Tilbud til nye i efteråret 2024: Prøv golf i otte uger for 995 kr.

Vil du prøve, om golf er noget for dig – i kombination med natur og fællesskab?

I Roskilde Golf Klub har vi alle tre dele og i efteråret 2024 kan du i en periode på otte uger finde ud af, om det er noget for dig. Der er start allerede i august.

Vi tilbyder et prøvemedlemskab for 995 kr. Det inkluderer træning hver uge, lån af udstyr, gratis bolde på drivingrange og frit spil på vores 9-hullers bane.

Undervejs i prøvemedlemskabet bliver der også undervist i golfregler og der bliver holdt fælles arrangementer, så det bliver endnu nemmere at få informationer og finde andre ligesindede at spille med.

Vi starter med et informationsmøde torsdag den 1. august 2024 kl. 18 og selve prøvemedlemskabet starter med holdtræning ugen efter. Du kan melde dig til træning enten mandag eller torsdag. Ved tilmelding har du mulighed for at vælge de tidspunkter, der passer dig bedst. Skriv gerne flere tidspunkter på. Bemærk, at den første træning er mandag den 5. august kl. 18 – både for mandags- og torsdagshold.

Golf er en sport for alle aldre. Dette tilbud henvender sig specielt til voksne eller ældre juniorer.

Her kan du tilmelde dig prøvemedlemskabet efterår 2024, Her finder du også mere information og vores velkomstfolder.

Udvalg for prøvemedlemmer i Roskilde Golf Klub

Medlemsundersøgelse – ekstra spørgsmål om kommunikation

Hvert år gennemfører Roskilde Golf Klub en medlemsundersøgelse, som sekretariatet og bestyrelsen bruger til at finde ud af, om alt er som det skal være eller om der er punkter i klubben, der burde forandres.

I 2024 gennemføres undersøgelsen over tre omgange, hvor spørgeskemaet bliver sendt ud til 1/3 af medlemmerne hver gang. Første gang var i maj og nu er turen kommet til næste omgang. 1/3 har den 9. juli fået tilsendt en mail med spørgeskemaundersøgelsen og der er så 14 dage til at nå at svare.

“Bestyrelsen håber naturligvis, at rigtig mange vælger at svare på spørgeskemaet. Jo flere, der gør det, jo mere repræsentativ bliver undersøgelsen også. Der er mange spørgsmål, hvor man skal give karakterer fra meget utilfreds til meget tilfreds eller fra 0 til 10, men der er også spørgsmål, hvor det er muligt at komme med personlige kommentarer. På den måde kan man både måle på, om der er sket forbedringer i forhold til sidst, men også få konkrete forslag, ris og ros,” fortæller webmaster Henrik Overgaard Pedersen på vegne af sekretariatet.

Netop denne gang er der indsat nogle ekstra spørgsmål om medlemmernes brug af hjemmeside, nyhedsmails og andre kommunikationskanaler. Svarene på disse spørgsmål er vigtige for at finde ud af, om klubbens kommunikation er god nok eller om der bør ske forandringer.

Medlemsundersøgelsen er landsdækkende, så de enkelte klubber kan måle sig med andre klubber i eller uden for lokalområdet. Det er Dansk Golf Union i samarbejde med firmaet “Players 1st”, der har tilrettelagt undersøgelsen og også sætter datoerne for udsendelse. Tredje omgang kommer sidst i august med frist for svar midt i september 2024.

Greens på Store Skjold har fået sommerbehandling

Selv om greens på Roskilde Golf Klubs baner i år har været ekstra fine og ikke ramt af svampesygdomme, så skal de passes og plejes alligevel. Derfor tog greenkeeperne den store tur mandag den 8. juli 2024, hvor havde det store serviceeftersyn på alle greens på Store Skjolds 18 huller.

Greenkeeperne havde følgende arbejdsplan for hver green:

  1. Luftning af greens og optagning af små propper med jord
  2. Blæse propperne ved
  3. Så greenen med nyt græs
  4. Lægge et tyndt lag jord oven på
  5. Køre rundt på greenen med en måtte, så græs og jord fordeler sig ned i prophullerne
  6. Klippe greenen så den er klar til spil igen

Herunder kan du se fotos fra dagen:

 

To dage i august, hvor man kan få fittet til nyt udstyr

To dage i august 2024 kommer udstyrsproducenter på besøg hos proshoppen og stiller op på drivingrange, hvor medlemmerne har mulighed for at komme og prøve forskellige jern og køller, der kan tilpasses den enkelte spiller i forbindelse med en bestilling.

