Stor kaninmatch med spisning mandag 28. august 2023

Så er det tid til årets store festaften for Roskilde Golf Klubs “kaniner” – altså nye, begyndere og andre, der hver mandag eller en gang imellem deltager i kaninmatcherne.

De fleste gange afvikles kaninmatchen på Skjoldungen med to forskellige starttider (kl. 15 og 17.30), men enkelte gange i løbet af året er der fællesstart på Store Skjold for alle – og sådan er det også mandag den 28. august, hvor der udover spil også er fællesspisning.

Kaninmatcherne koster normalt 20 kr. at deltage i, men denne gang er der spisning inkluderet og derfor er prisen 100 kr., som bliver trukket i forbindelse med, at du tilmelder dig i GolfBox. Prisen er for mad – drikkevarer køber man selv ved siden af.

Netop på grund af spisning er der denne gang sidste tilmelding fredag den 25. august kl. 12 – altså fredagen før. Så har restauranten en chance for at forberede sig på, hvor mange der kommer. Normalt er der tilmelding senest kl. 12 på selve spilledagen.

Spilleformen er denne gang ”mexican scramble” med præmier til de tre bedste samt næstsidste hold, som vi plejer.

Reglerne for den matchform udleveres ved indtjekning.

Der vil desuden være udnævnelse af årets kanin samt udtrækning af mange fine klappepræmier.

OBS: Der skal slås ud en time før – altså kl. 16.30 med fremmøde kl. 16.

Kaninmatcherne forsætter herefter i september måned som normalt på Skjoldungen med tilmelding senest kl. 12 på spilledagen.

Billedet er fra kaninafslutningen i 2021.

Læs mere: