Tider med fortrinsret skal bestilles tidligere i 2020

Er du medlem af en klub i klubben, så har du i dag det privilegium, at du har fortrinsret til bestilling af golftider indtil 48 timer før den pågældende dag. Når der er mindre end 48 timer til, så bliver tiderne frigivet, så alle medlemmer i klubben kan bestille disse tider.

Disse 48 timer bliver imidlertid udvidet til 96 timer i den nye sæson. Det betyder, at spillere, der er medlem i en klub i klubben, skal være tidligere ude for at bestille de tider, de har fortrinsret til – og andre medlemmer får altså lidt længere varsel til at komme ud og spille. Til gengæld bliver tiden for forudbestilling af tider udvidet fra to til tre uger.

Det er en beslutning, der er truffet i bestyrelsen og som effektueres fra sommersæsonen 2020.

“Vi vil gerne styrke mulighederne for at komme ud og spille for dem, der ikke er med i en klub i klubben. Klubberne i klubben er fortsat værdsatte for det sociale liv, der er Roskilde Golf Klubs store styrke, og vi opfordrer flest mulige til at være med i dette fællesskab. Der er i dag mange forskellige klubber i klubben med hver deres formål og spilledage. Men vi går også efter at spilletiderne på banen skal udnyttes bedre – og når klubberne i klubben har fordel af at have fortrinsret til bestemte tider, så vil vi gerne have, at disse tider bliver bestilt i så god tid, at andre medlemmer også kan nå at opdage og planlægge at spille disse dage. På den måde håber vi at udnytte banen ekstra godt og sikre, at endnu flere oplever, at de har lettere ved at komme ud og spille,” fortæller daglig leder i sekretariatet, Anders Schnack.

Sekretariatet har i en længere periode holdt et særligt øje med, hvis der er medlemmer, der bestiller tider, og så alligevel ikke dukker op.

“Det er 3-4 procent af alle tider, hvor spillerne ikke kommer. Så det er heldigvis ikke noget stort problem. Men når vi ser, at de samme medlemmer udebliver fra flere tider inden for en kortere periode, så tager vi direkte kontakt til dem. Vi vil nødigt have, at tider er blokerede af medlemmer, der ikke dukker op,” fortæller Anders.

Her finder du information om fortrinsret-tider i 2019 – disse bliver senere opdateret til 2020.

Herunder får du et overblik over Roskilde Golf Klubs klubber i klubben. Tag kontakt, hvis du har lyst til at være med.

Herredagen – spiller hver onsdag fra april til september

Damedagen – spiller hver tirsdag fra april til september

Seniorgolf – spiller hele året, fredag morgen om vinteren, torsdag morgen om sommeren

Singlegolf – spiller fire lørdage i sommersæsonen

Parmatch – spiller tre lørdage i sommersæsonen

Den ultraseje torsdagshyggeklub – spiller på par 3 banen torsdag kl. 17.45 om sommeren

Formiddagsgolferne – spiller mandag og tirsdag formiddag om sommeren (både par 3 og stor bane)

Weekendgolf – spiller hele året hver lørdag, søndag og helligdage om morgenen – undtagen når der er turneringer

Optimisterne – spiller hele året hver tirsdag formiddag – for damer

 

Dropper sandsynligvis betaling for range-bolde

Bestyrelsen har vedtaget, at betaling for træningsbolde på drivingrange skal afskaffes. Det nuværende system er for dyrt i drift, og der vil derfor blive omlagt til frie bolde på drivingrange mod en stigning i greenfee-prisen på en tier.

Ændringen foretages dog ikke, før budgettet for 2020 er færdigt. Omlægningen skal ske samtidig med, at den gamle udslidte boldsamler på drivingrange udskiftes, og denne udskiftning skal derfor have plads i budget 2020, før planen kan gennemføres.