Her er datoerne for de kommende fittingdage:

  • Fredag den 16. august 2024 kl. 13-17: Wilson
  • Tirsdag den 20. august 2024 kl. 11-17: Titleist

Der er tilmelding til de enkelte dage i shoppen på forhånd.

Under “Træning og proshop” kan du se, hvad proshoppen ellers tilbyder af udstyr, tøj, sko og træning.

Rehab-spillerne får penge til scootere fra Spar Nord Fonden

Repræsentanter fra Rehabgolf i Roskilde har været en tur forbi den lokale Spar Nord Bank afdeling på Københavnsvej i en ganske særlig anledning.

Rehab’erne er nemlig blevet udvalgt til at modtage 10.000 kr. fra Spar Nord Fonden – penge, der falder på et tørt sted, da rehab-spillerne i Roskilde har vokseværk og samtidig udfordringer med slidte scootere, der hjælper flere af spillerne rundt på banen, når de om fredagen mødes til spil på klubbens 9-huls bane, Skjoldungen.

Ved arrangementet hos Spar Nord deltog formand for rehab-golf i Roskilde, Kim S. D. Jakobsen samt styregreuppemedlemmerne Anne-Marie Daugaard og tidligere formand for rehab-golf, Hans Møllegaard.

Udover disse deltog også Svend Erik Skarsholm, der er ansvarlig for vedligehold af scootere, og Hans Kristian Olesen, der som opgave har at udbrede rehab-golf til andre klubber på landsplan.

I Roskilde var der i alt 20 foreninger/klubber, der også modtog 10.000 kr. til deres frivillige arbejde, mens der på landsplan i alt var 700 foreninger, der modtog 10.000 kr. I år var det en særlig jubilæumspulje, da banken fylder 200 år.

For tiden har rehab-golf i Roskilde 42 aktive spillere og 24 hjælpere, der mødes hver fredag.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra arrangementet, hvor Kim Jakobsen på vegne af Roskilde Golf Klub takkede for donationen.

Se hvor du finder dine glemte ting – udsmidning 20. august

Har du glemt dine briller, dine nøgler, et jern, et cover, en cap eller en jakke, mens du har været i golfklubben?

Eller er du en af dem, der finder de glemte ting?

Her kan du se, hvor de glemte ting bliver opbevaret og på billederne nederst kan du se et udpluk af de mindre ting, der er fundet og afleveret inden for de seneste måneder.

De glemte ting bliver fjernet/smidt ud tirsdag den 20. august 2024, så vi kun gemmer “nye” glemte ting.

Her kan du se, hvor du skal stille (og finde) glemte sager

  • Småting (ure, punge, briller og lignende): I Restaurant Birdie
  • Jern og køller: Inden for porten til venstre i “bag-hallen”
  • Øvrige effekter, fortrinsvis tøj, covers og lignende: I en boks bagerst til højre i “bag-hallen”

Herunder kan du se fotos af de mindre ting, der er blevet fundet i klubhuset og på banen inden for de seneste måneder. Bemærk, at disse ting bliver smidt ud efter 20. august. Der er også fotos af de glemte jern, der er sat i baghallen plus den boks, hvor man afleverer tøj og andre effekter. Kom og kig, hvis der er noget, du har glemt.

Regn og blæst nedlægger træ på hul 14/15 på Store Skjold

Heldagsregnen søndag den 30. juni 2024 var godt for klubbens baner generelt, men ét sted kom der skader, nemlig ved søen mellem hul 14 og 15 på Store Skjold. Her kunne et træ på kanten af søen nemlig ikke tåle kombinationen af blæst og rigtig meget regn, så det endte med at vælte.

Træet stod som et slags sigtepunkt, når man på hul 15 slår over åen i 2. eller 3. slaget – hvis man altså ikke som de gode spillere gør, slår direkte mod greenen over skoven.

Greenkeeperne har nu skåret træet i stykker og fjernet det, så nu har søen fået et helt andet udtryk. I forvejen var andre træer på den anden side af den lille sø blevet fjernet. Det skete for et par år siden for at tilgodese bl.a. frøer, da søen ikke skulle ligge i skygge.

Her kan du se fotos af det væltede træ:

Spil en ny match over 3×9 huller lørdag 20. juli 2024

Så er det nu, hvis du skal ud og spille en ny spændende match i Roskilde Golf Klub. Det er “Skjoldematch”, som afvikles over 3 x 9 huller på henholdsvis Skjoldunge-banen og Store Skjold banen. Det sker lørdag den 20. juli 2024.

