Hvad har øl med golf at gøre?

Vi kender nok alle forventningens glæde, når man efter ca. 15 huller kan begynde at glæde sig til at få en dejlig kold øl fra fad i ”Kontoret”

Onsdag aften havde ca. 50 medlemmer meldt sig til arrangementet omkring ølsmagning, for måske derigennem at få endnu mere nydelse af den kolde øl efter de 18 huller.

På en meget god og underholdende måde, fortalte Bjarke Bundgård historien om Carlsberg helt tilbage til starten og hvordan brygningen gennem tiderne har undergået diverse forandringer.

De syv forskellige øl der blev serveret, blev alle introduceret med informationer omkring netop den øl´s særkende

Sammen med ”Tyske Tapas” fra kontoret blev det en vellykket aften.

Hans Kristian Olesen

Fokus på medlemmerne og gode baner

Bestyrelsen i Roskilde Golf Klub har et nyt forslag til formålsparagraf for klubben og har fastlagt en strategi for nu og på længere sigt. Begge dele blev fremlagt på et medlemsmøde i klubhuset tirsdag den 3. oktober.

I strategien bliver det fastslået, at klubben først og fremmest satser på fællesskab, et godt socialt liv, gode baner og træningsfaciliteter. Vores klub skal først og fremmest være for medlemmerne, de nuværende og kommende nye. Det betyder ikke, at gæster skal holde sig væk. De er fortsat meget velkomne, men greenfee-spillere er ikke klubbens fokusområde.

Sådan lød det fra formand Kim Møller Behrend, der på bestyrelsens vegne fremlagde bestyrelsens baggrund for den fremadrettede strategi.

 

I den forbindelse har bestyrelsen først kigget på at ændre klubbens nuværende formålsparagraf, som lyder:

”Klubbens formål er som sportsklub:

  • at give medlemmerne de bedst mulige betingelser for at dyrke golfspillet
  • at udbrede og fremme kendskabet til golf”

Bestyrelsen lægger i stedet op til, at formålet bliver beskrevet lidt bredere:

  • ”Det er klubbens formål at give medlemmerne de bedst mulige betingelser for at dyrke golf med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben
  • Klubben skal drive en golfbane med tilhørende faciliteter, således at golfspillet kan dyrkes både med sportsligt og socialt fokus
  • Klubben tilstræber at være for alle!”

Ændringen i formålsparagraffen kan først vedtages endeligt på en generalforsamling, hvorimod den siddende bestyrelse altid har mulighed for at kaste sig over en strategi. I det daglige er der sjældent tid til den slags, så bestyrelsen brugte i sommer en weekend på at formulere en strategi, som skal bruges som pejlemærke i forhold til fremtidige aktiviteter og beslutninger. Den strategi blev også præsenteret for medlemmerne den 3. oktober.

 

Bestyrelsens prioriteringer:

  • Klubbens fokus er ”golf for medlemmerne”. Vi ønsker derfor høj kvalitet på 18 hullers banen, par 3 banen og vores træningsfaciliteter
  • Klubhuset skal tilgodese de bedst mulige rammer for medlemmernes sociale samvær
  • Frivillige i udvalg og bestyrelse er drivkræfterne for klubbens aktiviteter. Vi ønsker, at medlemmerne tager del i ejerskabet af Roskilde Golf Klub
  • Vores økonomiske grundlag kommer primært fra medlemskontingenter og sponsorer
  • Vi prioriterer ungdomsspillere og støtter vores bedste spillere, så de får gode sportslige muligheder på det niveau, de befinder sig på. Vi ønsker, at eliten inspirerer bredden i klubben

 

Hvad betyder visionen for mig som medlem?

Også det har bestyrelsen formuleret og her er, hvad de nåede frem til:

  • En fast stab, som sikrer rammerne og kontinuiteten i klubben
  • En medlemsklub med fokus på alle medlemmer
  • En frivillig organisation, som sikrer et medlemsorienteret ejerskab for det sociale og klubbens aktiviteter
  • Bestyrelse, ansatte, udvalg, ”Klubber i klubben” og medlemmer arbejder med samme visioner og mål
  • Værktøj til at træffe rigtige og langsigtede beslutninger
  • Beslutninger som giver mening også for medlemmerne

Strategien blev så brugt som basis for de øvrige ting, der blev gennemgået på medlemsmødet. Det handlede fx om fortsat at være gode til at tage imod nye medlemmer og få alle godt integreret i klubben og i de ”klubber i klubben”, som er så væsentlige for fællesskabet og det sociale liv.