Tanken er, at opsamleren med kurve, der skal løftes op i boldvaskeren, bliver erstattet af en anden type med en klap, så boldene kan trilles ned i en boldgrav og videre op i boldvaskeren. På den måde undgår man også mange løft. Denne boldgrav skal så laves i løbet af foråret. Når boldgraven er etableret, vil bestyrelsen og sekretariatet søge frivillige til at stå for boldsamlingen.

Golfbladet ligger gratis i klubhuset

Den nyeste udgivelse af Golfbladet ligger nu i klubhuset. Alle kan tage et eksemplar med hjem.

Kommer du ikke lige ud i klubben den nærmeste tid, så kan du også læse bladet på www.golfbladet.com.

Der kommer endnu et eksemplar af Golfbladet inden jul. Når dette nummer er på gaden, så kan du ligeledes finde det både i klubhuset og online.

Regionsgolf mangler damespillere

Er du kvinde og har lyst til at spille på hold mod andre klubber, så kunne Regionsgolf være en mulighed. Mænd er også velkomne, men kvinder er en decideret mangelvare på de hold, som Roskilde Golf Klub stiller.

Derfor er opfordringen her fortrinsvis adresse til kvinderne.

Der er plads til kvinder med flere forskellige golfhandicap, så interesserede må meget gerne kontakt koordinator for Regionsgolf, Erik Christiansen, der ses på billedet, på mail: eller tlf. 22 61 34 80.

Regionsgolf spilles i hele sommersæsonen – både på ude- og hjemmebane. I en holdkamp er der både matcher, hvor man spiller en mod en, men også Foursome, hvor man spiller to mod to.

 

 

Hul 10 og 11 er åbne igen – men nok ikke længe

Hul 10 og 11 er ikke længere drivende våde, og greenkeeperne har derfor valgt at åbne disse to huller igen. Det er dog ikke sikker, at det kommer til at vare længe. Det kommer helt an på vejret.

Hold øje med “Banen i denne uge” på forsiden at hjemmesiden. Her opdaterer greenkeeperne selv, når der er nyt at berette om banen – og her fremgår det altid, hvis der er huller, der er lukkede.

Bemærk, at flere teesteder allerede er lukket og er erstattet med måtter eller udslag fra græsset uden for teestederne.

Proshoppens åbningstider frem til jul

Proshoppen med Lasse Frølich i spidsen har lagt sig fast på åbningstiderne her i vinterperioden.

Uge 45 holder er der ferielukket – det er fra 4. til 10. november.

Fra uge 46 og frem til og med uge 50 + 17 og 18. december:

  • Tirsdag og onsdag kl. 11-15
  • Lørdag og søndag kl. 11-14

Der bliver også noget julehygge som sidste år – denne gang bliver det lørdag d. 14/12 kl. 11-14.

Man kan altid lave en personlig aftale via mail, eller på tlf. 28400305, så kommer protrænerne hellere end gerne ud i klubben.

Sidste match med Frimann – men nye ænder venter

Søndag blev den traditionsrige “Andematch” afviklet (sponseret af slagter Frimann i Roskilde).

Der var tilmeldt over 130 deltagere, så flere var på venteliste.

Matchen blev afviklet i flot efterårsvejr som en greensome-stableford match.

Se billeder fra dagen længere nede.

Da hul 10 og 11 var lukket på grund af vand blev hul 1 og 9 på par 3 banen taget i brug, det virkede rimeligt godt.

Vinderne var:

A-rækken

  1. Michael Thorsø og David Mendelovitch 41 point
  2. Menno Maat og Rene Hungerbuhler 39 point
  3. Ayo Bærentsen og Henrik Lyngkjær 39 point
  4. Kim Kikkenborg og Finn T. Christensen 39 point
  5. Lars Andersen og Finn B. Jørgensen 39 point
  6. Anne-Marie og Michael Vinter Larsen 38 point

B-rækken

  1. Lotte og Hans-Jørgen Bundgård 38 point
  2. Peter K. Petersen og John Elnegård 37 point
  3. Henning og Anette N. Pedersen 37 point
  4. Hans Kristian Olesen og Ellen Skarsholm 37 point
  5. Vibeke og steen Hansen 35 point
  6. Per Holt Carlsen og Mogens Meisner 35 point

Efter premieoverrækkelsen meddelte Peter Frimann på butikkens vegne, at denne andematch var den sidste i Slagter Frimanns regi.

