2022-kaninmatcherne starter 25. april – tilmelding via GolfBox

Så er det snart tid til at kaninmatcherne skal i gang, hvilket mange spillere ser frem til.

Første match er den 25. april 2022

Hver mandag fra kl. 17 er 18 hullers banen reserveret til klubbens begyndere, men alle har lov til at deltage. Kaninmatcherne er primært for nye, der har fået “Golfkørekortet”, og de øvede spillere, der deltager i kaninmatchen, er med for at hjælpe de nye med råd og vejledning – ikke omkring slag-teknik, men omkring etikette, kutymer og “readygolf”.

Kaninmatcherne starter den 25. april og fortsætter hver mandag til og med 19. september. Der spilles dog ikke pinsemandag den 6. juni.

Vi spiller ni huller – og opbakningen er ofte så stor, at hele banen er fyldt med spillere.

Du kan være med, så snart du har bestået “Golfkørekortet”, og du skal være meldt ind i klubben som fuldtids- eller flexmedlem.

Det koster 20 kroner at være med til kaninmatchen.

En plan for hvem der er matchledere de pågældende dage bliver ophængt i klubhusets indgang

 

Tilmelding

Har du lyst til at være med, så skal du tilmelde dig senest kl. 12 på dagen. Du tilmelder dig ved at gå ind på klubbens hjemmeside og logge på i GolfBox.

Her finder du “Klubturnering” nederst i menuen til venstre. Find datoen med den kaninmatch, du vil spille og klik på den for at tilmelde dig. Du bliver samtidig bedt om at betale 20 kr. med dit Dankort. Tilmeldingen er bindende, forstået på den måde, at du ikke får pengene tilbage ved afbud.

Du modtager mandag eftermiddag en mail fra sekretariatet, om hvilket hul du skal starte på og hvem dine medspillere er.

Når du ankommer til klubben inden kl. 16.30, skal du melde dig til matchlederne i klubhuset og få udleveret dit scorekort, som er udskrevet og udfyldt.

Herefter går du i god tid til det hul, du skal starte på, så du er klar til at slå ud kl. 17. Der vil være nogle huller, hvor der skal starte to hold. Det andet hold har så fået starttiden 17.10.

Vi spiller alle fra tee 50 – og vi spiller normalt stableford.

Efter spillet mødes vi ved klubhuset, hvor der uddeles præmier til dagens bedste/heldigste hold.