Stor dag for klubbens mange frivillige

Alle klubbens frivillige var lørdag den 26. oktober inviteret til ”Frivillighedsdag” med match, spisning og erfaringsudveksling. Roskilde Golf Klub har 160 frivillige og cirka halvdelen var mødt op. En meget stor skare, som hjælper med matcher, arrangementer, er mentorer for nye, sidder i udvalg, sørger for aktiviteter i klubber i klubben og mange andre ting.

”Uden jer kunne vi slet ikke fungere. Vi får selvfølgelig stor hjælp fra vores forskellige ansatte, som sørger for at binde det hele sammen, men det er de frivillige, der gør klubben til det, den er – og andre klubber er imponerede over, hvor mange vi er og hvor højt vores aktivitetsniveau er,” sagde formand Kim Møller Behrend, da han efter match og præmieoverrækkelse holdt en lille tale og først og bl.a. fortalte, hvordan det går med planlægningen af den nye 9-hullers bane.

Status er, at der er ved at blive udarbejdet en lokalplan. Den er lige nu i intern høring i kommunens forvaltninger, og sidst på året kommer den så til politisk behandling og efterfølgende til offentlig høring.

Kim berørte kort spørgeskemaundersøgelsen ”Golfspilleren i centrum”, hvor resultatet for Roskilde Golf Klub igen tydeligt viser, at i Roskilde er det klublivet, der er det allervigtigste for de fleste medlemmer.

Natur- og miljøudvalget fik lidt ekstra taletid til at fortælle om arbejdet med at gøre de 12 ud af 17 udvalgte verdensmål til hverdagsmål, altså få dem til at fungere i praksis i Roskilde Golf Klub. Natur- og miljøudvalget vil det kommende år her på hjemmesiden fortælle mere detaljeret om de enkelte mål.

Herefter benyttede flere udvalg muligheden for at fortælle lidt om deres aktiviteter for alle medlemsgrupper, lige fra yngste mikro til seniorgolf – og formiddagsgolferne, som med et glimt i øjet sagde, at de så måtte være for ”oldingene”.

Der blev givet præmier til de fire højst placerede i herrerækken og de tre højst placerede i damerækken – plus en række lodtrækningspræmier om greenfee-billetter til andre klubber.

Der er tradition for, at arrangementet bliver holdt efter sæsonen hvert år – og Kim Møller Behrend sluttede da også af med ordene: ”På gensyn næste år”.

Se billeder fra dagen herunder: