Vådt vejr udfordrer, men sommergreens er fortsat åbne

Det meget våde vejr udfordrer naturligvis Roskilde Golf Klubs to baner, men banen tager sig fortsat godt ud og det er derfor fortsat muligt at spille til sommergreens.

Vi skal nu lægge op overalt på banen – inklusiv i bunkers. Riverne har været i bunkers indtil nu, men ikke alle har revet efter sig, efter det for alvor er blevet efterår, så derfor har andre spillere kunnet risikere at lande i et helt umuligt leje i sandet. Riverne bliver derfor nu fjernet, og det er derfor tilladt at lægge bolden op på et tåleligt leje i bunkeren og slå videre derfra.

Alle andre steder – undtagen i strafområder (hazards med røde eller gule markeringer) – skal man ”lægge op”, altså flytte bolden inden for et scorekorts afstand til et godt sted med græs, så bolden bliver løftet lidt op og risikoen for at slå græs med rod op bliver minimeret. Vi skulle gerne sikre, at vi ikke har en hullet bane at spille på til foråret.

Det er som nævnt fortsat muligt at spille til sommergreens på den store bane, og par 3 banen er også åben.

Hul 10 og 11 på den store bane er imidlertid lukket. Her er der for vådt. Der er også en risiko for, at hul 5 bliver lukket, da greenen er meget våd. Der bliver informeret om det, hvis den beslutning bliver taget. Se under ”Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden. På billedet er det chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der forsigtig betræder greenen på hul 5. Man kan ikke se det på billedet, men der er faktisk vand op ad sålerne på skoene, så fortsætter det, bliver hul 5 lukket.

Flere teesteder er lukket, erstattet af måtter eller helt flyttet. Det gælder fx udslag fra hul 8. Her er der meget vådt omkring begge teesteder samt omkring broen over til teestederne. Derfor er udslag flyttet over ved en lille trægruppe ved stien, der går mellem hul 7 og 8 (se billedet i toppen).

De trekantede metal-teestedsmarkeringer står de steder, du skal slå ud fra. Så er der ingen teestedsmarkering på det normale teested, så skal du altså kigge efter det midlertidige sted at slå ud fra. Der er også lavet afspærring de fleste steder, så det er tydeligt at se, hvor græsset skal have ro og hvor det er forbudt at slå fra.

Der er 17 huller at spille – og dog, der er faktisk også et ekstra hul 18 for de ekstra ihærdige. Da hul 10 og 11 blev lukket, sørgede greenkeeperne for, at vi fortsat kan spille op til greenen på hul 11. Det sker fra et midlertidigt teested til venstre for greenbunkeren på hul 9. Det gav i alt 17 aktive huller. Ganske fint i forhold til årstiden.

Imidlertid var alle ikke helt tilfredse, og greenkeeperne har derfor lavet et lille ekstra hul 18 på træningsbanen – med udslag fra den måtte, man normalt bruger til indspilsgreenen. Selve indspilsgreenen er ikke det ”nye hul 18-b”. Det er i stedet et af hullerne på træningsbanen, der ligger til højre for indspilsgreenen. Så kan du ikke nøjes med 17 huller, så kan du gå over på træningsbanen og spille hul 18-2 der (se billedet).

En tur rundt på banen viser, at arbejdet med de nye bunkers på hul 12 og 18 er gået godt. Der er stadig spilleforbud de to steder, men meget af det nysåede græs er kommet op, så til foråret bliver det nok svært at se, at tre små bunkers på de to huller tidligere har været nogle meget lange bunkers.

På grund af vejret ændrer tingene sig ofte fra dag til dag – så skal du ud og spille, så kig under ”Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden. Den er altid opdateret med den aktuelle status.