Category Archives: Nyheder

Se billederne: Kaninafslutning med årets kanin

Kaninudvalget har holdt afslutning efter endnu en sæson med meget succesfyldte mandags-aftener med masser af deltagere, der har spillet ni huller på banen efterfulgt af aftenbuffet i Restaurant Kontoret.

Ved afslutningsmatchen mandag den 4. september blev Torben Koch Christiansen udnævnt til “Årets kanin”.

Vinsponsor på aftenen var Gila vin Ølstykke ved Lars Nielsen.

Flot generationsmatch med 42 deltagere

Årets ”Generationsmatch” blev afholdt søndag den 3. september 2017 i den skønneste solrige og vindstille efterårsdag. Rammerne kunne ikke være bedre. 42 tilmeldinger (altså 21 hold) var registreret til gunstart kl. 9.

Johannes og jeg (med hjælp fra Emil, Jan og Jakob) hejste flaget kl. 8 og herefter ankom deltagerne. Der blev hurtigt fyldt op på driving rangen og slagene justeret ind til kamp.

Der var samling og uddeling af scorekort på puttinggreen kl. 8.30. Vi gennemgik reglerne for ”greensome” (alle driver, bedste bold vælges af hver makkerpar, og en bold spilles derefter på skift). Vi startede på hul 10-18 og hul 1.

Alle kom mere eller mindre samtidig tilbage i klubhuset ca fire timer efter start, sultne og spændte på resultatet.

Bo Østergaard havde sponsoreret gaver fra sit firma (Turner; Cartoon Networks, CNN, TNT, Boomerang) i form af bluetooth højtalere, caps, pastiller, linealer, kuglepenne, m.m. Derudover sponsorerede Allan/Majken fra Restaurant Kontoret 24 flasker ”Underpar” energidrikke. 1000 tak til dagens sponsorerer, der sikrede, at vi havde præmier af uddele.

Inden spændingen med præmierne skulle afsløres, serverede Restaurant Kontoret et fantastisk flot tag-selv frokostbord til deltagerne. Her var laksesalat, flere lækre salater, oksesteg, flæskesteg og kartofler m.m. Og der blev gået til den, da ikke mindst juniordeltagerne har stor appetit. Frokosten blev indtaget på terrassen, da det flotte solskinsvejr fortsatte hele dagen.

Da sulten var blevet stillet, udløstes spændingen med hvem, der havde scoret flest point.

  • 1. præmien gik til Vinni/Nicklas Smith med 43 point
  • 2. præmien blev delt mellem Kim/Emil Lyseen og Søren/Johannes Frøsig med hver 42 point

Der blev klappet af vinderne og slutteligt lød en stor klapsalve til Allan/Majken og Restaurant Kontoret for den lækre frokost.

Tak for en vellykket Generationsmatch 2017. Håber vi kan gentage successen næste år.

Søren Frøsig Rasmussen

Dagens matchleder og formand for ungdomsudvalget

 

32 til par 3 afslutningsmatch

Strålende solskin og 32 glade deltagere. Hvad kan man ønske sig mere? Par 3 aktivitetsudvalget var i hvert fald glade for tilslutningen i weekenden, hvor matchen oven i købet blev afviklet i strålende solskin.

 

Pas på træningsområdet

Klubbens øveområde har fået et kvalitetsmæssigt løft i år med en ny indspilsgreen, som man kan øve sig på. Samtidig bliver arealet omkring passet lidt ekstra i forhold til tidligere.

Det er alt sammen rigtig fint, og greenkeeperne kan se, at området heldigvis bliver brugt. Der er dog et lille ”men”, som gør det nødvendigt at komme med et lille opråb.

Lige foran green er der lavet en hel del slaghuller i græsset, og det betyder, at det med at øve chip, hvor bolden skal trille det sidste stykke, bliver lidt svært. Opråbet går derfor ud på, at hvis du har slået bolde mod greenen og bagefter vil slå videre (fx tilbage eller hen mod den anden green tæt på baghallen, så skal du længere væk fra øvegreenen. Det ødelægger alt for meget, hvis der er huller i græsset lige foran greenen. Gå mere end syv meter væk fra green, inden du slår.

Derudover beder greenkeeper om to ting, som også gælder, når du spiller ude på banen:

  1. Læg græstørv på plads, efter du har slået
  2. Ret nedslagsmærker på greenen

Begge dele vil betyde, at øveområdet holder sig pænere og dermed er sjovere at bruge for de næste.

Der ligger en måtte i græsset 60 meter fra greenen – og der er en række slaghuller ved siden af måtten. Det er da også ok både at slå fra måtten og udenfor, men som nævnt ovenfor: Læg græstørv på plads, så holder området sig længere.