Matchudvalget

PS: Selv om Slagter Frimanns andematch nu er slut – efter mange år med meget højt deltagerantal, så har der været vist interesse fra andre sponsorer til at videreføre matchen. Der kommer mere information senere, men det ligger fast, at der bliver andematch igen næste år – sandsynligvis den 1. november.

Stor dag for klubbens mange frivillige

Alle klubbens frivillige var lørdag den 26. oktober inviteret til ”Frivillighedsdag” med match, spisning og erfaringsudveksling. Roskilde Golf Klub har 160 frivillige og cirka halvdelen var mødt op. En meget stor skare, som hjælper med matcher, arrangementer, er mentorer for nye, sidder i udvalg, sørger for aktiviteter i klubber i klubben og mange andre ting.

”Uden jer kunne vi slet ikke fungere. Vi får selvfølgelig stor hjælp fra vores forskellige ansatte, som sørger for at binde det hele sammen, men det er de frivillige, der gør klubben til det, den er – og andre klubber er imponerede over, hvor mange vi er og hvor højt vores aktivitetsniveau er,” sagde formand Kim Møller Behrend, da han efter match og præmieoverrækkelse holdt en lille tale og først og bl.a. fortalte, hvordan det går med planlægningen af den nye 9-hullers bane.

Status er, at der er ved at blive udarbejdet en lokalplan. Den er lige nu i intern høring i kommunens forvaltninger, og sidst på året kommer den så til politisk behandling og efterfølgende til offentlig høring.

Kim berørte kort spørgeskemaundersøgelsen ”Golfspilleren i centrum”, hvor resultatet for Roskilde Golf Klub igen tydeligt viser, at i Roskilde er det klublivet, der er det allervigtigste for de fleste medlemmer.

Natur- og miljøudvalget fik lidt ekstra taletid til at fortælle om arbejdet med at gøre de 12 ud af 17 udvalgte verdensmål til hverdagsmål, altså få dem til at fungere i praksis i Roskilde Golf Klub. Natur- og miljøudvalget vil det kommende år her på hjemmesiden fortælle mere detaljeret om de enkelte mål.

Herefter benyttede flere udvalg muligheden for at fortælle lidt om deres aktiviteter for alle medlemsgrupper, lige fra yngste mikro til seniorgolf – og formiddagsgolferne, som med et glimt i øjet sagde, at de så måtte være for ”oldingene”.

Der blev givet præmier til de fire højst placerede i herrerækken og de tre højst placerede i damerækken – plus en række lodtrækningspræmier om greenfee-billetter til andre klubber.

Der er tradition for, at arrangementet bliver holdt efter sæsonen hvert år – og Kim Møller Behrend sluttede da også af med ordene: ”På gensyn næste år”.

Se billeder fra dagen herunder:

Bridgespillerne er gået i gang med sæsonen

Hver mandag aften bliver der spillet bridge i klubhuset, og sæsonen 2019/20 ER gået i gang.

På bridge-siden kan du se spilleplanen for vinteren, herunder hvornår der er jule- og sæsonafslutning, men også planen for halvårsmesterskab og klubturnering.

Du kan også se, hvem der har vundet rækkerne både sidste år og de foregående. Sidste vinter var det fx Anne og Preben Andersen, der blev klubmestre.

På billedet er det Erik og Lisbeth Ejlskov, i gang med at gøre kortene klar til en ny sæson.

Her er link til bridgespillernes side.