weekendens opgør var der afbud fra Andreas Sørensen, der er i England til en international turnering. I hans fravær var Martin N. Pedersen en del af holdet, og han kvitterede med mange points i de to matcher.
Særligt lørdagens match i Greve blev lang, da den intense torden medførte en flere timers lang pause inden spillet kunne genoptages.

Vores 2. hold fik lørdag en øretæve på 12-0 i Ishøj, som suverænt er rækkens bedste, men holdet rejste sig søndag i en match mod Smørum, hvor der blev spillet om at undgå nedrykning. Holdet præsterede at vinde i Smørum med 7-5, hvilket holder liv i håbet om at undgå nedrykning, og den afgørelse er nu nede på at blive afgjort på antal matchpoints i turneringen, og her har vi for nuværende 16 points mod Smørums 15 points, så det bliver rigtig tæt og spændende i den sidste weekend.

For klubben er det vigtigt, at holdet ikke rykker ned, for en nedrykning vil betyde, at vi ikke kan rykke op med enten 3. eller 4. holdet, og de to hold kan med nogen sandsynlighed slutte som nummer 1 i deres puljer.

3. holdet fik lørdag en ’torden sejr’ i Royal på 7-5, men måtte se sig slået i Smørum om søndagen med 7-5. Såfremt Smørum i sidste weekend ikke formår at vinde i Royal, så kan vi med sejr i de sidste to matcher vinde puljen.

4. holdet tabte lørdag med 7-5 i Kalundborg, som nu fører puljen, men hvis vi i sidste weekend vinder begge matcher, og på hjemmebane slår Kalundborg med mere end 7-5, så vil holdet vinde puljen.

Samlet set var det en rigtig fin weekend, hvor 1. holdet holder fast i sin suveræne føring, og hvor særligt 2. holdets vigtige sejr i Smørum åbner muligheder for de tre øvrige hold.

Tekst: Gerhard Klaschka, fotos: Peter Bornæs (der har taget rigtig mange gode billeder – vi viser ikke dem alle lige nu, men de bliver brugt ved senere lejligheder).