Tidligere har der på green været mærker fra, at nogen har slået jernslag fra selve greenen. Det er naturligvis helt forbudt.

Frist 13/9 – klubmesterskaber – slagspil, hulspil og stableford

Nu nærmer tiden sig til klubmesterskaber 2017. Sidste år spillede vi ud over slagspilsmesterskaber og hulspilsmesterskaber også en single stableford championship (mixed). Det var en succes, så det bliver der også mulighed for i år. Sidste år var der kun en dame/junior pige, der tilmeldte sig senior, dame-, veteran dame- og junior pige rækkerne. Vi har derfor besluttet i år kun at lave en damerække uden aldersbegrænsning.

Klubmesterskaber 2017 spilles på følgende datoer:

  • 16. – 17. september (slagspil og stableford)
  • 23.- 24. september (hulspil)
  • Tilmeldingen slutter onsdag d. 13. september kl. 23.59

Bemærk, at du kun kan melde dig til mesterskaberne for slagspil ELLER stableford – ikke begge på én gang.

Slagspilsmesterskaber 16. – 17. september – rækker:

 

Herrer (åben række uden aldersbegrænsning)

  • 54 huller (18+18 huller lørdag og 18 huller søndag) max antal deltagere 60 – først til mølle. Cut efter 2. runde (16 bedste spiller 3. runde søndag).

Damer (åben række uden aldersbegrænsning)

  • 36 huller (18 huller lørdag og 18 huller søndag) max antal deltagere 18 – først til mølle

Senior herrer (spillere der pr. 31-12-2017 er 50-59 år)

  • 36 huller (18 huller lørdag og 18 huller søndag) max antal deltagere 12 – først til mølle

Veteran herrer (spillere der pr. 31-12-2017 er 60 år og derover)

  • 36 huller (18 huller lørdag og 18 huller søndag) max antal deltagere 12 – efter først til mølle princippet

Junior drenge (spillere der pr. 31.12.2017 er 18 år eller derunder)

  • 36 huller (18 huller lørdag formiddag og 18 huller lørdag eftermiddag) max antal deltagere 24 – efter først til mølle princippet

Man kan vælge at stille op i to rækker, hvor den ene række skal være herrerækken. (eks.: herre og junior drenge).

For de senior herrer og veteran herrer, som stiller op i både herrerækken og egen række gælder følgende: Senior herrer og veteran herrer, som deltager i herrerækken og klarer cuttet er 1. runde lørdag og 3. runde søndag tællende i deres egen række. For dem, der ikke klarer cuttet, er 1. runde lørdag i herrerækken tællende i egen række og de spiller 2. runde i egen række søndag.

Der skal være mindst fire deltagere i en række for at mesterskaberne afvikles.

2. runde lørdag starter ca. kl. 12.30.

Startliste med deltagernes endelige starttidspunkt lørdag d. 16/9 offentliggøres torsdag d. 14. sept. kl. 17.

Startliste for deltagere søndag d. 17/9 offentliggøres lørdag aften.

Alle mesterskaber i slagspil, tæller som kvalifikation til hulspils mesterskaberne.

Samtidig med klubmesterskaberne i slagspil afholdes single stableford championship mixed

  • Afvikles i en række – max antal deltagere 60 – efter først til mølle princippet
  • Afvikles over 36 huller (18 huller lørdag + 18 huller søndag) med cut efter 18 huller – de 16 bedste spiller om søndagen

Hulspilsmesterskaber 23.-24- september

  • Herrer 16 deltagere (8.dels- og kvartfinaler lørdag, semi- og finale søndag)
  • Damer 16 deltagere (8.dels- og kvartfinaler lørdag, semi- og finale søndag)
  • Senior herrer 4 deltagere (semifinaler lørdag, finale søndag)
  • Veteran herrer 4 deltagere (semifinaler lørdag, finale søndag)

Der afholdes samlet præmieoverrækkelse for både slagspil, stableford og hulspil efter finalerne i hulspil søndag d. 24. september – cirka kl. 16.

Matchudvalget d. 14. august 2017.

Helle fejret for 10 år i klubben

Få dage efter at protræner Lasse Frølich holdt 10 års jubilæum, så var det fredag den officielle jubilæumsdag for Helle Nørregaard Holmquist, sekretær og bogholder i sekretariatet. Også Helle har været i Roskilde Golf Klub i 10 år, og det blev fejret ved en reception i klubben.

Daglig leder Anders Schnack og formand Kim Møller Behrend holdt tale for Helle under overværelse af 30-40 frivillige fra diverse udvalg og bestyrelse. Også greenkeeperne var til stede.

Helle blev fremhævet for at være rygraden i klubben og fik stor tak for sin indsats gennem de forløbne 10 år.

 

Overdækket driving range på vej

Efter flere års forberedelse ser det nu ud til at lykkes for klubben at få overdækning på driving range.

Det har været en lang proces med udfordringer i forhold til myndighedstilladelser, og alt er ikke på plads endnu, men nu lysner det virkelig.

Går alt efter planen, så har klubben otte overdækkede udslagspladser på driving rangen næste forår.

Der er også nyt – dog ikke lige så godt – omkring par 3 baneudvidelsen – se længere nede.

Men først de gode nyheder om driving range. Det er nu lykkedes klubben at få en dispensation i forhold til landzone og lokalplan, så byggeriet kan lade sig gøre. Der mangler stadig en afklaring omkring udformning af taget, men den store hurdle er nu overstået.

Lukning i vinter – for at være klar til foråret

Klubbens byggeudvalg arbejder nu videre med et konkret projekt og et udbud, der gerne skulle resultere i, at vi næste år har otte overdækkede udslagspladser. Det er en større omgang, for samtidig skal flisearealet udvides, der skal lægges el og vand og funderes. Så driving range lukker på et tidspunkt sent i efteråret og det meste af vinteren.

Bestyrelsen har netop haft hele projektet til godkendelse.

”Vi er rigtig glade for, at det nu ser ud til at lykkes – efter 3-4 års forberedelser. Pengene har vi afsat i budgettet, og vi håber naturligvis, at det rækker. Overdækningen er et led i vores langsigtede strategi om generelt at forbedre både vores bane og vores træningsfaciliteter”, fortæller formand Kim Møller Behrend.

Tilladelsen åbner mulighed for placering af mindre ”huse” med 3-4 udslagsmåtter i hver – altså ikke en samlet, lang bygning som nogle klubber har.

Roskilde Golf Klub får to ”huse” med fire udslagsmåtter i hver. Bliver tiltaget rigtig populært, så er der senere mulighed for at opføre endnu et hus med fire udslagssteder mere.

Forlængelse af sæsonen – men ikke vintersikring

Boldmaskinen bliver også flyttet. Imidlertid er den ikke frostsikret – og bliver det heller ikke i fremtiden, så det vil fortsat være sådan, at boldmaskinen er lukket om vinteren.

”Der bliver heller ikke samlet bolde med traktoren om vinteren. Græsarealet på driving range er ikke drænet, så kørsel med traktoren om vinteren vil betyde dybe huller. Overdækningen skal derfor ikke ses som en vinterforanstaltning, men derimod som en serviceforbedring i golfsæsonen med blæst og regnvejr samt en mulighed for at forlænge sæsonen lidt”, siger Kim Møller Behrend.

Der er ved at blive udarbejdet konkrete tegninger og taget konkrete beslutninger om materialer. Indtil videre ligger det fast, at der kommer to ”huse” med vægge til tre sider og et skråtag. Bestyrelsen arbejder på at arrangere et informationsmøde i starten af oktober for alle medlemmer, hvor bestyrelsen og byggeudvalget vil præsentere det endelige projekt.

Stadig udfordringer med par 3 udvidelse

Og så over til nyt om par 3 banen – og som nævnt er det ikke umiddelbart godt nyt. Her har klubben – i samarbejde med Roskilde Tekniske Skole – planer om at udvide par 3 banen og samtidig bruge skolens greenkeeperuddannelse til at etablere de nye huller. Imidlertid er der den udfordring, at arealet, der skal bruges, er godkendt til landbrug, og Tekniske Skole som ejer jorden, skal derfor have tilladelse til ændret anvendelse. Og her er det i første omgang blevet et nej, så klubben og skolen arbejder derfor videre med alternative muligheder. For projektet er ikke opgivet.

”En udvidelse af par 3 banen står stadig højt på vores ønskeliste. Her handler det både om at gøre den mere sikker ved større afstand mellem hullerne, men i høj grad også om at få den gjort mere udfordrende og spændende. Det gælder både for nye medlemmer og for de mere rutinerede, som kunne få fornøjelse af at spille der. Vi kommer ikke uden om, at en golfrunde tager 4-5 timer – endda op til seks, hvis man indregner opvarmning, transport og lidt snak bagefter. Det kan være svært at forene med et familieliv, så det vil være godt, hvis vi har en spændende par 3 bane, som det kun tager 1-1½ time at gennemføre”, siger formanden og tilføjer:

”Samtidig vil vi gerne have, at par 3 banen bliver ratet, så det er muligt for nye at spille sig ned i handicap her. Det kan godt være en barriere i dag, at det kun kan ske på den store bane”.