Category Archives: Nyheder

Invitation til par 3 match søndag den 23. juli

Så afholdes enkelt match nummer to på par 3 banen i denne sæson. Der er mødetid senest kl. 9.45, hvor der udleveres scorekort fra det lille mødelokale med dør ud mod hul 1 på par 3 banen. Når alle er mødt, giver vi en kort information om matchen og alle deltagere går til de anviste huller, så vi alle er klar til start kl. 10.

Efter matchen er der præmieuddeling og spisning i klubhuset.

Matchfee er 100 kr. i kontanter eller mobilpay, der betales på dagen. Beløbet anvendes til præmier samt to stk. smørrebrød og en lille øl eller sodavand.

For at være evt. præmieberettiget skal spilleren have deltaget minimum en gang i tirsdagsmatcherne eller den første enkeltmatch og der fået et handicap.

Matchen afvikles efter samme regler som tirsdagsmatcherne.

Tilmelding er herunder – og sidste frist for tilmelding er lørdag d. 22 juli kl. 12.

Evt. afbud efter dette tidspunkt sendes til

Mail: eller

sms: 23 30 30 52.

Her er siden med tilmelding.

Hul i ny indspils green – pas på den

Den nye indspilsgreen på området mellem baghallen og hul 18 er rigtig god til at øve sig på. Den er nyanlagt med et teested præcis 60 meter greenen.

Men vi skal passe på greenen – og der er desværre nogen, der har prøvet at slå med et jern fra green, hvilket naturligvis er meget forbudt.

Så nu er der kommet et hul, vi skal have repareret.

Brug greenen til indspil og put, så har vi den mange år endnu.

Se billeder og vindere af Midsommermatch

Midsommermatchen der blev afviklet den 24.-25. juni, havde 68 deltagere. Vejret var rimeligt med et par voldsomme byger om lørdagen, lige da holdene var ved deres sidste hul, så flere af deltagerne kom våde ind til en dejlig frokost, sponseret af Restaurant Kontoret. Udover Allan og Majken i restauranten havde Midsommermatchen denne gang ingen andre sponsorer – derfor var deltager betalingen lidt højere end normalt og præmiestørrelserne også lidt mindre. Nye sponsorer til klubbens matcher er mere end velkomne. Det giver god profilering.

Resultaterne:

A rækken

  1. Fadbamserne årgang 8 208 point (Anders Behrentz, Brian Harder, Erik Behrentz og Michael Andersen)
  2. Vi kigger på fugle 207 point (Ulrik Wesselhoff, Tage Sørensen, Ole Madsen og Torben Svendsen)
  3. Proventa DK 202 point (Jens Krøis, Jan Birger Nielsen, Ole Haslund og Lars Gotfredsen)

B rækken

  1. Hønseklubben 197 point (Hans Kristian Olesen, Tove Schneider, Svend Erik og Ellen Skarsholm)
  2. Sammenhold 195 point (Arne Beyer, Michael Høgsbro, Merete og Klavs Koefoed)
  3. B. M. W. 192 point (Klaus Bønløkke, Anne Munc, Hans-Jørgen og Kirsten Vastring)

De øvrige resultater fra matchen kan findes på siden for Midsommermatchen. Her vises resultaterne direkte fra GolfBox. Der er både de personlige og holdmæssige resultater.

Vi har under matchen drøftet, om den skulle flyttes til august måned en “sensommermatch”, idet den p.t. ligger oveni Roskilde Festival og studentergilder samt Sant Hans arrangementer i øvrigt, hvilket hindrer mange i at deltage.

Med venlig hilsen

Matchudvalget v/Klaus Bønløkke

 

Nye og prøvemedlemmer får spørgeskema

Dansk Golf Union har et spørgeskemaundersøgelses system, som mange klubber bruger hvert år – til at få medlemmernes mening om mange forhold i klubben.

Det hedder Golfspilleren i Centrum. Netop det system bliver nu også brugt over for nye medlemmer – herunder også prøvemedlemmer – som nu får tilsendt en mail med opfordring til at udfylde skemaet hjemme på computeren. Klubben kan få rigtig gode informationer ud af, hvordan nye føler sig modtaget, hvad der er godt og hvad der kan blive bedre, så derfor vil det være godt, hvis så mange som muligt udfylder skemaet.

På landsplan er Dansk Golf Union også interesseret i at høre fra så mange som muligt – for at få erfaringer, som klubberne kan bruge. Derfor udlodder forbundet denne gang tre præmier, der bliver trukket lod om blandt samtlige i landet, der udfylder skemaet. Præmierne er:

  • Titleist golfsæt til en værdi af 5000 kr.
  • En titleist golfbag
  • Et dusin titleist golfbolde

Der er en frist på 14 dage til at udfylde skemaet, efter man har modtaget mailen.

Eftersåning af greens og teesteder i uge 27

I uge 27, der stater med mandag den 3. juli, kommer der til at ske lidt arbejde på greens og teesteder, som skal have eftersået græs. Det sker for at få et tættere og mere jævn græsoverflade på greens og for at få lukket evt. huller på teestederne.

