Sommerbanerne åbner til påske – evt. lukning om morgenen

Fra skærtorsdag den 28. marts 2024 spiller vi sommergolf i Roskilde.

Der kan komme dage, hvor banen bliver lukket om morgenen på grund af rimfrost.

Det er de to vigtige budskaber, der kommer fra greenkeeperne, der har vurderet, at både Skjoldungen og Store Skjold er klar til sommerspil – som sædvanlig med nogle forbehold, som det altid er i de første forårs uger, hvor vejret kan være ustabilt.

”Det har jo været en meget våd vinter, men de seneste uger har vejret været så godt, at der indimellem har været dage med højere temperaturer og dermed vækst i græsset. Derfor har vi allerede været ude og klippe – også på fairways, så generelt ser det godt ud,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Her kommer en oversigt over, hvad der gælder fra torsdag den 28. marts 2024.

Generelt:

  • Banerne bliver lukket, hvis der kommer frost, der varer hele dage
  • Banen bliver lukket om morgenen indtil kl. 10, hvis der har været frost om natten. Det foregår på den måde, at banen lukkes i GolfBox og spillerne får besked om, at deres tider er slettet. Tiderne er så også væk fra indtjekningsskærmene og på GolfBox app’en. Det er strengt forbudt at gå ud og spille, når banen er lukket
  • Der vil være bunkers, der mangler sand – det skyldes, at leverandøren har udfordringer med leveringen. Sandet kommer senere
  • Der må ikke køre golfbiler endnu – dog har rehab-golferne dispensation til at køre på Skjoldungen
  • Puttinggreen og indspilsområdet åbner
  • Vi spiller med oplæg på fairway inden for en køllelængde

Store Skjold:

  • Hul 10, 11, 14 og 15 er stadig lukket på grund af for mange våde områder
  • Ved enkelte teesteder bliver der udslag fra måtte
  • Hul 8 bliver et kort hul, da der stadig er for vådt oppe ved de normale teesteder

Skjoldungen:

  • Banen er åben i fuldt omfang – eneste undtagelse er udslag fra måtte på tee 1

”Jeg vil godt forklare, hvorfor vi i år vælger at lukke banen helt, hvis der er rimfrost om morgenen. Tidligere har vi stillet gule flag op på fairways, som man så kunne spille til i stedet for de rigtige greens. Spillerne skulle altså selv vurdere, om der var rimfrost eller ej og om banen kunne spilles. Det har desværre ikke fungeret de sidste par år og derfor er vi nødt til at være mere strikse. Det ødelægger simpelthen for meget, hvis man spiller på frostramte greens,” siger Nick Bosholdt.

Derfor melder greenkeeperne allerede nu ud, at sommerbanerne åbner fra torsdag den 28. marts – men i dagene op til påske bliver det afgjort, om banerne også er åbne om morgenen. Man kan godt bestille tid, men man kan risikere, at tiderne bliver slettet igen, hvis vejrudsigten lover frost. Det kan selvfølgelig også blive nødvendigt at lukke i flere dage, hvis vejret pludselig arter sig generelt dårligt, fx meget regn.

Banerne bliver gradvist gjort klar onsdag den 27. marts, men er først fuldt klar til sommerspil torsdag.

Selv om der er restriktioner, er det stadig muligt at blive handicapreguleret.

På de huller, der er lukkede, skal man på scorekortet notere det antal slag, der giver dig to stablefordpoint på hullet.