Category Archives: Nyheder

Vær med i Pink Cup lørdag den 11. juni – nu også for mænd

Årets Pink Cup plejer kun at være for kvinder, men i år er herrer og juniorer også inviteret med. Det er en turnering til støtte for Kræftens Bekæmpelse og er en match for alle medlemmer af Roskilde Golf Klub uanset spillehandicap. Matchfee går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Der er indtjekning kl. 7.30 og samlet gunstart kl. 8.30. Fik vi sagt, at det hele foregår lørdag den 11. juni?

Restaurant Kontoret sørger for buffet efter matchen. Det koster 89 kroner at spise med (drikkevarer kommer derudover), og beløbet bliver opkrævet i forbindelse med tilmelding til turneringen. Prisen for at være med i turneringen er 125 kr.

Max antal deltagere er 90, og Damedagen og matchudvalget, der står for arrangementet, håber på rigtig mange tilmeldinger og en god dag på banen og i klubhuset.

Tilmelding og betaling foregår via GolfBox – både til turneringen og til spisning.

Her kommer du til Pink Cups side her på hjemmesiden. Her finder du de oplysninger, der er indtastet i GolfBox – og du kan undervejs følge antallet af tilmeldte og også resultaterne på dagen, når vi kommer så langt.

For at skabe yderligere overskud til Kræftens Bekæmpelse vil der ved spisningen efter matchen være auktion over et originalt litografi. Her er mindste bud er 1.000 kr. I ugen op til matchen vil der i klubhuset blive placeret beholdere til indsamling til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Her kan også støtte indsamlingen – du bliver dirigeret hen til en side på www.cancer.dk, hvor du kan betale. Denne side er specielt oprettet til Roskilde Golf Klub.

Endelig er det også muligt at støtte med 100 kr. ved at sende en sms. Du sender teksten SB fm3es (husk mellemrum) til 1277, og så støtter du indsamlingen med 100 kr.

Yderligere praktiske oplysninger om Pink Cup:

  • Der er to damerækker – A+B -og en herrerække
  • Der er konkurrencer om tættest på alle par 3 huller – Proshoppen sponsorer præmier
  • Der er præmie for længste drive hul 8 – både for herrer og damer

 

Nyt tilbud til par 3 medlemmer – fire matcher

Roskilde Golf Klub har forskellige medlemskategorier. Udover at være fuldtidsmedlem, kan du også være semiflex- eller par 3 medlem.

Som semiflex medlem kan du hver mandag deltage i kaninmatcherne på den store bane, men klubben vil også gerne sikre, at der er et tilbud til par 3 medlemmerne, som alene spiller på den lille bane.

Det er derfor et ønske, at nogle af par 3 medlemmerne går sammen og danner et par 3 udvalg, og I kan så være med til at bestemme, hvad der skal ske på par 3 banen.

Indtil dette udvalg er dannet, så skal par 3 medlemmerne imidlertid ikke snydes. Nogle af klubbens erfarne medlemmer vil i sommer og efterår stå for i alt fire par 3 matcher.

Den første er søndag den 19. juni.

Her kan du læse mere om par 3 matcherne – og der er også tilmelding. 

Ny match for prøvemedlemmer 11. juni

Godt halvdelen af årets prøvemedlemmer, som nu har fået golfinstruktion i ca. 1½ måned,  deltog i en match på par 3-banen søndag den 22. maj.  Det var deres første “prøvelse” ud i golfspillet, og alle gik til den med fint humør i det gode vejr.

Målsætningen med matchen var ikke så meget at udpege de bedste golfspillere, men at skabe mulighed for socialt samvær og etablere spillefælleskab. Det blev en succes. Der var selvfølgelig en belønning til bedste dame og bedste herre, men også præmie til næstsidstepladserne, samt mange klappepræmier.

Næste match for prøvemedlemmerne er lørdag den 11. juni. Denne gang er der tilmelding her via hjemmesiden.

Her kan du finde information og tilmelding til match for prøvemedlemmer lørdag den 11. juni 2016.

Tak til Hans Kristian Olesen for det indsendte foto.

FJ Poulsen Match blev afholdt d. 22. maj

I søndags stillede 95 spillere op til FJ Poulsen Matchen, der blev afviklet i et helt fantastisk sommervejr.  A-rækken blev vundet af Celine Donstrup, B-rækken af Andres Frandsen og C-rækken af Kim Møller Behrend – stort tillykke til alle vinderne. En tak skal også lyde til FJ Poulsen, som sponserede præmier og dejlig forplejningen efter matchen.

Du kan se alle turneringens placeringer i A-rækken, B-rækken og C-rækken her.

 

 

Mandag er sidste frist for at besvare medlemsundersøgelse

Via Dansk Golf Union har Roskilde Golf Klub sat en medlemsundersøgelse i gang, kaldet “Golfspilleren i centrum”. Ca. en tredjedel af klubbens medlemmer bliver spurgt i denne omgang, resten kommer senere på året.

Fristen for medvirken i første runde er mandag den 23. maj – og klubben vil være taknemmelig for, at så mange som muligt, der har modtaget en mail omkring undersøgelsen, går ind og deltager. Der skal gives karakter for en række udsagn omkring klubben og banen – og der er også mulighed for personlige kommentarer.

Herunder kan du se nyheden, hvor spørgeskemaundersøgelsen blev beskrevet.

Hvordan synes I, det går? Spørgeskemaer på vej ud

Alle medlemmer af Roskilde Golf Klub bliver én gang om året stillet en række spørgsmål om klubben.

Næste gang er midt i maj, hvor ca. en tredjedel af os modtager en mail fra ”Golfspilleren i Centrum”, som er Dansk Golf Unions spørgeskemasystem. Det bliver ikke alene brugt over for medlemmerne, men også over for vores gæster, som efter hvert besøg også modtager en mail med nogle spørgsmål. Svarene på disse skal gøre det synligt for klubben, hvad der fungerer og hvad der kunne blive bedre.

– Spørgeskemaerne er et uvurderligt redskab for os i bestyrelsen, for med så mange medlemmer og så mange gæster hvert år er det umuligt at følge med i, hvad der går godt og hvor det måske halter lidt – med mindre vi går lidt systematisk til opgaven. Selv om vi er meget i klubben, har vi ikke fingeren på pulsen inden for alle områder og medlemskategorier. Det er via spørgeskemaet, vi opdager, hvis der er områder, vi skal kigge lidt nærmere på, fortæller formand Kim Møller Behrend.

Han opfordrer derfor flest mulige til at svare på disse spørgsmål, når de kommer på mail.

Spørgsmål i maj, juli og september

Næste gang er omkring den 10. maj, hvor en tredjedel af klubbens medlemmer får en mail, de har 14 dage til at svare på. Midt i juli følger den næste tredjedel og resten af medlemmerne bliver spurgt omkring den 20. september.

Derudover er der tre andre grupper, der bliver spurgt:

  • Gæster – alle modtager en mail få dage efter deres besøg
  • Nye medlemmer – alle bliver spurgt ca. to måneder efter de er blevet meldt ind
  • Udmeldte – alle udmeldte bliver spurgt ca. otte dage efter deres udmeldelsesdato

– Vi er interesserede i at høre alle fire parter, for kun på den måde kan vi hele tiden udvikle os og sikre vores medlemstal og indtægter – men ikke mindst en god golfoplevelse for alle, siger Kim Møller Behrend.

Herredagsspillere skal huske at tilmelde sig hver onsdag

Kære spillere på herredagen, især de 25, som ikke var tilmeldt herredagens match den 18. maj.

Nu går den ikke længere.

Er du ikke tilmeldt dagens match, bliver dit scorekort ikke registreret, og du bliver ikke automatisk reguleret.

De gode slag på par 3 hullerne, som kunne give en præmie, går ligeledes ud.

Med venlig hilsen

Bjørn Pedersen fra Herredagsudvalget

Beskeden fra Herredagen skal forstås på den måde, at der fra i år er lavet en ny og bedre måde at bruge GolfBox på i forbindelse med onsdagsmatcherne. Alt bliver nu indtastet i GolfBox – og bliver efterfølgende vist direkte på hjemmesiden.

Det nye for spillerne er imidlertid, at de hver onsdag skal foretage sig to ting i GolfBox:

  • Det ene er at tilmelde sig selve den konkrete herredag – se under “Klubturnering” i menuen ude til venstre. Find den konkrete herredagsdato, klik på den og tilmeld dig
  • Det andet er, at du skal bestille tid i GolfBox

Her kan du læse mere om Herredagen – bemærk specielt fanen omkring tidsreservation.

 

 

Aftentur med fokus på natur og nattergale 25. maj

Årets nattergaletur finder sted den onsdag den 25 maj.

Vi mødes på terrassen ved klubhuset kl. 20 og går derefter en tur rundt på banen, lytter, fortæller og hyggesnakker ind i mellem i vores smukke omgivelser. Solen går ned kl. 21.34, og ca en halv time efter går vi på “Restaurant Kontoret” og slutter aftenen af med en kop kaffe/the og et stykke kage.

Her vil vi samle op på aftenens iagttagelser og sammenligne med sidste år, hvor vi gik turen senere i juni.

Her kan du se siden omkring geografi og natur på golfbanen – blandt andet med et link til Dansk Ornitologisk Forenings liste med observerede fuglearter på Roskilde Golf Klubs bane.

På gensyn
Henning Nordstrøm og Jan Eriksen

Frivillige fra udvalg til samling

2016-05 Frivillige 01

En række af klubbens frivillige var samlet lørdag i pinsen – både for at hygge, men også for at orientere hinanden om, hvad alle har gang i netop nu.