For at kunne få så meget ud af eftersåningen som muligt, er der nogle ting der går forud for eftersåning. Først gødes greens – det giver de bedste betingelser for de nye frø. Derefter prikkes der, og til sidst bliver der topdresset.

Mikroer skød til måls efter Emil

Der er plads til både seriøs træning og leg, når mikroerne træner om onsdagen. Sidste gang blev der mulighed for at skyde til måls ikke bare efter de normale afstandsmålere på Driving Range, men efter et levende mål, idet Emil fra Phoshoppen “gladelig” stillede op som “frivillig”.

Der var denne gang 20 mikro’er, som klarede det super flot alle “mand”, men kan de egentlig andet, når trænerne er Sofie og Emil.

Tak for billeder og input til tekst fra Helle Falk Schollert.

 

Match for prøvemedlemmer flyttet til 15. juli

Klubbens mange nye prøvemedlemmer havde sidste gang 40 deltagere til en match, som udvalg for prøvemedlemmer havde arrangeret.

Nu er de der igen – med en match lørdag den 15. juli, mødetid senest 9.45. Matchen er flyttet en uge i forhold til første annoncering, da det viser sig, at der ikke er plads i klubhuset til frokosten.

Der er tilmelding på forhånd – også til frokost bagefter.

Her kan du se siden med informationer om matchen – og tilmelding.

Midsommermatch gennemføres – festmiddag er aflyst

I den kommende weekend er der Midsommermatch med ca. 70 tilmeldte – og der spilles som planlagt både lørdag og søndag.

Lørdag aften skulle der have været en stor festmiddag – men denne festaften er nu blevet aflyst på grund af for få tilmeldte. Der har med andre ord været flere, der har været interesseret i turneringsspillet end i festen om aftenen.

Midsommermatch er en særlig match for fire-mands hold, hvor der spilles både lørdag og søndag.

I GolfBox kan du se hold og resultater – de bliver også vist her på hjemmesiden under Aktiviteter – Turneringer og matcher – Midsommermatch.

Her er invitationen med priser, dagens program, menu og lignende. – det er programmet for dagen, inden festmiddagen lørdag aften blev aflyst.

 

Ny lukketid mandag 11-14 på Driving Rangen

Fra den 1. juli ændrer vi tidspunktet for lukning af Driving Rangen for boldopsamling og klipning af græs.

For nuværende har vi boldopsamling på Driving Range kl 16 søndag og klipning mandag morgen. Rangen er lukket fra søndag kl 16 til mandag kl 10.

Fra den 1. juli er Driving Rangen lukket mandag fra kl. 11 til kl. 14, hvilket vi ser følgende fordele i:

  • Lukketiden reduceres fra ca. otte timer til tre timer. Altså bedre medlemsservice
  • Boldsamleren kører foran klipperne – der kan altså ikke slås bolde ud i mellemtiden
  • Nick og greenkeeperne får flyttet arbejdsopgaver fra tidlig morgen – hvor der er pres på – til ved middagstid
  • Lasse i Proshoppen samler bolde i hverdagsarbejdstiden i stedet for søndag

Mandag middag er nok det tidspunkt på ugen, hvor der er færrest potentielle brugere af Driving Range. Formiddagsfolket er gået på banen og eftermiddagsfolket er ikke kommet endnu.

I første omgang er der tale om en prøveordning. Kommentarer er velkomne.

Der kan hermed slås bolde ud på Driving Rangen søndag den 1. juli efter kl 16 – og ligeledes mandag morgen.

Med hilsen fra sekretariatet, Anders

Nyt om svaner, stære og vilde blomsterblandinger

“Rygterne om min død er stærkt overdrevne”

Således skrev Mark Twain og sådan kunne vores hun-svane også have sagt, hvis den kunne.

Mange har frygtet den var væk eller i værste fald spist. Men ved selvsyn kan vi konstatere, at den lever i bedste velgående. Vi har ikke kunne se den på reden som de andre år, men et sted i rørskoven må den jo have været.

Ynglesuccessen er til at overse. Der er nemlig kun én unge i år. Der bliver passet godt på den af de to forældre-fugle, så mon ikke Roskilde Golf Klub påny leverer til bestanden af vores nationalfugl, knopsvanen.

Vi kan allerede nu konstatere, at vores ”medhjælpere” til at bekæmpe skadelige insekter i vores greens – stærene – kun har beboet færre end 10 af de mange stærekasser. Det er desværre en voldsom generel tilbagegang for bestanden af stære, som mestendels nok skyldes forfølgelse på vinteropholdspladserne i Sydeuropa.

Greenkeeperne har nu sået tre områder til med vilde blomsterblandinger til fryd for vores øjne, sommerfugle og andre insekter. I det fjerneste hjørne på 9-hulsbanen og på hul 4 og ved stien mellem hul 15’s green og hul 16’s teested. Planterne er på vej op.

God sommer fra natur- og miljøudvalget.

Her kan du se natur- og miljøudvalgets side – blandt andet med links til Danmarks Ornitologiske Forenings database over registrerede fuglearter på Roskilde Golf Klubs område.

Foto: Anne Planch – taget fra Facebookgruppen, “Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem”. Det er lidt svært at se, men svaneunger ligger mellem mors vinger, skriver Anne.