Author Archives:

Udskrivning af scorekort behøves ikke på vinterbanen

Normalt skal vi udskrive et scorekort, hver gang vi er ude på banen for at spille. Det er nemlig samtidig adgangskortet til at spille på banen, nu da vi ikke længere får særlige mærker til at hænge på bag’en.

Men her i vinterperioden, hvor vi spiller til vintergreens, så er det ikke nødvendigt at udskrive scorekort. På dette tidspunkt af året er DGU-kortet nok dokumentation for, at du har ret til at spille på banen.

Sekretariatet

 

Lukning af toiletter, vaskeplads og hul 10 g 11

Det er vådt og frosten nærmer sig. Det betyder, at der med øjeblikkelig virkning bliver indført nogle ændringer / restriktioner på banen.

Først og fremmest er hul 10 og 11 på den store bane lukket. Hullerne var kortvarigt åbne i forbindelse med Slagter Frimanns andematch søndag, men specielt hul 11 er så våd, at det er svært at gå, uden at få våde fødder. Desuden bliver banen ødelagt ved mere færdsel.

Af samme årsag er det nu slut med at køre golfbiler og scootere for denne sæson. Det gælder over hele banen.

Her til kommer, at vi nu skal lægge op på fairways. Det betyder, at du må flytte bolden inden for et scorekorts afstand for at få bolden lagt op på et stykke græs.

Toiletterne på banen er blevet lukket. De er nemlig ikke frostsikre. Vaskepladsen er også lukket, og det samme gælder vaskeriet på boldautomaten på driving range. Der bliver dermed begrænset brug af driving range.

Der må ikke spilles til greens, når jorden er frossen. Det er ikke nok, at rimfrosten er væk, der må ikke være frost længere nede, hvis der skal spilles til greens. Hvis spillerne er seriøse med denne vurdering, så kan vi holde gang i sommerbanen i længere tid – specielt om eftermiddagene, når frosten slipper taget i jorden.

Hold øje med den opdaterede status under “Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden.

Golfbladet ligger i klubben – se evt. link

Nu da det våde novembervejr har ramt os, så er vi ikke lige så mange, der lægger vejen forbi klubhuset. Det betyder, at der er færre, der får fornøjelse af det nummer af klubbladet, der netop ligger til afhentning i klubhuset.

Så her får I informationen om, at der faktisk ligger læsestof i klubhuset, som I kan hente med hjem.

Kommer du ikke forbi klubhuset, så kan du også læse bladet på nettet. Her er et link til bladet.

Flotte ænder til 124 glade golfspillere

2016-11-rgk-andematch-29Slagter Frimanns andematch afsluttede matchsæsonen – og med bravour. Med totalt udsolgt blev den våde bane virkelig udfordret i en greensome turnering, hvor spillerne var sammen i par mod hinanden. Begge spillere slog ud fra teestedet, og valgte den bedste bold at spille videre med. Efterfølgende slog spillerne så hvert andet slag, indtil bolden var i hul.

Herunder kan du se et billedgalleri med alle vinderne og øvrige billeder fra dagen. Her til højre er det dagens to matchledere, Klaus Bønløkke og Erik Andersen, med sponsor Peter Frimann fra Slagter Frimann i midten.

Vejret holdt heldigvis nogenlunde tørt oven på en særdeles våd lørdag. Spillerne fandt i hvert fald ud af, hvorfor det ikke nytter noget at holde hul 10 og især hul 11 åbent i den våde tid. Så de to huller var også kun åbnet, fordi der var så stor tilstrømning til andematchen. Hullerne er nu lukkede igen.

Da deltagerne kom i mål, blev de mødt af Restaurant Kontorets menu bestående af frikadeller med kartoffelsalat, brød og salat.

Og derefter blev vinderne fejret – seks par i både A- og B-rækken fik ænder med hjem.

Stor opbakning til ordens- og etiketteregler

Det skal være en god oplevelse at komme i Roskilde Golf Klub. Vi vil gerne have, at alle behandler hinanden, som man gerne selv vil behandles. Der skal være plads til alle – og alle skal være trygge ved at komme i klubben.

Det var grundstenen i den gennemgang af de nye ordens- og etiketteregler, som formand Kim Møller Behrend stod for tirsdag aften ved et velbesøgt medlemsmøde i klubhuset.

Kim gennemgik de nye regler fra ende til anden – efter først at have fortalt om alle de mange input, som medlemmerne på forskellig vis giver i løbet af året. Og enden på det hele blev, at ingen af mødedeltagerne kom med synspunkter, der talte imod reglerne, heller ikke om det nye forbud mod rygning indendørs, der bliver gennemført fra 1. januar.

Der var med andre ord stor opbakning til de nye ordens- og etiketteregler.

Rygning var på forhånd det emne, der kunne opstå debat omkring, men det skete ikke. Dermed er det snart slut med rygerrummet direkte i tilknytning til klubhuset. Det er dog sådan, at rygerne samtidig er inviteret med til sammen med klubbens byggeudvalg at komme med løsningsforslag, hvis det nuværende rygerum skal erstattes med noget andet.

