Han har været en af de længst slående danske professionelle spillere, men han vil egentlig hellere være kendt for det korte spil og putting. Det betragter han selv som sine spidskompetencer.
Det er 29-årige Jacob Pingel Lauridsen, det handler om. Aarhusianer af fødsel, tilflyttet Sjælland for fire år siden og nu ansat af Lasse Frølich som ekstra træner i Roskilde Golf Klub.
I starten er han tilknyttet juniorer, eliten og prøvemedlemmerne, men alle kan nu også booke lektioner med Jacob. Det kan være på drivingrangen, men det kan lige så vel være i bunkers, på indspilsområdet eller på puttinggreen.
Det fik 59-årige Lars Bøttcher at mærke, da han på drivingrange med kort varsel blev ”hyret” som fotomodel til denne præsentation af Jacob. Lars fik hurtigt nogle tips til forbedring af bunkerspillet.
Jacob Pingel Lauridsen spiller fortsat 1. divisionsgolf for barndomsklubben Mollerup i Aarhus – men det er også det eneste golf, han har spillet de seneste par år.
Slutningen på golfkarrieren blev nemlig sluttet med lidt en øv-følelse. Efter at have turneret Europa rundt til diverse turneringer, så blev det spillemæssigt men især økonomisk alt for hårdt – og Jacob endte så med at stoppe som professionel og har siden kørt rundt i de danske klubber som repræsentant for Titleist og Footjoy. Så både udstyr og sko er noget, han har forstand på.
”Men livet som sælger var ikke lige mig, så nu glæder jeg mig til at være træner her i Roskilde. Jeg har allerede mødt en del og kan mærke, at det er en fantastisk social og hyggelig klub,” siger Jacob.
Jacob kommer til at være i klubben, hvad der svarer til en fuldtidsstilling.
Jacob har ikke prøvet at være træner før, men han er sikker på, at han alligevel har meget at lære fra sig.
”Jeg er jo ikke lige så dygtig som Lasse på det tekniske område, men jeg ved, hvordan kroppen skal bevæge sig og hvilke tekniske detaljer, man skal tage fat i for at få det optimale ud af ens spil og det niveau, man er på,” siger Jacob
I Roskilde Golf Klub håber han at få noget af det kammeratskab, som var noget af det, han savnede som golfspiller.
”Jeg får noget af fællesskabsfølelsen, når jeg spiller holdkampe for Mollerup, men ellers er man jo som golfspiller mest sig selv. Set i bakspejlet skulle jeg måske være fortsat med håndbold eller fodbold, som jeg også var god til, men nu blev det golf og det har også givet mig mange gode oplevelser.”
Jacobs far, Jan, har været landsholdsspiller i både håndbold og fodbold og hans onkel, Frank Pingel, har været professionel fodboldspiller – og også på landsholdet, så det med bold kommer altså ikke fra fremmede.
I dag er Jacob flyttet til Hedehusene med sin kæreste, Cecilie Refsgaard. De har en lille søn, som nu er 10 måneder, og er blevet enige om, at nu er det Cecilie, der har lov til at forfølge karrieren. Hun er ernæringsfysiolog hos Team Danmark og giver blandt andet kostråd til golfspillere.
Tilbage til Jacob og golfkarrieren. Han er som nævnt stoppet nu, men han nåede at kvalificere sig til og være med i Made in Denmark som professionel; en kæmpe oplevelse, selv om han desværre ikke nåede med til de to finaledage. En af Jacobs største sejre var, da han som spiller for Mollerup i 1. division var med til at spille klubben op i Elitedivisionen. Jacob vandt et oprykningsomspil mod en af hans gode venner, der på det tidspunkt samtidig var en af Danmarks bedste, nemlig Morten Ørum Madsen.
Du kan booke Jacob online via protræner Lasse Frølichs bookingsystem på lige fod med Lasse selv og assistent Emil – eller ring til Proshoppen.
Her finder du siden med trænerne og proshoppen.