Chefgreenkeeper Nick Bosholdt fortalte om udvikling af banen, hvordan den bliver plejet og passet, så den holder et rigtigt højt niveau. Formand Kim fortalte om projektet med overdækket driving range, som snart starter op og forhåbentlig bliver klar inden forårssæsonen 2018. Han gav også en status på udvidelse af par 3 banen, som der desværre endnu ikke er en tidsfastsat løsning på, men som klubben meget gerne vil have og derfor fortsat arbejder på. Og der bliver også kigget på, om der på sigt kan blive bedre vintertræningsmuligheder, fx i form af en golfsimulator.

Læs den tidligere artikel om opførelse af overdækkede udslagssteder driving range og ønskerne til par 3 banen.

 

Flot støtte fra Roskilde Kommune

Siden offentliggørelsen af beslutningen om de nye ”shelters/huse”, der skal sikre i alt otte overdækkede udslagssteder er det sket det, at Roskilde Kommune – udover at give tilladelse til selve projektet – også har givet tilsagn om støtte.

”Vi får 280.000 kr. til overdækningen. Det kom som en kæmpe overraskelse for os. Vi skylder kommunen stor tak for den donation”, fortalte formand Kim Møller Behrend på medlemsmødet.

På medlemsmødet var der apropos også et punkt, der hed ”Hvor skal pengene komme fra”? Også det punkt afspejlede strategien, for her blev det fastslået, at pengene til klubbens drift først og fremmest skal komme fra kontingenter og sponsorer.

 

Tænk på vores sponsorer

”Som jeg nævnte tidligere, så betyder fokus på kontingenter og sponsorer altså ikke, at greenfee-spillere ikke er velkomne. Pengene fra gæster tæller også med som indtægter i vores budget, blot ikke så meget som det gør i andre typer af klubber. Vi vil meget gerne tage imod gæster på samme måde, som vi bliver taget imod, når vi er ude på andre baner for at spille. Men greenfee-indtægterne er ikke lige så afgørende for os.”

”Det er medlemskontingenter og sponsorindtægter derimod. Derfor vil jeg også meget gerne give en opfordring videre om at tænke på vores sponsorer, når I har brug for noget derhjemme. De skal selvfølgelig give gode tilbud som alle andre, men de bliver glade, hvis de får muligheden. De er gode ved os, så lad os være gode mod dem”, sagde formanden.

I alt var der ca. 60 deltagere til medlemsmødet.

Tak til Jan Falk Schollert, som har taget dronebillederne, vi bruger som illustrationer til denne artikel.

Årets sidste match for prøvemedlemmer 22/10

To store hold for prøvemedlemmer er det blevet til i 2017, og netop nu er efterårets hold i færd med at finde ud af, om golf er noget for dem. Forhåbentlig kommer der adskillige gode og tørre efterårsdage at komme ud og spille i.

Søndag den 22. oktober er der afslutningsmatch for alle efterårets prøvemedlemmer. Det er både sjovt og hyggeligt. Kom og vær med – I skal tilmelde jer på forhånd her via hjemmesiden senest den 20. oktober.

Imponerende scorer ved kryds-og-tværs match

80 eventyrlystne golfspillere var mødt op for at opdage vores bane, som den var sat op til Carlsbergs Cross Country Match søndag den 1. oktober.

Intet var som det plejer, selv par 3 banen var inddraget med et enkelt teested til opsætningen af den bane, som vi troede, vi kendte så godt.

Selv om vejret ikke var det bedste, blev der scoret godt, bl.a. med to holes in one af Michael Aksglæde og Finn Bredager Jørgensen på hul 6 som det så ud i søndags, et kort par 3 hul.

Damerne spillede fra samme tee som herrerne, heraf de lidt lavere scores.

Der var tre spillere med 24 point: Vibeke Hansen, Ebba Harboe og Else Juul.

På andenpladsen med 25 point: Anne Marie Larsen.

Men på en suveræn førsteplads med 32 point: Tina Donstrup.

I herrernes B række var der to med 39 point, som besatte 3 og 4 pladsen: Søren Hansen og Gert Dejbjerg.

På andenpladsen med 42 point: Johnny Hansen.

Men med 43 point: Bo Sponholtz.

Også i A rækken skulle der målfoto til. Tre spillere scorede 41 point: Arne Beyer, Michael Aksglæde og Jan Birger Nielsen, som besatte 4. 3. og 2. pladsen.

