Fugletårn bag hul 6 på Store Skjold indviet af borgmester

Et nyt tårn bag teested 58 på hul 6 på Store Skjold vil fremover være en attraktion for naturvandrere i området omkring Boserup, men bare rolig: Det er fugle, der skal i kikkerten og ikke tilskuere til vores udslag.

Fugletårnet, der har fået navnet ”Gedevadstårnet”, ligger godt nok tæt på golfbanen, men store træer og buske gør, at det ikke er ”birdies” og ”eagles”, der bliver holdt øje med. I stedet kan man fra fugletårnet se over mod Boserup Skov, se over den udvidede del af Langvad Å, der er ved at blive gravet netop nu, og se over de tidligere spildevandsbassiner bag hul 11. Her bliver der forhåbentlig mange fugle at holde øje med i fremtiden.

Tårnet blev indviet tirsdag den 3. oktober, hvor borgmester Tomas Breddam var mødt op for at klippe den røde snor over. Han holdt også en tale, hvor han omtalte området som et af de skønneste natursteder i kommunen.

”Jeg er tidligere kommet til at sige, at udvidelsen af Langvad Å bliver til en slags ørred-motorvej, men vand tiltrækker jo også fugle, så vi er spændte på, hvor mange forskellige fuglearter, man vil komme til at se fra fugletårnet, når Langvad Å er blevet helt udgravet og der bliver lukket op for vandet,” sagde Tomas Breddam, som fortalte, at tårnet tidligere havde stået på et areal syd for Jyllinge men var blevet i overskud. I den forbindelse roste han samarbejdet med Roskilde Golf Klub – og Jan Eriksen fra klubbens natur- og miljøudvalget roste tilbage.

Det var nemlig i en snak med en af kommunens medarbejdere, at aftalen om tårnet kom i spil. Jan og natur-og miljøudvalget havde nemlig en drøm om et fugletårn netop på dette sted.

”I samarbejde med kommunen har vi besluttet at kalde tårnet for ”Gedevadstårnet” og det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Men så tænker jeg, at så må det være tilladt med nye drømme,” sagde Jan Eriksen og fortalte om udvalgets tanker.

Det handler om muligheden for at kunne gå fra ”den høje parkeringsplads” hen til fugletårnet og så fortsætte vandringen forbi tårnet ind til spangen (gangstien) i Rørmosen og så retur til Boserup Skov. Lige nu er vandringen forbi fugletårnet svær tilgængelig. Det handler også om, at de gamle bassiner bag ved hul 11 kommer til at overgå til Roskilde Kommune i stedet for med forsyningsvirksomheden Fors, så der kan etableres et bedre samarbejde om bassinernes fremtidige udseende og brug.

Deltagerne ved indvielsen af fugletårnet kom dels fra Roskilde Kommune, fra forskellige naturforeninger, fra Dansk Golf Union, fra greenkeeperne og fra de forskellige undergrupper i natur- og miljøudvalget.

Læs mere om udvidelsen af Langvad Å:

Se fotos fra indvielsen: