Kom torsdag 17/8 og se eliten forsøge at score hole-in-one

Hvor svært er det egentlig at lave hole-in-one?

Mange af os oplever det aldrig og synes derfor, at man skal være mere end almindelig heldig og dygtig for at få bolden i hul i første slag.

Men hvad med de bedste spillere – dem, der rammer greenen langt flere gange end os andre? Udover dygtighed skal der også held til, men hvad nu hvis, eliten får lov til at slå mange slag på det samme hul?

Det bliver afprøvet torsdag den 17. august 2023, hvor flere elitespillere stiller op til en særlig konkurrence med mulighed for at vinde flotte præmier. Alle er velkomne til at komme og overvære hole-in-one-konkurrencen, der foregår fra kl. 17 ved klubhuset – på Skjoldungens hul 1.

”Det kan blive en rigtig sjov konkurrence, så vi håber på mange tilskuere. Arrangementet er lavet i anledning af, at der nu kommer nye bolde på drivingrange. Disse bolde er sponseret af Fremdriftspartner, el-installationsfirmaet Gagatek, Borum Byggerådgivning, Multipavillon og EH & Søn Tømrerfirma, som vi hermed kan lave lidt positiv PR for i samme omgang. Sammen med en masse tilskuere håber vi at skabe en god stemning – og det vil da være rigtig sjovt, hvis det lykkedes at lave en hole-in-one på dagen,” siger daglig leder, Jesper Wedersøe.

Elitespillerne får hver udleveret 50 bolde, som de så slår mod hul 1 på Skjoldungen på skift – fem bolde ad gangen.

Præmien til den, der kommer tættest på hullet, er fire dusin Titleist Pro V1 bolde – eller et gavekort til shoppen på 1250 kr. Den første, der laver en hole-in-one, får et gavekort på 2500 kr. til proshoppen.

Herunder kan du se en video, hvor den professionelle Edoardo Molinari forsøger at lave hole-in-one med 500 bolde. Hullet er dog lidt længere, end vores hul 1 på Skjoldungen, som på dagen forlænges, så det bliver ca. 100 meter.

Normalt er hul 1 92 meter fra tee 30 og 71 meter fra tee 25.

På billedet er det Stig Dilling, der gør klar til udslag på hul 1 – som model.