Det var bestyrelsesmedlem Jens Krøis, der delte præmier ud. Men han måtte pænt vige posten, da han selv besatte førstepladsen med imponerende 45 point.

Tillykke til vinderne.

Cross Country er en spændende og anderledes måde at opleve vores bane på.

Tak til Carlsberg, som var sponsor for matchen.

Matchudvalget, Jan Hoffmeyer

Info fra proshoppen – bonus og golfrejsepladser

Her kommer lidt information fra protræner Lasse Frølich:

Kære medlemmer

Først og fremmest skal der lyde en stor tak fra proshoppens team for den sæson der er gået. Vi takker ydmygt for den support, vi mærker og den atmosfære vi har i klubben. Martin søger nye udfordringer, og det er ingen hemmelighed, at han vil blive savnet. Processen omkring en ny medarbejder er i fuld gang, og jeg lover, at I ikke vil blive skuffet.

Et par praktiske informationer vedr. undervisning og bonuspoint i shoppen.

Gennem sæsonen har vi indført et bonussystem på køb i butikken. Denne bonus skal anvendes inden 31/12 ellers bortfalder den. Det samme gør sig gældende for undervisning. Eventuel tilgodehavende skal være brugt inden 31/10, ellers bortfalder den.

Åbningstider i oktober er uændret. man-tors 10-18 fredag 10-16 og lør-søn 9-16.

I november og december er der weekendåben.

Til foråret er der to golfture. Den ene til Spanien er endnu ikke fuldt tegnet, så der er stadig mulighed for at tegne sig til en plads.

Her kan du læse mere om turen til Spanien 18.-25. marts 2018.

Lasse Frølich Kristensen

Skattejagt ved sidste mikrotræning

Årets sidste mikro træning foregik med skattejagt, hvor der var ni friske mikroer, samt caddier, (også kendt som forældre og bedsteforældre).

Der var fem poster, hvor de blandt andet skulle ud og køre buggy, spille et par huller på vores putting green, svare på et par spørgsmål omkring golf. osv.

Der blev lavet tre hold, hvor alle hold havde en caddie med, og ved alle posterne stod der også en caddie, og som altid viste mikroerne sig at være super seje.

Jagten endte så inde ved restauranten, hvor skatten befandt sig i fryseren, hvor alle isene helt tilfældigt også lå, og heldigvis til stor begejstring for de glade deltagere.

Træningen er slut for i år, og vi takker mange gange for rigtig mange gode og sjove oplevelser.

Vi glæder os til en forhåbentlig lige så god sæson i 2018.

Det bedste hilsner Anne Sofie og Emil

Flere juniorer – flot afslutning – Rasmus Bornæs årets junior

Torsdag den 28. september 2017 blev der holdt fælles mikro- og juniorafslutning i Roskilde Golf Klub. Det var en flot efterårseftermiddag, og juniorerne blev sendt ud på afslutningsmatch fra kl. 16 i form af ”Texas Scramble”, som Benny Boy havde bestemt var dagens tema (næste år vender vi nok tilbage til ”Foursome”). Der var 18 spillende juniorer, som spillede for-ni på stor bane for at kunne nå ind i klubben til kl. 18.30, hvor forældre var inviteret til.

Der kom 63 deltagere til spisning.

Mkroerne mødtes kl. 17 til lidt sjov på træningsbanen og var også færdige kl. 18.30.

Jeg bød alle velkommen og velbekomme.

Restaurant Kontoret havde lavet en formidabel menu; Lasagne, velsmagne salater, pommes frites og efterfølgende vanilleis med diverse krymmel, m & m, etc. Wow! Det var lækkert. Klubben havde inviteret mikroer, juniorer og søskende på måltidet inkl. en sodavand, og forældre betalte 100 kr. for deltagelsen.

Da alle var blevet mætte, blev spændingen med hvem, der havde vundet dagens dyst, afgjort:

Texas Scramble torsdagsafslutningsmatchen blev vundet af Emil Lyseen, Nicklas Smith, William Bredtved og Oliver Laursen. 2. præmien gik (ikke nødvendigvis til de næstbedst spillende men nogle som kæmpede en brag kamp) til 4 yngre juniorspillere, nemlig Lasse Schrøder, Silas Østergaard, Marius Olsen og David Trudsø. Vinderene vandt golfbolde og handsker, samt en stor klapsalve.

Lasse Frølich udnævnte ”Årets junior”, som i 2017 blev Rasmus Bornæs. Rasmus fik en flot golfbag, trøje, handske, bolde mm. Rasmus blev valgt fordi han er vellidt i klubben, både af andre juniorer men også af andre medlemmer. Han er en god repræsentant for juniorerne. Vi ønsker Rasmus et kæmpe til lykke.