I ordens- og etikettereglerne er der udover rygning ikke andre ting, der afviger væsentligt fra praksis i dag. Der er dog en særlig præcisering af alkohol også på baggrund af medlemshenvendelser.

– Vi vil gerne hen til en kultur, hvor alkohol ikke tager overhånd, men vi forbyder ikke alkohol. Det er en del af vores klub, at vi kan nyde både en kop øl, kaffe eller sodavand i klubhuset, og har vi drukket en for meget til at kunne køre, så skal vi kunne sige til hinanden: ”Skal vi ikke splejse til en taxa”, sagde Kim Møller Behrend om det punkt i de nye regler, der omtaler forbud mod ”overdreven indtagelse af alkohol”.

– Vi vægter det sociale højt, så det er helt i overensstemmelse med vores dna, at man kan mødes i klubben også uden nødvendigvis at skulle spille golf hver gang. Men vi er også en forening, som har som målsætning at udbrede kendskabet til golf, og både ung og gammel skal kunne føle sig trygge ved at komme i klubben, sagde Kim.

Herunder kan du læse de nye ordens- og etiketteregler, der ikke er en forbudsliste, men skrevet på en sådan måde, at de forhåbentlig motiverer til efterlevelse og med formandens ord giver ”incitament til eftertænksomhed” og sørger for, at vi alle tager hensyn til omgivelserne.

Nedslagsmærker – et stort problem

Enkelte havde opklarende spørgsmål, men de fleste bemærkninger kom faktisk om et sørgeligt altid aktuelt emne, nemlig opretning af nedslagsmærker, hvor flere kom med opfordringer til hele medlemsskaren om at hjælpe med at holde banen og især greens gode ved at rette nedslagsmærker op.

– Det er fuldstændig rigtigt, at det er et problem, som vi meget gerne vil have, at alle tager del i at få løst, så jeg tænker, at vi måske igen skulle indføre den ordning, som vi også tidligere har brugt, nemlig at medlemmer hver især – afhængig af deres medlemsnummer – får et særligt ansvar for en af de 18 greens på banen. Man skal selvfølgelig altid rette sine egne nedslagsmærker op, men på ens egen green har man desuden et ansvar for at rette alle mærker op, når man kommer forbi. Det var en ordning, som tidligere fungerede fint, så den kan vi genoplive, sagde Brian Harder fra bestyrelsen og baneudvalget efter mødet.

Summasummarum: Det virkede som om, at de fremmødte næsten 100 medlemmer var meget tilfredse med de nye regler, også omkring rygning. Men det kan være, at rygerne og byggeudvalget finder en særlig løsning, så det også i fremtiden bliver muligt at ryge i læ eller under tag.

Her kan du læse de nye ordens- og etiketteregler, der formelt træder i kraft pr. 1. januar.

Sidste kapitel i føljetonen om boldautomaten og kortlæserne

Der har været mange problemer med vores kortlæsere i år, både i forhold til at få bolde ud af automaten på driving range og med hensyn til adgang til vores “bag-lade” med skabe til vores golfudstyr.

DGU kortene er ikke kodet med ens magnetisk styrke, og det har givet udfordringer med at finde den rigtige kortlæser.

For at klare dagen og vejen er der derfor delt ekstra kort ud til boldautomaten, og da kortlæseren på bagladen heller ikke kunne læse alle DGU kort, har der også været udelt ekstra kort til dette. Nogle medlemmer har endda været helt oppe på tre kort.

Nu er læserne på boldautomaten imidlertid skiftet for nogle uger siden, og kortlæseren på bagladen er også skiftet for et par dage siden – og de virker!

Der har ikke været problemer siden – derfor tør vi godt annoncere denne sag lukket, som det fremgår af overskriften.

Alle DGU kort virker alle steder! Du behøver derfor kun det ene kort.

Hvis du ikke har DGU kort og er par 3 medlem eller prøvemedlem, så virker dit blanke hvide kort, hvor der bare står et nummer på, til både boldautomat og baglade.

Derfor:

  1. Alle hvide kort med RoGK Logo og nummer bedes afleveret i sekretariatet. De kan ikke bruges til noget mere
  2. Alle med DGU kort, der har fået et ekstra kort af den ene eller anden slags bedes aflevere det i sekretariatet

Vi kan genbruge kortene, så husk at aflevere dem.

Hilsen
Sekretariatet

Styr på klubbens logo og farver

Er Roskilde Golf Klub i to eller tre ord? Hvad er egentlig klubbens farver? Er der nogen, der har materiale liggende, hvis vi skal have trykt en folder eller nogle T-shirts med logo på?

Den slags er der nu kommet lidt mere styr på. Sekretariatet har fået lavet noget materiale, som skal bruges, når klubbens navn og logo skal bruges på tryksager, i annoncer, på tøj, mail signatur, skilte og lignende.

– I dag er det meget forskelligt, hvordan klubbens logo ser ud og bliver brugt forskellige steder. Nu har vi fået lavet en lille manual, der beskriver, hvordan vores navn staves, hvilke farver og hvilken skrifttype, vi bruger, og hvordan det hele bliver sat sammen til et pænt logo.

– Det betyder, at vi i sekretariatet har materiale liggende elektronisk, som vi kan udlevere, når der bliver brug for det i forskellige sammenhænge, fortæller Anders fra sekretariatet.

– I dag er der mange meget uens stavemåder og brug af farver og logo. Alt dette bliver ikke bare lavet om fra den ene dag til den anden. Det kan nemlig være en bekostelig affære. Men fremover bruger vi nu det rigtige logo, farver og skrifttype, og så ændrer vi det gradvist. I sidste ende får vi en flot fælles udtryk, så ingen er i tvivl. Derfor bruger vi fra nu af heller ikke noget af det gamle, siger Anders.

Øverst og nederst kan du se, hvordan klubbens logo, skrifttype og farver ser ud.

Her er link til dokumentet med en nøjere beskrivelse, inklusiv fonttype og farver.

Fremover ligger dokumentet i menupunktet ”Designlinje for RGK” under ”Om klubben” her på hjemmesiden.

Du skal som nævnt kontakte sekretariatet, hvis du skal bruge materialet, så får du tilsendt de rigtige filer afhængig af, hvad det skal bruges til.

rogk_logo_m_adresse_600px

 

Blæser efteråret ud til siderne

Greenkeeperne har nu fået en ny bladblæser, der er noget større og betydeligt mere effektiv end den gamle. Det vil få stor betydning for spillerne, for når maskinen har været i brug, så er boldene meget nemmere at finde, ikke mindst på hul 18, hvor de store træer smider ret mange blade.

– Hul 18 kan vi nu klare at blæse fri af blade på en time, hvor det før tog en hel dag, så jeg forventer, at fairways bliver holdt noget mere fri for blade end tidligere, fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Bladene bliver blæst ud til siderne og bliver efterfølgende klippet i stykker af græsklippemaskinerne.

Ind imellem er der også andre nye maskiner ude på banen – men det er som regel, fordi forskellige firmaer tilbyder klubben at prøve fairwayklippere til den dag, hvor klubben skal have skiftet noget af den gamle maskinpark ud.

2016-10-rgk-bladblaeser

 

Bekæmper sygdom og nedslagsmærker

Greens i Roskilde Golf Klub er stadig gode, og har sådan set været det hele året. Men der skal konstant arbejdes på det, og her fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt om de specielle udfordringer med en særlig svampesygdom, samt hvorfor det lige nu er ekstra vigtigt at rette nedslagsmærker.

– Rigtig mange golfklubber både i Danmark og i udlandet kæmper med forskellige svampesygdomme. En af de mest aggressive er den, der bliver kaldt ”dollarspot”, og den har vi desværre også hos os i Roskilde. Vi har imidlertid gjort rigtig meget for at holde den i ave. Der findes ingen godkendte kemikalier til at nedkæmpe den, så vi har i stedet gjort det, at vi har taget hele blokke med sygdomsramt græs op af greens og erstattet med nyt græs. Det har vi gjort løbende hen over året, siger Nick.

2016-10-rgk-svamp-dollarspotDet har specielt været galt på hul 17 her i sensommeren. Problemet med denne svampesygdom er, at den kan blive overført fra green til green via spillernes sko eller via greenkeepernes maskiner.

– Derfor er der fx eksempler på, at man i Holland lader spillerne træde op i noget vand både før og efter green for ikke at sprede smitten, siger Nick og tilføjer:

– Så langt har vi ikke tænkt os at gå her, men vi holder meget øje med disse svampesygdomme, for også her i Danmark er vi ramt af, at vintrene ikke længere er så kolde, og derfor er der flere svampesygdomme, der overlever vinteren end før i tiden.

Nick slår samtidig igen et slag for, at alle retter nedslagsmærker op.

– I et nedslagsmærke visner græsset, og så har svampesygdomme nemmere ved at få fat. Og nedslagsmærkerne er specielt slemme forår og efterår, hvor det er fugtigt.

På klubbens Facebookgruppe ”Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem” bakker Anne Planch op om det med nedslagsmærkerne. Hun har skrevet:

”Tirsdag d. 25 oktober var vi to der gik ud kl. 15.00, fantastisk vejr. Undervejs rettede vi mange nedslagsmærker op…. på hul 6 over 20 stk. Æv. Husk det fremover”.

Opfordringen er hermed givet videre. Ikke oprettede nedslagsmærker er både til gene for de næste, der skal putte og kan altså også give sygdom i greens, som det er svært at komme af med.

Nick Bosholdt kan ikke sige med sikkerhed, hvornår, vi skal over til vintergreens. Men sommergreens bliver altså lukket og erstattet med vintergreens på et tidspunkt. Planen for vinterbanen er ved at blive lagt.

Men indtil videre kan vi altså spille videre på de store og gode greens.

2016-10-rgk-svamp-udskiftning