Kaninmatcher med tilmelding onsdag og særlige møderegler

På grund af Coronakrisen er det nødvendigt at indføre en række restriktioner for afvikling af de populære kaninmatcher om mandagen, som ellers tiltrækker mange mennesker samtidig.

Vi kan ikke samle op mod 100 spillere i en stor gruppe mandag ved 16.30-tiden – og derefter sende dem ud, hvor de skal starte. Det vil heller ikke være muligt at mødes 100 spillere til fælles spisning efter matchen. Endelig skal vi ikke udveksle scorekort, og der skal derfor indrapporteres score på anden vis.

Der er derfor indført en række tiltag, der skal sikre, at de populære kaninmatcher alligevel kan gennemføres.

Første kaninmatch i år bliver mandag den 18. maj 2020 – og som noget nyt er der tilmelding allerede onsdag kl. 12 ugen i forvejen. Den tidlige tilmelding er nødvendig, da sekretariatet efter tilmelding skal have lavet planen for, hvem der starter på hvilke huller, så alle spillere på forhånd i GolfBox kan se, hvor de skal møde. På den måde håber kaninudvalget at undgå det med forsamling i grupper.

Når du kommer til kaninmatchen mandag eftermiddag, skal du derfor straks begive dig til dit starthul – ikke noget med at samles i grupper på parkeringspladsen. Skal du starte på et af de fjernest beliggende huller på bag-ni, fx hul 13, 14, 16, 17 eller 18, så kan du også parkere på vejen Hørhusene, men husk at holde, så det ikke generer beboerne på vejen.

Sådan kommer kaninmatcherne til at foregå:

  • Tilmelding foregår som normalt i GolfBox, men du skal tilmelde dig senest onsdag kl. 12 til mandagens match
  • Der er begrænsning på antal spillere – 72. Det vil sige, at der ikke bliver dobbeltstart på nogle huller
  • Der spilles fra tee 50
  • Der modtages ikke eftertilmeldinger, da matchen sættes op i GolfBox onsdag/torsdag
  • Tina i sekretariatet sætter matchen op i GolfBox og offentliggør startlisten. Du kan fra fredag morgen se startlisten i GolfBox og her fremgår det, hvilket hul du skal starte på
  • Ankom i god tid til matchen, da det vil tage mere tid på P-plads, baghal, mv. Gå derefter direkte til det hul, som du skal starte på. Starten går kl. 17 præcis
  • Det er ikke tilladt at samles flere mennesker på P-pladsen. Du skal være i bevægelse, indtil du når frem til det hul, du starter på. På denne måde taler vi reelt kun om en 4- mands gruppe. Dette er vigtigt for afviklingen, da vi opfatter ankomsten på P-pladsen som det mest kritiske punkt i forbindelse med afvikling af matchen
  • Kaninmatchudvalget vil være til stede kl 16.15-17 på P-plads mv., for at sikre, at alle mand er i bevægelse. og der ikke er forsamling i grupper

Skriv scorekort ud hjemmefra og tjek antal ekstra slag på de ni huller, du skal spille

Du skal skriver et scorekort ud hjemmefra. Her er scorekortet til 18-hullers banen.

Du skal også tjekke, hvor mange ekstra slag, du har på de ni huller, du skal spille. Det gør du ved at logge ind i GolfBox. Klik på menupunktet “Scores” i venstre side og derefter på menupunktet “Indberet score”. Så kan du scrolle ned i bunden og se præcist hvor mange slag, du har på alle huller. Husk at vælge “Tee 50” (= rød tee) under “Baneinfo” lige oven over scorekortet. Så vil du opdage, at du har færre ekstra slag end hvis det var Tee 58. Tag også gerne en print af dette skærmbillede og tag det med sammen med printet af det tomme scorekort, der er link til i foregående afsnit.

På billedet til højre kan du se et eksempel. SPH er dine tildelte slag – så spilleren på dette scorekort med et handicap på ca. 18 har altså to slag ekstra på hul 1, 12 og 15.

Sådan gør I på banen

  1. Spillerne på hvert starthul vælger en spiller til at føre scorekort for alle fire spillere
  2. På scorekortet skriver I det hul, I starter på og navnene på alle fire – skriv tydeligt
  3. Efter matchen tager I et billede med mobilen af det sammentalte scorekort og dette skal mailes til Henning Doktor fra kaninudvalget på mailadressen
  4. I overskriften på mailen skriver du: Kaninmatch, scorekort, dato

Kaninudvalget udarbejder resultatliste, som offentliggøres på hjemmesiden. Præmier kan afhentes i sekretariatet ugen efter. Kaninfesten bliver til efteråret

Efter spil tager man direkte hjem. Restauranten kan være åbnet i et vist omfang den 18. maj, og i givet fald kan den naturligvis besøges efter de regler, som måtte gælde til den tid. Følg med på hjemmesiden.

Generelt opfordrer vi alle spillerne til:

  • Være i god tid
  • Evt. parkere ved Hørhusene – hvis man starter i den ende af banen
  • Tag bag’en med hjem
  • Ingen samling i grupper – vær i bevægelse

God fornøjelse med spillet – vi glæder os over, at kaninmatcherne kan komme i gang igen.

Kaninmatcherne finder sted hele sommeren hver eneste mandag helt indtil den 21. september – dog med undtagelse af mandag den 1. juni, som er 2. pinsedag.

Kaninudvalget og sekretariatet