Her kan du se siden med Årets junior fra de forrige år.

Anne Sofie Siebuhr og Emil Lindvig kårede ”Årets mikrospiller”, Magnus Haastrup. Vi var heldige, at Kirsten Østergaard sponserede en fin mikroputter som præmie. 1000 tak, Kirsten. Og til lykke til Magnus.
Roskilde Golf Klubs bestyrelse havde samme aften bestyrelsesmøde og kom og overværede præmieoverrækkelserne, og formand Kim Behrend Møller holdt en fin tale, hvor han bl.a. lagde vægt på, at RoGK gør ekstra meget for at støtte ungdomsudvalget, da det er vigtigt, at vi får flere yngre spillere i klubben. Kim sagde også, at bestyrelsen er glade for at så mange forældre og bedsteforældre støtter op omkring deres mikroer og juniorer. Tak til Kim og bestyrelsen for jeres enorme støtte.

Der skal lyde en stor tak til ungdomsudvalget for godt arbejde i 2017 (ungdomsmedlemsantallet er faktisk vokset fra 52 til 72 medlemmer i løbet af sæsonen, altså +20 medlemmer). Det er flot. Det kan vi godt være stolte af.
Tak til mikroledere Anne Sofie og Emil Lindvig, turneringsleder Vinni Smith, torsdagsmatchleder Benny Boy, holdleder og nyt medlem Peter Bornæs og ikke mindst en kæmpe tak til Lasse Frølich og hans dygtige team; Martin Hansen og Emil Lindvig. Der skal også lyde en stor tak til Lasse Frølich for de fine præmier til afslutningsmatchen.

Tak for i år. Husk, at I skal være hjertelig velkomne til at komme i Roskilde Golf Klub, selv om træningerne er slut for i år. Håber at se mange af jer i efteråret/vinteren.

Sidste men ikke mindst, så glæder vi os til at byde jer alle velkommen til en ny sæson i april 2018.

Stor ungdommelig golfhils

Søren Frøsig Rasmussen
Ungdomsudvalgsformand

Træner-Martin skifter klub

Til foråret skal protræner Lasse Frølich have ansat en ny makker. Martin Hansen, der har været i Roskilde Golf Klub i fire år, skifter nemlig klub. Fra årsskiftet skal Martin være cheftræner i Ledreborg Palace Golf.

”Jeg glæder mig naturligvis til at møde nye mennesker og nye opgaver – og frem for alt at stå på egne ben. Men det bliver også mærkeligt at skulle væk fra alle de medlemmer i Roskilde Golf Klub, som jeg har haft så meget med at gøre,” siger Martin, der tidligere også har været træner i Sydsjællands og Næstved Golfklub. Privat bor han i Næstved.

Lasse Frølich fortæller, at han arbejder på at finde en afløser for Martin. Der er ikke noget på plads endnu, men målet er, at den nye tiltræder til forårssæsonen.

Inden turen til Ledreborg skal Martin et smut til Grækenland. Tirsdag i denne uge vandt han nemlig Danmarksmesterskabet for protrænere og har dermed kvalificeret sig til Europamesterskaberne, som finder sted i Grækenland 20-24. november.

Klubmestre i Rehab golf

Her ser I medaljetagerne fra klubmesterskaberne i Rehab-golf.

Det er fra venstre forrest Niels H, der vandt sølv i V-rækken, bag ham Jens P, der fik bronze i V-rækken. Næstbagerst er det Kenneth, der vandt D guld i V-rækken og foran ham Børge W, der vandt sølv i H2 rækken. I lys jakke er det guldvinderen i H2-rækken, Torben A og længst til højre er det Erik H, der vandt bronze i H2-Rækken.

Forklaring:

Rehab-Golf er golfspil brugt som led i genoptræning af personer med meget svære fysiske handikap. I Roskilde Golf Klub er det typisk personer med neurologisk handikap.

V-rækken er for spillere, som er født højrehåndet; men som er ramt af et slagtilfælde, som har lammet deres højre side, så de er tvunget til at spille kun med venstre hånd. (Det er svært!!!!!) Disse spillere er desuden afasiramt.
Dvs., at de har mistet taleevnen.

H2-rækken er for dem der spiller med højre hånd i brug og de få, der er i stand til at bruge begge arme. (Det er også svært!!)

Mvh.
Hans Møllegaard