Arrangementet var for formænd eller andre repræsentanter fra klubbens udvalg og “klubber i klubben”. Der blev først spillet en 9 hullers match, hvorefter der var frokost i restauranten efterfulgt af erfaringsudveksling.

Formand Kim Møller Behrend fra bestyrelsen var den officielle vært, men der blev også lejlighed til at møde klubbens nye, daglige leder, Anders Schnack, der gerne vil have en snak med alle udvalg i den kommende tid.

På mødet var blandt andet repræsentanter fra to nye udvalg, der er ved at blive dannet. Det ene er et baneudvalg, hvor Brian Harder fra bestyrelsen og chefgreenkeeper Nick Bosholt nu får selskab af Jan Birger Nielsen og Torben Svendsen i det decideret udvalg. Det andet er et regel- og handicapudvalg, som indtil videre har Jørgen Lindelius som medlem. Han er klubdommer og har for nylig holdt et foredrag om regler for Damedagen.

Bestyrelsen har ved flere lejligheder bekendtgjort, at klubben meget gerne skal have endnu flere frivillige for at styrke sammenholdet og aktivitetsniveauet. Læs mere om dette emne fra informationsmødet den 12. maj.

Kommer der en ny rating af banen?

2016-05 JB match 07Hvordan kan det være, at mine tildelte ekstra slag ikke svarer til, hvor svære hullerne er?

Det spørgsmål har mange sikkert stillet sig – fx er der mange, der oplever, at hul 14 er et af de absolut sværeste, selv om det kun har handicapnøgle 9. Og hvad med hul 11, hvor teestederne nu er flyttet endnu længere tilbage – og hvor de længstslående nu skal starte med at slå over en sø. Det er nu blevet meget svært at lave par på dette hul.

På klubbens informationsmøde torsdag den 12. maj blev der stillet flere spørgsmål omkring dette – og chefgreenkeeper Nick Bosholdt fortalte, at det sagtens kan komme på tale med en ny rating af banen.

– I første omgang er det nye teested på hul 11 en forsøgsordning, som vi følger meget nøje. Der er ingen tvivl om, at hul 11 er blevet sværere, og også mere udfordrende. Og jeg er enig i, at handicapnøglen ikke er helt retvisende. Næste gang, banen skal rates vil vi gøre meget mere brug af statistikkerne fra scorekortene, sagde Nick Bosholdt, som ikke kunne sætte en præcis tid på, hvornår banen bliver ratet igen. Meget afhænger af, hvordan det går med forsøget på hul 11.

Læs også:

Spil på en ny måde på den samme bane

2016-05 JB match 03Skal vi ikke spille 50’er banen i dag?

Den sætning har du måske ikke hørt før, men bestyrelsen håber, at det bliver en sætning, der fremover bliver brugt meget ofte.

Bag ordene gemmer sig nemlig at prøve at spille banen på en anden måde end sædvanligt – og samtidig sikre et godt tempo, så alle får en god oplevelse, og så der bliver plads til flere spillere.

”50’er banen” er samtidig et leg med ord, for begrebet erstatter ”rød tee”, som i mange år også har heddet ”dame teestedet”. Og hvilken herre vil med respekt for sig selv stille sig op og spille fra ”dame teestedet”?

Men det er en fordom, som Roskilde Golf Klub gerne vil af med. For mange, der ikke slår så langt, kan spil på ”50’er banen” sikre en langt bedre oplevelse, og også for de længereslående kan det blive udfordrende. Der skal en helt anden strategi i brug, banen bliver helt anderledes – og så får du også færre ekstraslag til rådighed, så det er stadig udfordrende.

Fremover bliver følgende begreber indført:

  • 50’er banen – i alt 5000 meter – det nuværende røde teested
  • 53’er banen – i alt 5300 meter – det nuværende blå teested
  • 58’er banen – i alt 5800 meter – det nuværende gule teested

På informationsmødet torsdag den 12. maj var formanden for klubbens baneservice, Poul Kortegaard, også til stede, og han slog samtidig et slag for at holde et godt tempo på banen. Og han opfordrede meget til, at de ikke så langt slående, spiller fra ”50’er banen”.

– Men vi skal også være bedre til at lukke igennem. Hold øje bagud, og er der nogle hurtigtgående og langtslående, så luk igennem. Det tager kun fem minutter og sikrer alle en god oplevelse, sagde Poul Kortegaard, der sammen med sine kolleger i baneservice vil hjælpe med gode råd, når de kommer rundt i baneservicebilen.

– Vi er naturligvis nødt til nogle gange at påpege nogle ting, men vi vil gerne være med til at give alle en god oplevelse og har egentlig ikke lyst til at være politifolk, sagde han.

Læs også: