Så kom dagen, juniorerne havde set frem til; fredag eftermiddag den 1. oktober 2021 skulle vi nemlig på årets ”Junior Sverigestur” til Skyrup Golf Klubb i byen Tyringe i Skåne.
Vi mødtes på parkeringspladsen ved Roskilde Golf klub, hvor jeg havde æren af at køre Ford Transit minibus, venligst udlånt af Anti-Rust i Roskilde (Jan Kvist) forlænget med cargo-trailer til alt vores golfudstyr. Derudover stillede Peter Bornæs sin bil til rådighed. Vi var i alt 13 deltagere, heraf tre ledere; Peter, Michael Gamst og jeg. Juniorne, der deltog, var Noah, Bjarke, August, Andreas, Rasmus, Mads, Malthe, Mathias og Karoline & Vega. For første gang i mange år havde vi to piger med. Super fedt.
Jeg havde igen overtalt min hustru (Kirsten) til at bage nogle skønne chokolademuffins, som blev nydt på parkeringspladsen, inden vi drog mod Malmø. Vi kunne være otte i minibussen og fem i Peters bil.
Da vi kom frem til Skyrup Golf Klubb & Hotel fik vi nøgler til fire Lodger (4-personers huse) og da vi havde fået læsset bagagen og golfudstyret af, var der lækker aftensmad i restauranten. Herefter ”fri leg” i lodgerne (med sodavand, slik, chips).
Lørdag mødtes vi til morgenmad kl. 8 og første hold skulle tee ud kl. 10.30. Der var med andre ord god tid til at øve på drivingrange inden. På hul 10 havde vi arrangeret, at alle fik en hotdog i cafeen, idet vi først skulle have frokost (kaldes i Sverige ”lunch”) kl. 15. Peter havde sørget for müslibarer, sodavand og æbler/banener til at tage med ud på banen. Der blev spillet flot af alle på den smukke og udfordrende Skyrup bane. Efter ”lunch” var der mulighed for at slappe af, spille på rangen, putting green samt prøve fodboldgolf og disc golf. Vi spillede også en omgang ”Fuld Svensker”, hvilket var lidt sjovt, da der samtidig var en gruppe svenske mænd (muligvis fulde), der også spillede samme spil. Vi fandt aldrig ud af om ”Fuld Svensker” også hedder det i Sverige. Monstro de har et andet navn for det spil?
Efter aftensmaden kunne Gamst afsløre hvem, der havde spillet bedst på lørsdagsrunden og der var fine præmier, som blev uddelt; 3. plads; August Thulin, 2. plads; Mads Viemose (gik i 5 under banens par – whau!) og 1. pladsen gik til Karoline, der scorede 43 stablefordpoint (whau! Super flot spillet).
Søndag morgen pakkede vi vores bagage i minibussen, inden vi teede ud på 2. runde golf kl. 10.30. Denne gang i regn og en lidt mere tung dag (men fint varmt). Vejret klarede op og vi kom nogenlunde tørre igennem runden omend banen var meget våd. Der var igen ”hotdog” ved hul 10. Det er noget svenskerne kan.
Efter ”lunch” kørte vi trætte og med gode oplevelser tilbage mod Roskilde. Vi var i Roskilde Golf Klub ca. kl. 18, hvor forældre stod klar til at hente deres trætte juniorer hjem.
Og sikke nogle fantastiske juniorer, vi har i klubben. Alle hyggede sig, alle deltog aktivt, alle var søde ved hinanden og opførte sig eksemplariske. Det var nemt at være ledere og vi er stolte over at have så søde, dygtige og super engagerede juniorer i Roskilde Golf Klub.
Tak for endnu en dejlig ”Sverigestur”. Nogen vil ikke længere være juniorer til næste sæson (men i stedet ungseniorer) og andre får forhåbentlig muligheden for at deltage i flere Sverigesture. Vi glæder os til at se jer i sæsonen 2022.
Der skal lyde en stor tak til Jan Kvist fra Anti-Rust for lån af minibus. Vi er glade for den støtte, klubben og sponsorer yder. Det gør en stor forskel og er med til at udvikle og fremme ungdomslivet i Roskilde Golf Klub 😊.
På vegne af ledergruppen
Søren Frøsig