Eliten gør klar til ny sæson med friske øjne

Det bliver en blanding af, at tingene er som de plejer og at der kommer ”nye boller på suppen”, når elitespillerne i Roskilde Golf Klub skal træne, spille holdkampe og være med i individuelle turneringer i 2024.

De nye ”boller” er fx, at det i 2024 bliver med en ny pro, at spillerne skal prøve at udvikle sig og blive bedre. Det er også planen, at træningerne bliver arrangeret på en ny måde, meget gerne med endnu mere fokuseret træning, specialtræning i hulspil og med mulighed for mental træning.

Det var i hvert fald nogle af de ting, som eliteudvalgets formand, Anders Djurhuus, fortalte om på et elitemøde i klubhuset mandag den 8. januar 2024. Med sig havde han sportsansvarlig i bestyrelsen, Jens Krøis, og klubbens nye protræner, Martin Hansen.

Mødet var både indkaldt for at give elitespillerne en idé om, hvordan 2024-sæsonen bliver planlagt, men også til at få input fra spillerne på, hvordan fx træningsseancerne skal fungere. Det var med andre ord ikke en fuldfærdig plan for 2024, der blev præsenteret – den kommer i løbet af de næste måneder.

”Vi vil stadig have de samme hold som sidste år, 1.-3. hold herrer, et damehold, et senior- og et veteranhold. Men i år prøver vi også med et ungseniorhold, dels for at få flere ud og spille, men også for, at vi i fremtiden kan blive bedre til at sikre fødekæden op til de bedste hold. Vi starter arbejdet med at få flere unge til at blive bedre, så de gradvist kan arbejde sig op i niveau på vores hold. Det er i højeste grad nødvendigt specielt på damesiden, hvor vi sidste år flere gange var i vanskeligheder med at stille hold. Her har vi simpelthen for få spillere at trække på,” sagde Anders Djurhuus.

Derfor var dameholdets holdkaptajn, Andrea Lima, også glad, da det blev fortalt, at Ditte Hansen, protræner Martins hustru og tidligere elitespiller i Roskilde, også er klar til holdkampe i 2024. Det er Martin i øvrigt også.

”Vi går nu i gang med at lave en plan for træning og her lytter vi blandt andet til nogle af de forslag, I kommer med i dag. Jeg ser meget gerne, at der i vores plan også er spil mod hinanden og at vi fx også fokuserer på hulspil, så vi er trænet i det, når holdkampene starter,” lød det fra eliteformanden, der også kom med et oplæg til, at det ikke alene er spillernes handicap, men også de enkeltes aktuelle form, der bliver afgørende, når der skal sættes hold.

Elitespillerne har igen i år mulighed for at være med på en træningsweekend, der bliver arrangeret 19.-21. april hos Lübker Golf Resort, som i august også er vært for Danish Golf Championship – afløseren for Made in Denmark / Made in Himmerland. Der er plads til 28 elitespillere på den tur.

Både protræner Martin Hansen, sportsansvarlig i bestyrelsen, Jens Krøis, og eliteformand Anders Djurhuus lagde ikke skjul på, at de har høje ambitioner på elitens vegne. Martin har tidligere været med til at føre Næstved op i elitedivisionen og håber på sigt at kunne gøre det samme i Roskilde.

Både Anders og Jens Krøis fortalte på mødet om nogle af klubbens forventninger til elitespillerne, herunder deltagelse i holdkampe, træning og klubmesterskaber – og fortalte, at klubben også sætter en del ressourcer af til eliten, fordi vi som klub gerne vil være gode sportsligt. Konkrete ambitionsmål kommer senere på foråret.

Mødet sluttede af med, at klubbens to professionelle, Andreas Hillersborg Sørensen og den nye, Oskar Emil Harald Nielsen, fortalte kort om deres 2024-planer.

For Andreas gælder det først og fremmest om at komme godt i gang igen efter en lang periode med smerter i nakken og i nervesystemet, mens Oskar efter en operation i september vil bruge 2024-sæsonen som et forberedelsesår til livet som professionel. Oskar Harald nåede på grund af operationen ikke at spille sig til en kategori på ECCO-touren, men vil spille så mange turneringer, han kan komme ind i og håber selvsagt at gøre det godt. Endelig er der også landsholdsspiller Mads Viemose Larsen, der netop nu er på rejser til Dubai og til Spanien. Han kommer i 2024 til at spille flere internationale turneringer, men håber også at kunne stille op for Roskilde Golf Klub, dog kan det sandsynligvis ikke lade sig gøre så ofte som i 2023.