Matchen afvikles som en parmatch, hvor du kommer til at spille tre forskellige formater på de 3 x 9 huller.

Ved tilmelding kan man vælge at tilmelde sig som par, eller singlespiller, der efterfølgende sættes sammen med en anden singlespiller.

  • På Skjoldungen spilles Fourball
  • På Store Skjold hul 1-9 spilles Foursome
  • På Store Skjold hul 10-18 spilles Greensome

Herunder kan du se en beskrivelse af spilleformaterne:

  • Fourball: Alle fire spiller deres egen bold. Den bedste score på hver side tæller som holdets score
  • Foursome: Hvert par spiller kun en bold, som spillerne skiftes til at slå til. En spiller slår ud på de lige huller, mens makkeren slår ud på de ulige. Spillehandicappet udregnes som gennemsnittet af parrets spillehandicap
  • Greensome: Lige som foursome, men her slår begge spillere ud på hvert hul, og parret vælger så det bedste drive at spille videre med

Turneringen er åben for fleksmedlemmer samt spillere fra andre klubber, som betaler 275 kr. i match-/greenfee.

Der startes samtidig på alle tre 9-huls sløjfer, og der skal derfor forventes en pause efter hhv. 1. og 2. runde.

Der er præmier til de syv bedste hold (eller 10% af deltagerantallet) og en række af indlagte konkurrencer.

Der afleveres scorekort efter hver runde, og leaderboard offentliggøres, inden 2. og 3. runde sættes i gang.

Efter 3. runde er klubben vært for lidt forplejning og forfriskninger inden præmieoverrækkelsen.

“Det er godt nok midt i ferietiden, men forhåbentlig er der alligevel medlemmer, der har lyst til at være med til en match med et helt nyt format,” siger daglig leder, Jesper Wedersøe, der er matchleder på Skjoldematchen.

Her finder du link til tilmelding via GolfBox.

Tilmeldingsfrist er onsdag den 17. juli kl. 12.

 

Ny match søndag den 4. august – flagmatch – tilmelding er startet

Der er også åbnet op for tilmelding til flagmatchen søndag den 4. august. Denne match afvikles både over ni huller på Skjoldungen og over 18 huller på Store Skjold.

Læs mere:

Nye måtter på drivingrange – nemmere at sætte tees i

Her kommer en god nyhed i forbindelse med drivingrange. Der er nemlig kommet nye udslagsmåtter både udenfor og inde i de to udslagshuse.

De nye måtter er tykkere og langt nemmere at sætte tee’s ned i end de gamle, der i øvrigt også blev hurtigere slidt ned end forventet. Derfor er de ekstra to måtter med huller til gummitees også blevet fjernet og erstattet med den nyere og bedre måtte.

Når du skal have bolden tee’t op – fx til driverslag – har du nu to muligheder. Enten tee’r du op ved at sætte en tee i måtten eller også går du op på græsarealet bag udslagshus nr. 2 og sætter din tee i her.

Det er greenkeeperne der har udlagt de nye måtter.

På billederne er det chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der afmonterer de gamle og lægger de nye måtter sammen med Ulrik Wesselhoff. Der er også fotos af Erik Bossen, der som en af de første afprøver den nye måtte.

Sår greens med nye græsfrø på Store Skjold man-tir 8.-9. juli 2024

Greens på klubbens 18-hullers bane får en ekstra god behandling mandag og tirsdag den 8. og 9. juli 2024. Her tager greenkeeperne fat fra en ende af og tilsår alle 18 huller med græsfrø. Det er dog ikke nok at strø nye græsfrø oven på de eksisterende. Greenen skal også luftes, renses, strøs med muld og køres over med en måtte, så muld og græsfrø blandes ned i det eksisterende græs.

Arbejdet kommer til at foregå i dagtimerne og det kan forsinke spillerne disse to dage. Spiller du på et hul, hvor greenkeeperne arbejder, bliver du nødt til at vente med at slå op mod green, indtil greenkeeperne giver tilladelse, fx ved at vinke dig frem.

Sekretariatet har lagt en besked på GolfBox, der kommer frem til alle spillere, der bestiller tid mandag og tirsdag. Har du allerede bestilt tid, får du meddelelsen, når du bekræfter tiden.

Herunder kan du se en video, om greenpleje som greenkeeper Josefine Andersen Kold har optaget og redigeret i 2023: