AFLYST: Afslutter jubilæumsår med historieaften tors 11/1 2024

Opdateret 9. januar 2024: Dette arrangement er desværre aflyst, da kun 10 personer var tilmeldt.

Hvordan er Roskilde Golf Klub blevet til det, den er i dag? Hvad er der gået forud i de 50 år, klubben har eksisteret?

Hør nogle af de interessante historier, nogle af de alvorlige og nogle af de sjove, når vi afslutter 50-års jubilæumsåret 2023 med en historisk aften torsdag den 11. januar 2024 i klubhuset.

Der er fællesspisning kl. 17.30 og derefter en historisk aften kl. 18.45-21.30 med en pause undervejs.

Det bliver en aften, som kommer til at foregå på en lidt anden måde end en normal informationsaften. Vi stiller stolene op som en slags “Højlunds Forsamlingshus” og der bliver mulighed for, at mange kommer til at stille spørgsmål og fortælle historier.

Alle kan stille spørgsmål, svare på spørgsmål og komme med kommentarer. Det kommer til at foregå på den måde, at du skriver dit spørgsmål ned på et stykke papir og lægger det i den spørgsmåls-kasse, der står fremme på aftenen. Du kan også lægge en seddel med en historie, du gerne vil fortælle – eller en kommentar.

Aftenens toastmaster er klubbens webmaster, Henrik Overgaard Pedersen, der også er forfatter til klubbens 50-års jubilæumsbog. Det er ham, der via sedlerne i kassen, styrer talerrækken, stiller spørgsmålene og beder folk i klubhuset om at svare.

Der vil være papir at skrive på – men du kan også forberede en seddel hjemmefra eller sende en kommentar, et spørgsmål eller en historie til Henrik på forhånd. Brug mailadressen .

“Jeg håber, at mange af jer, der har været medlemmer i rigtig mange år, kommer og hjælper med at svare på spørgsmål,” lyder opfordringen fra Henrik.

Eksempler på spørgsmål, du kan stille på aftenen – eller sende på forhånd:

  • Hvem har været klubbens bedste spiller?
  • Hvordan foregik det, da der blev lavet rygeforbud i klubhuset?
  • Har der været eksempler på, at folk er kørt i vandet med en buggie?
  • Fortæl om livet i det gamle klubhus
  • Hvordan var banen at spille på i starten?
  • Hvordan håndterede klubben finanskrisen?
  • Giv eksempler på bestyrelser, der har fungeret godt – og dårligt
  • Hvorfor var klubben så længe om at indføre elektronisk tidsbestilling? Skulle vi være blevet ved boldrenden?

Tilmelding på forhånd – se herunder

Her kan du tilmelde dig den historiske aften – det koster 99 kr. at være med i spisning og møde. Aftenens menu er hamburgerryg med tilbehør.

Billedet i toppen er forsiden fra Roskilde Golf Klubs 50-års jubilæumsbog.