Lokalplan for udvidelse af golfbanen er godkendt

Roskilde Byråd har 17. juni 2020 endeligt godkendt lokalplanen for udvidelsen af golfbanen med en ny ni-hullers bane. Det betyder, at alle godkendelser nu er på plads – dog mangler medlemmernes godkendelse af finansieringen af projektet. Den godkendelse kommer forhåbentlig på klubbens generalforsamling tirsdag den 30. juni.

Beslutningen om golflokalplanen i byrådet blev kædet sammen med vedtagelsen af den store kommuneplan og til det sidste var der tvivl, om partierne ville sige ja til golfudvidelsen. Partiet Venstre stillede nemlig forslag om at revurdere sagen igen og dermed igen udskyde planerne.

Det forslag endte med at få støtte fra konservative, Enhedslisten, SF og Liberal Alliance. Imidlertid sikrede stemmer fra Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, at udvidelsen nu kan gennemføres.

Det konkrete forslag fra Venstre og partiernes øvrige ændringsforslag til kommuneplanen ligger umiddelbart ikke på kommunens hjemmeside, så derfor var debatten ikke helt nem at følge med i, men formanden for plan- og teknikudvalget, Daniel Prehn, appellerede til de øvrige partier om at ”lade være med at straffe golfklubben for den uenighed, der er” – og han sagde, at processen har været klar og at golfklubben har spillet med på de forslag, der er kommet undervejs.

Jeppe Trolle (Rad) supplerede med at sige, at golfklubben gør sig umage og Karim Arfaoui (S), der også er formand for klima- og miljøudvalget, sagde:

”Det gælder om at tænke tingene sammen, og golfbaneudvidelsen understøtter udover natur – og miljø også sundhed og oplevelsesøkonomi. Vi styrker et rekreativt formål og ser frem til, at golfklubben på sigt bliver økologisk drevet.”

Formelt blev lokalplanen godkendt den 2. juni (under forudsætning for godkendelse af kommuneplanen) – med en fire-ugers klagefrist, der udløber denne 30. juni – samme dag, som Roskilde Golf Klub holder generalforsamling.

Læs i øvrigt indkaldelsen til generalforsamlingen, hvor et af punkterne er godkendelse af lån og finansiering af blandt andet ni-hullers banen.